Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "A.C.2.1.4.4.1 Reglen i SKL § 74 om skønsmæssig ansættelse" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold

Dette afsnit handler om Skatteforvaltningens adgang til at foretage en skatteansættelse skønsmæssigt.

Afsnittet indeholder:

Regel
Oversigt over ændringer
Hvornår kan der foretages en skønsmæssig ansættelse
Begrebet ”Ikke danne grundlag for skatteansættelsen”
Betingelse at der er anmodet om oplysninger
Foretagelse af uvarslet kontrolbesøg
Grundlaget for skønsudøvelsen
Et realistisk skøn
Begrundelse af skønnet
Kontrollerede transaktioner
Overgangsbestemmelser
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser m.v.

Regel

Har en skattepligtig omfattet af SKL § 5 ikke rettidigt givet Skatteforvaltningen oplysninger efter SKL § 2, kan Skatteforvaltningen foretage en skatteansættelse skønsmæssigt. Se SKL § 74, stk. 1

Hvis den erhvervsdrivende har pligt til at indgive et skattemæssigt årsregnskab, og dette ikke indgives til Skatteforvaltningen inden udløbet af oplysningsfristen, kan bestemmelsen også finde anvendelse i dette tilfælde, jf. SKL § 6, stk. 3.

Skatteforvaltningen kan derudover foretage en skatteansættelse skønsmæssigt, hvis den skattepligtige ved oplysningsfristens udløb ikke har givet forvaltningen oplysninger som nævnt i SKL § 2, som kan danne grundlag for skatteansættelsen. Se SKL § 74, stk. 2.

Bestemmelserne i SKL § 74, stk. 1 og 2, er en omskrivning og videreførelse af den tidligere SKL § 5, stk. 3, om skønsmæssig ansættelse, hvis den selvangivelsespligtige ikke har selvangivet fyldestgørende på ansættelsestidspunktet, idet de situationer, som efter praksis kan begrunde en skønsmæssig ansættelse, nu fremgår direkte af bestemmelsen.

SKL § 74, stk. 3, indeholder en opregning af det grundlag, som den skønsmæssige ansættelse kan baseres på. Bestemmelsen er ny, men følger af gældende ret.

SKL § 74, stk. 1-3, gælder ikke ved skønsmæssige ansættelser af kontrollerede transaktioner, der er omfattet af SKL § 46. Se SKL § 74, stk. 4. Bestemmelsen er ny.

Oversigt over ændringer

Gældende skattekontrollov	Skattekontrolloven pr. 1/1-2019	Bemærkninger
§ 5, stk. 3	§ 74, stk. 1	Det følger af bestemmelsen, at har en skattepligtig omfattet af § 5 ikke rettidigt givet Skatteforvaltningen oplysninger efter § 2, kan Skatteforvaltningen foretage en skatteansættelse skønsmæssigt. Bestemmelsen er en omskrivning og videreførelse af gældende skattekontrollov § 5, stk. 3.
.	§ 74, stk. 2, 1. pkt.	Det følger af bestemmelsen, at ud over de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, kan Skatteforvaltningen foretage en skatteansættelse skønsmæssigt, hvis den skattepligtige ved oplysningsfristens udløb ikke har givet Skatteforvaltningen oplysninger som nævnt i § 2, som kan danne grundlag for skatteansættelsen. Bestemmelsen er ny, men følger af gældende praksis.
	§ 74, stk. 2, 2. pkt.	Det følger af bestemmelsen, at Skatteforvaltningen forinden en skønsmæssige skatteansættelse, jf. 1. pkt., skal have anmodet den skattepligtige om oplysningerne inden for en rimelig frist. Bestemmelsen er ny, men følger af gældende praksis.
	§ 74, stk. 2, 3. pkt.	Det følger af bestemmelsen, at kravet om forudgående anmodning efter 2. pkt. dog ikke gælder, hvis SkatteforvaltningenT er kommet i besiddelse af oplysninger, som begrunder en gennemførelse af en uvarslet kontrol på den erhvervsdrivendes arbejdssted, jf. retssikkerhedslovens § 5, stk. 4. Bestemmelsen er ny.
	§ 74, stk. 3, 1. pkt.	Det følger af bestemmelsen, at Skatteforvaltningen som grundlag for den skønsmæssige ansættelse efter stk. 1 og 2 navnlig skal lægge vægt på oplysninger om den skattepligtige indkomst for tidligere år, årsopgørelser, forskudsregistreringer og oplysninger fra indberetningspligtige. Bestemmelsen er ny, men følger af gældende praksis.
	§ 74, stk. 3, 2. pkt.	Det følger af bestemmelsen, at er den skattepligtige erhvervsdrivende, indgår i grundlaget tillige oplysninger om moms og afgifter samt eventuelle oplysninger om bruttoavancen for indkomståret og tidligere indkomstår. Bestemmelsen er ny, men følger af gældende praksis.
	§ 74, stk. 3, 3. pkt.	Det følger af bestemmelsen, at er den skattepligtige en fysisk person, indgår i grundlaget efter stk. 2 tillige oplysninger om den skattepligtiges privatforbrug, herunder oplysninger om skattefrie indtægter og oplysninger om formue. Bestemmelsen er ny, men følger af gældende praksis.
	§ 74, stk. 3, 4. pkt.	Det følger af bestemmelsen, at Skatteforvaltningen dog kan foretage en skønsmæssig ansættelse efter stk. 1 eller 2 uden anvendelse af de nævnte oplysninger, hvis ansættelsen kan foretages på et mere sikkert grundlag på baggrund af andre oplysninger. Bestemmelsen er ny, men følger af gældende praksis.
	§ 74, stk. 4	Det følger af bestemmelsen, at SKL § 74, stk. 1-3, ikke gælder ved skønsmæssige ansættelser af kontrollerede transaktioner, der er omfattet af SKL § 46. Bestemmelsen er ny.

Hvornår kan der foretages skønsmæssig ansættelse

Skatteforvaltningen kan foretage en skatteansættelse skønsmæssigt, hvis den skattepligtige omfattet af reglen i SKL § 5 om skattepligtige, der modtager et oplysningsskema ikke ved oplysningsfristens udløb har givet forvaltningen oplysninger som nævnt i SKL § 2, som kan danne grundlag for ansættelsen. Se SKL § 74, stk. 1.

Såvel erhvervsdrivende som begrænset skattepligtige med mere komplicerede økonomiske forhold og fuldt skattepligtige med indkomst fra udlandet skal indgive et oplysningsskema enten digitalt eller i papirudgave. Disse persongrupper er således omfattet af SKL § 5.

Endvidere kan Skatteforvaltningen ud over det tilfælde, som er nævnt ovenfor, foretage en skatteansættelse skønsmæssigt, hvis den skattepligtige ikke til Skatteforvaltningen har givet oplysninger, som kan danne grundlag for skatteansættelsen. Se SKL § 74, stk. 2, 1. pkt. Bestemmelsen gælder f.eks. hvis den skattepligtige har indgivet et oplysningsskema, men det er så mangelfuldt, at det ikke kan danne grundlag for skatteansættelsen.

Den oplysningsfrist, der er henvist til i SKL § 74, er oplysningsfristen for skattepligtige omfattet af SKL § 5, dvs. oplysningsfristen i SKL §§ 11 og 12.

Hvis den erhvervsdrivende har pligt til at indgive et skattemæssigt årsregnskab, og dette ikke indgives til Skatteforvaltningen inden udløbet af oplysningsfristen, kan Skatteforvaltningen foretage en skønsmæssig ansættelse. Opbevarer den erhvervsdrivende ikke det skattemæssige årsregnskab og regnskabsmaterialet mv. i overensstemmelse med de regler, som er udstedt i medfør af SKL § 6, stk. 2, kan Skatteforvaltningen foretage en skønsmæssig ansættelse. Se SKL § 6, stk. 3. Dette er begrundet i, at hvis en erhvervsdrivende ikke indsender et skattemæssigt årsregnskab, som denne har pligt til, vil Skatteforvaltningen ikke være i stand til at foretage en skatteansættelse på et tilstrækkeligt grundlag. Det samme kan være tilfældet, hvis den erhvervsdrivende ikke opbevarer det skattemæssige årsregnskab eller regnskabsmaterialet i overensstemmelse med de regler, der er fastsat herom. I stedet kan SKAT i disse situationer være nødsaget til at foretage ansættelsen af den erhvervsdrivendes skattepligtige indkomst efter et skøn.

Efter SKL § 53, stk. 1, vil enhver erhvervsdrivende, der fører regnskab, have pligt til efter anmodning fra Skatteforvaltningen at indsende sit regnskabsmateriale med bilag og andre dokumenter, der kan have betydning for skattekontrollen. Pligten til efter bestemmelsen at indsende regnskabsmateriale m.v. gælder enhver erhvervsdrivende, såvel fysiske som juridiske personer uanset ejer- og hæftelsesforhold. Alle erhvervsgrupper er omfattet af bestemmelsen, herunder pengeinstitutter, revisorer og advokater. Hvis der foreligger formodning for, at der drives uregistreret erhvervsvirksomhed, har den pågældende ligeledes pligt til at efterkomme Skatteforvaltningen anmodning. Uden for bestemmelsen falder enhver ikke erhvervsdrivende. Hvis den erhvervsdrivende ikke efterkommer en anmodning efter SKL § 53, stk. 1, inden den frist der er fastsat i anmodningen, kan Skatteforvaltningen foretage en skønsmæssig ansættelse efter SKL § 74. Dette forudsætter dog, at den manglende mulighed for at efterprøve regnskabsmaterialet i væsentlig grad svækker oplysningsskemaets troværdighed.

Efter SKL § 55, stk. 1, skal skattepligtige fysiske personer efter anmodning fra Skatteforvaltningen inden for en rimelig frist oplyse om formuen ved indkomstårets begyndelse og ved indkomstårets udløb samt om størrelsen og arten af ændringer i formuen i indkomståret, herunder om hovedposter i årets privatforbrug. Efter SKL § 55, stk. 2, påhviler pligten til at meddele oplysninger efter SKL § 55, stk. 1 også en ægtefælle, som den skattepligtige levede sammen med ved udgangen af indkomståret, jf. kildeskattelovens § 4. Hvis oplysningerne ikke er indsendt inden den frist der er fastsat i anmodningen kan Skatteforvaltningen foretage en skønsmæssig ansættelse efter SKL § 74.

For det tilfælde, at der er tale om fastsættelsen af en skønsmæssig ansættelse for en fysisk person efter SKL § 55, om oplysningspligt om formueforhold m.v. efter SKL og manglende oplysninger herom, følger oplysningsfristen af SKL § 10.

Efter SKL § 56, stk. 1, 1. pkt., skal skattepligtige fysiske personer, som ejer mindst 25 pct. af selskabskapitalen eller råder over mere end 50 pct. af den samlede stemmeværdi i et selskab som nævnt i SEL § 1, stk. 1, nr. 1 eller 2, efter Skatteforvaltningens anmodning oplyse om væsentlige økonomiske aftaler, der i indkomståret er indgået eller ændret mellem selskabet og den pågældende selv eller en ægtefælle, som den pågældende levede sammen med ved udgangen af indkomståret, jf. KSL § 4. Hvis oplysningerne ikke er indsendt inden den frist der er fastsat i anmodningen kan Skatteforvaltningen foretage en skønsmæssig ansættelse efter SKL § 74.

Oversigt over bestemmelser i skattekontrolloven, der angiver hvornår der kan foretages en skønsmæssig ansættelse

Skattekontrolloven	Anvendelsesområde
§ 74, stk. 1	Har en skattepligtig omfattet af SKL § 5 ikke rettidigt givet told- og skatteforvaltningen oplysninger efter SKL § 2, kan told- og skatteforvaltningen foretage en skatteansættelse skønsmæssigt.
§ 74, stk. 2	Ud over de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, kan told- og skatteforvaltningen foretage en skatteansættelse skønsmæssigt, hvis den skattepligtige ved oplysningsfristens udløb ikke har givet forvaltningen oplysninger som nævnt i SKL § 2, som kan danne grundlag for skatteansættelsen.
§ 6, stk. 3	Indsender den skattepligtige ikke et skattemæssigt årsregnskab, eller opbevarer den skattepligtige ikke det skattemæssige årsregnskab og regnskabsmaterialet i overensstemmelse med de regler, som er udstedt i medfør af stk. 2, kan told- og skatteforvaltningen foretage en skønsmæssig ansættelse, jf. SKL § 74.
§ 53, stk. 3	Indsender den skattepligtige ikke et skattemæssigt årsregnskab, eller opbevarer den skattepligtige ikke det skattemæssige årsregnskab og regnskabsmaterialet i overensstemmelse med de regler, som er udstedt i medfør af stk. 2, kan told- og skatteforvaltningen foretage en skønsmæssig ansættelse, jf. SKL § 74.
§ 55, stk. 3	Er oplysningerne efter stk. 1 og 2 ikke indsendt inden den frist, der er fastsat i anmodningen, kan told- og skatteforvaltningen foretage en skønsmæssig ansættelse efter SKL § 74.
§ 56, stk. 2	Er oplysningerne efter stk. 1 ikke indsendt inden den frist, der er fastsat i anmodningen, kan told- og skatteforvaltningen foretage en skønsmæssig ansættelse efter SKL § 74.

Begrebet ”Ikke danne grundlag for skatteansættelsen”

Med udtrykket ”ikke kan danne grundlag for skatteansættelsen” forstås - ligesom udtrykket i den tidligere gældende SKL § 5, stk. 3, ”fyldestgørende” - at oplysningerne ikke er tilstrækkelige til at kunne danne grundlag for en korrekt årsopgørelse.

Betingelse at der er anmodet om oplysninger

Skatteforvaltningen skal forinden der foretages en skønsmæssig ansættelse have anmodet den skattepligtige om oplysningerne inden for en rimelig frist. Se SKL § 74, stk. 2, 2. pkt. Dette er en ny bestemmelse, men har været en fulgt praksis som nu er lovfæstet.

Skatteforvaltningens forpligtelse til at anmode den skattepligtige om oplysninger, inden der foretages en skønsmæssig ansættelse, finder kun anvendelse i situationer omfattet af SKL § 74, stk. 2, 1. pkt. Det vil sige en situation, hvor oplysningsskemaet er indgivet til Skatteforvaltningen, men oplysningerne heri ikke er egnede til at danne grundlag for skatteansættelsen. Tilsvarende gælder, hvis det skattemæssige årsregnskab er indgivet, men oplysningerne heri ikke er egnede til at danne grundlag for skatteansættelsen.

Der er derimod ikke en forpligtelse for Skatteforvaltningen til at anmode den skattepligtige om oplysninger, inden der foretages skønsmæssig ansættelse (taksation) i situationer omfattet af SKL § 74, stk. 1. Det vil sige i situationer hvor en skattepligtig omfattet af SKL § 5 ikke rettidigt har indsendt oplysningsskemaet efter SKL § 2 til Skatteforvaltningen.

Skatteforvaltningen har ikke pligt til at indhente oplysninger fra andre end den skattepligtige selv. Der er således ikke pligt til at indhente oplysninger fra tredjemand, fra en anden offentlig myndighed eller fra en privat virksomhed. Omstændighederne kan imidlertid tale for, at der indhentes oplysninger fra tredjemand, f.eks. hvis den skattepligtige gennem flere år har undladt at indgive de pligtmæssige oplysninger

En generel orientering til en virksomhed om at huske at indgive et oplysningsskema inden oplysningsfristens udløb er ikke tilstrækkelig. Opfordringen skal være rettet til den konkrete skattepligtige og skal være afgivet efter oplysningsfristens udløb og efter, at oplysningsskemaet er modtaget.

Fristen bør ikke være under 15 dage.

Er der fastsat særlige regler om frister for at indgive specifikke oplysninger, som Skatteforvaltningen efterspørger, vil disse gælde frem for SKL § 74, stk. 2. Skatteforvaltningen kan således f.eks. efter § 6 i bekendtgørelse nr. 1296 af 14. november 2018 om krav til det skattemæssige årsregnskab m.v. for mindre virksomheder (mindstekravsbekendtgørelserne for mindre virksomheder) anmode om, at virksomheden indsender det skattemæssige årsregnskab eller dele heraf til Skatteforvaltningen inden 1 måned.

Foretagelse af uvarslet kontrolbesøg

Det følger af SKL § 74, stk. 2, 3. pkt., at kravet om forudgående anmodning efter 2. pkt. dog ikke gælder, hvis Skatteforvaltningen er kommet i besiddelse af oplysninger, som begrunder en gennemførelse af en uvarslet kontrol på den erhvervsdrivendes arbejdssted, jf. RSL § 5, stk. 4.

Efter RSL § 5, stk. 4, kan forudgående underretning af den erhvervsdrivende om kontrolbesøget undlades, f.eks. hvis øjemedet med kontrolbesøgets gennemførelse vil forspildes, hvis forudgående underretning skulle gives.

Bestemmelsen betyder, at kravet om forudgående anmodning om indgivelse af et oplysningsskema ikke er til hinder for, at Skatteforvaltningen kan foretage et uvarslet kontrolbesøg hos den erhvervsdrivende, hvis Skatteforvaltningen er kommet i besiddelse af oplysninger, som tilsiger, at et sådant foretages. Under besøget kan Skatteforvaltningen få de fornødne oplysninger. Hvis den skattepligtige under besøget tilbyder at komme med yderligere oplysninger, skal Skatteforvaltningen give den skattepligtige en rimelig frist (på ikke under 15 dage) til at fremkomme med disse yderligere oplysninger.

Et kontrolbesøg kan ske med hjemmel i SKL § 54. Der henvises nærmere til afsnit A.C.2.1.2 Kontrolbeføjelser over for den skattepligtige.

Grundlaget for skønsudøvelsen

Grundlaget for skønsudøvelsen er nærmere reguleret i SKL § 74, stk. 3.

Bestemmelsen indeholder eksempler på oplysninger, som vil kunne indgå i grundlaget for den skønsmæssige ansættelse. Der er tale om oplysninger, som typisk indeholder vigtig information for Skatteforvaltningens afgørelse, og som Skatteforvaltningen derfor vil anvende ved fastsættelsen af den skønsmæssige afgørelse.

Opregningen i bestemmelsen er ikke udtømmende. Der kan således - afhængig af den konkrete situation - også være andre oplysninger af betydning for den skønsmæssige afgørelse, som Skatteforvaltningen vil vurdere. Skatteforvaltningen kan således foretage en skønsmæssig ansættelse efter SKL § 74, stk. 1 og 2 uden anvendelse af de oplysninger der fremgår af SKL § 74, stk. 3, hvis ansættelsen kan foretages på et mere sikkert grundlag på baggrund af andre oplysninger.

Skatteforvaltningen skal som grundlag for den skønsmæssige ansættelse efter SKL § 74, stk. 1 og 2 navnlig lægge vægt på oplysninger om

den skattepligtige indkomst for tidligere år,
årsopgørelser,
forskudsregistreringer og
oplysninger fra indberetningspligtige.

Se SKL § 74, stk. 3, 1. pkt.

Er den skattepligtige erhvervsdrivende, indgår i grundlaget tillige oplysninger om

moms og afgifter og
eventuelle oplysninger om bruttoavancen for indkomståret og tidligere indkomstår.

Se SKL § 74, stk. 3, 1.-2. pkt.

Er den skattepligtige en fysisk person, indgår i grundlaget for den skønsmæssige ansættelse efter SKL § 74, stk. 2, oplysninger om den skattepligtiges

privatforbrug, herunder oplysninger om skattefrie indtægter og
oplysninger om formue.

En privatforbrugsopgørelse vil således være medvirkende til at dokumentere baggrunden for Skatteforvaltningens afgørelse og vil kunne understøtte rimeligheden af den skønsmæssige ansættelse. Oplysninger til brug for vurderingen af den skattepligtiges privatforbrug vil kunne indhentes efter SKL §§ 55 og 56.

Se SKL § 74, stk. 3, 3. pkt.

Skatteforvaltningen kan dog foretage en skønsmæssig ansættelse uden anvendelse af de nævnte oplysninger, hvis ansættelsen kan foretages på et mere sikket grundlag på baggrund af andre oplysninger. Se SKL § 74, stk. 3, 4. pkt.

Er Skatteforvaltningen eksempelvis kommet i besiddelse af konkrete oplysninger om indsætninger på bankkonti, oplysninger fra tredjemand om omsætning og lignende oplysninger om ikke oplyste indtægter eller omsætning, og oplysningerne er valide, vil de oplysninger, som er nævnt i SKL § 74, stk. 3, 1.-3. pkt., ingen betydning have for, at en skønsmæssig ansættelse kan foretages. Det tjener derfor ikke noget formål at stille krav om, at de oplysninger, som er nævnt i bestemmelsens 1.-3. pkt., indgår i grundlaget for ansættelsen.

Et realistisk skøn

Den skønsmæssige ansættelse skal foretages ud fra en realistisk vurdering af den skattepligtiges faktiske indkomstforhold. Det indebærer bl.a., at en oplysningspligt ikke må fremtvinges ved en urealistisk høj ansættelse.

En skattepligtig, der modtager en skønsmæssig ansættelse af den skattepligtige indkomst, jf. SKL § 74, skal inden 4 uger efter modtagelsen underrette Skatteforvaltningen, hvis ansættelsen er for lav, jf. SKL § 83, stk. 2.

Er den skønsmæssige ansættelse for lav, skal den skattepligtige således inden 4 uger efter meddelelsen om ansættelsen underrette Skatteforvaltningen herom. Hvis det kan tilregnes den skattepligtige som fortsætligt eller groft uagtsomt, at den skattepligtige har undladt at underrette Skatteforvaltningen om, at skatteansættelsen er for lav, kan det medføre straf. Se SKL § 82 og § 83.

Begrundelse af skønnet

Den skønsmæssige ansættelse skal indeholde en begrundelse, som opfylder begrundelseskravet i FVL § 24. Skatteforvaltningen skal således begrunde den skønsmæssige ansættelse samt årsagen hertil. Det skal herunder beskrives, hvilke hovedhensyn, der har været bestemmende for fastsættelsen af skønnet, og hvilke oplysninger som er tillagt væsentlig betydning.

Hvis den skønsmæssige ansættelse foretages uden anvendelse af oplysningerne nævnt i SKL § 74, stk. 3, 1-3. pkt., skal Skatteforvaltningen begrunde, hvorfor den skønsmæssige ansættelse kan foretages uden anvendelse af oplysningerne nævnt i SKL § 74, stk. 3, 1-3. pkt.

For så vidt angår de situationer, hvor en skønsmæssig ansættelse bliver foretaget efter SKL § 74, stk. 2, kan begrundelsen eventuelt indeholde sammenlignende talopstillinger til anskueliggørelse af konsekvenserne af forskellen mellem den skattepligtige indkomst, som den skattepligtige har oplyst Skatteforvaltningen om, og Skatteforvaltningens skønsmæssige ansættelse.

Når Skatteforvaltningen agter at foretage en skatteansættelse af en skattepligtig person efter skøn, skal den skattepligtige underrettes skriftligt herom, jf. SFL § 20. Den skattepligtige skal samtidig underrettes om, at vedkommende har ret til at udtale sig skriftligt eller mundtligt over for Skatteforvaltningen inden for en fastsat frist. Fristen bør ikke være under 15 dage.

Kontrollerede transaktioner

Skønsmæssig ansættelse efter SKL § 74 gælder ikke ved foretagelse af skønsmæssige ansættelser for så vidt angår kontrollerede transaktioner, der er omfattet af SKL § 46. Se SKL § 74, stk. 4.

Bestemmelsen i SKL § 74, stk. 4 er ny, men dette er alene fastsat for at tydeliggøre, at SKL § 74, stk. 1-3, om skønsmæssige ansættelser i overensstemmelse med hidtidig praksis ikke finder anvendelse i sager om skønsmæssig ansættelse på området for transfer pricing. Gældende praksis, for så vidt angår skønsmæssige ansættelser på transfer pricing-området, fortsætter uændret, og indebærer navnlig, at Skatteforvaltningen som grundlag for den skønsmæssige ansættelse ikke skal basere sin afgørelse på den skattepligtiges indkomst for tidligere år, indberetninger fra indberetningspligtige og andre oplysninger efter stk. 3, idet sådanne oplysninger typisk ikke vil have betydning for fastsættelsen af en skønsmæssige ansættelse på transfer pricing-området.

Overgangsbestemmelse

Det fremgår af SKL § 90, at skattekontrollovens afsnit III om administrative retsfølger, herunder skønsmæssig ansættelse i SKL § 74, som udgangspunkt vil have virkning for skønsmæssige ansættelser, der foretages efter 1. januar 2019, uanset hvilket indkomstår den skønsmæssige ansættelse vedrører.

Det følger imidlertid af SKL § 90, stk. 4, at SKL § 74 om skønsmæssig ansættelse ikke finder anvendelse for indkomståret 2018 for juridiske personer, som skal selvangive for indkomståret 2018 i kalenderåret 2018. I stedet finder § 5, stk. 3 i den tidligere skattekontrollov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1264 af 31. oktober 2013 med senere ændringer anvendelse. De juridiske personer, som for indkomståret 2018 skal selvangive i 2018, vil således også efter den 1. januar 2019 være omfattet af de hidtil gældende regler om skønsmæssig ansættelse for så vidt angår indkomståret 2018. Kontrolbestemmelserne i skattekontrollovens afsnit II vil dog finde anvendelse på efterprøvelse af de oplysninger, der er afgivet vedrørende indkomståret 2018 eller til indkaldelse af supplerende oplysninger vedrørende det pågældende indkomstår.

Det følger af SKL § 90, stk. 5, at SKL § 74, ikke finder anvendelse for indkomståret 2017 og tidligere indkomstår. For sådanne indkomstår finder § 5, stk. 3, om skønsmæssig ansættelse i den tidligere skattekontrollov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1264 af 31. oktober 2013 med senere ændringer anvendelse. Kontrolbestemmelserne i Skattekontrollovens afsnit II vil dog finde anvendelse på efterprøvelse af de oplysninger, der er afgivet vedrørende indkomståret 2017 og tidligere indkomstår, eller til indkaldelse af supplerende oplysninger vedrørende disse indkomstår.

Foretages der således efter den 1. januar 2019 en skønsmæssig ansættelse for indkomståret 2016, skal den skønsmæssige ansættelse foretages i henhold til § 5, stk. 3 i den tidligere skattekontrollov, ligesom der i afgørelsen om den skønsmæssige ansættelse skal henvises til § 5, stk. 3 i lovbekendtgørelse nr. 1264 af 31. oktober 2013 med senere ændringer, jf. SKL § 90, stk. 5 i lov nr. 1535 af 19. december 2017.

Den skønsmæssige ansættelse skal tilsvarende foretages i overensstemmelse med den praksis der er knyttet til denne bestemmelse. Vær i denne forbindelse opmærksom på, at bestemmelserne i SKL § 74, stk. 1 og 2, er en omskrivning og videreførelse af den tidligere SKL § 5, stk. 3.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser m.v.

SKL § 74, stk. 1 og 2, er en omskrivning og videreførelse af den tidligere SKL § 5, stk. 3, om skønsmæssig ansættelse, hvis den selvangivelsespligtige ikke har selvangivet fyldestgørende på ansættelsestidspunktet, idet de situationer, som efter praksis kan begrunde en skønsmæssig ansættelse, nu fremgår direkte af bestemmelsen. SKL § 74, stk. 3, indeholder en opregning af det grundlag, som den skønsmæssige ansættelse kan baseres på. Selvom bestemmelsen er ny, følger den af praksis i henhold til den tidligere SKL § 5, stk. 3.

Afgørelser, domme, kendelser meddelelser mv. vedrørende den tidligere SKL § 5, stk. 3, har derfor stadig betydning for foretagelse af skønsmæssige ansættelser efter SKL § 74 og er derfor medtaget i gengivelsen af praksis.

Hertil kommer, at foretages der efter den 1. januar 2019 en skønsmæssig ansættelse for juridiske personer, som skal selvangive for indkomståret 2018 i kalenderåret 2018, eller en skønsmæssig ansættelse for indkomståret 2017 og tidligere indkomstår, skal den skønsmæssige ansættelse foretages i henhold den tidligere SKL § 5, stk. 3, og den dertil knyttede praksis.

Afgørelse samt evt. tilhørende SKM-meddelelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Højesteretsdomme
SKM2011.209.HR	I præmisserne er det angivet, at det i sagen var berettiget, at SKAT alene havde anerkendt udgifter til sort løn, i det omfang den pågældende medarbejder havde kunnet identificeres.
SKM2008.4.HR	Et selskab havde udbetalt et større beløb til en regnskabsassistent end de beløb, som assistenten løbende havde faktureret til selskabet. Ikke godtgjort, at de overskydende beløb kunne fratrækkes ved opgørelsen af skattepligtig indkomst og momstilsvar.	Afgørelsen må anses at lægge afgørende vægt på eksterne bilag i form af fakturaer, som er udstedt til virksomheden, frem for vægt på virksomhedens ensidige oplysninger om den nærmere sammenhæng i de regnskabsmæssige posteringer.
SKM2004.162.HR	Selvangivet fradrag for befordring mellem bopæl og to arbejdssteder oversteg det sædvanlige, og det påhvilede skatteyderen at dokumentere, eller i hvert fald sandsynliggøre, at den selvangivne befordring faktisk havde fundet sted. Denne bevisbyrde var ikke løftet alene med fremlagte lejekontrakter og erklæringer fra arbejdsgivere. Trods SKATs opfordring var det heller ikke sandsynliggjort, at der var kørt mellem arbejdsstederne i det selvangivne omfang.
Landsretsdomme

SKM2018.341.ØLR	Landsretten lagde til grund, at skatteyderen havde drevet erhvervsmæssig virksomhed. Skatteyderen havde som erhvervsdrivende derfor været regnskabspligtig, men skatteyderen havde ikke udarbejdet regnskaber for de pågældende indkomstår. Skattemyndighederne havde derfor været berettiget til at fastsætte skatteyderens indkomst skønsmæssigt. Skatteyderen havde ikke godtgjort, at skønnet kunne tilsidesættes som åbenbart urimeligt eller foretaget på et forkert grundlag.
SKM2018.321.VLR	Skatteyderen havde haft en betydelig formidlerrolle i forbindelse med opkøbene af jordlodder i Rumænien, og der var en formodning for modtagelse af vederlag for sit arbejde. Det var ikke godtgjort, at den skønsmæssige ansættelse af formidlingsvederlag var åbenbart urimeligt eller hvilede på et forkert grundlag.	Det var af retten i den forbindelse tillagt betydning, at pengeoverførslerne forbundet med jordopkøb ikke var holdt adskilt fra privat økonomien, og at der ikke havde været ført et regnskab over ind- og udbetalinger, og at ikke forelå dokumentation for, hvad pengeoverførslerne faktisk var anvendt til.
SKM2018.310.ØLR	Den skattepligtige indkomst var forhøjet skønsmæssigt, dels som følge af en indsætning på ca. 255.000 kr. på skatteyderens bankkonto, dels på baggrund af privatforbrugsberegninger. Skatteyderen gjorde gældende, at indsætningen var et lån til skatteyderens firma, og at skatteyderen blot havde stillet sin konto til rådighed, at han havde levet sparsommeligt, og at han havde boet hos sin mor, som bidrog til hans forbrug.	Landsretten fandt, at det påhvilede skatteyderen at løfte bevisbyrden for at der foreligger et lån, hvilket ikke var sket, og i retten fandt endvidere ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse baseret på privatforbrugsberegninger.
SKM2018.309.ØLR	Sagen angik Skatteforvaltningens projekt, ”Money Transfer”, hvor Skatteforvaltningen konstaterede, at skatteyderen i indkomstårene 2008-2010 havde overført ca. kr. 9,5 mio. til sin konto i Danmark fra Y6-land. Skatteyderen gjorde gældende, at overførslerne angik to lån ydet af skatteyderens mor, som var bosat i Y6-land.	Retten fandt - henset til, at gældsbrevene var udarbejdet på dansk, at de ikke var underskrevet af skatteyderens mor og at der i øvrigt ikke forelå nogen korrespondance vedrørende låneoptagelse og oprettelsen af gældsbrevene - at skatteyderen havde en skærpet bevisbyrde for, at pengeoverførslerne udgjorde lån. Skatteyderen havde ikke løftet bevisbyrden for, at overførslerne stammede fra ikke-skattepligtige indtægter eller allerede beskattede midler. Der var derfor ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes forhøjelse af skatteyderens skattepligtige indkomst.
SKM2018.301.ØLR	Hundekennelvirksomhed. Rette indkomstmodtager. Det fandtes for bevist, at skatteyder havde drevet virksomhed med opdræt og handel af hunde.	ØLR stadfæstede byrettens dom SKM2017.350.BR - I begrundelsen og resultat bemærkede ØLR, at det ved vurderingen af om skatteyder havde haft erhvervsmæssige ind- tægter ved opdræt af og handel med hundehvalpe, ikke er afgørende om opdræt og salg i et vist om- fang har været foretaget af foder- værter. ØLR fandt herefter og de af byretten i øvrigt anførte grunde, at skatteyder havde drevet virksom- hed med opdræt af og handel med hunde. ØLR fandt ligeledes, at det var berettiget at fastsætte ind- komsten skønsmæssigt, og det ikke var bevist, at ansættelsen var åbenbar urimelig eller hvilende på et fejlagtigt og ufuldstændigt grundlag.
SKM2015.32.VLR	Et selskab drev virksomhed med udlejning af håndværkere. Selskabet indlejede håndværkere fra tredjemand. Selskabet betalte tredjemanden sort, ligesom selskabets håndværkere delvist blev aflønnet sort. Der forelå ikke oplysninger om identiteten af dem, der havde modtaget sorte betalinger, hvorfor det ikke var godtgjort at der var afholdt fradragsberettigede udgifter.	VLR stadfæstede byrettens dom (SKM2013.652.BR)
SKM2014.260.ØLR	Skatteyderen havde drevet virksomhed i selskabsform. Selskabet gik konkurs, og umiddelbart herefter blev oprettet to britiske selskaber og danske filialer af disse selskaber. På filialernes bankkonti indgik midler fra virksomhed, som blev udført efter konkursen. De danske filialer var for kortere perioder inden for fire år registreret for moms, selskabsskat eller A-skat og AM-bidrag, mens skatteyderen ikke selv var momsregistreret for perioden, ligesom der hverken var indgivet regnskaber eller selvangivelser for selvstændig virksomhed for indkomstårene 2005-2008. Skatteyderen blev anset for at have deltage i drift af uregistreret virksomhed som interessent med en andel på 50 pct., og momstilsvar og indkomst blev efter et skøn ansat på baggrund af de faktiske indsætninger på virksomhedens bankkonti. Landsretten stadfæstede byrettens dom.	Mere udførligt referat af faktiske forhold og tidl. sagsforløb i dommen i tidl. instans: SKM2013.396.BR. Det fremgår af LSRs behandling af sagen, at SKAT havde godkendt et skønnet fradrag for driftsudgifter, herunder lønudgifter, hvorved der fremkom en bruttoavance for indkomstårene 2005 - 2007 på hver især 65,6, 57,6 og 48,2 pct. Uanset den gennemsnitlige bruttoavance i den pågældende branche (murervirksomhed) i årene 2005-2006 ifølge Danmarks Statistik havde udgjort 52,2 pct., fandt LSR ikke grundlag for at godkende yderligere fradrag for driftsudgifter. Endvidere bemærkede LSR både med hensyn til ansættelsen af indkomst og momstilsvar, at indholdskravene til faktura efter momsbekendtgørelsen (dagældende, nr. 663 af 16. juni 2006, KAP 11, § 40) ikke var opfyldt.
SKM2014.232.ØLR	I et større sagskompleks om en sambeskattet selskabskoncern indgik et spørgsmål om fradrag for udgifter til køb af svinekroppe for 3,42 mio. d.kr. under hensyn til sandsynliggørelse. Landsretten bemærkede, at selskabet havde erkendt, at der ikke forelå fakturabilag for udgiften. Endvidere var der tvivl, om det var det ene eller andet selskab i koncernen, der havde afholdt udgiften, og om der allerede var foretaget fradrag for udgiften for et andet indkomstår. Landsretten fandt herefter, at der ikke var tilvejebragt et grundlag for fradrag efter et skøn.	Et andet aspekt af sagen var, at en del af selskabets originale bilagsmateriale var bortkommet hos SKAT. Ved sagens behandling for domstolene var der bevismæssig uenighed, om materialet bortkom før eller efter SKATs afgørelse. Landsretten fandt, at tvivlen om indholdet af de bortkomne bilag og om tidspunktet for bortkomsten heraf måtte komme Skatteministeriet bevismæssigt til skade.
SKM2013.670.ØLR	Taxavognmand. I virksomhedens kasseregnskab, der blev udarbejdet hver 7. dag ved vognmandens afregning med chaufførerne, anførtes alene kontante ind- og udbetalinger. Ikke ind- og udbetalinger over bankkonto. Samtidig var der store uafstemmelige kontante beholdninger både primo og ultimo indkomståret. Regnskabsgrundlag tilsidesat, og indkomst forhøjet efter et skøn på baggrund af det stedlige taxinævns gennemsnitsberegning efter gennemgang og sammenligning af trafikbøger og taxameterattester.	Mere udførligt referat af faktiske forhold og tidl. sagsforløb i dommen i tidl. instans: SKM2012.552.BR. Det var under sagens behandling hos de forskellige instanser spørgsmålet, om der skulle tages hensyn til fradrag for "sort løn" til taxachaufførerne. Byretten fandt, at det måtte "tilsidesættes som helt udokumenteret", at der var betalt løn m.v. til chaufførerne af de udeholdte indtægter. ØLR stadfæstede byrettens dom i henhold til grundene.
SKM2013.613.ØLR	Skønsmæssig indkomstansættelse og fastsættelse af momstilsvar på baggrund af indsættelser på skatteyderens bankkonto, og idet der ikke var selvangivet resultat af virksomhed eller udarbejdet regnskab for virksomheden. Skatteyderen gjorde gældende, at han ikke havde drevet virksomheden, men alene havde udlånt sin bankkonto til en bekendt, der havde drevet virksomheden, fordi den bekendte ikke selv havde adgang til at oprette en bankkonto. Skatteyderen ansås for at have erhvervet ret til indsættelserne på bankkontoen som rette indkomstmodtager.	Mere udførligt referat af faktiske forhold og tidl. sagsforløb i dommen i tidl. instans: SKM2012.458.BR. Ved indkomstansættelsen var indrømmet et skønsmæssigt fradrag for driftsomkostninger på 25 pct. Da der ikke var fremlagt dokumentation, der kunne bestyrke forklaring om, at driftsomkostningerne havde været højere, fandt byretten ikke, at der var løftet bevisbyrden for, at skattemyn- dighedernes skøn var udøvet på et forkert grundlag eller havde ført til et åbenbart urimeligt resultat.
SKM2013.530.VLR	Virksomhed med ydelser inden for grønt vedligehold, murerarbejde, snerydning m.v. Revisorforbehold i regnskab om, at der ikke forelå et egentligt bogholderi for ét ud af tre indkomstår, og at revisor ikke havde været i stand til at udtale sig om fuldstændigheden af regnskabet og værdiansættelsen af igangværende arbejder og debitorer. Endvidere konstaterede SKAT huller i rækkefølgen af nummererede fakturaer med 40 manglende fakturaer i ét år og 63 manglende fakturaer i et andet år. Regnskabsgrundlag tilsidesat og indkomstansættelse og momstilsvar fastsat efter et skøn, baseret på modtagne fakturaer og indbetalinger på den skattepligtiges bankkonti. Byretten fandt, at SKAT havde beregnet omsætningen for et enkelt indkomstår på et forkert grundlag, og skønnet for dette indkomstår blev hjemvist til fornyet behandling hos SKAT. VLR stadfæstede byrettens dom, idet VLR dog nedsatte forhøjelsen for et andet indkomstår på baggrund af fremlagt dokumentation for skattefri indtægt ved salg af en privatbil.	Mere udførligt referat af faktiske forhold og tidl. sagsforløb i dommen i tidl. instans: SKM2012.173.BR. Afgørelsen viser, at SKATs tilsidesættelse af regnskabsgrundlaget ikke nødvendigvis skal følges op af en skønsmæssig ansættelse, støttet af en privatforbrugs- opgørelse eller et skøn over bruttoavance, men at SKAT kan ændre skatteansættelsen med de konkrete differencer. Se de mere klassiske afgørelser herom i SKM2007.130.VLR og SKM2006.219.ØLR. Dog indgår der i denne konkrete sag et større element af skøn over den reelle omsætning i forhold til en "ren" difference.
SKM2013.493.VLR	En skatteyder, der havde udeholdt indtægter fra salg af metalskrot, fik på baggrund af kontante indsættelser på bankkonto forhøjet indkomst med indtægterne uden fradrag for driftsudgifter og fik forhøjet momstilsvaret med 25 pct. af disse indtægter. Skatteyderen fik ikke medhold i, at ansættelsen var ugyldig, fordi SKAT ikke havde medtaget fradragsberettigede udgifter ved skønnet, og/eller fordi ansættelsesfristen var overskredet efter SFL § 26, stk. 1, 2. pkt. Skatteyderen fik heller ikke medhold i, at han var berettiget til fradrag for driftsudgifter, idet han hverken under SKATs eller domstolenes behandling af sagen havde oplyst om sine indtægter eller udgifter i virksomheden.	Stadfæstelse af byrettens domme SKM2012.742.BR (indkomstansættelsen) og SKM2012.743.BR (momstilsvaret).
SKM2013.125.VLR	Selvangivet underskud af bierhverv som hjemmeslagter. Indkomst og momstilsvar forhøjet under hensyn til, at 50 pct. af omsætning ansås for udeholdt. VLR fandt, at det havde formodningen mod sig, at skatteyderen kun arbejdede som hjemmeslagter af lyst og ikke for at opnå en fortjeneste. Og det forhold, at der ikke var foretaget en selvstændig opgørelse af skatteyderens privatforbrug udelukkede ikke, at der var udeholdt indtægter.	I sagen i tidl. instans SKM2011.804.BR var forhøjelsen blevet nedsat til det selvangivne på baggrund af skatteyderens partsforklaring om arbejdsformen ved hjemmeslagtning. VLRs dom indebærer således en omgørelse af byrettens dom.
SKM2010.669.ØLR	Som dokumentation for fradrag for vareindkøb hos en købmand fremlagde en restauratør månedsafregninger fra købmanden samt følgesedler og kvitteringer, der dækkede en del af købene. Bevisbyrde for fradraget ikke løftet pga. betydelige uregelmæssigheder i restauratørens bogførings- og regnskabsmateriale.	Afgørelsen kan ses som et udtryk for, at selv hvis enkeltstående bilag kan være i orden i sig selv, kan SKAT alligevel nægte fradrag ifølge disse bilag, hvis SKAT samlet set kan konstatere "betydelige uregelmæssigheder i bogførings- og regnskabsmaterialet." Stadfæstelse af byrettens dom SKM2009.376.BR.
SKM2007.130.VLR	Tømrer. Regnskabsgrundlaget tilsidesat, men i stedet for skønsmæssige ansættelser blev ansættelserne ændret på baggrund af en konkret gennemgang og kontrol af bilagsmaterialet. Ikke grundlag for at tilsidesætte de konkret ændrede skatteansættelser som åbenbart urimelige eller som hvilende på et klart fejlagtigt eller ufuldstændigt grundlag.	Afgørelsen viser, at SKATs tilsidesættelse af regnskabsgrundlaget ikke nødvendigvis skal følges op af en skønsmæssig ansættelse, støttet af en privatforbrugsopgørelse eller et skøn over bruttoavance, men at SKAT kan ændre skatteansættelsen med de konkrete differencer. Se lignende afgørelse i SKM2006.219.ØLR.
SKM2006.309.VLR	Kørsels- og telefonudgifter ved escortservice. Der var foretaget kørsel i betydeligt omfang i forhold til indtjening pr. kundebesøg, og der var derfor et skærpet krav til bevis for, at kørslerne havde fundet sted. Da der ikke var ført kørebog eller tilvejebragt andet grundlag for et skøn over kørslens omfang, kunne der ikke opnås fradrag for kørselsudgifterne. Endvidere var der anvendt flere telefoner både ved drift af virksomhed og privat, og det påhvilede skatteyderen at bevise, hvilken del af samtalerne, der angik virksomheden, og hvilken del, der var privat. Der var ikke grundlag for at tilsidesætte SKATs skøn som foretaget på et forkert grundlag eller som åbenbart urimeligt.	Afgørelsen viser, at der formentlig alt andet lige kræves mindre for at sandsynliggøre fradragsberettigede, ikke dokumenterede udgifter til køb af de samme varer, som virksomheden sælger, hvilket var tilfældet i SKM2013.230.BR. I forhold til at sandsynliggøre udgifter til køb af varer eller generelle tjenesteydelser, der ikke har en umiddelbar nær tilknytning til forretningsområdet for den pågældende virksomhed.
SKM2006.219.ØLR	Indkomstansættelsen forhøjet under hensyn til konkrete indtægtsdifferencer, idet der var udeholdt omsætning ved blomsterhandel i form af salg gennem en forbrugsforening. Indkomstansættelsen også forhøjet under hensyn til konkrete udgiftsdifferencer i form af ikke godkendt fradrag for varekøb, idet der på bilag hverken var angivet, hvem der var sælger, eller hvad og hvor meget, der var købt. Bilagene opfyldte ikke kravene til grundbilag.	Afgørelsen viser, at SKATs tilsidesættelse af regnskabsgrundlaget ikke nødvendigvis skal følges op af en skønsmæssig ansættelse, støttet af en privatforbrugsopgørelse eller et skøn over bruttoavance, men at SKAT kan ændre skatteansættelsen med de konkrete differencer. Se lignende afgørelse i SKM2007.130.VLR.
SKM2004.119.ØLR	Bogførings- og regnskabsmateriale, der dokumenterede et selskabs selvangivne fradrag for 2 indkomstår, var bortkommet ved byfornyelsesarbejder i selskabets lokaler. Selskabet gjorde gældende, at bortkomsten var uden betydning, idet selskabets revisor som offentlighedens repræsentant havde revideret årsregnskaberne for de 2 indkomstår og erklæret, at regnskaberne efter revisorens opfattelse var retvisende. ØLR fandt, at det påhvilede selskabet at dokumentere driftsudgifter, og at selskabet bar risikoen for regnskabsmaterialets bortkomst. Revisionen kunne ikke føre til andet resultat.	Se lignende afgørelse: SKM2001.389.ØLR
SKM2004.6.ØLR	Ikke godtgjort, at en købmand i en periode på godt 1 år kunne foretage fradrag for udbetalt løn til sin søster. Kasseregnskabet var ikke ført og afstemt, og uanset at en ny revisor havde omarbejdet bogføringen og havde redegjort for forskellige uoverensstemmelser, var det ikke godtgjort, at en debitering af kontoen for varesalg ikke modsvarede udeholdt omsætning. Ej heller godtgjort, at indskud på købmandens bankkonti hidrørte fra bogførte indtægter, som købmanden tidligere havde erhvervet, uanset at købmandsforretningen i tidligere måneder havde givet større overskud end de beløb, der i disse måneder var indsat på købmandens bankkonti.	Afgørelsen bekræfter, at der gælder et skærpet krav til dokumentation og bevisbyrde ved aftaler mellem familiemedlemmer og andre nærtstående om udveksling af varer eller ydelser mod vederlag. Afgørelsen kan formentlig også ses som et udtryk for, at hvis SKAT i første omfang har konstateret, at det foreliggende bogførings- og regnskabsmateriale er mangelfuldt, skal SKAT ikke nødvendigvis lægge et efterfølgende tilrettet og udarbejdet nyt bogførings- og regnskabsmateriale til grund som et retvisende grundlag for opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Herunder uanset om en revisor medvirker ved tilretningen af bogførings- og regnskabsmaterialet.
SKM2001.429.VLR	Efter kammeradvokatens anmodning skulle en direktør undervejs i en domstolsbehandling af en skattesag oplyse, hvem der havde deltaget i en udlandsrejse. Direktørens oplysningspligt var ikke i strid med eller en omgåelse af skattekontrollovens regler for oplysningspligt efter opfordring.	Afgørelsen angår forholdet mellem den skattepligtiges oplysningspligt efter skattekontrolloven og retsplejelovens regler for parts- og vidneforklaring i civile retssager.
SKM2001.389.ØLR	Takseret overskud af virksomhed, der efter revisors henvendelse blev ændret til 0 kr. Den skattepligtiges ansøgning om genoptagelse af ansættelsen med et underskud af virksomhed kunne ikke imødekommes, idet det underliggende bogførings- og regnskabsmateriale var bortkommet, og den skattepligtige måtte selv bære risikoen herfor.	Se lignende afgørelse: SKM2004.119.ØLR
Byretsdomme

SKM2018.424.BR	Skatteyderens skattepligtige indkomst i 2009, 2010 og 2013 var forhøjet svarede til en række kontante indsætninger på skatteyderens bankkonto, samt baseret på negativ privatforbrugsopgørelse. Skatteyderen havde ikke bevist, at de indsatte beløb stammede fra allerede beskattede eller ikke skattepligtige midler.	Retten lagde bl.a. vægt på, at beløbene blev indsat på kontoen kontant uden angivelse af, hvem der indsatte dem, og hvad de vedrørte, og at beløbene ikke kunne afstemmes med bogføringsmaterialet i skatteyderens virksomhed. Det var ikke godtgjort, at den skønsmæssige forhøjelse hvilede på et forkert grundlag eller var åbenbart urimelig. Der var ikke grundlag for at kritisere, at privatforbrugsberegningen var foretaget på baggrund af indkomstårets formueforskydninger og data fra Danmarks Statistik, idet der ikke forelå nærmere dokumentation fra skatteyderen.
SKM2018.420.BR	Skatteyderen havde i indkomstårene 2005 til 2013 fået indsat beløb på i alt 4.006.331 kr. på sin konto. Landsskatteretten havde skønsmæssigt fastsat skatteyderens indkomst i årene 2005 til 2013 til sammenlagt 1.973.300 kr.	Retten fandt under disse omstændigheder sammenholdt med oplysningerne om skatteyderens indtægtsforhold i de pågældende år, at det påhvilede skatteyderen at godtgøre, at de indsatte beløb ikke udgjorde skattepligtig indtægt. Retten fandt det ikke godtgjort, at skatteyderen havde bevist, at indsætningerne udgjorde refusion for udgifter afholdt i arbejdsgiverens interesse. Skatteyderen havde heller ikke dokumenteret, at han havde krav på kost- og logigodtgørelse.
SKM2018.405.BR	Sagsøgeren drev enkeltmandsvirksomhed i form af en restaurant. Skattemyndighederne forhøjede på baggrund af en grundig gennemgang af sagsøgerens regnskabsmateriale og virksomhedens registrerede varesalg for de pågældende indkomstår skønsmæssigt sagsøgerens skattepligtige indkomst og momstilsvar. Ved gennemgangen kunne skattemyndighederne konstatere, at den reelle omsætning i virksomheden oversteg den bogførte omsætning. Sagsøgeren gjorde blandt andet gældende, at der ved skønsudøvelsen ikke var taget hensyn til kundernes betaling af drikkepenge, og endvidere var der ikke foretaget en privatforbrugsberegning, og sagsøgerens bruttoavance efter indkomstforhøjelsen lå uden for normalområdet.	Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at de skønsmæssige ansættelser var åbenbart urimelige eller hvilede på et klart urigtigt eller ufuldstændig grundlag. SKAT fandtes derimod at have udøvet skønnet på baggrund af en omhyggelig gennemgang, ligesom SKAT havde udøvet fornøden forsigtighed.
SKM2018.402.BR	Skatteyderens indkomst var blevet skønsmæssigt forhøjet med kr. 67.500, på baggrund af indsættelser på hans bankkonto. Skatteyderen gjorde gældende, at beløb hidrørte fra lån fra et familiemedlem og fra tidligere hævninger.	Retten fandt det ikke godtgjort, at indsættelserne hidrørte fra lån, idet låneforholdene ikke var understøttet af objektiv dokumentation. Videre fandt retten det ikke godtgjort, at de andre indsatte beløb stammede fra tidligere hævninger, idet der ikke var nogen tidsmæssig eller beløbsmæssig sammenhæng mellem hævninger og indsættelser.
SKM2018.394.BR	Skatteyderen drev i de pågældende indkomstår enkeltmandsvirksomhed med salg af mad i restaurant og som take away. Sagen omhandlede skønsmæssig forhøjelse af en skatteyders personlige indkomst samt af hans momstilsvar. Der var i sagen enighed om, at skatteyderens regnskabsmateriale var mangelfuldt, hvorfor skattemyndighederne havde været berettiget til at fastsætte indkomsten skønsmæssigt. Parternes uenighed bestod således i, hvorledes skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse var udøvet på et forkert grundlag eller havde ført til et åbenbart urimeligt resultat.	Retten fandt, at der ved skønnets udøvelse var taget hensyn til de foreliggende faktiske omstændigheder. Skattemyndighedernes ansættelse var baseret på de konkrete dankorttransaktioner sammenholdt med det af personalet indtastede kontantsalg. Det var ikke dokumenteret, at den anvendte bruttoavanceprocent var for høj for branchen, eller at den af skattemyndighederne opgjorte omsætning var urealistisk høj. Den omstændighed, at skattemyndighederne ikke havde foretaget en privatforbrugsberegning, kunne i øvrigt ikke føre til et andet resultat.
SKM2018.377.BR	Skatteyderens indkomst var blevet skønsmæssigt forhøjet med kr. 332.000,- for indkomståret 2013 på baggrund af indsættelser på hans bankkonto. Sagen udsprang af, at han var blevet stoppet i lufthavnen med over kr. 80.000,- i kontanter. Skatteyderen gjorde gældende, at beløb stammede fra lån fra forskellige familiemedlemmer, samt beløb, han tidligere havde hævet, som blev genindsat.	Retten fandt det ikke godtgjort, at indsættelserne hidrørte fra lån, idet låneforholdene ikke var understøttet af objektive beviser. Videre fandt retten det ikke godtgjort, at indsatte beløb stammede fra tidligere hævninger, idet der ikke var nogen tidsmæssig eller beløbsmæssig sammenhæng mellem hævninger og indsættelser.
SKM2018.359.BR	Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøgeren skulle beskattes af en række indsætninger i 2011 på hans bankkonti fra 1) navngivne personer, 2) et selskab samt 3) ukendte kilder på i alt 543.056 kr. Sagsøgeren gjorde gældende, at indsætningerne stammede fra lån fra venner og familie henholdsvis en forudbetaling af en ordre fra et selskab, som sagsøgeren efterfølgende tilbageoverførte til selskabet i forbindelse med sagsøgerens annullation af ordren.	Retten var enig i den foretagne beskatning. I forbindelse med indsætningerne fra navngivne personer og ukendte kilder, lagde retten vægt på, at forholdene ikke var tilstrækkeligt dokumenteret, og at bevisbyrden var skærpet. I forbindelse med indsætningerne fra selskabet lagde retten vægt på, at forløbet ikke var støttet af objektive kendsgerninger, og at det må formodes, at der har været andre transaktioner mellem sagsøgeren og selskabet end de, som var snævert forbundne til den pågældende ordre.
SKM2013.796.BR	Sagen angik fradrag for indkomståret 2007 for udgifter til opførelse af ejendomme ifølge 6 fakturaer. 5 af fakturaerne var udateret, og der var ikke dokumenteret betaling for nogen af faktuaerne. Skatteyderen fandtes ikke at have ført sikkert bevis for, at udgifterne var afholdt i indkomståret 2007, eller at der var fradrag for udgifterne efter SL § 6, stk. 1, litra a, ved indkomstopgørelsen for 2007.	De 5 udaterede fakturaer angav momssatsen til 33 pct. Se om de momsretlige krav til udformning af fakturaer og om konsekvenser ved uretmæssig opkrævning af moms i afsnit A.B.3.3.1.2 Faktureringspligten og afsnit D.A.13.6 Fakturering med moms ML § 46, stk. 6.
SKM2013.230.BR	Ægtefællers ikke selvangivne indkomst ved salg af paller var skønsmæssigt ansat. LSR skønnede, at parret havde haft udgifter til køb af paller svarende til 25 pct. af indtægterne. Ved sagens behandling for byretten blev der afgivet fire skønserklæringer om priser ved køb af paller. Byretten fandt det ikke godtgjort, at LSRs skøn var åbenbart urimeligt eller hvilede på et forkert grundlag.	Afgørende præmis for, at der skulle gives fradrag for varekøb efter et skøn: Der var ubestridt indtægter ved salg af de pågældende varer.
SKM2011.726.BR	Revisor, der beskattes efter virksomhedsskattelovens afsnit I. Ikke godkendt fradrag for udgifter, der ikke var dokumenteret ved bilag, udgifter, der var fratrukket 2 gange, og udgifter, der var af privat karakter.	Afgørelsen viser klassiske tilfælde på konkrete udgiftsdifferencer.
SKM2009.591.BR	Et selskab havde pga. fejl i bogføringen foretaget et dobbelt fradrag for et varekøb. Ikke bevist, at fejlen var rettet ved en kreditpostering eller modregning. På selskabets varekøbskonto var bogført 2 andre varekøb, idet det blev påstået, at disse 2 varekøb var modregnet på en anden konto, og at der ikke var foretaget fradrag for varekøbene. Dette ansås ikke for dokumenteret.	Afgørelsen kan ses som et udtryk, at oplysninger om overordnede regnskabstal, overført til selvangivelsen, ikke kan anses for dokumenteret, medmindre regnskabstallene i kraft af bogføringsprincipperne om transaktionsspor og kontrolspor kan følges til de underliggende bilag.
Landsskatteretskendelser
SKM2007.595.LSR	Afgørelse om skønsmæssig ansættelse af indkomst var ugyldig, da der ikke var udsendt agterskrivelse, forinden afgørelse i form af årsopgørelse blev udsendt.
SKM2003.441.LSR	Uanset ændringerne af bogføringsloven ved lov nr. 1006 af 23. december 1998 ansås et selskabs udgiftsbilag i form af dags dato-kvitteringer ikke for at opfylde kravene til grundbilag, og det var med rette, at der var nægtet fradrag for udgifterne.	Afgørelsen kan evt. sammenholdes med SKM2006.219.ØLR, hvori indgik spørgsmålet, om udgiftsbilag opfyldte kravene til grundbilag ifølge bogføringsreglerne, der var gældende før lov nr. 1006 af 23. december 1998.
SKAT
SKM2007.277.SKAT	Erhvervsdrivende har pligt til efter anmodning fra SKAT at indsende regnskabsmateriale og andre dokumenter, der kan have betydning for skatteligningen.	SKATs meddelelse præciserer gældende ret
SKM2007.42.DEP	Skatteministeriets departement udtaler, at oplysninger i et skatteregnskab, som SKAT kan anmode en virksomhed om at indgive, normalt ikke kan give anledning til ændring af skatteansættelsen for en mindre virksomhed efter "ligningsfristens" udløb. "Ligningsfristen" må forstås som den ordinære ansættelsesfrist efter SFL § 26, stk. 1.	Udtalelsen har sammenhæng med, at en virksomhed, der er omfattet af mindstekravsbek. for mindre virksomheder BEK nr. 594 af 12. juni 2006 om mindre virksomheder, kun skal indgive et skattemæssigt årsregnskab efter SKATs anmodning.