Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

C-55/09, Baxi Group Ltd

En koncern af selskaber etablerede et loyalitetsprogram for kunder, i det foreliggende tilfælde kedelinstallatører, for at tilskynde disse kunder til at købe de pågældende selskabers produkter. De kunder, der deltager i programmet, modtager point, når de køber koncernens produkter, hvilke point de kan indløse for præmier, der består af varer eller ydelser. Tvisten i sagen ved de nationale domstole omhandlede dog alene præmier i form af varer. Koncernen outsourcede driften af det omhandlede loyalitetsprogram til en administrator.

Ifølge de almindelige vilkår og betingelser for programmet har kunderne et kontraktforhold med koncernen. Administratorens drift af det omhandlede loyalitetsprogram omfatter bl.a. markedsføringen af programmet over for kunderne ved hjælp af kataloger og på internettet, behandling af tilmeldingsansøgninger, forvaltning af kundernes konti, valg, indkøb og levering af præmiegoder samt varetagelse af telefontjeneste over for kunderne. Administrator udvælger og indkøber præmierne og leverer dem til kunderne. Denne virksomhed handler følgelig både som administrator af programmet og som "indløsende selskab".

Præmierne leveres udelukkende mod indløsning af point. Det er ikke muligt at modtage en præmie gennem køb til nedsat pris. Koncernen betaler administrator præmiernes detailsalgspris samt visse omkostninger for specifikke ydelser.

Domstolen fandt, at de betalinger, som foretages af koncernen, til administrator, skal anses dels for et vederlag, betalt af en tredjemand, for en levering af varer til disse kunder, dels for et vederlag for en ydelse, som leveres af administrator til fordel for denne sponsor.

Med andre ord fandt domstolen, at administrator dels leverede præmier til kunderne og dels leverede en slags administrationsydelse til koncernen. Dvs. flere hovedydelser, alle til hver sin aftager, selvom koncernen betalte for dem alle.

Om salgsfremmende foranstaltninger, se også SKM2010.636.SKAT og SKM2010.637.SKAT, der er omtalt i D.A.4.1.2.

Se også dommen i sag C-48/97, Kuwait Petroleum Ltd., der er beskrevet i D.A.4.1.6.2.

Se evt. også D.A.4.3.2 og D.A.8.1.1.4.

C-53/09, Loyalty Management UK Ltd.

Sagen blev behandlet sammen med sag C-55/09. De faktiske omstændigheder var lidt anderledes end i C-55/09, og i C-53/09 overlod EU-domstolen det til de nationale domstole konkret at vurdere, om vederlaget alene var vederlag for præmier til kunderne i dette program, eller om vederlaget også var vederlag for en særskilt ydelse til de virksomheder, hvis kunder kunne tilslutte sig loyalitetsprogrammet.

C-398/99, Yorkshire Co-operatives Ltd.

Når en producent organiserer en salgsfremmende ordning ved hjælp af rabatkuponer - for hvilke den godtgør de detailhandlere, der har accepteret kuponerne, det nominelle beløb - består den subjektive modværdi, som detailhandleren modtager, jf. sjette direktivs artikel 11, punkt A, stk. 1, litra a) nu momssystemdirektivet artikel 73, af varens fulde pris, der delvis betales af den endelige forbruger og delvis af producenten. For detailhandleren indebærer kuponen en ret til betaling fra producenten svarende til den rabat, der bliver ydet denne forbruger. Det følger heraf, at det beløb, der svarer til kuponernes pålydende værdi, for detailhandleren udgør et aktiv, der realiseres ved indløsning af kuponerne, og at kuponerne skal anses for et betalingsmiddel til denne værdi. Heraf følger, at sjette direktivs artikel 11, punkt A, stk. 1, litra a) nu momssystemdirektivet artikel 73, og artikel 11, punkt C, stk. 1 (nu momssystemdirektivet artikel 90, stk. 1 og 2) skal fortolkes sådan, at når en detailhandler ved salg af en vare accepterer, at den endelige forbruger betaler en del af salgsprisen kontant og resten med en rabatkupon, der er udstedt af producenten af varen, og at producenten godtgør detailhandleren det beløb, der er anført på kuponen, skal den nominelle værdi, der er anført på kuponen, medregnes i detailhandlerens momsgrundlag.

C-427/98, Kommissionen med Tyskland

Den modværdi, som detailhandleren modtager, er varens fulde pris, der delvis betales af den endelige forbruger og delvis af producenten. For detailhandleren indebærer kuponen en ret til betaling fra producenten svarende til den rabat, der bliver ydet den endelige forbruger. Det følger heraf, at det beløb, der svarer til kuponernes pålydende værdi, for detailhandleren udgør et aktiv, der realiseres ved indløsning af kuponerne, og at kuponerne skal anses for et betalingsmiddel til denne værdi. Detailhandlerens momsgrundlag ved salget til den endelige forbruger svarer altså til den fulde detailpris, nemlig til den pris, der betales af den endelige forbruger, hvortil kommer det beløb, som detailhandleren får godtgjort af producenten.

C-288/94, Argos Distributors Ltd.

Sjette momsdirektivs artikel 11, punkt A, stk. 1, litra a (nu momssystemdirektivet artikel 73) skal fortolkes sådan, at når en detailhandler har solgt en voucher med rabat til en køber med løfte om senere at acceptere denne voucher til pålydende værdi, er den modværdi, som voucheren repræsenterer, det beløb, som detailhandleren faktisk modtog, da han solgte voucheren, dvs. den pålydende værdi eller det mindre beløb når han sælger med rabat på den pålydende værdi. Det gælder også, når varen købes af en kunde, som ikke er den, der har købt voucheren.

Argos var en detailvirksomhed, som opførte sine varer i et katalog og solgte dem fra sine udstillingslokaler. Argos havde over 300 forretninger af denne type i hele Det Forenede Kongerige. Varerne kunne betales med vouchere, som blev udstedt af Argos som led i selskabets salgsfremmende ordninger. En voucher havde form af en trykt seddel med en pålydende værdi på 1, 5, 10, 20 eller 25 UKL.

Argos solgte voucherne, dels for et beløb svarende til den pålydende værdi, dels med rabat på den pålydende værdi. Rabattens størrelse afhang af, hvor stor ordren var. Den normale rabat var 5 % af vouchernes pålydende værdi ved ordrer på 500 UKL eller derover.

Hovedaftagerne af voucherne var dels selskaber, som fordelte dem til ansatte eller agenter som et incitament, dels selskaber, der udførte finansielle tjenesteydelser, og som videresolgte dem til kunderne med eller uden nedsættelse af den pålydende værdi.

For at finde frem til den faktiske modværdi i penge, som indløsningen af voucheren repræsenterede for Argos, måtte man se på den eneste transaktion, som var relevant i denne forbindelse, nemlig den oprindelige transaktion, som bestod i salget af voucheren, med eller uden rabat. Voucheren repræsenterede for Argos ved indløsningen altså en faktisk modværdi i penge, der var lig med den sum penge, som selskabet modtog, da det solgte voucheren, nemlig dennes pålydende værdi med fradrag af den rabat, der eventuelt blev givet.

Skatterådet

SKM2015.553.SR

Skatterådet har i et konkret tilfælde bekræftet, at køb og salg af gavekort var momspligtigt. Spørger var ikke udsteder af gavekortene og havde ingen forpligtigelser overfor udsteder. Udover at sikre, at gavekortene stadigvæk var valide havde spørger heller ingen forpligtelser over for køberne af gavekortene. Spørger var heller ikke forpligtiget til, at betale et vederlag til den butik mv., hvori gavekortihændehaveren valgte, at anvende sit gavekort. Det var Skatterådets opfattelse, at spørger i eget navn og for egen regning købte og solgte rettigheder (til eksempelvis udlevering af xy-produkter af en vis værdi) som var omfattet af momspligten i ML § 4, stk.1. I sagen har Skatterådet endvidere bekræftet, at der skal betales moms af det fulde vederlag, som spørger modtager i forbindelse med salg af gavekort.

SKM2011.354.SR

En værdikuponvirksomhed indgik aftaler med interesserede detailhandlere kaldet partnere, om salg af værdikuponer, som gav forbrugere mulighed for at købe varer og ydelser hos partnerne med rabat. Hvis kunden indløste værdikuponen hos partneren, var virksomheden forpligtet til at betale 70 % af den modtagne købesum til partneren.

Partneren skulle betale moms af det vederlag, som varen var udbudt til, som kunden betalte for varen eller ydelsen til virksomheden, og som blev videreafregnet fra virksomheden til partneren. Det forhold, at partneren havde forpligtet sig til at betale et vederlag til virksomheden på 30 % af varen eller ydelsens pris, og at virksomheden og partneren af praktiske årsager havde valgt at gennemføre afregningen på en sådan måde, at vederlaget til virksomheden blev modregnet inden videreafregningen til partneren blev foretaget, kunne ikke ændre herpå, jf. EF-domstolens afgørelse i sag C-18/92.