åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "S.D.5.2 Betingelser for beskatning af selskaber og fonde" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

SEL § 32 medfører, at danske moderselskaber (og fonde) bliver beskattet af indkomsten i kontrollerede finansselskaber, når datterselskabet overvejende har mobil indkomst.

SEL § 32 gælder for alle datterselskaber - uanset hvor datterselskaberne er hjemmehørende, og hvordan beskatningsniveauet er for datterselskaberne. Herved er der ingen forskelsbehandling på, om moderselskabet ejer et dansk datterselskab eller et udenlandsk datterselskab inden for EU/EØS.

Det er en forudsætning for, at CFC-beskatning kan ske, at følgende betingelser er opfyldt:

1) Datterselskabets CFC-indkomst skal udgøre mere end 1/2 af datterselskabets samlede skattepligtige indkomst i det pågældende indkomstår

2) CFC-beskatningen gennemføres kun, hvis datterselskabets finansielle aktiver gennemsnitligt i indkomståret udgør mere end 10 % af selskabets samlede aktiver

3) Moderselskabets aktier i datterselskabet må ikke være aktier eller investeringsforeningsbeviser m.v. i investeringsforeningsselskaber efter aktieavancebeskatningslovens regler.

4) Moderselskabets aktier i datterselskabet må ikke ejes gennem en juridisk person, der beskattes efter reglerne i SEL § 13 F.

Betingelserne fremgår af SEL § 32, stk. 1.

TransparensI både SEL § 32, stk. 1. nr. 1 og 2 gælder en transparensregel. Reglen indebærer, at der ved bedømmelsen af datterselskabets (holdingselskabets) CFC-indkomst ses bort fra skattepligtig indkomst hidrørende fra selskaber kontrolleret af datterselskabet, hvis selskaberne er hjemmehørende i samme land som datterselskabet. I stedet inddrages skattepligtig indkomst i de pågældende selskaber forholdsmæssigt efter datterselskabets direkte eller indirekte ejerandele.

Transparensreglen indebærer nærmere, at der ved vurderingen af selskabets status bortses fra alle transaktioner - herunder udbytter, betaling af renter og royalties, betalinger for varer og tjenesteydelser m.m. - mellem holdingselskabet og de datterselskaber i samme land, som holdingselskabet kontrollerer. Til gengæld anses indtægter fra datterselskabets transaktioner med andre selskaber, personer og så videre end holdingselskabet, i stedet for oppebåret direkte af holdingselskabet

Der bortses også fra eventuelle aktieavancer, som holdingselskabet måtte oppebære ved afståelse af (en del af) aktierne i et kontrolleret datterselskab.
Hvis holdingselskabet ikke direkte eller indirekte besidder alle aktierne i et kontrolleret selskab, medregnes kun en forholdsmæssig del - på grundlag af ejerandelen - af datterselskabets indtægter i hele holdingselskabets indkomstår. Har ejerandelen varieret i indkomståret anvendes et vægtet gennemsnit opgjort i forhold til ejerandel og ejertid.

Det er kun indtægter fra holdingselskabets datterselskaber i samme land, der behandles efter de nævnte regler. F.eks. afkast af aktier i form af udbytter og aktieavancer i andre datterselskaber skal således henregnes til CFC-indkomsten. Det samme er tilfældet for selskaber, som er hjemmehørende i samme land som holdingselskabet, men som ikke kontrolleres af dette.

Transparensreglen har alene betydning ved vurderingen af, om et lokalt holdingselskab driver CFC-virksomhed. Om holdingselskabets datterselskaber selv driver CFC-virksomhed, skal fortsat afgøres efter de almindelige regler.

Se hertil SKM2009.743.SR, hvor Skatterådet bl.a. tager stilling til, hvorvidt en filial i 3. land skal indgå i beregningen af, om et udenlandsk datterselskab kvalificerer det danske moderselskab til CFC-beskatning efter SEL § 32, stk. 1. nr. 1 og 2.

I det tilfælde, hvor det lokale holdingselskab har et datterselskab, som selv fungerer som holdingselskab, vil der ved bedømmelsen af, om det første holdingselskab driver CFC-virksomhed, skulle ses igennem det andet holdingselskab, således at indtægterne i det andet holdingselskabs datterselskaber anses for erhvervet af det første holdingselskab.
Om det andet holdingselskab skal anses at drive CFC-virksomhed afgøres herefter ved en selvstændig bedømmelse efter ovenfor nævnte principper.

Se ligeledes afsnit S.D.5.2.3