Indhold
Dette afsnit handler om hvilke personer, der er omfattet af forskerskatteordningen, og hvor længe ordningen kan anvendes.
Afsnittet indeholder:
- Personer omfattet af ordningen
- Periodemæssig afgrænsning.
Personer omfattet af ordningen
Forskerskatteordningen er målrettet mod forskere og højtlønnede medarbejdere, ►der bliver skattepligtige til Danmark i forbindelse med, at de modtager vederlag i et tjenesteforhold vedrørende arbejde, der som udgangspunkt skal udføres i Danmark. Der kan være tale om lokalansættelse direkte hos en arbejdsgiver i Danmark eller en udstationering til arbejde for en udenlandsk virksomheds enhed i Danmark.◄
►Afgrænsningen af, hvad der skal anses for personligt arbejde i tjenesteforhold, foretages efter de samme retningslinjer, som i skattelovgivningen i øvrigt, herunder cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven, pkt. 3.1.1.1, jf. bl.a. TfS 1996,449H. Se også afsnit C.C.1.2.1.◄
Der er ingen begrænsninger med hensyn til, hvilke personer, der kan anvende ordningen. Den gælder i alle brancher og for danskere såvel som udlændinge.
Periodemæssig afgrænsning
Ordningen kan anvendes i op til 7 år, som kan fordeles over en ubegrænset periode. Medarbejderen skal opfylde samtlige betingelser for ordningens anvendelse ved ►påbegyndelse af perioder med forskerbeskatning.◄