Indhold
Dette afsnit indeholder en gennemgang af DBO'ens artikler, artikel 1 - 30 og den tilhørende protokol.
Bemærk
Ved gennemgangen er det som udgangspunkt anført, om artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst fra 2017. Se DBO'en om den præcise ordlyd.
Se også OECD's modeloverenskomst afsnit C.F.8.2.2.1-32, som indeholder en nærmere gennemgang af de enkelte artikler i modeloverenskomsten.
Artikel 1: De af DBO'en omfattede personer
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 1, stk. 2 og artikel 1, stk. 3.
Se afsnit C.F.8.2.2.1 om OECD's modeloverenskomst artikel 1.
Artikel 2: De af DBO'en omfattede skatter
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.2 om OECD's modeloverenskomst artikel 2.
Artikel 3: Almindelige definitioner
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
"Danmark" betyder Kongeriget Danmark og dækker også ethvert område uden for Danmarks territorialfarvand, som efter dansk lovgivning og i overensstemmelse med international ret er eller senere måtte blive betegnet som et område, hvor Danmark kan udøve sine suverænitetsrettigheder med hensyn til efterforskning og udnyttelse af naturforekomster på havbunden eller i dens undergrund.
DBO'en omfatter ikke Færøerne og Grønland.
Definitionen af "international trafik" afviger fra modeloverenskomsten."International trafik" betyder enhver transport med et skib eller luftfartøj, bortset fra tilfælde, hvor skibet eller luftfartøjet udelukkende anvendes mellem pladser i den anden kontraherende stat.
Artiklen indeholder ikke definition af "statsborger" og "erhvervsvirksomhed".
Artiklen indeholder heller ikke en definition af ”anerkendt pensionsinstitut”.
Artiklen nævner ikke, at de kompetente myndigheder kan enes om en anden fortolkning.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.3 om OECD's modeloverenskomst artikel 3.
Artikel 4: Skattemæssigt hjemsted
xxArtiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.xx
xxArtikel 4, stk. 1 nævner ikke anerkendte pensionsinstitutter. Artikel 4, stk. 3 nævner ikke kravet om indgåelse af en aftale mellem de to landes kompetente myndigheder.xx
Se afsnit C.F.8.2.2.4 om OECD's modeloverenskomst artikel 4.
Artikel 5: Fast driftssted
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Bygnings-, anlægs eller monteringsarbejde udgør et fast driftssted efter 9 måneder. Se artikel 5, stk. 3.
I artiklens stk. 4, litra a)-d), er det ikke en forudsætning for ikke at statuere fast driftssted, at den aktivitet, der udøves, er af forberedende eller hjælpende karakter.
Artiklen har ikke en bestemmelse svarende til OECD’s modeloverenskomst, stk. 4.1., om aktiviteter på forretningsstedet eller forretningsstederne, der udgør komplementære funktioner, som er en del af et sammenhængende forretningsområde, og som ikke er omfattet af stk. 4 i OECD's modeloverenskomst.
Af artiklens stk. 5 fremgår, at et foretagende i tilfælde, hvor en afhængig agent handler på foretagendets vegne i en stat og i denne stat har og udøver en fuldmagt til at indgå aftaler i foretagendets navn, anses for at have et fast driftssted i denne stat med hensyn til hele den virksomhed, som denne person påtager sig for foretagendet, medmindre denne persons virksomhed er begrænset til sådanne forhold, som er nævnt i stk. 4, og som, hvis de var udøvet gennem et fast forretningssted, ikke ville gøre dette faste forretningssted til et fast driftssted efter bestemmelserne i nævnte stykke.
Artiklens stk. 6 om uafhængige agenter indeholder ikke modeloverenskomstens bestemmelse om, at en personen ikke anses for at være en uafhængig agent, hvis personen udelukkende – eller næsten udelukkende – arbejder for et eller flere nært forbundne foretagender.
Artiklen har ikke en bestemmelse svarende til OECD's modeloverenskomst, stk. 8. som definerer, hvornår en person eller et foretagende er nært forbundet.
Virksomhed i forbindelse med forundersøgelser, efterforskning eller udnyttelse af naturforekomster anses for fast driftssted eller fast sted, hvis virksomheden overstiger 30 dage inden for en 12 måneders periode. Hvis virksomhed af væsentlig samme art udøves af indbyrdes forbundne foretagender, ses perioden for foretagenderne under ét. Se artikel 5, stk. 8 og 9
Se også
- Afsnit C.F.8.2.2.5 om OECD's modeloverenskomst artikel 5.
- Kommentaren til OECD's modeloverenskomst pkt. 45.6 vedrørende Grækenlands fortolkning af kommentarens pkt. 42.1 - 42.10.
Artikel 6: Indkomst af fast ejendom
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.6 om OECD's modeloverenskomst artikel 6.
Artikel 7: Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artiklen indeholder en bestemmelse om fradrag for omkostninger, som foretagendet har afholdt for det faste driftssted. Det gælder også for generalomkostninger til ledelse og administration. Se artikel 7, stk. 3.
Hvis det har været sædvane at fastsætte den fortjeneste, der kan henføres til et fast driftssted, på grundlag af fordeling af foretagendets samlede fortjeneste, skal dette stadig være muligt. Se artikel 7, stk. 4.
Fortjeneste skal ikke henføres til et fast driftssted, hvis det faste driftssted kun har foretaget vareindkøb for foretagendet. Se artikel 7, stk. 5.
Fortjeneste der henføres til det faste driftssted, skal ske efter samme metode år for år, medmindre der er gode og fyldestgørende grunde til en anden fremgangsmetode. Se artikel 7, stk. 6.
Bemærk
Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 7, stk. 3, om sekundær justering.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.7 om OECD's modeloverenskomst artikel 7.
Artikel 8: Skibsfart og luftfart
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Fortjeneste ved skibsfartsvirksomhed i international trafik kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvor skibet er registreret eller forsynet med papirer. Se artikel 8, stk. 1.
Medmindre andet følger af artikel 8, stk. 1, så kan fortjeneste ved skibsfartsvirksomhed i international trafik kun beskattes i den kontraherende stat, hvor selskabet er hjemmehørende. Se artikel 8, stk. 2.
Fortjeneste ved luftfartsvirksomhed i international trafik kan kun beskattes i det land, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Se artikel 8, stk. 3.
Artiklen omfatter også indtægt ved udleje af skibe på full- eller bareboat-basis (med eller uden besætning) eller luftfartøjer, hvis lejeren anvender dem i international trafik, eller såfremt sådan lejeindtægt er af lejlighedsvis karakter i forhold til anden fortjeneste ved drift af skibe eller fly i international trafik. Se artikel 8, stk. 4.
Danmark kan kun beskatte den del af fortjenesten i SAS, som erhverves af den danske partner i SAS. Se artikel 8, stk. 6.
Betalinger fra leasing af containere betragtes som betaling fra leasing af industrielt udstyr omfattet af artikel 12, stk. 3. Indkomsten er dog omfattet af artikel 8, hvis leasingen er af supplerende eller lejlighedsvis karakter i forhold til udlejerens internationale skibs- eller luftfartsvirksomhed. Se protokollen.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.8 om OECD's modeloverenskomst artikel 8.
Artikel 9: Indbyrdes forbundne foretagender
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.9 om OECD's modeloverenskomst artikel 9.
Artikel 10: Udbytte
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst, se nærmere om OECDs modeloverenskomst artikel 10, afsnit C.F.8.2.2.10.
Grækenland kan beskatte bruttobeløbet af udbytte med 38 pct., hvis det udloddende selskab er hjemmehørende i Grækenland, og den retmæssige ejer af udbyttet er hjemmehørende i Danmark.
Danmark kan beskatte bruttobeløbet af udbytte med 18 pct., hvis det udloddende selskab er hjemmehørende i Danmark, og den retmæssige ejer af udbyttet er hjemmehørende i Grækenland.
Det vil herefter afhænge af kildelandets interne regler, om beskatningsretten udnyttes. Se om Danmarks interne regler for beskatning af udbytte i selskabskonstruktioner samt om begrebet retmæssig ejer samt LL § 3 i afsnit C.D.8.10.5 Udbytteindtægter (begrænset skattepligt – selskaber).
Se også
Se afsnit A.B.4.1.4.2 om tilbagebetaling af dansk udbytteskat.
Artikel 11: Renter
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Kildelandet kan beskatte renter med højst 8 pct. af bruttobeløbet. Se artikel 11, stk. 2. Danmark har ikke intern hjemmel til at beskatte begrænset skattepligtige fysiske personer af renter.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.11 om OECD's modeloverenskomst artikel 11.
Artikel 12: Royalties
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst, se nærmere om OECDs modeloverenskomst artikel 12 i afsnit C.F.8.2.2.12.
Royalties kan beskattes i både bopælslandet og kildelandet. Kildelandet kan beskatte royalties med højst 5 pct. af bruttobeløbet. Se artikel 12, stk. 1 og 2.
"Royalties" omfatter også betalinger for anvendelsen af eller retten til at anvende (leasing) industrielt, kommercielt eller videnskabeligt udstyr og betaling for teknisk bistand i forbindelse med anvendelsen af eller retten til at anvende ophavsret eller udstyr mv. Se artikel 12, stk. 3.
Royalties skal anses for at stamme fra det land, hvor den person, som betaler royalties, er hjemmehørende. Hvis royalties betales fra et fast driftssted i et land, anses de for at stamme derfra. Se artikel 12, stk. 5. Det vil herefter afhænge af kildelandets interne regler, om beskatningsretten kan udnyttes. Se nærmere om Danmarks interne regler for beskatning af royalty i afsnit C.F.3.1.9 og om begrebet retmæssig ejer i afsnit C.F.8.2.2.10.1.3.
Se også afsnit C.F.8.2.2.12.3 om tilbagebetaling af dansk royaltyskat.
Bemærk
Betalinger fra leasing af containere betragtes som betaling fra leasing af industrielt udstyr. Se protokollen.
Artikel 13: Kapitalgevinster
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Beskatningsretten til fortjeneste ved salg af skibe eller luftfartøjer, der anvendes i international trafik, følger beskatningsretten til fortjenesten efter artikel 8. Se artikel 13, stk. 3.
Fortjeneste ved salg af skibe i international trafik kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvor skibsfartsvirksomheden er hjemmehørende, med mindre skibet er registreret eller forsynet med papirer i den anden kontraherende stat. Se artikel 8, stk. 1 og stk. 2.
Fortjeneste ved salg af luftfartøjer i international trafik kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvor luftfartsvirksomhedens virkelige ledelse har sit sæde. Se artikel 8, stk. 3.
Bemærk
Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 13, stk. 4, om kildelandsbeskatning af fortjeneste ved salg af aktier i ejendomsaktieselskaber. Denne fortjeneste er derfor omfattet af artikel 13, stk. 4 (opsamlingsbestemmelse).
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.13 om OECD's modeloverenskomst artikel 13.
Artikel 14: Frit erhverv
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst fra før 2000. Artikel 14 om frit erhverv i modeloverenskomsten udgik i 2000.
Kildelandet kan også beskatte indkomst fra personer, der driver frit erhverv uden fast sted, hvis indkomsten erhverves i en periode eller perioder, der tilsammen overstiger 183 dage i to kalenderår, der følger hinanden. Se artikel 14, stk. 1 b).
Kildelandet har subsidiær beskatningsret til indkomst ved frit erhverv. Se artikel 14, stk. 1.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.14 om OECD's modeloverenskomst artikel 14 fra før 2000.
Artikel 15: Personligt arbejde i tjenesteforhold
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
183-dages-reglen finder anvendelse i forhold til kalenderåret.
Vederlag optjent ved international skibs- eller luftfart beskattes i det land, hvor foretagendet efter artikel 8 beskattes.
Lønindkomst, som en person, der er hjemmehørende i Danmark, har tjent ved arbejde ombord på et af SAS' luftfartøjer i international trafik, kan kun beskattes i Danmark. Se artikel 15, stk. 4.
Se også
Se også
- Artikel 16 om bestyrelseshonorarer
- Artikel 17 om løn til kunstnere og sportsfolk
- Artikel 19 om løn for offentligt hverv
- Afsnit C.F.8.2.2.15 om OECD's modeloverenskomst artikel 15.
Artikel 16: Bestyrelseshonorarer
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.16 om OECD's modeloverenskomst artikel 16.
Artikel 17: Kunstnere og sportsfolk
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.17 om OECD's modeloverenskomst artikel 17.
Bemærk
Artikel 17 anvendes ikke på optrædende kunstnere og sportsfolk, der er offentligt ansat. De er enten omfattet af artikel 19, stk. 1, om vederlag for offentligt hverv eller artikel 15 eller 16, hvis der er tale om offentlig erhvervsvirksomhed. Se artikel 19, stk. 2.
Artikel 18: Pensioner, sociale sikringsydelser, livrenter og underholdsbidrag
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Regel
Alle pensioner og livrenter, både offentlige og private, og uanset om de har forbindelse med et tidligere ansættelsesforhold kan kun beskattes i bopælslandet. Se artikel 18, stk. 1, litra a.
Undtagelse - kildelandsbeskatning
Hvis modtageren er statsborger i det land, som udbetalingerne stammer fra, kan pensioner, der er omfattet af artikel 18, stk. 1, litra a, kun beskattes i dette land (kildelandet). Se artikel 18, stk. 1, litra b.
Sociale ydelser
Sociale ydelser kan kun beskattes i kildelandet. Se artikel 18, stk. 2.
Underholdsbidrag
Underholdsbidrag og lignende, der er skattepligtige i bopælslandet, kan kun beskattes i bopælslandet. Se artikel 18, stk. 3.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.18 om OECD's modeloverenskomst artikel 18.
Artikel 19: Offentlige hverv
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artiklen omfatter kun løn for varetagelse af offentlige hverv. Pension for varetagelse af offentlige hverv er omfattet af artikel 18.
Bemærk
Vederlag til optrædende kunstnere og sportsfolk, der er offentligt ansat, er omfattet af artikel 19 og ikke af artikel 17.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.19 om OECD's modeloverenskomst artikel 19.
Artikel 20: Studerende
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.20 om OECD's modeloverenskomst artikel 20.
Artikel 21: Andre indkomster
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.21 om OECD's modeloverenskomst artikel 21.
Artikel 22: Formue
Artiklen afviger fraOECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.22 om OECD's modeloverenskomst artikel 22.
Skibe og luftfartøjer, der anvendes i international trafik, og rørlig formue, som er knyttet til driften af sådanne skibe og luftfartøjer, kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvori fortjenesten ved driften af sådanne skibe eller luftfartøjer kan beskattes i henhold til bestemmelserne i denne overenskomsts artikel 8.
Bemærk
Denne artikel har kun praktisk betydning for ejendomsværdiskat, som anses for en partiel formueskat, da Danmark ikke har generel formuebeskatning.
Artikel 23: Ophævelse af dobbeltbeskatning
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Danmark giver almindelig creditlempelse på skat af indkomst, som Grækenland kan beskatte efter DBO'en.
Hvis indkomsten efter DBO'en kun kan beskattes i Grækenland, nedsættes den danske skat efter metoden exemption med progression. Indkomsten medregnes i beskatningsgrundlaget, og skatten nedsættes med den del af skatten, som svarer til den indkomst, der stammer fra Grækenland.
Grækenland giver almindelig creditlempelse på skat af indkomst, som Danmark kan beskatte efter overenskomsten.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.23 om OECD's modeloverenskomst artikel 23.
Artikel 24: Ikke-diskriminering
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 24, stk. 2, om statsløse personer.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.24 om OECD's modeloverenskomst artikel 24.
Artikel 25: Fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige aftaler
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 25, stk. 5, om voldgift.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.25 om OECD's modeloverenskomst artikel 25.
Artikel 26: Udveksling af oplysninger
Svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.26 om OECD's modeloverenskomst artikel 26.
Artikel 27: Personer ansat ved diplomatiske og konsulære repræsentationer
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.27 om OECD's modeloverenskomst artikel 27.
Artikel 28: Territorial udvidelse
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.29 om OECD's modeloverenskomst artikel 29.
Artikel 29: Ikrafttræden
Overenskomsten trådte i kraft den 18. januar 1992 og har virkning fra 1. januar 1993.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.30 om OECD's modeloverenskomst artikel 30 om ikrafttræden.
Artikel 30: Opsigelse
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.31 om OECD's modeloverenskomst artikel 31 om opsigelse.