Indhold
Dette afsnit beskriver reglerne for afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse.
Afsnittet indeholder
- Varer til fremstilling af chokolade- og sukkervarer
- Fremstilling af afgiftsfri varer
- Apotekervarer
- Leverancer til udlandet
- Afgiftsfrihed ved indførsel.
Varer til fremstilling af chokolade- og sukkervarer
Råstofafgiftspligtige varer, der modtages fra udlandet af fremstillingsvirksomheder registreret som oplagshavere vedrørende chokolade- og sukkervarer, med henblik på fremstilling af varer omfattet af chokolade- og sukkervareafgift, er fritaget for råstofafgift. Se CHOAL § 20, stk. 1, nr. 1.
Skatteforvaltningen kan give bevilling til godtgørelse af råstofafgift af afgiftsberigtigede varer, der erhvervsmæssigt overføres til en registreret oplagshaver til fremstilling af varer, der er afgiftspligtige som chokolade- og sukkervarer. Se CHOAL § 20, stk. 3, nr. 1.
Fremstilling af afgiftsfri varer
Skatteforvaltningen kan give bevilling til afgiftsfritagelse for råstofafgiftspligtige varer, der erhvervsmæssigt anvendes til fremstilling af varer, der ikke ved modtagelse fra udlandet ville være dækningsafgiftspligtige. Se CHOAL § 20, stk. 2.
►Bemærk◄
►Fra og med 1. april 2019 kan der gives bevilling til afgiftsfritagelse for råstofafgiftspligtige varer, der erhvervsmæssigt anvendes til fremstilling af konsum-is. Dette skyldes, at der fra og med dette tidspunkt ikke skal betales dækningsafgift af konsum-is. Se § 5 i lov nr. 1728 af 27. december 2018 samt bemærkningerne til loven i L 103.◄
Apotekervarer
Råstofafgiftspligtige varer, der anvendes til fremstilling af varer, hvis udlevering er forbeholdt apotekerne efter lov om apotekervæsenet § 34, jf. lovbekendtgørelse nr. 248 af 2. juli 1962, er fritaget for afgift. Se CHOAL § 20, stk. 1, nr. 2.
Leverancer til udlandet
Skatteforvaltningen kan meddele bevilling til godtgørelse af afgiften af afgiftsberigtigede råstofafgiftspligtige varer, der erhvervsmæssigt, enten leveres til udlandet, eller anvendes til fremstilling af varer, som efterfølgende leveres til udlandet. Se CHOAL § 20, stk. 3, nr. 2 og stk. 4.
Skatteforvaltningen kan endvidere meddele bevilling til godtgørelse af afgiften af afgiftsberigtigede dækningsafgiftspligtige varer, der erhvervsmæssigt leveres til udlandet. Se CHOAL § 22, stk. 8.
Registrerede varemodtagere kan efter afgiftsperiodens udløb angive det godtgørelsesberettigede beløb for råstof-/dækningsafgiftspligtige varer leveret til udlandet direkte på afgiftsangivelsen. Se CHOAL § 20, stk. 4, 2. pkt.
Afgiftsfrihed ved indførsel
Der er afgiftsfrihed for varer, der indføres eller modtages fra udlandet, i samme omfang og under tilsvarende betingelser som fastsat for afgiftsfrihed efter ML § 36, stk. 1, nr. 1-3. Se CHOAL § 21 og § 22, stk. 8.
Se også
Se også afsnit E.A.1.7 om afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse.
Bemærk
I henhold til § 8 i lov nr. 1686 af 26. december 2017 kunne virksomheder, der den 1. januar 2018 havde et lager af varer, der var afgiftsberigtiget med en højere afgift end efter CHOAL kapitel 2 (råstofafgiften) eller CHOAL § 22, stk. 4, nr. 1-3 (dækningsafgiften af kokos, behandlede jordnødder samt andre nødder og kerner), på grundlag af en specificeret lageropgørelse få godtgjort afgiftsdifferencen for uåbnede poser mv. Ved § 7 i lov nr. 104 af 13. februar 2018 blev godtgørelsesmuligheden udvidet til også at omfatte afgiftsdifferencen for varer, der var afgiftsberigtiget med en højere afgift end CHOAL § 22, stk. 4, nr. 6 (masser helt eller delvis fremstillet af råstofafgiftspligtige varer).
Godtgørelse blev kun ydet for varer, der var bestemt til fremstilling eller afsætning, og kun såfremt den samlede godtgørelse af afgift af varerne efter lovens § 8 oversteg 500 kr. For at få godtgørelse skulle virksomheden udarbejde en opgørelse, der indeholdt oplysninger om leverandørens navn, adresse og cvr-nummer. SKAT kunne gøre godtgørelsen betinget af, at virksomheden fremlagde dokumentation for, at afgiften var betalt. Anmodning om godtgørelse med de anførte oplysninger skulle være SKAT i hænde senest den 14. januar 2018, dog senest den 5. marts 2018 for varer afgiftsberigtiget med en højere sats end CHOAL § 22, stk. 4, nr. 6.
En lignende godtgørelsesordning vil gælde for virksomheder, der 1. januar 2020 har et lager af afgiftsberigtigede varer efter CHOAL kap 2 eller CHOAL § 22, stk. 4, nr. 1-3 og 6. Anmodning om godtgørelse af afgiften af disse varer skal, med ovennævnte oplysninger, være Skatteforvaltningen i hænde senest 14. januar 2020. Se § 8 i lov nr. 1686 af 26. december 2017 og § 7 i lov nr. 104 af 13. februar 2018.
Se i øvrigt SKATs nyhedsbrev af 22. december 2017: Lov L 109 om ændring af afgifter på nødder, te og alkoholsodavand.