I TPG er det beskrevet, at der skal betales kompensation, hvis der i forbindelse med en omstrukturering, sker en overdragelse af "noget af værdi" (rettigheder eller andre aktiver).
Omstruktureringer hvor der udelukkende foretages en omfordeling af funktioner og risici, hvortil der ikke er knyttet aktiver eller rettigheder, medfører ikke i sig selv, at der skal betales en kompensation.
Der skal ikke betales kompensation for fremtidigt profit potentiale, der udelukkende knytter sig til eksisterende varetagelse af en funktion eller en påtaget risiko. Det vil sige en omfordeling af funktioner og risici, hvortil der ikke knytter sig aktiver eller rettigheder. Den fremtidige forventede indkomst, der knytter sig hertil, skal beskattes hos den enhed der varetager funktionen og påtager sig risikoen fremadrettet. Hos den part, der afgiver en funktioner eller risiko, vil fordelen typisk være en besparelse i forhold til selv at udføre funktionen eller have risikoen. Se om parternes realistiske alternativer i afsnit C.D.11.3.2.1.
På transaktionstidspunktet er det økonomisk neutralt at påtage sig eller afgive en risiko til gengæld for en højere eller lavere forventet faktisk indkomst, så længe nutidsværdien af begge muligheder er den samme. Det betyder imidlertid ikke, at enhver kontraktlig udveksling risici mellem forbundne virksomheder vil være i overensstemmelse med armslængdeprincippet. Se TPG 1.79 og 1.80.
Hvis en funktion eller risiko flyttes og værdien af den afgivende eller modtagende part derved falder, så skal flytningen af funktionen eller risikoen kompenseres. Der skal således betales en kompensation for det fremtidige profit potentiale, der er kapitaliseret i rettigheder eller andre (immaterielle)aktiver, og som overdrages i forbindelse med en omstrukturering. Det vil sige omfordelinger af funktioner og risici, hvortil der knytter sig "noget af værdi".
Det er ikke altid afgørende, om omstruktureringen indebærer, at rettigheder eller aktiver overføres til en anden part i koncernen. Såfremt en koncern vælger at nedlukke en produktionsenhed med henblik på at afværge en situation med overkapacitet, vil der også skulle fastsættes en kompensation til den part, der - i koncernens interesse - opgiver nogle aktiver eller rettigheder, hvis disse aktiver eller rettigheder repræsenterer en værdi, som en uafhængig ville have betalt for, se TPG 9.43-9.46.