Almindeligt beskæftigelsesfradrag

For erhvervsaktive beregnes et beskæftigelsesfradrag, der fragår ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. LL § 9 J, stk. 1, som ændret ved lov nr. 724 af 8. juni 2018.

Beregningsgrundlag mv.
Beskæftigelsesfradraget beregnes med udgangspunkt i arbejdsmarkedsbidragsgrundlaget.

For lønmodtagere med flere opgøres den indkomst, der danner grundlag for beregning af beskæftigelsesfradraget, på baggrund af arbejdsmarkedsbidragsgrundlaget i henhold til AMBL § 2, stk. 1, nr. 1, 2 og 4, og §§ 4 og 5. Indbetalinger til ratepension og ophørende livrente omfattet af PBL § 19 indgår med det beløb, for hvilket der er bortseelsesret efter PBL § 19. Indbetalinger til ATP indgår med de indbetalinger, som arbejdsgiveren har indberettet til Skatteforvaltningen. Indbetalinger omfattet af PBL § 19, stk. 2 og 4, indgår ikke.

Visse vederlag til søfolk, ydelser i henhold til lov om biblioteksafgift og visse skattefrie vederlag indgår heller ikke, jf. LL § 9 J, stk. 1 og AMBL § 3, ligesom pensionsindbetalinger, der ikke vedrører arbejdsindkomst fx ATP-bidrag til dagpengemodtagere.

For selvstændigt erhvervsdrivende opgøres den indkomst, der danner grundlag for beregning af beskæftigelsesfradraget på baggrund af arbejdsmarkedsbidragsgrundlaget i henhold til AMBL §§ 4 og 5.

Hvis den indkomst, der skal danne grundlag for beregning af beskæftigelsesfradraget, medfører, at fradraget bliver negativt, fastsættes beskæftigelsesfradraget til 0, jf. LL § 9 J, stk. 1.

Bidragspligtige, som efter en bestemmelse i en dobbeltbeskatningsoverenskomst anses for hjemmehørende i en fremmed stat, i Grønland eller på Færøerne, og som hverver bidragspligtig indkomst ved beskæftigelse udført i udlandet for en udenlandsk arbejdsgiver, er ikke omfattet af beskæftigelsesfradraget, jf. LL § 9 J, stk. 1.

Beregningsprocenter mv.
I ►2019◄ udgør beskæftigelsesfradraget ►10,1 pct.◄ af beregningsgrundlaget, dog højst et grundbeløb på ►33.200 kr. (2010-niveau)◄. Efter regulering i henhold til PSL § 20 udgør det maksimale beskæftigelsesfradrag ►37.200 kr. i 2019◄. Det maksimale fradrag opnås i ►2019◄ ved en arbejdsindkomst på ►368.317 kr.◄ og derover.

Frem til 2022 forhøjes beskæftigelsesfradraget gradvist til 10,65 pct. og grundbeløbet for det maksimale fradrag til 35.100 kr. (2010-niveau).

Ekstra beskæftigelsesfradrag til enlige forsørgere

Enlige forsørgere er berettigede til et ekstra beskæftigelsesfradrag, der beregnes af samme grundlag og under samme betingelser som det almindelige beskæftigelsesfradrag, jf. LL § 9 J, stk. 3.

I ►2019◄ udgør det ekstra beskæftigelsesfradrag ►6,25 pct.◄ af grundlaget, dog højst et grundbeløb på ►20.000 kr. (2010-niveau).◄ Efter regulering i henhold til PSL § 20 udgør det maksimale ekstra beskæftigelsesfradrag til enlige forsørgere ►22.400 kr. i 2019◄. I ►2020◄ og efterfølgende indkomstår udgør det ekstra beskæftigelsesfradrag 6,25 pct. af grundlaget, og grundbeløbet for det maksimale fradrag udgør 20.000 kr. (2010-niveau).

Det ekstra beskæftigelsesfradrag for enlige forsørgere gives til den samme personkreds, som har ret til og modtager ekstra børnetilskud efter børnetilskudsloven. Det ekstra beskæftigelsesfradrag fragår i den skattepligtige indkomst. Det maksimale ekstra beskæftigelsesfradrag opnås i ►2019◄ ved en indkomst på ►358.400 kr.◄ og derover.