►Indhold
Dette afsnit handler om, at afgiftspligtige personer for indkøb af visse energiprodukter og varme til brug for aktiviteter, for hvilken momsen ikke kan fradrages, kan få godtgjort momsen af den afgift, der kan godtgøres efter energiafgiftslovene.
Lovgrundlag
ML § 45, stk. 14 har følgende ordlyd:
"Afgiftspligtige personer kan for indkøb, for hvilke afgiften efter denne lov ikke kan fradrages, få godtgjort afgiften efter denne lov af den afgift, der godtgøres efter følgende love:
1) Lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v.
2) Lov om afgift af elektricitet.
3) Lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v.
4) Lov om afgift af naturgas og bygas m.v.
5) Lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter."
Se også
E.A.4.1.8 Mineralolieprodukter, fx andet flybrændstof end jetfuel til fly, brændstof til skibe og til togdrift
E.A.4.2.9 Kul og affaldsvarme, fx afgift af kul mv., der anvendes til jernbanedrift og dampskibsfart
E.A.4.3.8 Elektricitet, fx til togdrift (kørestrøm til el-tog til personbefordring)
E.A.4.3.9 Afgiftslempelse for fjernvarme (el-patronordningen)
E.A.4.4.9 Naturgas mv., fx gas til togdrift, færgedrift og anden erhvervsmæssig sejlads
E.A.4.5.8 CO2-afgift
Baggrund
Efter energiafgiftslovene ydes i visse tilfælde fritagelse eller godtgørelse af den betalte afgift af energiprodukter mv., der anvendes til nærmere angivne formål, herunder fx af afgift af mineralolieprodukter og elektricitet til togdrift og til drift af færger.
Det er primært administrative årsager der begrunder, om fritagelser for energiafgifter gennemføres som direkte fritagelser eller som godtgørelser.
Efter hidtidig administrativ praksis er der ydet godtgørelse af den betalte moms af energiafgiften, når den afgiftspligtige person ikke har fradragsret for moms af indkøbet. Praksis er begrundet i, at forudsætningen for at opkræve momsen ikke er tilstede, når afgiftsbeløbet godtgøres. Det har således ikke været hensigten, at det for nogle virksomheder skulle indebære en særlig økonomisk belastning, at lovgiver har valgt en godtgørelsesordning frem for en fritagelse på området.
Bestemmelsen i ML § 45, stk. 14, er indsat ved § 8, nr. 2, i lov nr. 1130 af 11. september 2018. Bestemmelsen indfører eksplicit lovhjemmel for skatteforvaltningens hidtidige praksis om godtgørelse af moms af godtgjorte energiafgifter.
Bestemmelsen har virkning med tilbagevirkende kraft fra og med den 1. november 2011, jf. lovens § 15, stk. 8.
Dette har baggrund i det forhold, at fx ikke-momsregistrerede boligorganisationer med varmeanlæg, som leverer varme til egne separate fjernvarmenet i forbindelse med større bebyggelser og videre til deres lejere som led i udlejningen, ved lov nr. 474 af den 17. maj 2017 fik mulighed for at få godtgjort energiafgifter fra og med den 1. november 2011.
Regel
Bestemmelsen i ML § 45, stk. 14, indebærer, at afgiftspligtige personer generelt kan få godtgjort moms af godtgjorte energiafgifter i de tilfælde, hvor indkøbene af energiprodukter og elektricitet er anvendt til momsfritagne leverancer.
Anvendes indkøb til både momspligtige og momsfrie leverancer, kan momsen fradrages efter momslovens regler om delvis fradragsret. Den foreslåede bestemmelse vil i sådanne tilfælde give hjemmel til at godtgøre momsen af godtgjorte energiafgifter i det omfang, denne moms ikke kan fradrages ved opgørelsen af momstilsvaret, jf. ML § 37, stk. 1.
Bemærk
Udenlandske virksomheder, der hverken er etableret eller momsregistreret her i landet, kan efter ML § 45, stk. 1, på visse betingelser få godtgjort moms, som er betalt for indkøb her i landet. Det er bl.a. en betingelse for godtgørelse efter denne bestemmelse, at virksomheder registreret her i landet kan foretage fradrag for momsen af tilsvarende indkøb ved opgørelse af momstilsvaret efter loven. Udenlandske virksomheder, der anvender indkøbte energiprodukter til leverancer, der er momsfritaget, kan derfor ikke opnå godtgørelse af momsen af godtgjorte energiafgifter efter bestemmelsen i ML § 45, stk. 1.
Også udenlandske virksomheder vil efter bestemmelsen i ML § 45, stk. 14, kunne få godtgjort momsen af godtgjorte energiafgifter af tilsvarende indkøb i det omfang denne moms ikke kan fradrages efter momslovens øvrige bestemmelser. Bestemmelsen sikrer derfor, at udenlandske virksomheder har mulighed for at få godtgjort momsen af godtgjorte energiafgifter i samme omfang som danske virksomheder.◄