Indhold

Afsnittet indeholder

  • Indhold af og baggrund for udstedelse af Spillemyndighedens mærkningsordning
  • Regler for brug af Spillemyndighedens mærkningsordning

Indhold af og baggrund for udstedelse af Spillemyndighedens mærkningsordning

Spillemyndigheden har udviklet et mærke "Tilladelse fra Spillemyndigheden", som skal give forbrugerne et bedre overblik over, hvilke spiludbydere der har fået en tilladelse fra Spillemyndigheden til at udbyde spil i Danmark og Grønland.

Mærket er tænkt som en synliggørelse af, at

  • Spiludbyderen har fået en tilladelse fra Spillemyndigheden til at udbyde spil, og at
  • Spillemyndigheden fører tilsyn med den pågældende spiludbyder

Regler for brug af Spillemyndighedens mærkningsordning

Det er frivilligt for spiludbydere med tilladelse til at udbyde spil i Danmark og Grønland, om disse vil benytte Spillemyndighedens mærke.

Det er udelukkende spiludbydere med en gyldig tilladelse fra Spillemyndigheden, som må bruge mærket. Mærket kan eksempelvis bruges i markedsføring på hjemmesider og onlinebannere, i tv-reklamer, annoncer, PR-materiale, spilleregler samt brochurer og blade.

Spiludbydere, som gør brug af mærket uden Spillemyndighedens tilladelse, kan ifalde ansvar efter markedsføringslovens § 3 om vildledning. Ved brug af mærket må der ikke ændres i designet.

Som udgangspunkt har følgende mulighed for at anvende Spillemyndighedens mærke:

  • Udbydere af væddemål og/eller onlinekasino
  • Virksomheder som har tilladelse til landbaserede kasinoer og til opstilling og drift af gevinstgivende spilleautomater
  • Danske Lotteri Spil A/S
  • Klasselotteriet A/S

Specielt om almennyttigt lotteri

Organisationer m.fl., som har fået tilladelse til at afholde almennyttigt lotteri, kan rette henvendelse til Spillemyndigheden, hvis de ønsker at anvende mærket på fx skrabelodder, i markedsføringsmateriale mv.