RIM har fastlagt retningslinjer for hvornår, der kan meddeles henstand i stedet for lønindeholdelse for visse brugere af botilbud efter servicelovens § 110.► ◄
RIM har fået en forespørgsel om, hvorvidt der kan foretages lønindeholdelse hos beboere på optagelseshjem.
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde midlertidigt ophold i boformer til personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for botilbud og for tilbud om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp. Jf. servicelovens § 110.
Kommunen fastsætter lønnen for personer i beskyttet beskæftigelse, således at personen i videst muligt omfang aflønnes efter indsats. I de tilfælde, hvor en person på grund af betydelig nedsat funktionsevne kun kan yde en indsats, som giver en beskeden indtjening, kan en arbejdsdusør fastsættes til mindst 5% af den mindste overenskomstmæssige løn på det pågældende område, jf. § 1 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 628 af 15. juni 2006, jf. servicelovens § 103, stk. 2.
►Derudover kan kommunalbestyrelsen tilbyde særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb til personer med særlige sociale problemer, jf. servicelovens § 103, stk. 2.◄ Arbejdsdusører, der udbetales med deltagelse i særligt tilrettelagte beskæftigelsesbeløb vil normalt blive anset som skattepligtig A-indkomst, og de er arbejdsmarkedsbidragspligtige.
I boformer, der ikke har beskæftigelsestilbud, er der ikke mulighed for at kunne optjene arbejdsdusør, og der udbetales lommepenge, indtil der foreligger et selvstændigt forsørgelsesgrundlag. Lommepengebeløbet fastsættes af kommunalbestyrelsen.
RIM finder, at når der ses på
- den store ud- og indflytning på centrene, ca. 50 % af beboerne opholder sig under 5 dage på centrene, samt
- formålet med og størrelsen af indtjening, arbejdsdusør og lommepenge i forhold til opholdstiden på centrene
kan der efter omstændighederne gives henstand med inddrivelse hos personer, der under ophold på botilbud efter servicelovens § 110 får udbetalt ovennævnte beløb. Jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 11, stk. 2. Dette gælder uanset, at udbetalte arbejdsdusører mv. bringer skyldners nettoindkomst over den nederste indkomstgrænse i tabellen i inddrivelsesbekendtgørelsen § 10, stk. 1.
Se SKM2007.751.SKAT.