Indhold
Dette afsnit beskriver, hvordan beskatningsgrundlaget nedsættes ved ordninger, der var tarifmæssigt opbygget.
Afsnittet indeholder:
- Nedsættelsesbrøken
- Hensættelsen ultimo indkomståret
- Præmiereserven ultimo 1982.
Nedsættelsesbrøken
Beskatningsgrundlaget nedsættes efter forholdet mellem
- den laveste af enten hensættelsen ultimo indkomståret eller præmiereserven opgjort ved udgangen af 1982 og
- passiver ifølge årsregnskabet med tillæg af kapitalnedsættelser i indkomståret.
Det vil sige, at hvert år sammenholdes præmiereserven pr. 31. december 1982 og hensættelse ultimo indkomståret. Er hensættelsen ultimo indkomståret mindre end præmiereserven pr. 31. december 1982, skal årets aktuelle hensættelse bruges i tælleren.
Det vil sige, at beskatningsgrundlaget opgjort efter PAL § 6, nedsættes med følgende brøk:
mindste værdi af hensættelserne ultimo indkomståret eller præmiereserven ultimo 1982
Passiver ifølge årsregnskabet med tillæg af kapitalnedsættelser i indkomståret
|
Hensættelser vedrørende overtagen genforsikring og fra depoter, der modsvarer hensættelser vedrørende forsikringer afgivet i genforsikring medregnes ikke.
Hensættelsen ultimo indkomståret
Værdien af hensættelsen gøres op som pensionshensættelsen med tillæg af en forholdsmæssig andel af ufordelte bonusreserver for hver forsikring og pensionsaftale.
Hensættelsen gøres op ved udgangen af hvert indkomstår. En eventuel statsgaranti eller tilsagn om statslig underskudsdækning trækkes fra i opgørelsen.
Præmiereserven ultimo 1982
For hver forsikring eller pensionsaftale opgøres præmiereserven (hensættelsen) ultimo 1982 som pensionshensættelsen tillagt
- fordelt bonus, der ikke er overført til præmiereserven, og
- en forholdsmæssig andel af ufordelte beløb indeholdt i bonusfonden på dette tidspunkt (31. december 1982).
Hensættelser, der vedrører livrenter uden ret til bonus tegnet før den 1. maj 1982 regnes ikke med.
Hensættelsen eller præmiereserven opgøres ved udgangen af 1982. En eventuel statsgaranti eller tilsagn om statslig underskudsdækning trækkes fra i opgørelsen.