Det er en betingelse, at værdien af vederlaget efter LL § 7 P ikke overstiger 10 pct. af den ansattes årsløn på det tidspunkt, hvor aftalen indgås. Dog kan værdien udgøre op til 20 pct. af den ansattes årsløn, hvis adgangen til at erhverve samme type medarbejderaktier er åben for mindst 80 pct. af selskabets ansatte. Se LL § 7 P, stk. 2, nr. 2.
Årslønnen skal opgøres efter objektive kriterier, der sikrer en entydig opgørelse af lønnen. Udgangspunktet er den skattepligtige bruttoårsløn, der modtages fra arbejdsgiverselskabet eller et selskab, der er koncernforbundet hermed, jf. KGL § 4, stk. 2.
Ved årslønnen forstås indkomstskattepligtig løn, herunder også indkomstskattepligtige aktier og købe- og tegningsretter, dog før arbejdsmarkedsbidrag, tillagt værdien af eventuelle indkomstskattepligtige personalegoder opgjort til den værdi, der anvendes ved personalegodebeskatningen, og eventuelt pensionsbidrag, som indbetales af selskabet.
►Den del af årslønnen der overstiger 10 pct.-grænsen i LL § 7 P, og som dermed bliver skattepligtig indkomst efter LL § 16, skal ikke medregnes i grundlaget for årslønnen, ved anvendelsen af LL § 7 P. Der ses på årslønnen på det tidspunkt, hvor den konkrete aftale indgås. Der skal således ikke tages højde for aftaler, løntillæg m.m., som ikke allerede er indgået på det tidspunkt, hvor aftalen om anvendelse af LL § 7 P indgås, jf. SKM2019.77.SR.◄
For sømænd, der er ansat på DIS-ordningen, udgøres årslønnen af DIS-indkomsten.
Se også
Se også afsnit
Afgørelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
Skatterådet
|
►SKM2019.77.SR◄
|
►Spørger ønskede Skatterådets stillingtagen til, hvad der skulle forstås ved "årslønnen" i ligningslovens § 7 P.
Spørger var af den opfattelse, at der ved "årsløn" skulle forstås indkomstskattepligtig løn, herunder også indkomstskattepligtige aktier og købe- og tegningsretter, m.v., og at gratisaktier som overstiger 10 % af den ansattes årsløn, og som dermed bliver skattepligtig i henhold til ligningslovens § 16, vil skulle indgå i den årsløn, som danner grundlaget for beregningen af 10 %-grænsen i henhold til ligningslovens § 7 P.
Skatterådet kunne ikke bekræfte, at den del der overstiger 10 %-grænsen i ligningslovens § 7 P, og som dermed bliver skattepligtig indkomst efter ligningslovens § 16, skal medregnes i grundlaget for årslønnen, ved anvendelsen af ligningslovens § 7 P. Der skal ses på årslønnen på det tidspunkt hvor den konkrete aftale indgås. Der skal således ikke tages højde for aftaler, om løntillæg m.m., som ikke allerede er indgået på det tidspunkt, hvor aftalen om anvendelse af ligningslovens § 7 P indgås.
Skatterådet kunne heller ikke bekræfte, at såfremt der i en aftale om anvendelse af ligningslovens § 7 P, som kan holdes indenfor 10 %-grænsen, i samme aftale indgås et lønelement omfattet af ligningslovens § 16, vil sidstnævnte ikke skulle medregnes i grundlaget for årslønnen, ved anvendelsen af ligningslovens § 7 P.◄
|
|