åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "E.B.4.1.7 Underpant i ejerpantebreve mv. i fast ejendom og andelsboliger" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

►Indhold

Afsnittet beskriver reglerne om afgift ved tinglysning af underpant i ejerpantebreve og andre pantebreve efter TAL § 5 b. Afgiften omfatter kun underpant vedrørende fast ejendom og andele i andelsboligforening.

Afsnittet handler om

  • Tinglysning af underpant i ejerpantebreve
  • Tinglysning af underpant i andre pantebreve

Tinglysning af underpant i ejerpantebreve

Der skal betales en afgift på 1.640 kr. ved tinglysning af underpant efter tinglysningslovens § 1 a, stk. 1 (ejerpantebreve i fast ejendom), og § 42 j, stk. 3 (ejerpantebreve i en andelsbolig).

Se TAL § 5 b, stk. 1.

Efter samme bestemmelse skal der også betales en afgift på 1.640 kr., hvis der bliver tinglyst en overdragelse af et eksisterende tinglyst underpant i et ejerpantebrev i en fast ejendom efter tinglysningslovens § 1 a, stk. 4 eller i en andelsbolig efter tinglysningslovens § 42 j, stk. 7.

Hvis der bliver tinglyst en forhøjelse af de nævnte underpantsætninger, skal der også betales en afgift på 1.640 kr. efter TAL § 5 b, stk. 1.

Der skal kun betales én fast afgift på 1.640 kr., hvis tinglysning af underpant sker i samme ekspedition  som selve ejerpantebrevet (f.eks. ved nytinglysning eller forhøjelse).

Tinglysning af underpant i andre pantebreve

Der skal også betales en afgift på 1.640 kr. ved tinglysning af underpant i andre pantebreve end ejerpantebreve, som har pant i fast ejendom eller andelsboliger. Se TAL § 5 b, stk. 2.◄