Indhold

Dette afsnit handler om reglerne om klagevejledning i sager, der kan indbringes for en anden forvaltningsmyndighed.

Afsnittet indeholder:

• Regel
• Ikke omfattet af regel
• Klagevejledningens indhold
• Klagevejledning ved klage til ankenævnene, Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten
• Konsekvenser af manglende klagevejledning
• Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

Når afgørelser, der kan påklages til en anden forvaltningsmyndighed meddeles skriftligt, skal de være ledsaget af en vejledning om klageadgang. Der skal gives oplysning om, hvor der kan klages til og om fremgangsmåden ved indgivelsen af klagen, herunder om en eventuel tidsfrist.

Der skal ikke gives klagevejledning, hvis afgørelsen giver den pågældende part fuldt ud medhold.

Se FVL § 25.

Det faktum, at der under en løbende klagefrist blev anmodet om genoptagelse af afgørelsen, betød, at klagefristen var suspenderet indtil genoptagelsesspørgsmålet var afgjort. Se SKM2001.62.VLR.

Se også

A.A.7.4.1 - om vejledningspligt.

Afgørelsessager

Pligten til at give klagevejledning gælder kun med hensyn til beslutninger, der har karakter af afgørelser i forvaltningslovens forstand.

Se FVL § 25.

Folketingets Ombudsmand har udtalt, at Skatteforvaltningens behandling af klager over pålagte rykkergebyrer er en forvaltningsafgørelse. Det betyder, at klager over gebyrer skal behandles skriftligt, og der skal træffes en afgørelse med begrundelse og klagevejledning.

I sager, hvor borgeren eller virksomheden ikke klager over selve hovedkravet, men alene klager over det pålagte gebyr, skal klagen behandles, også selv om der ikke er givet en klagevejledning i det brev, hvori gebyret er pålagt - eksempelvis i et brev, hvori borgeren eller virksomheden gøres opmærksom på deres manglende betaling (erindringsbrev). Der skal således træffes en afgørelse med begrundelse og klagevejledning.

Imødekommes borgerens eller virksomhedens klage fuldt ud, skal der ligeledes træffes en afgørelse med begrundelse, men klagevejledning skal undlades.

Se SKM2016.174.SKAT og FOB 2016-3.  

Se også

A.A.2 - om afgørelsesbegrebet.

Ikke omfattet af regel

Reglen giver ikke en forpligtelse til at give vejledning om muligheden for at rette henvendelse til andre forvaltningsmyndigheder.

Det samme gælder muligheden for at klage til Folketingets Ombudsmand.

Det følger imidlertid af den almindelige vejledningspligt, at der skal gives oplysning om disse muligheder, hvis der i særlige tilfælde må skønnes at være behov for det.

Se FVL § 7 - om den almindelige vejledningspligt. 

Pligten til at give klagevejledning omfatter kun den endelige afgørelse. Beslutninger, der træffes som led i selve forberedelsen af sagen (procesledende beslutninger), skal derfor kun ledsages af en klagevejledning, hvis afgørelsen kan påklages særskilt.

Se SKM2014.571.SKAT og A.A.10.1.2 om klager over sagsbehandlingen.

Fuldt medhold

Pligten til at give klagevejledning gælder ikke, hvis afgørelsen giver den pågældende part fuldt ud medhold.

Se FVL § 25.

I sager vedrørende aktindsigt har Skattestyrelsen besluttet, at der altid gives klagevejledning, uanset om anmodningen imødekommes fuldt ud.

En klager havde fået henstand med betaling af restskat. Henstandsbevillingen udløb den 1. februar 1988, og klageren søgte om forlængelse, hvilket han fik, men med et forbehold om modregning af blandt andet merværdiafgift. Denne sidste afgørelse burde have været ledsaget af klagevejledning; selvom hovedindholdet af anmodningen var blevet imødekommet, havde parten ikke fået fuldt ud medhold, idet der var taget modregningsforbehold. Amtsskatteinspektoratet ændrede senere skatteforvaltningens afgørelse, idet man imødekom anmodningen også om friholdelse for modregning, men i stedet stillede krav om sikkerhedsstillelse for henstandsbeløbet på cirka 100.000 kr. Den pågældende havde tilbudt sikkerhedsstillelse "for beløbet", hvilket måtte forstås som værdien af merværdiafgiften på cirka 16.000 kr. Heller ikke Amtsskatteinspektoratets afgørelse var derfor en begunstigende forvaltningsakt, der gav den pågældende fuldt ud medhold. Afgørelsen burde have indeholdt en klagevejledning. Se FOB 1988.164.

Klagevejledningens indhold

Klagevejledningen skal indeholde oplysninger om

• hvilken myndighed der er klageinstans
• hvortil klagen skal indsendes
• fremgangsmåden ved indgivelsen af klagen
• eventuelle tidsfrister, herunder hvornår klagen skal være kommet i myndighedens besiddelse.

Se FVL § 25.

Et selskab havde modtaget en klagevejledning på engelsk, men nedlagde påstand om, at afgørelsen kunne påklages efter udløbet af den almindelige 3 måneders frist, idet de ikke havde fået en klagevejledning på tysk. Byretten imødekom ikke denne påstand. Se SKM2014.324.BR.

Klagevejledning ved klage til ankenævnene, Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten

Der skal vejledes om:

• Klagen skal sendes til Skatteankestyrelsen, der visiterer klagen til et skatteankenævn, et motorankenævn, et vurderingsankenævn eller Landsskatteretten eller til behandling i Skatteankestyrelsen.
• Klager omfattet af SFL § 35 a, stk. 1, skal indgives skriftligt til Skatteankestyrelsen ved anvendelse af den digitale selvbetjeningsløsning, som Skatteankestyrelsen anviser. Reglerne om brugen af den digitale selvbetjeningsløsning finder ikke anvendelse på klager over afgørelser om aktindsigt.
• Klage kan indgives af enhver, der har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den afgørelse, der klages over.
• Klagen skal være modtaget senest tre måneder fra modtagelsen af den afgørelse, der klages over. Hvis klageren ikke har modtaget afgørelsen, skal klagen være modtaget senest 4 måneder efter afgørelsen er afsendt fra den myndighed, der har truffet afgørelsen. Ved klage over vurderinger af fast ejendom skal klagen være modtaget senest 1. juli i året efter vurderingsåret, medmindre Skatteministeren fastsætter en længere frist.
• Klagen skal være skriftlig og begrundet og angive de punkter, der klages over.
• Den afgørelse og eventuelt tilhørende sagsfremstilling, der klages over, skal vedlægges klagen.
• At der skal betales et klagegebyr på 400 kr., dog ikke i sager vedrørende inddrivelse af offentlig gæld eller aktindsigt. Klagegebyret skal som udgangspunkt indbetales til Skatteankestyrelsen via den digitale selvbetjeningsløsning som Skatteankestyrelsen anviser og skal indbetales samtidig med indgivelsen af klagen.
• At der i visse tilfælde er mulighed for omkostningsdækning. Se SFL § 51.
• At klageren kan vælge at få sin klage behandlet af Landsskatteretten, hvis der er tale om en klage omfattet af skatteankenævnenes eller vurderingsankenævnenes kompetence.

Når det område, klageren klager over, er omfattet af klagegebyr, bliver klagegebyret opkrævet med det samme i forbindelse med indsendelsen af klagen via den digitale selvbetjeningsløsning. Gebyret kan betales med betalingskort eller MobilePay. Se nærmere på Skatteankestyrelsens hjemmeside www.sanst.dk og på www.virk.dk.

Se SFL § 4 a, SFL § 35 a, SFL § 35 c og BEK. Nr. 1516 af 13/12/2013 som ændret ved BEK nr. 177 af 6. marts 2018 §§ 2 og 3.

Se også

A.A.10.1 - om klagestruktur og særlige klageregler.

A.A.10.2 - om klagebehandling.

Konsekvenser af manglende klagevejledning

Manglende eller mangelfuld klagevejledning medfører ikke, at afgørelsen bliver ugyldig.

Konsekvensen er, at klagefristen suspenderes, indtil korrekt klagevejledning gives.

Byretten fastslog, at mangelfuld klagevejledning ikke medfører, at en myndighedsafgørelse er ugyldig. Retsvirkningen er alene, at en eventuel klagefrist suspenderes. Allerede derfor kunne et anbringende om mangelfuld klagevejledning ikke gøres gældende til støtte for en ugyldighedspåstand. Forholdet havde endvidere ikke haft betydning for overvejelserne om at klage i den pågældende sag. Se SKM2012.672.BR.

En klagefrist til Landsskatteretten var ikke overskredet til trods for, at klagen var indgivet efter klagefristens udløb, da der ikke var givet korrekt klagevejledning. Se SKM2013.318.LSR.

En fejl i en begrundelse blev anset for at være uden betydning for skatteyderens overvejelser om at klage. Fejlen kunne således ikke begrunde at klagefristen blev suspenderet. Se SKM2008.702.HR.

Hvis der ikke er givet korrekt vejledning om adgangen til betalingskorrektion, skal der efter en færdigbehandling af en efterfølgende anmodning om betalingskorrektion gives fornyet klagevejledning. Det gælder også for den ansættelsesændring, der har givet anledning til betalingskorrektionen.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser mv. på området:

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Højesteretsdomme
SKM2008.702.HR	Afgørelserne led ikke af sådanne begrundelsesmangler, at klagefristen blev suspenderet.
Landsretsdomme
SKM2001.62.VLR	Da der under en løbende klagefrist var anmodet om genoptagelse af den pågældende afgørelse, var klagefristen suspenderet.
Byretsdomme
SKM2014.324.BR	Et selskab havde modtaget en klagevejledning på engelsk og nedlagde påstand om, at afgørelsen kunne påklages efter udløbet af den almindelige 3 måneders frist, idet de ikke havde fået en klagevejledning på tysk. Retten imødekom ikke denne påstand.	Anket, dog ikke påstanden om klagevejledning
SKM2012.672.BR	Byretten fastslog, at mangelfuld klagevejledning ikke medfører, at en myndighedsafgørelse er ugyldig. Retsvirkningen er alene, at en eventuel klagefrist suspenderes. Allerede derfor kunne et anbringende om mangelfuld klagevejledning ikke gøres gældende til støtte for en ugyldighedspåstand. Forholdet havde endvidere ikke haft betydning for overvejelserne om at klage i den pågældende sag.
Landsskatteretskendelser
SKM2013.318.LSR	En klagefrist til Landsskatteretten var ikke overskredet til trods for, at klagen var indgivet efter udløbet af klagefristen på 3 måneder, da der ikke var givet korrekt klagevejledning.

Oversigt over udtalelser fra Folketingets ombudsmand

Udtalelser fra Folketingets Ombudsmand	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
FOB 2017-9	Ombudsmanden fandt det meget kritisabelt, at der var opsat døralarmer hos de tre beboere uden at der var truffet afgørelse om det, og dermed uden det fornødne retlige grundlag. Ombudsmanden anså det for meget beklageligt, at afgørelserne i to af de tre sager ikke i relevant omfang blev meddelt skriftligt til de berørte beboere og deres pårørende. Det var også en fejl, at der i de to samme sager blev givet forkert (forældet) klagevejledning.
FOB 2016-3	På baggrund af den sag, som er omtalt i SKM2014.867.LSR, rejste ombudsmanden en sag på eget initiativ overfor SKAT og Landsskatteretten. Sagen blev rejst for at afklare, i hvilke tilfælde Landsskatteretten kan behandle klager over rykkergebyrer pålagt af SKAT i inddrivelsessager. Efter ombudsmandens opfattelse er der tale om faktisk forvaltningsvirksomhed, når SKAT pålægger rykkergebyrer i forbindelse med udsendelse af rykkerskrivelser. Ved vurderingen lagde ombudsmanden bl.a. vægt på inddrivelseslovens forarbejder, på gebyrets størrelse og på, at udsendelse af en rykkerskrivelse er et led i den almindelige inddrivelsesproces. Da Landsskatteretten kun kan behandle klager over SKATs afgørelser, nåede ombudsmanden frem til, at Landsskatteretten ikke kan behandle klager over selve pålæggelsen af et rykkergebyr. I de tilfælde, hvor en borger har klaget til SKAT over et pålagt rykkergebyr, vil SKATs stillingtagen til borgerens indsigelse mod det pålagt rykkergebyr efter ombudsmandens opfattelse være en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Landsskatteretten kan derfor behandle klager over SKATs svar på indsigelser mod pålagte rykkergebyrer i inddrivelsessager.	Se SKM2016.174.SKAT om SKATs behandling af klager over pålagte gebyrer.
FOB1988.164	En klager havde fået henstand med betaling af restskat. Henstandsbevillingen udløb den 1. februar 1988, og klageren søgte om forlængelse, hvilket han fik, men med et forbehold om modregning af blandt andet merværdiafgift. Denne sidste afgørelse burde have været ledsaget af klagevejledning; selvom hovedindholdet af anmodningen var blevet imødekommet, havde parten ikke fået fuldt ud medhold, idet der var taget modregningsforbehold. Amtsskatteinspektoratet ændrede senere skatteforvaltningens afgørelse, idet man imødekom anmodningen også om friholdelse for modregning, men i stedet stillede krav om sikkerhedsstillelse for henstandsbeløbet på cirka 100.000 kr. Den pågældende havde tilbudt sikkerhedsstillelse "for beløbet", hvilket måtte forstås som værdien af merværdiafgiften på cirka 16.000 kr. Heller ikke Amtsskatteinspektoratets afgørelse var derfor en begunstigende forvaltningsakt, der gav den pågældende fuldt ud medhold. Afgørelsen burde have indeholdt en klagevejledning.