Indhold
Dette afsnit handler om de skridt, der skal tages for at afbryde forældelsesfristen og i hvilke situationer, den kan vågne op igen.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Forfølgning standset
Regel
Sigtelse afbryder fristen. Sigtelse kan foretages ved:
- en skriftlig meddelelse fra den pågældende myndighed, eller
- når anklagemyndigheden anmoder om rettergangsskridt, hvor den pågældende sigtes for overtrædelsen.
Se STRFL § 94, stk. 5.
Når fristen for forældelse er afbrudt, løber ingen yderligere frister, som strafansvaret kan forældes efter. Strafansvaret forældes herefter som udgangspunkt ikke.
Der gælder et dækningsprincip. Sigtelsen skal dække de forhold, der efterfølgende rejses tiltale for. Hvis tiltalen udvides i forhold til den oprindelige sigtelse, så er forældelsen først afbrudt for de nye forhold, når sigtede bliver gjort bekendt med dem.
Dette er fastslået af retspraksis og må antages forsat at være gældende ved fortolkning af § 94, stk. 5.
Bemærk
For en juridisk person afbrydes forældelsen, når sigtelsen er forkyndt overfor en person, der efter RPL § 157 kan modtage forkyndelser på den juridiske persons vegne.
Ad a)
De nuværende regler om fristafbrydelse giver politiet mulighed for fristafbrydelse uden at iværksætte rettergangsskridt.
En sigtelse foretaget af politiet eller Skattestyrelsens straffesagsenheder er fristafbrydende i alle sager, der kan afgøres administrativt. Den er også fortsat gældende, når sagen overgives til politiet, hvis sigtelsen vedrører præcist samme forhold. Dette gælder fx for alle sager, der oversendes til politiet, fordi et bødeforelæg ikke er vedtaget.
Hvis sagen overdrages til politiet, fordi der er tale om en udvidelse af sigtelsen, vil Skattestyrelsens oprindelige sigtelse ikke være fristafbrydende. Politiet skal således gøre sigtede bekendt med den nye sigtelse for at sikre, at forældelsesfristen afbrydes.
Hvis der undervejs i udredningen af en sag, hvor der er allerede er rejst sigtelse, fremkommer nye strafferetlige forhold, omfatter den oprindelige sigtelse ikke de nye forhold. Der skal derimod rejses sigtelse for de nye forhold for at afbryde forældelsen af disse.
Forfølgning standset
Selvom fristen er afbrudt af en sigtelse, kan forældelsesfristen genoplives og igen løbe fra det tidspunkt, hvor forholdet er begået. Det betyder, at fristafbrydelsen mister sin virkning.
Hvis den strafferetlige forfølgning standses enten
- ved formel beslutning eller
- i praksis på ubestemt tid,
mister sigtelsen sin virkning som fristafbrydende faktor. Se STRFL § 94, stk. 6.
Hvis forbrydelsen ikke er forældet, kan den pågældende sigtes igen.
Bemærk
Hvis forfølgningen er standset på ubestemt tid på grund af sigtedes egne forhold, fx fordi sigtede har forladt landet, er sigtelsen forsat gyldig som fristafbrydende faktor.