Indhold
Dette afsnit handler om afgrænsning af momsfritagelsen for spil om penge.
Afsnittet indeholder:
- Momsfritaget spil om penge
- Ydelser i forbindelse med momsfritaget spil om penge - spilleautomater
- Retningslinje fra Momsudvalget
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Momsfritaget spil om penge
De transaktioner, der er omfattet af momsfritagelsen for spil om penge skal være karakteriseret ved:
- at tildele en chance for gevinst til de personer, der spiller og
- spilleren skal samtidig acceptere som modværdi at bære risikoen for at skulle finansiere gevinsterne.
Dette fremgår således af EU-Domstolens dom i sag C-89/05, United Utilities, hvori Domstolen bl.a. udtalte, at aktiviteter, der på ingen måde opfylder ovennævnte to karakteristika, ikke kan anses for en væddemålstransaktion, og derfor ikke er momsfritaget.
Transaktioner, der er omfattet af momsfritagelsen
Momsfritagelsen for spil om penge omfatter følgende:
- Salg af adgang til deltagelse i spil (betaling af indsatser o.lign.), hvor gevinsten udbetales i form af penge, eksempelvis:
- Roulette
- Baccarat
- Blackjack
- Visse spillemaskiner.
- Totalisatorspil
Bestemmelsen i momssystemdirektivet om væddemål, lotterier og andre former for hasardspil eller spil om penge, er til hinder for, at medlemsstaterne kan gøre momsfritagelse betinget af en særlig tilladelse til afholdelse af spillet.
Bestemmelsen har også direkte virkning således, at en person, der driver virksomhed med hasardspil og spilleautomater, kan påberåbe sig denne med henblik på at tilsidesætte nationale regler, der måtte være uforenelige med direktivbestemmelsen. Se EF-Domstolens dom i de forenede sager C-453/02 og C-462/02. Se endvidere C-283/95, Fischer.
Transaktioner, der ikke er omfattet af momsfritagelsen
Momsfritagelsen omfatter ikke følgende transaktioner, der derfor er momspligtige:
- Salg af adgang til andre former for spil, hvor gevinsten udbetales i form af andet end penge, eksempelvis gaver og spillemærker og lignende
- Gaver
- Salg af adgang til deltagelse i morskabsspil, fx computerspil
- Aktiviteter i tilknytning til spillet, eksempelvis
- entre til et kasino, se SKM2008.591.LSR, SKM2017.112.LSR og SKM2018.322.BR.
- salg af mad og drikkevarer, garderobe mv. Se forarbejderne til L 67 af 15. november 1989 om ændring af momsloven, og udmelding om praksis fra den daværende Told-og Skattestyrelse i afgørelse nr. 1332/91.
- Vederlag, som spillehaller/restaurationer, der har tilladelse til drift af gevinstgivende spilleautomater, betaler til automatoperatører. Forholdet betragtes som udlejning af spilleautomater uanset om lejen udgør en fast pris eller en procentdel af omsætningen. Se SKM2001.267.TSS.
- Formidling via en Web-portal af adgang til den egentlige spiludbyders hjemmeside. Se SKM2008.901.SR.
Ydelser i forbindelse med spil om penge - spilleautomater
Ved spil på spilleautomater kan der være tale om, at en virksomhed udbyder automatspil via selvstændige virksomheder/spillesteder, som varetager en række funktioner. I de tilfælde, hvor automatudbyderen er indehaver af tilladelsen til drift af gevinstgivende spilleautomater, vil den del af omsætningen fra en spilleautomat, der tilfalder den virksomhed (spillestedet, eksempelvis en restauration eller en spillehal), i hvilken automaten fysisk er opstillet, ikke altid vil være omfattet af momsfritagelsen for spil om penge.
Hvis spillestedet varetager al kontakt til spillerne og har ansvaret for hele den daglige drift, vil spillerne dog kun have kontakt til spillestedet og betragte dette som leverandør af spilleydelsen.
I sådanne tilfælde vil spillestedet blive anset for at levere spilleydelsen i eget navn, men for automatudbyderens regning. Dette betyder, at spillestedet selv anses for at levere spilleydelsen, der således fortsat er omfattet af momsfritagelsen, jf. ML § 4, stk. 4. Se SKM2010.137.SKAT og afsnit D.A.4.2.3.
I andre tilfælde, hvor spillestedet ikke kan anses for at have leveret spilleydelsen til spilleren i eget navn og for spiludbyderens regning, vil spillestedets ydelser efter praksisændringen ikke længere være omfattet af momsfritagelsen for spil om penge. Se SKM2008.877.LSR, hvor en kiosk stillede gulvplads til rådighed for spilleautomater, forestod rengøring af lokalerne og leverede elektricitet. Landsskatteretten fandt, at disse aktiviteter ikke var omfattet af momsfritagelsen for spil om penge.
Bemærk
Praksis vedrørende den momsmæssige behandling af ydelser i forbindelse med spil mv. blev ændret med virkning fra 1. januar 2012. Se SKM2010.137.SKAT. For en beskrivelse af tidligere praksis henvises til tidligere versioner af den juridiske vejledning.
Se også
Se også D.B.2.8.3 om lønsumsafgift og gevinstgivende spilleautomater.
Retningslinje fra Momsudvalget
1. Momsudvalget har i en retningslinje vedtaget med enstemmighed udtalt, at på linje med punkt 4, litra e i bilag 1 til gennemførelsesforordningen (nr. 282/2011) skal automatiserede onlinespil være omfattet af artikel 58 i momssystemdirektivet, når de leveres til en ikke afgiftspligtig person. Andre spilleydelser, inklusiv væddemål, der leveres til en ikke afgiftspligtig person, skal også anses for at være omfattet af artikel 58 i momssystemdirektivet, hvis de opfylder betingelserne i definitionen af elektronisk leverede ydelser i artikel 7, stk. 1, i gennemførelsesforordningen.
2. Udvalget udtaler næsten enstemmigt, at ydelser leveret af operatører af hasardspil, hvor spillere konkurrerer mod hinanden om en præmiefond, skal anses for at være spilleydelser.
3. Udvalget udtaler næsten enstemmigt, at forudsat neutralitetsprincippet respekteres giver artikel 135, stk. 1, litra i, i momssystemdirektivet mulighed for, at medlemsstaterne kan beslutte, hvilke spilleaktiviteter der er fritaget for moms, og hvilke der er afgiftspligtige, og at fastsætte de krav, som skal honoreres af spilleselskaberne for at få tilladelse til at udføre disse aktiviteter i pågældende medlemsstat.
4. Udvalget udtaler næsten enstemmigt, at ydelser leveret af en afgiftspligtig person, som handler i eget navn, men på vegne af et spilleselskab, som omfattet af artikel 28 i momssystemdirektivet, skal være fritaget, når sådanne ydelser består af en spilleydelse, der er fritaget efter artikel 135, stk.1, litra 1, i momssystemdirektivet.
5. Momsudvalget udtaler med enstemmighed, at på linje med artikel 401 i momssystemdirektivet kan medlemsstaterne pålægge en særlig national skat både på hasardspil, som er fritaget for moms, og på spil, som er momspligtige, forudsat at denne skat ikke kan karakteriseres som en omsætningsskat, og så vidt som alle andre betingelser fastsat i artikel 401 er opfyldt.
6. Udvalget udtaler næsten enstemmigt, at for spilleaktiviteter, hvor spillerne konkurrerer mod hinanden om en præmiefond, og spilleoperatøren som vederlag for sine ydelser kun modtager en provision eller et honorar fra spillerne, skal det afgiftspligtige beløb fastsættes til det samlede beløb, som operatøren modtager i provision eller honorar, og ikke til det samlede beløb af spillernes indsatser.
7. Udvalget udtaler næsten enstemmigt, at i tilfælde hvor spilleselskabet er forpligtet i medfør af juridiske eller lovfæstede bestemmelser eller enhver anden forpligtelse, som kan håndhæves i medlemsstaten, hvor transaktionen er afgiftspligtig, til at returnere til spillerne som gevinst et vist beløb af den samlede sum, som er betalt af dem, skal de beløb, der udbetales som gevinster, fratrækkes den samlede sum, der er betalt af fra spillerne, for at fastsætte vederlaget opnået af spilleselskabet fra dets spillere, som efter artikel 73 i momssystemdirektivet udgør det afgiftspligtige beløb for de leverede spilleydelser.
8. Udvalget udtaler næsten enstemmigt, at i tilfælde hvor spilleselskabet ikke er forpligtet i medfør af juridiske eller lovfæstede bestemmelser eller enhver anden forpligtelse, som kan håndhæves i medlemsstaten, hvor transaktionen er afgiftspligtig, til at returnere til spillerne som gevinst et vist beløb af den samlede sum, som er betalt af dem, skal den samlede sum betalt af spillerne udgøre vederlaget opnået af spilleselskabet fra dets spillere for de leverede spilleydelser efter artikel 73 i momssystemdirektivet, uden at det er tilladt at fratrække gevinster.
9. Udvalget udtaler næsten enstemmigt, at bonus og kreditter givet gratis til spillerne skal anses for rabatter, der ikke skal medregnes i det afgiftspligtige beløb for levering efter artikel 79, stk. 1, litra c i momssystemdirektivet.
Skattestyrelsen deler udvalgets opfattelse.
Se retningslinje fra Momsudvalget, der er vedtaget på udvalgets 102. møde den 30. marts 2015, dokument G.
Om Momsudvalget og retningslinjer, se afsnit D.A.1.4.
Retningslinjen (punkt 6-9) har betydning for fastlæggelsen af den momsfri omsætning til brug for en eventuel delvis fradragsret. Se herom i afsnit D.A.11.4.2.2.3.
Retningslinjens punkt 1 bidrager endvidere til definitionen af elektronisk leverede ydelser, se nærmere herom under D.A.6.2.8.12.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
EU-domme
|
C-89/05, United Utilities
|
Undtagelsen i momssystemdirektivet om væddemål, lotterier mv., skal fortolkes strengt, da det er en undtagelse fra det almindelige princip. Fritagelsen er begrundet i praktiske hensyn, og ikke som visse andre fritagelser, i almen interesse. Aktiviteter, der på ingen måde er karakteriseret ved tildeling af en chance for gevinst til de personer, der indgår væddemål, og som samtidig hermed accepterer en risiko for at skulle finansiere disse gevinster, er ikke omfattet af momsfritagelsen for væddemål, lotterier mv. "Call center"-tjenesteydelser, der foretages pr. telefon til fordel for en væddemålsarrangør, der bl.a. omfatter tjenesteyderens personales accept af væddemål i arrangørens navn, udgør ikke en væddemålstransaktion, og er derfor ikke omfattet af momsfritagelsen.
|
Se SKM2009.428.SKAT og SKM2010.137.SKAT
|
C-453/02 og C-462/02, Edith Linneweber, Savvas Akritidis
|
Bestemmelsen i momssystemdirektivet om væddemål, lotterier og andre former for hasardspil eller spil om penge, er til hinder for at gøre momsfritagelse betinget af en særlig tilladelse til afholdelse af spillet. Bestemmelsen har desuden direkte virkning således, at en person, der driver virksomhed med hasardspil og spilleautomater, kan påberåbe sig denne med henblik på at tilsidesætte nationale regler, der måtte være uforenelige med direktivbestemmelsen.
|
|
C-283/95, Fischer
|
Ulovlig afholdelse af hasardspil, i det foreliggende tilfælde i form af roulettespil, er omfattet af anvendelsesområdet for sjette momsdirektiv. Direktivets artikel 13, punkt B, litra f), skal fortolkes således, at en medlemsstat ikke kan opkræve moms af en sådan virksomhed, hvis en tilsvarende virksomhed, når den udføres af godkendte offentlige spillekasinoer, er omfattet af en afgiftsfritagelse.
|
|
Domme
|
|
|
SKM2018.322.BR
|
Hovedspørgsmålet var, om den entré til et kasino, som det sagsøgende kasino opkrævede betaling for hos sine gæster, var en momspligtig ydelse eller omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 12, vedrørende spil om penge. Retten fandt, at det følger af lovens ordlyd og forarbejder, at spilleaktiviteterne på et kasino er fritaget for moms, mens entreindtægter er momspligtige.
Retten fandt således, at entréen og spilleaktiviteterne måtte betragtes som to særskilte og uafhængige ydelser.
|
Se SKM2017.112.LSR. |
Landsskatteretten
|
SKM2017.112.LSR
|
Entreindtægter for adgang til kasino og kasinospil udgør to selvstændige hovedydelser. Entreindtægter er momspligtige efter ML § 4, stk. 1, mens kasinospil er momsfritagne som spil om penge i medfør af ML § 13, stk. 1, nr. 12.
|
Se SKM2018.322.BR.
Se også SKM2008.591.LSR, der ændrer praksis, således at entreindtægter ved kasinospil er momspligtige.
|
SKM2008.877.LSR
|
En kiosk stillede gulvplads til rådighed for spilleautomater, forestod rengøring af lokalerne og leverede elektricitet. Landsskatteretten fandt, at disse aktiviteter ikke er omfattet af momsfritagelsen for spil om penge
|
|
SKM2008.591.LSR
|
Landsskatteretten fandt, at entreindtægter til et kasino ikke var omfattet af momsfritagelsen for spil om penge.
|
|
Skatterådet
|
SKM2008.901.SR
|
Formidling af adgang via en Web-portal til den egentlige spiludbyders hjemmeside blev ikke anset for omfattet af momsfritagelsen for spil om penge.
|
|