Indhold
Dette afsnit beskriver formålet med indførelsen af reglerne om rekonstruktion.
Afsnittet indeholder:
-
- Lovgrundlag for rekonstruktion
- Formålet med rekonstruktion
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Lovgrundlag for rekonstruktion
Reglerne om rekonstruktion fremgår af konkurslovens afsnit I A.
D. 1. april 2011 afløste reglerne om rekonstruktion, de tidligere regler om betalingsstandsning og tvangsakkord.
Formålet med rekonstruktion
Formålet med rekonstruktion er at forbedre midlertidigt insolvente, overlevelsesdygtige virksomheders muligheder for at blive videreført i stedet for at blive erklæret konkurs. Det altovervejende hovedområde og sigte for anvendelse af rekonstruktionsreglerne vil være selskaber, men fysiske personer, der ikke driver erhvervsvirksomhed, vil dog ikke være udelukket fra at anvende reglerne.
Lovforslaget er baseret på betænkning nr. 1512/2009 fra Konkursrådet, der ifølge sit kommissorium skulle overveje behovet for en lovændring med henblik på at fremme videreførelsen af insolvente eller insolvenstruede virksomheder, som er levedygtige, og samtidig varetage hensynet til fordringshavernes berettigede interesser.
Det fremgår af lovforslaget, at det har været en forudsætning for Konkursrådet, at mulighederne for en rekonstruktion af levedygtige virksomheder bør have deres afsæt i en fortsættelse af aktiviteterne i den midlertidigt insolvente virksomhed. Dette vil i almindelighed være en fordel for både skyldneren (virksomhedens ejerkreds) og dennes fordringshavere, men tjener også den videregående samfundsmæssige interesse, at en forbedring af mulighederne for at videreføre levedygtige virksomheder, vil kunne afspejle sig i investeringslysten og dermed blandt andet i antallet af arbejdspladser i Danmark.
Højesteret har i UfR 2018.3090 HK slået fast, at formålet med lovændringen skal indgå i vurderingen af, hvorvidt rekonstruktionsforslaget kan stadfæstes. Et rekonstruktionsforslag, der ikke opfylder formålet med lovændringen, skal således ikke stadfæstes. Se også afsnit G.A.3.4.2.5 Gennemførelse af rekonstruktion.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
UfR 2018.3090 HK
|
Højesteret stadfæstede Landsrettens kendelse, der nægtede at stadfæste et vedtaget rekonstruktionsforslag. Rekonstruktionsforslaget tilgodeså næsten udelukkende skyldners interesse i at få slettet personlig gæld. Dette var ikke i overensstemmelse med rekonstruktionsreglernes formål.
|
Der var tale om en personlig skyldner, hvis gæld hovedsageligt stammede fra en personlig konkurs i 2012. Det vedtagne rekonstruktionsforslag indebar en dividende på 1,03% til kreditorerne.
Formålet med en rekonstruktion er varetagelse af kreditorernes fælles interesse, med et fortsat rimeligt hensyn til skyldner, men det er ikke et selvstændigt mål at forbedre skyldners retsstilling.
|