Indhold

Afsnittet handler om reglerne om gældssanering og en skyldners mulighed for at opnå hel eller delvis eftergivelse af sin gæld.

Afsnittet indeholder:

  • Lovgrundlag
  • Formål
  • Skifteretten afgør sager om gældssanering
  • Kun fysiske personer
  • Fristdag

Lovgrundlag

Reglerne om gældssanering findes i konkurslovens afsnit IV og suppleres af gældssaneringsbekendtgørelsen.

Reglerne blev oprindeligt indføjet i konkursloven i 1984 men har løbende undergået flere ændringer. Det fremgår udtrykkeligt af lovgrundlaget, hvilke nærmere betingelser der skal være opfyldt, for at skyldneren kan få gældssanering. Hensigten hermed er, at både skyldneren og kreditorerne opnår en ensartet og forudsigelig retsstilling.

►◄

Formål

Reglerne om gældssanering skal medvirke til, at håbløst forgældede skyldnere får mulighed for at komme videre. Desuden skal reglerne sikre, at skyldneren får betalt så meget af på gælden, som der er realistisk mulighed for.

►  ◄

xSkifteretten afgør sager om gældssanering

I modsætning til tvangsakkord i forbindelse med rekonstruktion skal gældssanering ikke vedtages af kreditorerne. Det er skifteretten, der træffer afgørelse, om skyldner opfylder betingelserne for gældssanering.

Kun fysiske personer

Kendelse om gældssanering kan kun afsiges for skyldnere, som er fysiske personer, og som har værneting i Danmark efter KL § 3. Se KL § 197, stk. 6. Juridiske personer som fx aktie- og anpartsselskaber, andelsselskaber, fonde mv. kan ikke opnå gældssanering. Derimod kan interessenter i et interessentskab opnå gældssanering, hvis de er fysiske personer, og interessentskabet ikke er at betragte som en selvstændig juridisk person.

Fristdag

I gældssanering bruges ordet ”fristdag” for den dag, hvor skifteretten modtog begæring om gældssanering. Se KL § 1, stk. 1, nr. 1.

Fristdagen har betydning, når:

  • skifteretten afsiger kendelse om gældssanering, eller
  • der inden 3 uger efter, at en begæring om gældssanering blev tilbagekaldt eller en gældssanering var nægtet, er indgivet begæring om konkurs eller rekonstruktionsbehandling.

Se "sløjfereglen" i KL § 1, stk. 4.x