Indhold

Dette afsnit gennemgår den tidligere Told- og Skattestyrelses notat om grundlaget for beregning af afgift af overskudsvarme, der afsættes.

Afsnittet indeholder:

• Notat fra Told- og Skattestyrelsen
• Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Notat fra Told- og Skattestyrelsen

Den tidligere Told- og Skattestyrelse udarbejdede i 1999 et notat om bl.a. grundlaget for beregning af afgift af overskudsvarme, der afsættes. Notatet er stadig aktuelt, bortset fra de historiske satser, ligesom der heller ikke længere skal ske nedsættelse af CO₂-afgiften for processer omfattet af proceslisten.

Notatet har følgende indhold:

• Overskudsvarme skal i denne sammenhæng forstås som varme, som udnyttes fra en produktionsproces. Det er en ubetinget forudsætning for anvendelsen af de særlige regler, at udnyttelsen af overskudsvarmen ikke medfører et forøget brændselsforbrug.
• Overskudsvarmereglerne er sammenfaldende for de forskellige brændsler. Den særlige ordning for olie, kul og elektricitet for anlæg, hvor etableringen er påbegyndt før 6. april 1995, og hvor der er søgt om tilladelse til afgiftsgodtgørelse af varmeleverancen inden samme dato, finder dog ikke anvendelse for naturgas.

De udstedte tilladelser gælder kun så længe, der ikke er sket væsentlige ændringer i de faktiske forhold, som forelå ved udstedelsen af tilladelse til afgiftsgodtgørelse af varmeleverancen.

Det er derudover ikke fundet relevant at beskrive disse regler nærmere i dette notat.

• Afgiften af overskudsvarmen beregnes ud fra den målte varmemængde. Denne mængde skal måles i forbindelse med nyttiggørelsen, dog senest når varmen forlader virksomhedens bygninger.
• Afgiften af overskudsvarme betales ved, at virksomhedens adgang til afgiftsgodtgørelse nedsættes. Afgiften udgør (i 1999) 47,50 kr. pr. gigajoule (GJ). For varme, der afsættes til eksempelvis et fjernvarmenet, udgør nedsættelsen dog højest 45 pct. (1999-sats) af vederlaget for varmen.

Af forarbejderne til reglerne fremgår det, at der ved det samlede vederlag forstås både vederlag, som afregnes i forhold til den leverede mængde varme, og faste bidrag.

Dette skal efter styrelsens opfattelse forstås således, at vederlaget omfatter alle omkostninger for varmeaftageren forbundet med leveringen af overskudsvarme fra virksomheden.

Udgangspunktet for beregningen af vederlaget er den situation, hvor virksomheden har opsat et anlæg til nyttiggørelse af overskudsvarmen og derefter afsætter varmen til et varmeselskab. Der sker herefter betaling for varmen i forhold til leverancen. Det er Skattestyrelsens hidtidige praksis, at ved overvæltning af overskudsvarmeafgiften bliver afgiften en del af vederlaget. Afgiftens maksimale andel af vederlaget skulle dermed efter hidtidig praksis beregnes af vederlaget inkl. afgift. Skatterådet har imidlertid ændret denne praksis ved SKM2017.647.SR, hvorved overskudsvarmeafgiften ikke skulle beregnes af vederlaget inkl. afgift. Se SKM2017.647.SR. Skattestyrelsen overvejer ved redaktionens slutning de nærmere konsekvenser for praksis på baggrund af denne sag.

I nogle tilfælde betales der et fast bidrag, fx til administration eller til vedligeholdelse af anlægget. Dette bidrag skal fordeles på den årlige varmemængde, sådan at vederlaget kommer til at omfatte alle udgifter for varmeaftageren, ved at få varmen leveret til det sted, hvor leverancen anses for at ske. Dette følger af bemærkningerne til L 210 af 6. april 1995, vedtaget som lov nr. 418 af 14. juni 1995.

• Hvis investeringen i (og evt. driften af) anlægget til udnyttelsen af overskudsvarmen betales af varmeaftageren, og altså ikke af virksomheden, vil det typisk modsvares af, at der vil kunne aftales en lavere pris for varmen. De samlede omkostninger forbundet med, at der sker nyttiggørelse, er imidlertid de samme.

Det er på denne baggrund Skattestyrelsens opfattelse, at alle udgifter forbundet med nyttiggørelsen af overskudsvarmen, som virksomheden enten modtager direkte betaling for, eller som varmeaftageren afholder, indtil varmen anses for leveret til varmeaftageren på et sted uden for virksomhedens produktionsbygninger, vil skulle indregnes i vederlaget. Begrundelsen for dette er, at fastlæggelsen af vederlaget for varmen i modsat fald ville blive afhængig af den kontraktmæssige fordeling mellem virksomheden og varmeaftageren af udgiften til nyttiggørelsen af varmen og ikke, som forudsat i lovgivningen, af den reelle pris, som varmeaftageren betaler for varmen i leveret stand.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at det følger af SKM2017.511.SR, at ovenstående ikke gælder i tilfælde, hvor en varmeaftager får foræret varme gratis, og alene betaler eller kompenserer en virksomhed for etablering og styring af de anlæg, som gør det muligt for virksomheden at nyttiggøre sin overskudsvarme og herefter levere den til varmeaftageren. Det samme gør sig gældende i forhold til reinvesteringer i og vedligeholdelse af disse anlæg. Det er en betingelse, at de pågældende anlæg ikke har en værdi for virksomheden, dvs. at

• virksomheden ikke opnår noget overskud ved varmeaftagerens betaling,
• anlægget ikke reducerer eller erstatter virksomhedens omkostninger til procesudstyr til brug for køling,
• virksomheden ikke kan bruge udstyret til andre formål end at nyttiggøre og levere overskudsvarme til den pågældende varmeaftager, og
• virksomheden ikke efterfølgende kan sælge anlægget med en fortjeneste.

De udgifter, som afholdes og/eller refunderes til etablering og reinvesteringer af anlægget hos virksomheden, skal kunne dokumenteres. 

Det følger endvidere af SKM2017.511.SR, at salg af rettigheder til indrapportering af energibesparelser, som er relateret til nyttiggørelse af overskudsvarme, ikke skal anses som en del af vederlaget for levering af overskudsvarme, hvis prisen herfor er sat til markedsprisen eller derunder.

Skatterådets praksis i SKM2010.737.SR er forsat gældende. I det bindende svar fandt Skatterådet, at overskudsvarme blev foræret bort uden modydelse. Det fremgår af sagens faktiske forhold, at en virksomhed H1 havde etableret en forsyningsledning med varmt vand fra virksomhedens produktionsanlæg til virksomhedens lager, der lå geografisk adskilte. Forsyningsledningen gik gennem en nabovirksomheds grund. Nabovirksomheden og andre virksomheder i området blev tilbudt at kunne tilslutte sig rørledningen, forudsat de selv betalte for tilslutningen og ledte vandet tilbage 5 grader koldere, end de modtog det. Ved tilslutningen ville virksomheden H1 spare et mindre beløb til bortkøling af overskudsvarmen. Skatterådet fandt under de foreliggende omstændigheder ikke, at spørger modtog nogen modydelse i form af et vederlag. Etableringen af forsyningsledningen var ikke som i SKM2017.511.SR afhængig af, om der reelt var andre, der modtog overskudsvarmen.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området: