Indhold

Afsnittet beskriver de krav, der er til oplysningsskemaet og det skattemæssige årsregnskab for moderselskaber med genbeskatningssaldi.

Afsnittet indeholder:

  • Krav til oplysningsskemaet
  • Krav til det skattemæssige årsregnskab.

Krav til oplysningsskemaet

Opgørelsen af genbeskatningssaldi skal oplyses.

Genbeskatningssaldi indgår som en del af skatteansættelsen. Se § 15, stk. 8, 10 og 11. pkt. i lov nr. 426 af 6. juni 2005 om ændring af selskabsskatteloven og andre skattelove.

Se også

Se også afsnit C.D.3.4.2 "Opgørelse af genbeskatningssaldi".

Krav til det skattemæssige årsregnskab

Selskaber, som beskattes af genbeskatningssaldi efter § 15, stk. 8 og 9 i lov nr. 426 af 6. juni 2005, er omfattet af Mindstekravsbekendtgørelsen for større virksomheder. Se § 1, stk. 1, nr. 8 i BEK nr. 593 af 12. juni 2006.

Selskaber med genbeskatningssaldi skal indgive det skattemæssige årsregnskab sammen med oplysningsskemaet. Se krav til det skattemæssige årsregnskab i § 3 i BEK nr. 593 af 12. juni 2006.

Selskaber med genbeskatningssaldi skal også opfylde yderligere krav til det skattemæssige årsregnskab. Se kapitel 10 i BEK Nr. 593 af 12. juni 2006.

Det skattemæssige årsregnskab skal indeholde følgende. Se § 36, stk. 1, nr. 1-5, i BEK nr. 593 af 12. juni 2006:

  • En redegørelse for koncernstrukturen i både Danmark og udlandet ved indkomstårets begyndelse og afslutning med forklaring af ændringer i årets løb.
  • Bevægelserne i løbet af året og det beløb, der overføres til det efterfølgende år for genbeskatningssaldoen for hvert datterselskab i udlandet og for hver faste driftssted af et dansk selskab, hvor der er en genbeskatningssaldo, herunder oplysning om overflytning af saldoen mellem selskaber eller faste driftssteder og betingelserne for overflytningen. Ved ophør af virksomhed i et udenlandsk selskab eller fast driftssted, hvor der er en genbeskatningssaldo, skal det oplyses, hvordan virksomheden videreføres.
  • Oplysning om, hvorvidt bestemmelserne i LL § 5 G om dobbelt fradrag er opfyldt.
  • Oplysning om den betalte skat i domicillandet, i det omfang mulighederne for nedslag for betalte skatter i udlandet efter LL § 33, stk. 5, anvendes, samt oplysning om efterfølgende ændring af den udenlandske betalte skat for tidligere år.
  • Oplysning om, hvordan det udenlandske datterselskab har opgjort den skattepligtige indkomst i domicillandet med hensyn til reglerne i LL § 5 I og reglerne om maksimering af credit.

På Skattestyrelsens anmodning skal selskabet vise følgende:

  • Dokumentation for den betalte skat i domicillandet. Dokumentationen skal vises inden en måned.
  • Det interne regnskab for de udenlandske selskaber mv., der indgår i det danske moderselskabs koncernregnskab (koncernkonsolidering) eller dettes højere modervirksomhed, hvor det danske moderselskab er fritaget for at udarbejde koncernregnskab efter regnskabslovgivningen, samt en redegørelse for sammenhængen mellem det officielle datterselskabsregnskab og det interne regnskab. Det nævnte skal vises inden tre måneder.
  • Om der er set bort fra underskud, jf. bestemmelserne i LL § 33 H, og herunder vise en opgørelse af det beløb, der er set bort fra, og som fremføres efter LL § 15.  Se C.D.10.2.4., "adgang til at se bort fra underskud - LL § 33 H".

Se § 36, stk. 2-4, i BEK nr. 593 af 12. juni 2006.

Bemærk

Reglerne om underskudsfremførsel for indkomstår, der påbegyndes 1. juli 2012 eller senere, står ikke mere i LL § 15, men i SEL § 12. Se lov nr. 591 af 18. juni 2012 om ændring af selskabsskatteloven, kildeskatteloven, skattekontrolloven, skatteforvaltningsloven og forskellige andre love.

Overgangsreglerne om genbeskatning af anvendt underskud i udenlandske faste driftssteder fremgår af afsnit C.D.2.3.2 om "genbeskatning og begrænsning af underskud - LL § 33 D".