Indhold
Afsnittet beskriver vareområdet og ressortmyndighedens lovgrundlag på området for jern-, stål- og aluminiumsordninger.
Afsnittet indeholder:
- Formål og lovgrundlag
- Ressortmyndighed
- Vareområde
- Import og dokumentation
Formål og lovgrundlag
For området jern-, stål- og aluminiumsordninger gælder følgende forordning:
- Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/670 af 28. april 2016 om indførelse af forudgående EU-tilsyn af importen af visse jern- og stålprodukter med oprindelse i visse tredjelande.
- Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/1092 af 20. juni 2017 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2016/670 om indførelse af forudgående EU-tilsyn af importen af visse jern- og stålprodukter med oprindelse i visse tredjelande.
- Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/640 af 25. april 2018 om indførelse af forudgående EU-tilsyn af importen af visse aluminiumsprodukter med oprindelse i visse tredjelande.
Ressortmyndighed
Ressortmyndighed for denne varebestemmelse er Erhvervsstyrelsen, Erhvervsministeriet, Langelinie Allé 17, 2100 København Ø, som også kan kontaktes for yderligere information.
Vareområde
Meddelelser fra Erhvervsstyrelsen med oversigt over varekoder under jern-, stål- og aluminiumsordningerne findes her.
Import og dokumentation
Licensordning for visse jern- og stålvarer
Kommissionen har vedtaget forordning 2016/670, som med virkning fra 1. maj 2016 indfører en tilsynsordning via importlicenser ved indførsel og fortoldning til fri omsætning af visse jern- og stålvarer fra visse tredjelande.
Fra den 3. juni 2016 kan importører kun importere jern og stål, omfattet af forordningen, hvis de har en importlicens.
Licensordningen omfatter jern eller stål i form af de varer, som er anført i forordningens bilag 1 (kapitel 72 og 73 i toldtariffen), og hvor nettovægten overstiger 2.500 kg. Fra 11. juli 2017 gælder for KN-kode 7318, at der først er krav om importlicens, når den importerede mængde overstiger 5.000 kg. Jern og stål med oprindelse i Norge, Island og Lichtenstein er undtaget fra ordningen.
Licensordning for visse aluminiumsvarer
Kommissionen har vedtaget forordning 2018/640, som med virkning fra den 12. maj 2018 indfører en tilsynsordning via importlicenser ved indførsel og fortoldning til fri omsætning af visse aluminiumsvarer fra visse tredjelande.
Licensordningen omfatter aluminium i form af de varer, som er anført i forordningens bilag I (kapitel 76 i toldtariffen), og hvor nettovægten overstiger 2.500 kg. Aluminium med oprindelse i Norge, Island og Lichtenstein er undtaget fra ordningen.
Selve ordningerne administreres af Erhvervsstyrelsen, herunder udstedelse af importlicenser til importørerne. Kontrollen med importlicenserne i forbindelse med varernes fortoldning og overgang til fri omsætning, varetages af Toldstyrelsen.
Ordningerne er ikke elektroniske, hvilket betyder, at importøren skal udskrive og fremlægge importlicensen for toldekspeditionsstedet.
Ved fortoldningen skal importøren - ud over de generelle fortoldningsoplysninger - angive certifikattype I004 i rubrik 44.2 sammen med licensnummer samt bogstav M i rubrik 44.3.
Toldstyrelsen attesterer samt afskriver den fortoldede mængde på importlicensen.
Det er vigtigt at påse, at mængden, der ønskes bragt i fri omsætning, ikke overstiger den resterende licensmængde. Hvis dette er tilfældet, kan varerne ikke frigives og fortoldningsangivelsen kan ligeledes ikke antages.
For nærmere oplysninger om ovennævnte licensordninger henvises til Erhvervsstyrelsen, som administrerer ordningerne. På Erhvervsstyrelsens hjemmeside findes også nyhedsbreve til importørerne om ordningerne.