Definition

eIndkomst er det digitale indkomstregister, hvortil den, der skal indberette oplysninger om lønindkomst, personalegoder, legater, overførselsindkomster, ansættelsesforhold m.v., skal foretage indberetningen – og som hovedregel digitalt. Se lovbekendtgørelse nr. 49, af 12. januar 2015 om et indkomstregister med senere ændringer.

Pligt til at indberette til eIndkomst 

Indberetningspligten efter indkomstregisterloven påhviler fysiske eller juridiske personer, som har pligt til at indberette oplysninger om indkomster, fradrag og ansættelsesforhold m.v. efter denne lovs § 3, stk. 1, nr. 1-10. Se IKR § 2

Oplysninger om indkomster og ansættelsesforhold m.v., der skal indberettes til eIndkomst

Følgende oplysninger skal indberettes til indkomstregisteret, benævnt eIndkomst:

  1. Beløb og andre oplysninger, som er omfattet af indberetningspligt efter SIL §§ 1 og 2.

  2. Beløb m.v. er indberetningspligtige efter SIL §§ 5, 24 og 44-46 eller efter regler udstedt i medfør af SIL L §§ 4 eller 37.

  3. Uddelinger omfattet af indberetningspligt efter SIL § 25, stk. 1, fra fonde og foreninger, der er skattepligtige efter fondsbeskatningsloven eller pensionsafkastbeskatningsloven.

  4. Vederlag og udlodninger i form af, at der er stillet en bil til rådighed for privat benyttelse, eller i form af, at der er stillet en sommerbolig, en lystbåd eller en helårsbolig til rådighed, som er omfattet af indberetningspligt efter SIL § 6.

  5. Tilbagebetalinger af kontanthjælp og introduktionsydelse m.v. efter kapitel 12 i lov om aktiv socialpolitik eller kapitel 7 i integrationsloven, som omfattes af indberetningspligt efter SIL § 33.

  6. Oplysninger om ansættelsesperiode, den produktionsenhed, den ansatte er tilknyttet, og løntimer, som omfattes af indberetningspligt efter SIL § 7.

  7. Oplysninger om bidrag til Arbejdsmarkedets Tillægspension samt bidragssatser, i det omfang der efter anden lovgivning eller i medfør af anden lovgivning er fastsat regler om indberetning heraf til indkomstregisteret.

  8. Oplysninger, som er relevante for administration af en barseludligningsordning, jf. § 7 i lov om barseludligning på det private arbejdsmarked (barseludligningsloven).

  9. Oplysninger om feriegodtgørelse, som er omfattet af indberetningspligt efter ferielovens § 27 a, og oplysninger om ferie, i det omfang der i medfør af ferielovens § 33, stk. 1, er fastsat regler om indberetning heraf til indkomstregisteret.

  10. Oplysninger om timer for udbetalte sygedagpenge efter lov om sygedagpenge, udbetalte barselsdagpenge efter barselloven og udbetalte arbejdsløshedsdagpenge og midlertidig arbejdsmarkedsydelse efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., i det omfang der i medfør af § 32, stk. 4, i lov om sygedagpenge er fastsat regler om indberetning heraf til indkomstregisteret.

Se IKR § 3, stk. 1.

Bemærk

Ved indberetning af personligt arbejde i tjenesteforhold skal lønperioden også indberettes, og for ydelser, der udbetales af offentlige myndigheder eller anerkendte arbejdsløshedskasser, skal tillige oplyses den periode, udbetalingen omfatter.

Se IKR § 3, stk. 2-3.

Identifikationsoplysninger ved indberetning til eIndkomst

I forbindelse med indberetning af de i IKR § 3, stk. 1-3 nævnte oplysninger  skal der gives oplysninger til indkomstregisteret om cpr-nr. og cvr-nr. eller SE-nr. samt eventuelle andre oplysninger, der er nødvendige til identifikation af den, oplysningerne vedrører. Se IKR § 3, stk. 4.

Frist for indberetning til eIndkomst

Indberetning af oplysninger om indkomst efter IKR § 3 skal foretages senest den 10. i måneden efter udløbet af den kalendermåned, oplysningerne vedrører. I januar måned skal indberetning dog foretages senest den 17. januar. Hvis disse frister udløber en lørdag, søndag eller helligdag, skal indberetning dog først ske senest den følgende hverdag.

For indberetningspligtige, som er omfattet af OPKL § 2, stk. 6, skal indberetning endvidere først foretages senest den sidste hverdag (bankdag) i den måned, oplysningerne vedrører.

Se IKR § 4, stk. 1.

Disse frister for indberetning til eIndkomst af oplysninger om indkomst svarer dermed til fristerne for betaling af A-skat og AM-bidrag efter OPKL § 2, stk. 2, 3 og 6. Se afsnit A.B.4.1.1.3 Indberetning og betaling af A-skat og AM-bidrag.

Særligt om frister for staten, kommuner, regioner m.v.

►I IKR § 4, stk. 2, er det fastsat, at skatteministeren fastsætter regler om fristen for indberetning for de i KSL § 56 nævnte indeholdelsespligtige, for hvem der er fastsat regler om fremrykket afregning af indeholdt kildeskat efter kildeskatteloven.

I KSL § 56, stk. 1, er det således fastsat, at skatteministeren kan bestemme en fremrykket afregning af indeholdt kildeskat efter kildeskatteloven for følgende indeholdelsespligtige:

  1. Ministerier og institutioner, hvis driftsbudget er optaget på statens bevillingslove.
  2. Institutioner, foreninger og fonde, hvor vedkommende minister i henhold til § 2, stk. 2, i lov om statens regnskabsvæsen m.v. har bestemt, at lovens regler om regnskabsvæsen skal finde anvendelse.
  3. Ikke statslige institutioner, hvor staten yder tilskud til dækning af institutionens driftsudgifter på halvdelen eller mere.
  4. Kommunale fællesskaber, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, hvori der alene deltager kommuner, og hvis regnskab optages i en kommunes regnskab.
  5. Selvejende institutioner med driftsoverenskomst med en region eller en kommune.

I henhold til bemyndigelsen i IKR § 4, stk. 2, er det i bekendtgørelse om indkomstregister (IKR-bkg.), jf. bekendtgørelse nr. 906 af 26. juni 2018, § 2, stk. 1, 1. pkt., fastsat, at indberetningspligtige som nævnt i bekendtgørelsens § 2, stk. 2, skal foretage indberetning senest den sidste hverdag (bankdag) i den måned, hvor indkomsten udbetales eller godskrives, når indberetningen vedrører personer, der har fået udbetalt eller godskrevet A-indkomst eller arbejdsmarkedsbidragspligtig efter, at retten til indkomsten er erhvervet (bagudlønnede).

I IKR-bkg. § 2, stk. 2, er det fastsat, at dette således gælder for:

    1. Ministerier og institutioner, hvis driftsbudget er optaget på statens bevillingslove.
    2. Institutioner, foreninger og fonde, hvor vedkommende minister i henhold til § 2, stk. 2, i lov om statens regnskabsvæsen m.v. har bestemt, at lovens regler om regnskabsvæsen skal finde anvendelse.
    3. Ikke-statslige institutioner, hvor staten yder tilskud til dækning af institutionens driftsudgifter på halvdelen eller mere.
    4. Regionerne og kommunerne.
    5. Kommunale fællesskaber, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, hvori der alene deltager kommuner, og hvis regnskab optages i en kommunes regnskab.
    6. Selvejende institutioner med driftsoverenskomst med en region eller en kommune

Indberetningspligtige som nævnt i IKR_bkg. § 2, stk. 2, nr. 1-3 og 6, skal imidlertid foretage indberetning senest den første hverdag (bankdag) i den måned, indkomsten vedrører, når indberetningen vedrører personer, der har fået udbetalt de nævnte indkomster før retten til indkomsten er erhvervet (forudlønnede). Dvs. at:

  • for de ovenfor i § 2, stk. 2, nr. 1-3 og 6 nævnte ministerier, institutioner, foreninger, fonde og ikke-statslige institutioner m.v., og
  • hvor der er tale om forudlønnede,
  • skal indberetning foretages senest den første hverdag (bankdag) i den måned, indkomsten vedrører.

Se IKR-bkg. § 2, stk. 1. 2. pkt.

Indberetningspligtige som nævnt i stk. 2, nr. 4 og 5, skal derimod foretage indberetning vedrørende forudlønnede senest den sidste hverdag (bankdag) i måneden før den måned, indkomsten vedrører.

Dvs. dette omhandler regionerne og kommunerne samt kommunale fællesskaber, når der er tale om forudlønnede. Her skal indberetning foretages senest den sidste hverdag (bankdag) i måneden før den måned, indkomsten vedrører. Se IKR-bkg. § 2, stk. 1. 3. pkt.

Disse frister er i overensstemmelse med fristerne for afregning af A-skatter og arbejdsmarkedsbidrag, og som fastsat i KSL § 56 samt i KSL-bkg. § 26, hvorefter afregningsfristerne for de nævnte ministerier, institutioner, foreninger, fonde m.fl., er henholdsvis den sidste hverdag (bankdag) i den måned, hvor indkomsten udbetales eller godskrives, eller første hverdag (bankdag) i den måned indkomsten vedrører, afhængigt af, om der er tale om bagudlønnede eller forudlønnede.

Kommuner og regioner skal afregne og indbetale indeholdt kildeskat senest den første hverdag i måneden. Se KSL § 56, stk. 3.

Baggrunden herfor er, at kommuner og regioner efter reglerne om et Offentligt Betalingssystem skal indbetale indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag den første hverdag (bankdag) i måneden, og fristen vedrørende kommunernes afregning af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag er således fastsat under hensyn til reglerne om et Offentligt Betalingssystem. Indberetningsreglerne er tilsvarende i overensstemmelse hermed.

Se også

Den juridiske vejledning afsnit A.B.4.1.1.3.2, særligt for offentlige arbejdsgivere.◄

Indberetning til eIndkomst via et lønsystem

Indberetning til eIndkomst skal ske digitalt ved at sende indkomstoplysningerne via et lønsystem, som er tilpasset eIndkomst, ved at

  • benytte et lønservicebureau

  • bruge TastSelv Erhverv

  • bruge LetLøn.

Der henvises i det hele til den elektroniske vejledning om eIndkomst/letløn, der kan findes via skat.dk/Virksomhed/eIndkomst og Letløn.