Felter under kontodetaljer:
Pantidentifikationsnummer
Feltet udfyldes med lånenummer eller anden form for nummerering, som den indberetningspligtige har oprettet låneforholdet på.
Pantidentifikationsnummer er et kommunikationsfelt, som bruges i TastSelv Skatteoplysninger.
Det er vigtigt ikke at ændre pantidentifikationsnummer for et givent KontoID i året. Er der behov for at ændre pantidentifikationsnummer for det pågældende låneforhold, bør det først ske ved årsskifte, så det nye pantidentifikationsnummer første gang bruges ved indberetningen af første kvartal i det nye år.
Vi anbefaler, at rettelse af pantidentifikationsnummer isoleres i en rettelsesindberetning for sig selv.
Er der behov for at lave andre rettelser til lånet, skal det gøres i en separat rettelsesindberetning forud for rettelse af pantidentifikationsnummer.
Det sikrer, at der sker korrekt visning af data i Skatteoplysninger på TastSelv.
Se yderligere beskrivelse ved særlige fejl-situationer i afsnit 0.3.
KommuneNummer
Feltet udfyldes med det trecifret kommunenummer, for den ejendom hvori lånet har pant.
Når feltet "KommuneNummer" er udfyldt, skal feltet "EjendomNummer" også være udfyldt.
Hvis lånet har pant i en umatrikuleret ejendom, skal feltet ikke udfyldes, da ejendommen ikke vil være tildelt et ejendomsnummer.
EjendomNummer
Feltet udfyldes med ejendommens nummer i Boligministeriets Bygnings- og Boligregister (BBR-nummer).
LandKode
Feltet udfyldes, hvis lånet har pant i en udenlandsk ejendom. Feltet udfyldes med ISO-landekode, for det land hvori ejendommen er beliggende.
Ejeren af en udenlandsk ejendom kan få oprettet et ejendomsnummer hos Skattestyrelsen via deres forskudsregistrering.
For udenlandske ejendomme bliver ejendomsnummeret oprettet pr. person, der har ejerskab i ejendommen.
Ejendommen kan derfor være tildelt flere ejendomsnumre.
Ejendomsnummeret eller -numrene kan oplyses under "kontohaverliste" i feltet "EjendomNummer". Se afsnit 4.7.
KontoStartDato
Feltet udfyldes med dato for kontoens oprettelse.
På gamle konti kan der være usikkerhed om startdatoen.
Er dato for kontoens oprettelse ukendt, brug "1900-01-01".
Så ved vi, at der er tale om en ukendt dato.
KontoOphørDato
Feltet udfyldes med datoen for kontoens ophør.
Ved opsigelse af lånet, skal ophørsdatoen være sidste dag i lånets termin. Hvis terminen følger kvartalet vil det være fx 20xx-09-30, 20xx-12-31.
KontoValutaKode
Feltet udfyldes med den valutaenhed (ISO-møntkoden), som kontoen er ført i.
Feltet er ikke påkrævet i 2018, men bliver obligatorisk i 2019.