Identifikationsoplysninger om herboende - indlænding
Ved indlænding forstås en person, der har bopæl eller er hjemmehørende her i Danmark pr. 31/12 i det år I indberetter om.
Endvidere omfattes selskaber og foreninger m.v., der har hjemsted her i Danmark.
Det gælder også dødsboer og konkursboer, der behandles i Danmark.

Det forhold, at en kunde er skattepligtig til udlandet, har ikke betydning.
Det er alene bopælsadressen, der har betydning for, om en kunde anses for indlænding ved indberetning.

Den som opretter et depot, skal oplyse om debitor(låntager) og kreditors (depothavers) navn, adresse og personnummer eller virksomhedsnummer.
Debitoren og kreditoren skal oplyse om ændringer i oplysningerne inden en måned efter, at ændringen er sket.

For selskaber, fonde, foreninger og dødsboer og lignende som hverken har et personnummer eller virksomhedsnummer, afgives identifikationsoplysninger om formanden eller en anden person, der er berettiget til at handle på vegne af den, som indberetningen handler om. Det står i bekendtgørelse nr. 890 af 10. juli 2015 § 4.

Et depot må ikke oprettes, før den der opretter depotet, har givet identifikationsoplysninger om debitor (låntagere) og kreditor (depothaver). Dette står i skattekontrollovens § 8 R.

Identifikationsoplysninger om ikke herboende - Valutaudlænding
Ved valutaudlænding forstås en person, der hverken har bopæl eller er hjemmehørende her i Danmark.
Det gælder også selskaber og foreninger m.v., der ikke har hjemsted her i Danmark og dødsboer og konkursboer, der ikke behandles her i Danmark.

Bopælslandet er også afgørende for om en Statsudsendt er indlænding eller valutaudlænding.

Der gælder generelt de samme krav til identifikationsoplysninger for udlændinge som for indlændinge.

En udlænding der efter 1. juli 2016 bliver debitor/kreditor på et pantebrev skal også oplyse om bopælsland og identifikationsnummer (TIN) efter reglerne i det pågældende bopælsland.

Udsteder bopælslandet ikke identifikationsnummer for den pågældende kundetype, så skal der for personer gives oplysning om fødselsdato, fødselssted og fødselsland.

Der er pligt til at indberette oplysning om identifikationsnummer (TIN) for juridiske personer, hvis pantebrevet er oprettet eller aftalt efter 1. juli 2016.

Ændres eller udvides aftaler oprettet eller aftalt før 1. juli 2016, fx ved ændringer i ejerkredsen, skal der nu indberettes identifikationsnummer (TIN). Ændring af debitors og kreditors bopælsadresse ses ikke som en ændring eller udvidelse af kundeforholdet.

Er identifikationsnummer (TIN) oplyst, skal det indberettes.

For selskaber, fonde, foreninger og dødsboer og lignende som hverken har et personnummer, virksomhedsnummer, eller udenlandsk identifikationsnummer (TIN) afgives identifikationsoplysninger om formanden eller en anden person der er berettiget til at handle på vegne af den, hvorom indberetningen skal foretages. Det står i bekendtgørelse nr. 890 af 10. juli 2015, § 4.

Der er indsat et skema over hvilke retursvar I modtager i forbindelse med indberetning af identifikationsoplysninger for valutaudlændinge i afsnit 10, bilag 2.

Krav til legitimation
Krav til legitimation ved afgivelse af identifikationsoplysninger følger reglerne i "hvidvaskningsloven" (Lov nr. 651 af 8. juni 2017, kapitel 3) og dette gælder, uanset om oplysningerne bruges til den nationale eller internationale indberetning.

Vi anbefaler, at der ved afgivelse af identifikationsoplysninger forevises billedlegitimation, fx pas eller nationalt ID-kort. Billedlegitimationen bør kontrolleres mod en anden type legitimation, fx sundhedskort.

Er der ikke billedlegitimation, kan I bruge fx dansk sundhedskort, dåbs- eller navneattest, vielsesattest, årsopgørelse eller andet, som bærer cpr-nr.

Oplysning om udenlandsk identifikationsnummer, og hvor det ikke findes, oplysning om fødselsdato, fødselssted og fødselsland gives via en underskrevet "egen-erklæring". 

Der er ingen formkrav til en "egen-erklæring", og der er ikke krav om, at der samtidig skal vises dokumentation for oplysningernes rigtighed.

Hvis den indberetningspligtige ligger inde med tidligere fremsendt dokumentation, hvoraf oplysningerne fremgår, og der er uoverensstemmelse mellem disse oplysninger i forhold til hvad der oplyses i erklæringen, skal det dog give anledning til yderligere undersøgelse.

Vi anbefaler, at I undersøger om det udenlandske identifikationsnummer opfylder det pågældendes lands formatkrav.

TIN ON EUROPA - kontrol af om det er en gyldig af TIN nummer struktur.

OECDs Automatic Exchange Portal.

Debitor eller kreditor på et pantebrev, som har et cpr-nr., cvr-nr. eller se-nr. skal indberettes med denne identifikation.

I særlige tilfælde, hvor identifikation mangler, og indberetter ikke kan skaffe oplysningen, kan Skattestyrelsen hjælpe. Læs mere i afsnit 1.4.1.

Uafklarede retsforhold
Kan det ved etableringen af et retsforhold ikke afklares, hvem der skal indberettes om, skal I indberette identifikationen på den, retsforholdet er etableret med.
Når retsforholdet er afklaret, indhentes og rettes identifikationsoplysningerne, hvis de mangler.

Hvordan skal I indberette en debitor eller kreditor, når kunden har et cpr.nr., men I ikke har sikker viden om bopælslandet?

I skal indberette debitor eller kreditor som valutaudlænding. Feltet "KontohaverIdentifikationMulig" skal være udfyldt med false. Cpr-nr. skal altid være udfyldt.

Er der tale om en person, som står uden fast adresse, fx hjemløse skal I indberette debitor eller kreditor som indlænding.

Indberetter I også til værdipapirsystemerne:

Ved indberetning til værdipapirsystemerne er der en anden regel, da I skal indberette konto- og depotejer som indlænding (ejerstatuskode 0,2,4), idet den vil blive afvist, hvis I ikke kan udfylde landekode ved TINtypekode 3. Ved at I indberetter personen som indlænding, bevirker det at data kan blive anvendt på årsopgørelsen, hvis personen er skattepligtig til Danmark.

Når værdipapirsystemerne bliver moderniseret, vil reglen på værdipapirsystemerne komme til at følge reglen på rente.

Såfremt det giver problemer at håndtere, at der er forskellig regelsæt på rente- og værdipapirsystemerne, bliver det accepteret at der bliver benyttet samme regel på rente som ved indberetning til værdipapirsystemerne.