Kasinoet må kun modtage kontante betalinger, checks eller betalinger fra en udbyder af betalingstjenester, der i henhold til lov om betalingstjenester og elektroniske penge udbydes lovligt her i landet. Se BEK nr. 772/2017 § 17.

Indsatser i spil skal som hovedregel gøres med særlige spillemærker, kaldet "jetoner". Dette gælder dog ikke for gevinstgivende spilleautomater. Se BEK nr. 772/2017 § 18.

Spillemærker skal forsynes med det enkelte kasinos individuelle bomærke.

Veksling fra kontanter til spillemærker kan foretages i kasinoets vekselkasse samt ved spillebordene. Veksling af kontanter til spillemærker ved spillebordene kan kun ske, såfremt kontanterne af en croupier straks lægges i en boks til kontanter i spillebordet.  Ved veksling af kontanter ved spillebordene skal hele kontantbeløbet veksles til spillemærker. Se BEK nr. 772/2017 § 21.

Kasinoets gæster kan desuden anvende spillemærker inden for kasinoets område som betaling ved køb af tobak, mad og drikkevarer. Se BEK nr. 772/2017 § 19.