Indhold
Dette afsnit beskriver de virksomheder, der er omfattet af reglerne i CFCAL. Afsnittet indeholder også en beskrivelse af reglerne om registrering.
Afsnittet indeholder:
- Oplagshavere
- Fjernsalg
- Registrerede varemodtagere
- Anmeldelse til registrering.
Se også
Generelt om punktafgifter afsnit E.A.1.
Oplagshavere
Virksomheder, der erhvervsmæssigt fremstiller eller fra udlandet modtager afgiftspligtige stoffer, skal registreres som oplagshaver. Se CFCAL § 4, stk. 1.
Virksomheder kan dog undlade at lade sig registrere som oplagshaver og indbetale afgift, hvis mængden af udleverede afgiftspligtige varer svarer til en afgift, der ikke overstiger en bagatelgrænse på 10.000 kr. årligt. Den årlige bagatelgrænse følger virksomhedens regnskabsår. For de virksomheder der har et regnskabsår, som overstiger 12 måneder, fx et nystiftet selskabs første regnskabsår, regnes den årlige periode efter 12 på hinanden følgende måneder. Se CFCAL § 4, stk. 6.
Bagatelgrænsen er ikke et bundfradrag. Virksomheder, der ikke opfylder betingelserne for at undlade at lade sig registrere som oplagshaver, skal derfor afregne den fulde afgift.
Virksomheder, der ikke er registreret for afgift, skal lade sig registrere på det tidspunkt, hvor der er kendskab til, at bagatelgrænsen vil blive overskredet i løbet af regnskabsåret. Virksomheden omfattes herefter af lovens pligt til løbende at angive og afregne afgift fra registreringstidspunktet. Det er Skattestyrelsens opfattelse, at der ikke skal angives og betales afgift af varer, som er udleveret forud for registreringstidspunktet.
Virksomheder, der er omfattet af bagatelgrænsen på 10.000 kr., skal løbende føre et regnskab, der dokumenterer, at mængden af afgiftspligtige varer svarer til en afgift, der ikke overstiger bagatelgrænsen på 10.000 kr. årligt. Se CFCAL § 8, stk. 4.
En oplagshaver kan lade sig afmelde fra registrering, hvis mængden af udleverede afgiftspligtige varer i et regnskabsår ikke har oversteget en afgift på 10.000 kr. Det er Skattestyrelsens opfattelse, at der i den forbindelse er tale om virksomhedens senest afsluttede regnskabsår. Virksomheden skal angive og afregne afgift, indtil virksomheden er blevet afmeldt.
Se § 2 i lov nr. 1431 af 5. december 2018.
Oplagshaveré kan modtage afgiftspligtige stoffer fra udlandet eller fra andre oplagshavere uden, at afgiften er betalt. Se CFCAL § 4, stk. 4. Bestemmelsen nævner alene, at virksomhederne kan modtage afgiftspligtige stoffer og omfatter derfor ikke dækningsafgiftspligtige varer. Virksomheder, som både modtager rene stoffer og dækningsafgiftspligtige varer skal registreres både som oplagshaver og som registreret varemodtager.
Virksomheder, som alene modtager dækningsafgiftspligtige varer, skal anmelde sig som registrerede varemodtagere. Se nærmere i afsnittet om registrerede varemodtagere nedenfor.
Virksomheder, der modtager visse varetyper, som indeholder CFC for at destruere varerne, kan vælge at lade sig registrere som oplagshaver. Se CFCAL § 4, stk. 2.
Bestemmelsen henviser til følgende varetyper:
- Køleskabe
- Frysere
- Køle- og frysediske og køle- og frysereoler
- Køle- og fryseanlæg til industriel brug
- Køle- og fryseanlæg til transportmidler.
Virksomheder, som er registreret efter CFCAL § 4, stk. 2, kan kun modtage de varetyper, som er nævnt ovenfor, uden afgift. Se CFCAL § 4, stk. 5.
Fjernsalg
Virksomheder, der er registreret efter momslovens § 47, stk. 1, og som her til landet ved fjernsalg sælger afgiftspligtige eller dækningsafgiftspligtige varer, skal registreres som oplagshaver. Se CFCAL § 13.
Registrerede varemodtagere
Virksomheder, der erhvervsmæssigt modtager varer, der indeholder et eller flere af de afgiftspligtige stoffer, fra udlandet, herunder andre EU-lande, skal anmelde sig som registrerede varemodtagere. Se CFCAL § 3c, stk. 5 og § 3d.
Virksomheder kan dog undlade at lade sig anmelde som registreret varemodtager og indbetale afgift, hvis mængden af indførte og modtagne afgiftspligtige varer svarer til en afgift, der ikke overstiger en bagatelgrænse på 10.000 kr. årligt. Se CFCAL § 3d, stk. 6. Virksomheder, der er omfattet af bagatelgrænsen, skal løbende føre et regnskab, der dokumenterer, at mængden af afgiftspligtige varer svarer til en afgift, der ikke overstiger bagatelgrænsen. Se CFCAL § 8, stk. 4.
Betingelserne for at kunne undlade at lade sig anmelde som registreret varemodtager svarer til dem, der gælder for en oplagshaver, idet den registrerede varemodtager dog skal opgøre afgiften på grundlag af den mængde afgiftspligtige varer, der er indført og modtaget fra udlandet. Der henvises derfor til afsnittet ”oplagshaver” ovenfor.
Se § 2 i lov nr. 1431 af 5. december 2018.
Se nærmere om afregning af afgiften i afsnit E.A.7.12.6.
Anmeldelse til registrering
Anmeldelse til registrering sker hos Erhvervsstyrelsen via blanket nr. 24.041.
Se også
Se mere om de generelle regler om registrering i afsnit E.A.1.4.