Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2015.717.HR

Landsretten fandt, at det var en læge personligt og ikke hans selskab, der var rette indkomstmodtager af et vederlag, idet arbejdet var ydet for personligt arbejde i tjenesteforhold. Dette var ikke bestridt under anken til Højesteret.

Landsretten tog også stilling til spørgsmål om omgørelse jf. SFL § 29, stk. 1, og betalingskorrektion, jf. § LL § 2. Højesteret stadfæstede dommen på disse punkter.

Dommen stadfæster SKM2014.846.ØLR, se denne. Spørgsmålet om rette indkomstmodtager var ikke bestridt under højesteretssagen.

 SKM2015.262.HR

Sygedagpenge indgår ikke i virksomhedsindkomsten.

Sygedagpenge, der var udbetalt som led i en privat forsikring for selvstændigt erhvervsdrivende, skulle ikke indgå i virksomhedens indtægter. Sygedagpengene var derimod personlig indkomst uden for virksomheden, jf. SKM2003.416.ØLR.

Dette gjaldt, uanset om virksomheden måtte anses for erhvervsmæssigt drevet eller ej.

Principiel dom.

Dommen stadfæster

SKM2014.587.ØLR.

SKM2012.97.HR

Et selskab A ApS, hvis anparter ved bedrageri var blevet overført til et andet selskab B BV, erhvervede under trussel om politianmeldelse selskabet B BV til langt under værdien. Denne fordel skulle ikke beskattes, fordi det blev lagt til grund, at der reelt kun var tale om en genopretning af A´s økonomiske stilling til situationen forud for bedrageriet.

Dommen ændrer SKM2010.404.ØLR.

SKM2010.553.HR

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt transferindtægter, der knyttede sig til salg af spillerrettigheder, kunne anses for at være indtægter ved "salg af ejendele" i SL § 5, litra a´s forstand, eller om indtægten var skattepligtig efter SL § 4.

Højesteret fandt, at transferindtægterne måtte anses for at være kompensation til klubben for, at den til fordel for den betalende klub opgav sine rettigheder i henhold til en ansættelseskontrakt, som klubben havde indgået med en spiller. Til- og afgang af spillere - og de hermed i nogle tilfælde forbundne udgifter - måtte anses for at indgå som en sædvanlig del af klubbens driftsaktiviteter med henblik på at optimere de sportslige og økonomiske resultater.

Højesteret fandt derfor, at transferindtægterne ikke vedrørte selve indkomstgrundlaget og ikke kunne anses for at være skattefri formuegevinst, der var fremkommet ved salg af ejendele. Indtægterne var således ikke skattefrie efter SL § 5, stk. 1, litra a, men skattepligtige efter SL § 4 som sædvanligt forekommende løbende indtægter. Transferudgifter kunne afskrives efter SL § 6, stk. 1, litra a.

(Tidligere instanser SKM2008.706.ØLR og SKM2006.466.LSR).

SKM2010.70.HR

En agent for to polske tekstilvirksomheder fandtes ikke at have løftet bevisbyrden for, at beløb, som virksomhederne løbende indsatte på hendes konti, ikke tilhørte hende og dermed ikke var skattepligtig indkomst for hende.

Stadfæster SKM2007.516.ØLR.

Se tilsvarende for senere indkomstår SKM2018.568.ØLR, som stadfæster SKM2016.194.BR. (Refereres ikke).

SKM2004.259.HR

Højesteret fandt, at udlodning fra Fondsbørsvekselerernes Garantiforening under afvikling var skattepligtig i medfør af SL § 4.

SKM2004.87.HR

Udenlandsk indkomst

Højesteret fandt, at skatteyderen var skattepligtig af et større beløb, der var indbetalt fra hans tyske selskab til hans personlige virksomhed i Danmark.

SKM2002.547.HR

Fikseret lejeindtægt

Højesteret fastslog, at en ejer af en beboelsesejendom er skattepligtig af en skønnet lejeindtægt, hvis han overlader benyttelsen af ejendommen til en slægtning eller anden nærtstående vederlagsfrit eller til en leje, der ikke er uvæsentligt lavere end markedslejen.

Hjemlen findes i SL § 4, litra b, 1. pkt., om skattepligt af bl.a. indtægt ved udlejning af fast ejendom - sammenholdt med 2. pkt., hvorefter lejeværdi af bolig i egen ejendom beregnes som indtægt for ejeren, uanset om ejeren har gjort brug af sin beboelsesret eller ej.

Principiel.

SKM2002.148.HR

Højesteret fandt, at et beløb, der var udbetalt til en skatteyder i forbindelse med, at han udtrådte af et interessentskab, i skattemæssig henseende måtte betragtes som indkomst, der var skattepligtig efter SL § 4 og ikke som vederlag for goodwill.

TfS 1999, 86 HRD

Strafbar erhvervelse.

Gennem salg af stjålne paller havde skatteyderen haft en indtjening, som ikke var blevet konfiskeret i forbindelse med straffesagen.

Indtjeningen oversteg det erstatningskrav, som den bestjålne havde gjort gældende.

Med henvisning til, at skatteyderen faktisk havde opnået en fortjeneste, fandt Højesteret, at beløbet skulle beskattes, fordi det ikke i sig selv udelukker beskatning, at fortjeneste er erhvervet på grundlag af en strafbar handling.

Videresalgene havde karakter af normale forretningsmæssige dispositioner, og de videresolgte europaller kunne ikke vindiceres (kræves tilbage af de retmæssige ejere).

Palledommen.

Principiel.

Landsretsdomme

SKM2018.568.ØLR

Sagen handlede om, hvorvidt en skønsmæssig ansættelse af skatteyderens indkomst var åbenbart urimelig eller hvilede på et forkert grundlag, herunder om beløb betegnet ”other costs” ikke var skattepligtig indkomst omfattet af SL § 4.

Skattemyndighederne havde forhøjet skatteyderens indkomst med det samlede beløb af indsætningerne fratrukket et skønsmæssigt ansat fradrag for transportudgifter. Landsretten fandt, at det påhvilede skatteyderen at løfte bevisbyrden for, at afgørelsen kunne tilsidesættes, herunder at indsætningerne ikke var skattepligtig indkomst omfattet af SL § 4.

Landsretten fandt ikke, at skatteyderen havde løftet denne bevisbyrde. Der var desuden ikke grundlag for at antage, at der måtte være en retsbeskyttet forventning hos hende om, at hun ikke ville blive beskattet af indsætningerne. 

Dommen stadfæster SKM2016.194.BR.

Se ovenfor under SKM2010.70.HR, om tidligere indkomstår. 

SKM2018.301.ØLR

Sagen handlede om, hvorvidt skatteyderen var rette indkomstmodtager af indkomsten fra en hundekennelvirksomhed. Skatteyderen havde forud for de omhandlede indkomstår 2008 og 2009 drevet hundekennelvirksomhed og havde i 2006 erhvervet en ejendom i Y1-by med henblik på videre drift af virksomheden.

I sagen gjorde skatteyderen gældende, at hun ikke var rette indkomstmodtager, idet hun ikke havde drevet hundekennelvirksomhed i indkomstårene 2008 og 2009. Hun anførte, at hun - som følge af bl.a. sygdom og manglende lyst - havde overdraget hundene til sin tidligere kæreste LJ, som i stedet var rette indkomstmodtager.

Til dokumentation for sin påstand havde skatteyderen fremlagt en håndskrevet overdragelsesaftale mellem hende og LJ vedrørende LJ's vederlagsfrie erhvervelse af skatteyderens hunde. Yderligere søgte skatteyderen at løfte sin bevisførelse gennem vidneforklaringer.

Byretten havde som første instans efter en samlet vurdering i fundet, at skatteyderen havde drevet virksomhed med opdræt og handel med hvalpe i de omhandlede indkomstår.

Retten lagde i afgørelsen vægt på, at skatteyderen tidligere havde drevet hundekennelvirksomhed, at hun havde opnået tilladelse fra Y1 Kommune til at drive sådan virksomhed, og at hun stod anført som ejer af hundene på parringsbeviser og som sælger på købsaftaler. Desuden lagde retten vægt på, at der på skatteyderens konto var indsat beløb, der ubestridt stammede fra salg af hunde.

På denne baggrund fandt byretten ikke, at den håndskrevne overdragelsesaftale mellem skatteyderen og LJ kunne lægges til grund i sagen. Desuden udtalte retten, at de afgivne vidneforklaringer ikke kunne føre til et andet resultat.

For landsretten forklarede skatteyderen yderligere, at opdrættet af hvalpe var sket ved foderværter, som forestod pasningen. Dette fandt landsretten dog ikke afgørende. Retten stadfæstede derfor byrettens dom, hvorefter skatteyderen blev anset for at have drevet erhvervsmæssig virksomhed og dermed for at være rette indkomstmodtager af indkomsten fra hundekennelvirksomheden.

Dommen stadfæster SKM2017.350.BR.

SKM2017.366.VLR

Et selskab skulle beskattes af en fikseret jagtleje ved at have stillet selskabets jagtarealer til rådighed for ægtefællen til selskabets eneanpartshaver og for et jagtkonsortium, som ægtefællen var deltager i.

Da selskabet ikke havde registreret indtægter af jagtretten, og da det ikke i øvrigt var godtgjort, at driften af jagtarealerne havde tilgodeset andet end ægtefællens personlige interesse for jagt, lagde landsretten til grund, at  ægtefælle havde disponeret over jagtretten på en måde og i et omfang, der svarer til en ejers, og at der ikke var ydet selskabet vederlag herfor.

Den omstændighed, at ægtefællens deltagelse i jagten var begrænset af hans helbredsmæssige forhold, kunne efter indholdet af de lægelige oplysninger om hans mobilitet og almene velbefindende ikke føre til en anden vurdering.

Da jagtretten således vederlagsfrit havde været stillet til ægtefællens rådighed, skulle selskabet beskattes af et beløb svarende til markedsværdien af jagtretten i medfør af SL § 4 og LL § 2.

Dommen stadfæster SKM2016.337.BR.

Se om aktionærens forhold SKM2017.332.VLR.

Et selskab havde fra det angolanske finansministerium modtaget et større millionbeløb på sin bankkonto. Selskabet havde herefter overført 57.936.421 kr. til dels en navngiven person, dels en schweizisk bank og havde alene indtægtsført og selvangivet det resterende beløb på 20.050.838 kr.

Byretten fandt det ikke godtgjort, at selskabet ikke havde erhvervet ret til hele det indsatte beløb, og selskabet skulle derfor også beskattes af det resterende beløb på 57.936.421 kr. Retten fandt endvidere, at skatteansættelsen af selskabet var foretaget rettidigt, idet selskabet ved grov uagtssomhed havde bevirket, at skatteanættelsen ikke var korrekt, og at 6-måneders fristen i SKFL § 27, stk. 2, var overholdt.

Begge selskabets aktionærer var blevet forhøjet med maskeret udbytte svarende til deres ejerandel af det ikke-indtægtsførte beløb, og retssagen omhandlede endvidere den ene aktionær.

Retten udtalte, at det påhvilede aktionæren at godtgøre, at beløbet var afholdt i selskabets interesse, og at der ikke var tilflydt hende nogen økonomisk fordel. Retten fandt ikke denne bevisbyrde løftet.

Retten fandt endvidere, at aktionæren havde udvist grov uagtsomhed ved ikke at foranledige korrekt indberetning af indtægten til SKAT, som derfor havde været berettiget til at ændre skatteansættelsen ekstraordinært, jf. SKFL § 27, stk. 1, nr. 5.

Retten fandt imidlertid, at 6-måneders fristen i SKFL § 27, stk. 2, var udløbet, da SKAT sendte varsel om forhøjelsen til aktionæren.

Skatteministeriet ankede dommen vedrørende selskabet, men ikke frifindelsen af aktionæren.

Landsretten fandt, at selskabet var nærmest til at oplyse, hvem der modtog pengene, ligesom det påhvilede selskabet at godtgøre, at det ikke havde erhvervet ret til hele det beløb, der var indsat på kontoen. Selskabet havde ikke løftet denne bevisbyrde.

Landsretten var desuden enig med byretten i, at fristen SKFL § 27, stk. 2, var overholdt, og stadfæstede derfor dommen over selskabet. 

Dommen stadfæster SKM2015.425.BR.

En dansk advokat blev anset for skattepligtig af et beløb, som hendes samlever havde overført til hendes konto fra en jordansk bank, og som SKAT havde fået kendskab til gennem sit projekt Money Transfer. 

Dommen stadfæster SKM2015.382.BR.

En skatteyder blev anset for at være rette indkomstmodtager af knap 3 mio. kr., som var indsat på hans konto, og som stammede fra driften af en gulvvirksomhed.  

Skatteyderen påstod, at han havde udlånt sin bankkonto til en ven, der drev virksomheden.

Retten lagde vægt på en række omstændigheder, der talte for, at skatteyderen havde erhvervet ret til beløbet, og fandt derfor ikke, at han havde løftet bevisbyrden for, at han ikke var rette indkomstmodtager.

Dommen stadfæster SKM2012.458.BR.

Se også SKM2015.37.BR (ikke refereret her).

I 2007 udstedte en virksomhed, "G1", fakturaer til en vognmandsforretning for i alt ca. 2,2 mio. kr. med tillæg af moms. Pengene blev sat ind på As bankkonto, men han forklarede, at det ikke var ham, der drev virksomheden, og at han derfor ikke skulle beskattes af indkomsten derfra.

Landsretten anførte, at betalingerne af fakturaerne var indsat på As bankkonto i Nordea. Han havde herefter bevisbyrden for, at han ikke havde drevet uregistreret personlig virksomhed. Denne bevisbyrde var ikke løftet alene ved hans, hustruens og sønnens forklaringer.

Landsretten henviste til, at der på fakturaerne var anført A og hans hustrus adresse, hvor sønnen også var tilmeldt. Det var imidlertid sønnens telefonnummer og e-mail-adresse, der var anført på fakturaerne. En af virksomhedens kunder havde i overensstemmelse hermed forklaret, at det efter hans opfattelse var sønnen, der bestemte i G1. Kurator var i sin redegørelse vedrørende et selskab, som sønnen var involveret i, af samme opfattelse. Landsretten henviste også til, at sønnen var sigtet for som leder af et selskab at have begået forsætlig momsunddragelse for ca. 4,4 mio. kr.

Under disse omstændigheder og henset til, at der - bortset fra indbetalingerne på As bankkonto - ikke var fremkommet oplysninger, der støttede en antagelse om, at han, der var uddannet maskinarbejder og i 2007 modtog efterløn/fleksydelse, samtidig drev personlig virksomhed, tiltrådte landsretten, at han havde løftet sin bevisbyrde.

Sagen drejede sig om en række beløb, som skatteyderen havde modtaget gennem et internetbaseret pyramidespil.

Egentlige spillegevinster blev beskattet efter SL § 4 f i det omfang, de ikke var skattefritaget, fordi de stammede fra spil, som var godkendt og kontrolleret i et EU-land eller EØS-land.

Beløb, der var modtaget for at hverve nye medlemmer, samt formidlingsprovision for at tømme virtuelle konti for andre blev også beskattet efter SL § 4.

SKM2011.660.VLR

Skatteyderen var skattepligtig af værdien af en gratis tildelt mælkekvote.

Se tilsvarende SKM2001.466.LSR.

TfS 1998, 457 ØLD

Indtægter ved prostitution blev anset for at være skattepligtig indkomst.

Byretsdomme

►Ikke rette skatte-og momssubjekt - bevisbyrde.

Sagen drejede sig om, hvorvidt skatteyderen var ejer af en enkeltmandsvirksomhed, og om hun derfor skulle beskattes af virksomhedens overskud og afkræves momstilsvaret.

Byretten fandt, at da hun havde været registreret som ejer af enkeltmandsvirksomheden, påhvilede der hende en streng bevisbyrde for, at hun ikke skulle anses for rette skatte- og momssubjekt.

Retten lagde til grund, at hendes bror havde drevet sin tidligere virksomhed videre på stort set samme måde som tidligere i den virksomhed, som hun havde ladet registrere, herunder at virksomheden blev drevet videre inden for samme branche som tidligere, at dette skete under stort set samme navn, at det skete ved brug af de tidligere anvendte telefonnumre, samt at hendes bror stadig var kontaktperson for den registrerede virksomhed.

Retten lagde også til grund, at hun stort set ikke havde haft noget med ledelsen og driften af virksomheden at gøre, at hun i det omhandlede indkomstår var studerende, at hun i det omhandlede indkomstår i stort omfang havde andet fritidsarbejde, samt at hun ikke havde modtaget midler fra virksomheden.

Retten fandt efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, at hun ikke havde haft en økonomisk og ledelsesmæssig indflydelse, der svarede til den formelle registrering, og at hun derfor havde løftet sin strenge bevisbyrde. ◄

Udeholdt omsætning – kontroloplysninger - manglende dokumentation for fradragsret

Sagen vedrørte en autoforhandler, som havde bogført lavere salgspriser for 39 biler og motorcykler end de salgspriser, som autoforhandleren havde oplyst over for et finansieringsselskab. SKAT havde anset de oplyste salgspriser hos finansieringsselskabet som de reelle og forhøjede på den baggrund selskabets indkomst.

Kontrakterne hos finansieringsselskabet, som var underskrevet af køberne, angav, at der var erlagt udbetaling. De slutsedler, der dannede grundlag for forhandlerens bogføring, og hvoraf fremgik, at der ikke var sket udbetaling, var ikke underskrevet af køberne. Retten udtalte, at under disse omstændigheder, og idet det havde formodningen imod sig, at køberne havde ønsket at medvirke til vildledning af finansieringsselskabet, skulle autoforhandleren føre et sikkert bevis for, at skatteansættelsen var sket på et urigtigt grundlag.

Retten bemærkede, at der ikke var ført kasserapport, kontoudskrifter eller lignende objektiv konstaterbart som dokumentation for, at forhandleren ikke havde modtaget kontante udbetalinger fra køberne. Uagtet de af forhandleren udarbejdede erklæringer, der i et vist omfang blev bekræftet af vidnerne ved underskrift eller i retten, fandt retten ikke, at det var tilstrækkeligt godtgjort, at de reelle salgspriser for bilerne var som angivet i forhandlerens bogholderi, og ikke som angivet over for finansieringsselskabet.

I anden række angik sagen dokumentation for fradragsret for køb af køretøjer. Retten bemærkede, at der ikke var fremlagt yderligere dokumentation vedrørende sagsøgers påståede køb. Vidnerne havde i et vist omfang i retten bekræftet, at de havde solgt et køretøj til forhandleren, men der var ikke fremlagt dokumentation herpå i form af fx faktura, kontoudtog, check-bilag eller lignende. På den baggrund fandt retten det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at de var købt af forhandleren, herunder til de påståede priser på det anførte tidspunkt.

Retten fandt således ikke grundlag for at ændre skattemyndighedernes afgørelse og frifandt herefter Skatteministeriet.

Sagen angik, om skatteyder var skattepligtig af en række beløb (i alt 500.000 kr.), som var indsat på skatteyders konto i januar 2014, jf. SL § 4, litra c, eller om beløbene hidrørte fra salg af skatteyders aktieselskab.

Retten fandt, at selskabet forud for tidspunktet for pengeoverførslerne havde betydelige økonomiske udfordringer, og at der under disse omstændigheder var en kraftig formodning imod, at selskabet kunne sælges for 500.000 kr. den 1. december 2013. Det påhvilede herefter skatteyder at godtgøre, at indsætningerne hidrørte fra et reelt salg af virksomheden.

På baggrund af en konkret bevisvurdering fandt retten, at skatteyder ikke havde godtgjort dette, hvorefter indsætningerne ansås som skattepligtig indkomst, jf. SL § 4, litra c. 

Sagen drejede sig om, hvorvidt en række beløb overført fra sagsøgerens selskaber til sagsøgeren og dennes ægtefælle samt andre beløb indsat på sagsøgerens konto i perioden fra 2008-2011 var skattepligtig indkomst.

Spørgsmålene i sagen var, om sagsøgeren havde løftet bevisbyrden for, at de indsatte og overførte beløb ikke havde karakter af skattepligtig indkomst, og om overførslerne fra selskaberne kunne foretages skattefrit efter de dagældende regler om kapitalejerlån (anpartshaverlån).

For så vidt angår overførslerne fra selskaberne til sagsøgeren og dennes ægtefælle, fandt retten, at der påhvilede sagsøgeren en skærpet bevisbyrde for, at der var tale om skattefrie overførsler, fordi sagsøgeren havde indrettet driften af sine selskaber på en sådan måde, at der var en høj grad af sammenblanding mellem hans egen private økonomi og selskabernes økonomi.

Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde løftet denne bevisbyrde, og at beløbene heller ikke kunne overføres skattefrit efter de dagældende regler om kapitalejerlån.

Dommen er af skatteyderen anket til Østre Landsret.

SKM2018.549.BR

En skatteyder kunne ikke godtgøre eller sandsynliggøre, at beløb, der var indsat på hans konti, hidrørte fra midler, der allerede var beskattet, eller som ikke skulle beskattes hos ham.

Han var derfor skattepligt af beløbet.

Dommen er af skatteyderen anket til Vestre Landsret.

SKM2017.455.BR

A var dømt for at have begået bedrageri til fordel for to af ham kontrollerede selskaber, G1 og G2. Bedrageriet bestod kort fortalt i, at A på vegne af G1 og G2 udstedte fakturaer til G3 og G4 for arbejde, der ikke var udført. G3 og G4 betalte for disse ikke udførte arbejder, hvorved G1 og G2 opnåede betydelige indtægter.

Samtidigt udarbejdede A fiktive fakturaer fra underleverandører, der blev udgiftsført i G1 og G2, mens de fakturerede beløb blev overført til A. A blev beskattet af disse overførsler som maskeret udlodning, jf. LL § 16 A.

Spørgsmålet i sagen var, om A ved den skattemæssige opgørelse af disse udlodninger fra G1 og G2 kunne fratrække de beløb, han var dømt for at have tilegnet disse selskaber ved sit bedrageri, og som han var dømt til eller havde anerkendt at skulle betale til G3 og G4.

Retten fandt det ikke dokumenteret, at A ved modtagelsen af udlodningerne havde begået en formueforbrydelse, der skulle kunne begrunde, at han ikke i medfør af LL § 16 A var skattepligtig af udlodningerne.

Retten fandt endvidere ikke, at A ved opgørelsen af de udlodninger, han modtog fra G1 og G2, havde fradrag G3’s og G4’s erstatningskrav.

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

Sagen, der vedrører udlodningsbeskatning, er også omtalt i afsnit C.A.4.1.1.

 SKM2014.130.BR

Byretten fandt det ikke godtgjort, at beløbene vedrørte indkomst i nogle selskaber, som han havde videreformidlet dem til.

 SKM2013.260.BR

 SKM2012.519.BR

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt det var skatteyderen eller et selskab i den koncern, hvor han var ansat, der var rette indkomstmodtager af en henvisningsprovision. 

I forbindelse med koncernens køb af en række byggegrunde havde skatteyderen i eget navn indgået aftalen med sælger om henvisningsprovision og modtog en krydset check på beløbet. 

Retten fastslog, at det af skatteyderen påståede handlingsforløb var usædvanligt, og at der derfor påhvilede ham en skærpet bevisbyrde. Det gjorde i den sammenhæng i princippet ingen forskel, at det modsatte hændelsesforløb også ville være usædvanligt og muligvis strafbar returkommission. 

På baggrund af de afgivne forklaringer, revisorerklæringer og postering af beløbet i en af koncernselskabernes bogføring fandt retten imidlertid, at skatteyderen havde løftet denne bevisbyrde.

SKM2012.314.BR

Skatteyderen blev beskattet af indtægter ved salg af jern- og metalskrot.

Retten fandt, at han var rette indkomstmodtager af beløbene, og lagde vægt på, at

• både afregningsbilag og checks var udstedt til ham personligt
• aftagerne af skrottet havde haft opfattelsen af, at de handlede med ham personligt
• at det ikke på nogen måde var markeret, at beløbene tilhørte andre.

Skatteyderen havde derfor ikke løftet sin bevisbyrde for, at beløbene tilhørte andre.

SKM2010.570.BR

Et selskab var skattepligtigt af et beløb, som var indsat på selskabets bankkonto. Selskabet havde ikke dokumenteret, at beløbet ikke var erhvervet som skattepligtig indkomst, herunder at beløbet kun var deponeret.

Landsskatteretskendelser og -afgørelser

►SKM2019.584.LSR◄

Bitcoins.  

Skatterådet havde besvaret en række spørgsmål om Bitcoins. Rådet forudsatte, at virksomheden, en rådgivningsvirksomhed, ikke drev næring eller spekulation med Bitcoins.

Rådet fandt bl.a., at Bitcoins ikke kan anses for en officiel valuta. Alene den værdi, der fremgår af købs- eller salgsfakturaen for den pågældende handel, herunder eventuelt i fremmed valuta, kan indgå i opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Værdien for en vare eller ydelse for den enkelte virksomhed må ikke være påvirket af kursregulering på Bitcoins i en betalingstransaktion.

Rådet fandt, at anvendelsen af Bitcoins fremfor danske kroner eller officiel fremmed valuta til almindelig samhandel var udtryk for spørgers personlige interesse i Bitcoins, og at der derfor ikke var tale om vederlagsnæring for virksomhedens vedkommende.

Anvendelsen af Bitcoins i virksomheden var ikke erhvervsmæssigt begrundet, men et udslag af spørgers personlige interesse. Anvendelsen vedrørte således spørgers privatsfære.

Virksomhedens udgifter til vederlaget til Bitcoins-exchangeren kunne ikke fratrækkes som en driftsomkostning, jf. SL § 6, stk. 1, litra a.

Beholdninger af Bitcoins er omfattet af begrebet formuegenstande, der som udgangspunkt ikke påvirker den skattepligtige indkomst, jf. SL § 5.

Hvis der efter en konkret bedømmelse er tale om afståelse af formuegenstande som led i næring eller spekulation, hobbyvirksomhed eller anden ikke-erhvervsmæssig virksomhed, vil der dog kunne ske beskatning af afståelsen efter de regelsæt, der gælder for disse områder.

►Landsskatteretten fandt, at spørgsmålene i det bindende svar ikke kunne danne grundlag for et bindende svar, jf. SKFL § 21, stk. 2, eller besvares med den fornødne sikkerhed og derfor måtte afvises, jf. SKFL § 21, stk. 4. ◄

►Landsskatteretten ændrer Skatterådets besvarelse i SKM2014.226.SR, så spørgsmålene afvises.◄

Om kryptovalutaer og spekulation, se afsnit C.C.2.1.3.3.3 Spekulation.

SKM2018.537.LSR

Ved bedømmelsen af, om et landbrug kunne anses for erhvervsmæssigt drevet, kunne der ikke inddrages indtægter i form af fleksjobydelser. Landbruget blev herefter ikke anset for erhvervsmæssigt drevet, og der kunne derfor ikke ske fradrag for underskud.

Se også Skattemi-
nisterens svar til Skatteudvalget SAU 403 af 18. maj 2016 (Alm. del.).

Om sygedagpenge, se SKM2015.262.HR ovenfor.

SKM2016.184.LSR

Skatteyderen havde modtaget beløb, der bl.a. var benævnt kommission i kontoudtog. Henset til, at de oplyste lånevilkår var meget usædvanlige, at et gældsbrev først var udfærdiget lang tid efter låneforholdets etablering, og at betalingerne også skete fra andre selskaber end den oplyste långiver, fandt Landsskatteretten det ikke godtgjort, at der var tale om et reelt lån.

Betalingerne blev derfor anset for at udgøre skattepligtig indkomst.

LSRM 1971, 23 LSR

Der var ikke hjemmel til at beskatte værdien af en jagtret på egen ejendom.

Da jagtretten heller ikke faktisk var udnyttet, skete der heller ikke beskatning af selve jagtudbyttet.

Se også LSRM 1971, 22 LSR.

LSRM 1971, 22 LSR

Værdien af en jagtret på egen ejendom blev ikke beskattet, mens værdien af selve jagtudbyttet blev beskattet.

Se også LSRM 1971, 23 LSR.

Skatterådet

SKM2017.540.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at man som udlejer (privatperson) kunne udleje sine egne armbåndsure via spørgers hjemmeside uden beskatning af den indtægt, man oppebar som udlejer.

Skatterådet kunne heller ikke bekræfte, at man som udlejer (urforhandler) kunne udleje sine egne/virksomhedens armbåndsure via spørgers hjemmeside uden beskatning af den indtægt, man oppebar som udlejer.

Indtægten var skattepligtig efter SL § 4 b.

SKM2017.516.SR

Skatterådet kunne bekræfte, at det ville være personlig indkomst for kunderne i A (spørger) at modtage en rabat på baggrund af kundens låneengagement med NN. Skatterådet kunne desuden bekræfte, at de kunder, der havde et låneengagement med A, kunne modtage en rabat, som en nedsættelse af en fradragsberettiget udgift.

Skatterådet kunne også bekræfte, at A havde fradrag for den ydede rabat, både hvis kunden havde lån hos NN og hos A.

Afslutningsvist kunne Skatterådet bekræfte, at kunderne ville retserhverve rabatten på udbetalingstidspunktet, og at spørgers fradragstidspunkt var på udbetalingstidspunktet.

SKM2016.170.SR

Skatterådet besvarede flere spørgsmål om staking (at satse på/betale til et spil/en spiller).

Skatterådet bekræftede bl.a., at spilleren ikke ville blive beskattet af den andel af buy-in og fee (betaling for at deltage i en turnering), som blev betalt af staker, idet spilleren under de givne omstændigheder ikke blev anset for at have erhvervet ret til beløbet.

SKM2014.876.SR

Skatterådet tog stilling til en række spørgsmål i relation til et spildevandsforsyningsselskabs medfinansiering af klimatilpasningsprojekter i henhold til Miljøministeriets særlige regler herom.

Skatterådet fandt bl.a., at spildevandsforsyningsselskabet var rette omkostningsbærer i relation til betalinger af kommunens udgifter til klimatilpasningsprojekter.

Der blev bl.a. henvist til ordlyden af reglerne for medfinansiering og til ordningens formål.

Udgifterne var således afholdt i selskabets interesse, idet selskabet på den måde opnåede besparelser på udbygningen af det almindelige kloaknet og fremtidssikrede dette.

Selskabet var følgelig også rette indkomstmodtager af de tilsvarende betalinger fra forbrugerne.

Selskabet havde endvidere ikke givet afkald på indtægten til fordel for kommunen.

Selskabet var således skattepligtigt af indtægterne og kunne fratrække udgifterne.

 SKM2014.361.SR

Skatterådet bekræftede, at en arbejdsgiversammenslutning A ikke skulle beskattes af en bonus fra en tidligere forsikringsordning C. 

Bonussen blev modtaget på vegne af medlemmerne og skulle overføres til en ny forsikringsordning i B. Bonussen var refusion af for meget betalt præmie.

Der blev ved afgørelsen lagt vægt på, at bonussen blev modtaget på vegne af medlemmerne, der havde retlig adkomst til bonussen.

Arbejdsgiversammenslutningen var derfor ikke rette indkomstmodtager.

Medlemmerne var heller ikke skattepligtige af bonussen. Der blev i den forbindelse bl.a. lagt vægt på, at beløbet ikke blev udbetalt til medlemmerne, men anvendt til præmienedsættelser. 

SKM2009.234.SR

Skatterådet fandt, at såkaldte overdækningsbeløb, der er udbetalt til varmeforbrugere, der er direkte tilsluttet AffaldVarme  Århus' fjernvarmenet, var skattefri for private forbrugere og andre, der ikke havde indregnet de betalte varmebidrag ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Derimod skulle de forbrugere, der havde indregnet varmebidragene ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, indtægtsføre disse i samme omfang, som varmebidragene måtte være udgiftsført.

Se også SKM2008.532.SR.

SKM2008.532.SR

Skatterådet fandt, at beløb, som blev udbetalt til varmeforbrugere som led i tilbagebetaling af et overdækningsbeløb, der var godkendt af Energitilsynet, var skattefri for private forbrugere og andre, der ikke havde indregnet de betalte varmebidrag ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Erhvervsdrivende varmeforbrugere, der havde indregnet varmebidragene ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, skulle derimod indtægtsføre disse i samme omfang, som varmebidragene var udgiftsført.

Se også SKM2009.234.SR.