Indhold

Dette afsnit beskriver de særlige skatte- og afgiftskrav mv., der er rettet mod fast ejendom, og som er tillagt fortrinsret.

Afsnittet indeholder:

  • Hvad er fortrinsret?
  • Skatter og afgifter
  • Ejendommens forsyning og dens forbindelse med omverdenen
  • Prioritetsorden
  • Tidsbegrænsning af fortrinsretten
  • Ejendomsskat og andre krav på ejendomsskattebilletten
  • Oversigt over krav rettet mod fast ejendom, der er tillagt fortrinsret
  • Krav rettet mod fast ejendom, der ikke er tillagt fortrinsret
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Hvad er fortrinsret?

En række skatte- og afgiftskrav mv. rettet mod fast ejendom er tillagt fortrinsret. Denne fortrinsret gælder også gebyrer, der er tillagt et fortrinsberettiget krav, også selv om selve hovedkravet er betalt. Se SKM2013.540.BR.

Dette betyder, at kravet hæfter på den faste ejendom uden tinglysning og forud for al anden pantegæld.  Fortrinsretten fremgår af tinglysningslovens § 4 og en række særlove.

Reglerne om, at skatter og afgifter mv. har gyldighed mod enhver uden tinglysning, er begrundet i, at der typisk er tale om rettigheder, som hviler på alle faste ejendomme. Det er så almindeligt forekommende krav, at enhver, der erhverver rettigheder over fast ejendom, bør være forberedt på at disse krav eksisterer.

Derudover har de enkelte fortrinsberettigede krav fortrin forud for også ældre tinglyste rettigheder, hvilket bl.a. er begrundet i

  • de skattemæssige hensyn
  • at de foranstaltninger, der nævnes i tinglysningslovens § 4, stk. 2, normalt tilføjer ejendommen en værdiforøgelse, der kommer alle rettighedshavere til gode. Derfor skal den offentlige myndighed, der tilføjer værdiforøgelsen, have fortrinsret for sine udgifter til denne værdiforøgelse.

Bemærk

Fortrinsretten kan gøres gældende overfor den til enhver tid tinglyste ejer af en fast ejendom. Se kommunal ejendomsskattelovens § 29. Dette medfører, at fortrinsretten på den faste ejendom bevares i to år og tre måneder, uanset om ejendommen sælges i fri handel, i forbindelse med en tvangsauktion eller af et konkursbo. Se SKM2013.377.VLR.

Skatter og afgifter

Skatter og afgifter til stat og kommune, der hviler på en fast ejendom, samt forsikringsbidrag til statsanerkendte brandforsikringsselskaber, er gyldige mod alle uden tinglysning. Se tinglysningslovens § 4, stk. 1.

Krav på disse skatter og afgifter mv. er derfor fritaget for tinglysning og tillagt fortrinsret.

For at fastslå om en skat eller afgift hviler på en fast ejendom, må man undersøge, om den lov, der hjemler den pågældende skat eller afgift, også har hjemmel for panteret i den faste ejendom for kravet.  Hvis det er tilfældet, følger det af tinglysningslovens § 4, at kravet har fortrinsret og fritages for tinglysning

Ejendommens forsyning og dens forbindelse med omverdenen

Det fremgår af tinglysningslovens § 4, stk. 2, at ydelser hidrørende fra foranstaltninger, der tjener til at sikre ejendommens:

  • forsyning med vand, lys, varme og lignende,
  • forbindelse med omverdenen, og
  • afledning eller fjernelse fra ejendommen af vand eller andet

har gyldighed uden tinglysning.

Det er dog en forudsætning, at de nævnte foranstaltninger er foretaget af det offentlige selv eller efter en bemyndigelse, der er givet af det offentlige.

Fritagelsen for tinglysning og fortrinsret for udgifter til disse foranstaltninger, gælder som udgangspunkt kun vedligeholdelsesudgifter.  Som udgangspunkt er hverken anlægsudgifter eller løbende udgifter omfattet af fortrinsretten og fritaget for tinglysning.  Disse kan dog have fortrinsret uden tinglysning, hvis det er bestemt i særlovgivningen. Se tinglysningslovens § 4, stk. 4.

Tinglysningslovens § 4 suppleres af en række regler i særlovgivningen. Senere i afsnittet er der indsat et skema, der indeholder en oversigt over alle krav, der er tillagt fortrinsret på fast ejendom.

Prioritetsorden

Den indbyrdes prioritetsstilling imellem de fortrinsberettigede krav, som er omfattet af tinglysningslovens § 4 fastlægges efter tinglysningslovens § 4, stk. 3 og Amtstueforordningen af 8. juli 1840, forordning nr. 18026 af 8. juli 1840 § 2. Herudover er der i lov om finansiel virksomhed anført, at et forsikringsselskab har panteret for præmie til bygningsbrandforsikring med påløbne renter og andre omkostninger i den forsikrede ejendom efter ejendomsskat til stat og kommune i 1 år fra forfaldstid. Se § 60 i lov om finansiel virksomhed.

På baggrund af ovennævnte regler kan følgende prioritetsorden opstilles:

  1. Bankhæftelsesrenten (umiddelbart sjældent betydning i praksis)
  2. Skatter og afgifter til staten
  3. Ejendomsskat til kommune
  4. Brandforsikringspræmier
  5. Andre skatter og afgifter til kommuner samt andre kommunale afgifter. Se tinglysningslovens § 4, stk. 4
  6. Ydelser for foranstaltninger omfattet af tinglysningslovens § 4, stk. 2

Fortrinsretten bevares

  • i to år fra det tidspunkt, hvor kravet forfaldt til betaling.
  • hvis restancerne senest tre måneder efter toårsfristens udløb beordres til inddrivelse og fogedforretningen fortsættes forsvarligt. Dvs. at kommunerne inden udløb af toårsfristen plus de tre måneder har sendt kravet til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden (RIM), og RIM har fortsat forretningen på forsvarlig måde.
  • hvis skyldneren inden fristens udløb (toårsfristen plus tre måneder) er død, eller hans bo er taget under skiftebehandling.

Se § 2 i amtstueforordningen af 8. juli 1840 med senere ændringer.

§ 2 i amtsstueforordningen vedrører alene bortfald af fortrinsretten og ikke panteretten. Se SKM2013.377.VLR.

For brandforsikringspræmier er fortrinsretten begrænset til 1 år. Se § 60 i lov om finansiel virksomhed. Er der inden 1-årsfristens udløb indledt retsforfølgning, som derefter fremmes med den efter forholdene fornødne hurtighed, bevares fortrinsretten. Se UfR 1989.45 H.

Ejendomsskat og andre krav på ejendomsskattebilletten

Ved lov nr. 114 af 31. januar 2017 om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. og lov om kommunal ejendomsskat, er inddrivelsesopgaven vedrørende fortrinsberettigede kommunale fordringer overgået til kommunerne.

Kommunale fordringer, der inden den 2. februar 2017 er overdraget til inddrivelse hos RIM og som ikke tilbagekaldes til fordringshaver, inddrives dog efter det hidtil gældende regelsæt af RIM.

En kommune kan efter aftale bemyndige en anden kommune til at forestå inddrivelse af kommunens fortrinsberettigede krav.

Udlæg i fast ejendom for krav med lovbestemt pant i en fast ejendom og som inddrives af en kommune eller et kommunalt fællesskab, kan foretages af personer, der er bemyndiget af kommunen eller det kommunale fællesskab. Se skatteinddrivelseslovens § 3, stk. 1, 2. pkt. som blev indsat ved § 2 i ændringslov nr. 114 af 31. januar 2017.

Ejendomsskat

Krav på forfalden ejendomsskat er en af de typer af krav rettet mod fast ejendom, der er tillagt fortrinsret.

Ejendomsskatterne forfalder i to eller flere rater. Det er den enkelte kommune, der bestemmer antallet af rater. Raterne forfalder altid den 1. i de måneder, som kommunen har bestemt. Ejendomsskatterne fremgår af ejendomsskattebilletten, der udsendes en gang om året, medio januar måned. Ejendomsskatterne er reguleret i lov om kommunal ejendomsskat. Ejendomsskatter på mindre end 200 kr. opkræves ikke. Se kommunal ejendomsskattelovens § 27, stk. 1.

Kommunerne fastsætter en sidste rettidig betalingsdag for de enkelte rater, og betaling efter fristen medfører pligt til betaling af morarenter der opgøres efter opkrævningslovens § 7 med tillæg af 0,4 procentpoint for hver påbegyndt måned, indtil betaling sker. Se kommunal ejendomsskattelovens § 27, stk. 4, som blev indsat ved § 2 i ændringslov nr. 61 af 16. januar 2017.

Ejendomsskatterne med påløbne renter og gebyrer hæfter på den pågældende ejendom i dens helhed og skal betales af den, der til enhver tid er ejer af ejendommen. Se kommunal ejendomsskattelovens § 29.

Udlæg for krav, der er sikret ved pant, kan altid foretages i pantet, og for ejendomsskatters vedkommende i den faste ejendom. Se retsplejelovens § 517, stk. 2. Værnetinget for ejendomsskatter er den skatteregion, hvor ejendommen er beliggende.

Selvom skyldneren ikke er mødt, kan der foretages udlæg på pantefogedens kontor i skyldnerens ejendom for krav, der er sikret ved lovbestemt pant. Se skatteinddrivelseslovens § 7, stk. 4.

Bemærk

Krav på betaling af ejendomsskatter vedrørende den ejendom, som boligstøttemodtageren bebor, kan modregnes i boligstøtten.

Andre krav på ejendomsskattebilletten

Ejendomsskattebilletten indeholder som hovedregel andre fordringstyper end ejendomsskatter. Visse af disse fordringstyper er tillagt fortrinsret, men der kan også være medtaget fordringstyper uden fortrinsret i ejendommen.

x Oversigt over krav rettet mod fast ejendom, der er tillagt fortrinsret x

Kravtype

Hjemmel

Ejendomsskat

LBK nr. 1104 af 22/08/2013,

Kommunal ejendomsskattelovens § 29

LBK nr.1075 af 30. september 2014,

Tinglysningslovens § 4, stk. 1

Vand – vedligeholdelse

LBK nr.1075 af 30. september 2014,

Tinglysningslovens § 4, stk. 2 og 3

Spildevand – vedligeholdelse

LBK nr.1075 af 30. september 2014,

Tinglysningslovens § 4, stk. 2 og 3

Vej og fortov – anlæg

LBK nr. 1520 af 27. december 2014,

Lov om offentlige veje § 138.

LBK nr. 1234 af 4. november 2015,

Lov om private fællesveje § 100, stk. 1

Vej og fortov – vedligeholdelse

LBK nr.1075 af 30. september 2014,

Tinglysningslovens § 4, stk. 2 og 3

LBK nr. 1234 af 4. november 2015,

Lov om private fællesveje § 100, stk. 1

Vej - renholdelse, snerydning mv.

LBK nr.1075 af 30. september 2014,

Tinglysningslovens § 4, stk. 2 og 3

El, gas og varme - vedligeholdelse*

LBK nr.1075 af 30. september 2014,

Tinglysningslovens § 4, stk. 2 og 3

Vandløb - forskudsvis afholdte udgifter

LBK nr. 127 af 26. januar 2017,

Vandløbslovens § 65, stk. 1

Kystbeskyttelse

LBK nr. 78 af 19. januar 2017,

Kystbeskyttelseslovens § 13, stk. 1

Bortskaffelse af affald - husholdninger *

LBK nr. 1121 af 3. september 2018,

Miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 6

Rottebekæmpelse - forskudsvis afholdte udgifter *

LBK nr. 1121 af 3. september 2018,

Miljøbeskyttelseslovens § 17, stk. 5 

Rottebekæmpelse - årligt gebyr *

LBK nr. 1121 af 3. september 2018

Miljøbeskyttelseslovens § 18, stk. 3

Hegn - selvhjælpshandlinger og vederlag

LBK nr. 1746 af 14. december 2015,

Hegnslovens § 44, stk. 2 og 3

Gebyrer, beløb som er forskudsvis udredt - byggetilladelse

LBK nr. 1178 af 23. september 2016,

Byggelovens § 29

Selvhjælpshandlinger vedr. bygninger

LBK nr. 1178 af 23. september 2016,

Byggelovens § 29

Kondemnerede boliger, ryddeliggørelse og afspærring mv. - forskudsvis udlagte beløb

LBK nr. 1228 af 3. oktober 2016,

Lov om byfornyelse og udvikling af byer § 99, stk. 1.

Skorstensfejning og brandpræventivt tilsyn - forskudsvis afholdte udgifter *

BKG. nr. 541 af 22. maj 2017,

Skorstensfejerbekendtgørelsens § 23, stk. 2

Brandsikring - gennemført på ejerens bekostning

LBK nr. 1710 af 16. december 2010,

Lov om brandsikring af ældre beboelsesbygninger § 15, stk. 2

Indbetaling til Grundejernes investeringsfond

LBK. nr. 810 af 1. juli 2015,

Boligreguleringslovens § 22 a, stk. 6

Indbetaling til Boligselskabernes Landsbyggefond

LBK nr. 1116 af 2. oktober 2017,

Almenboliglovens § 82, stk. 3.

Forsømmelige udlejere - el, varme og vand

LBK nr. 227 af 9. marts 2016,

Lejelovens § 46 b, stk. 4

► ◄

► ◄

Fortrinsstillede kravtyper markeret med * forekommer også som fortrinsstillede fra kommunalt ejede forsyningsselskaber.

►Krav rettet mod fast ejendom, der ikke er tillagt fortrinsret◄

Kravtype

Spildevand - forbrug - NB! Gælder også krav fra før 1. januar 2010

Spildevand - tilslutning - NB! Gælder også krav fra før 1. januar 2010

Vand - forbrug - NB! Gælder også krav fra før 1. januar 2010

Vand - tilslutning - NB! Gælder også krav fra før 1. januar 2010

Frigørelsesafgift

Ejendomsværdiskat

Vand - individuel afregning

El, gas. varme - tilslutning

El, gas, varme - forbrug

Miljøbeskyttelse - selvhjælpshandlinger

Bortskaffelse af affald - virksomhed

Byggeskadefonden

►Lån til betaling af stigning i grundskylden for skatteårene 2018-2020◄

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretten

SKM2017.669.ØLR

Udlæg vedr. ejendomsskat.
Fogedretten udtalte, at den indgåede afdragsordning ikke kunne medføre, at SKAT ikke kunne foretage udlæg og at der i øvrigt ikke kan fastsættes en afdragsordning efter retsplejelovens § 525, stk. 3, da kravet var sikret ved lovbestemt pant.

UfR 2016.2682ØLK

Køber skulle ikke betale ejendomsskatterate, der forfaldt mellem 1. og 2. auktion, da denne ikke var blevet oplyst under den ny auktion.

SKM2013.266.ØLR

SKAT som Restanceinddrivelsesmyndigheden havde begæret tvangsauktion på en ejendom på baggrund af 2 krav, der begge havde fortrinsret på ejendommen. Det ene krav stammede fra et forsyningsselskab, der var 100 % ejet af kommunen og det andet krav vedrørte ejendomsskatter til kommunen.

Østre Landsret fandt at den omstændighed, at begge kreditorer er undergivet lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og dermed skal bruge SKAT som inddrivelsesmyndighed ikke medfører, at kravene kan smelte sammen til et krav.

SKAT var derfor uberettiget til at indgive auktionsbegæring, der indeholdte begge krav.

SKM2013.377.VLR

Husejerne havde i 2005/2006 købt deres faste ejendomme af et selskab, der efterfølgende var gået konkurs. SKAT foretog den 20. maj 2009 - mod husejernes protest - udlæg i ejendommene for skyldigt kloaktilslutningsbidrag, som der ikke var blevet dækning til i konkursboet.

Udlæggene blev stadfæstet af fogedretten og landsretten. Landsretten bemærkede, at amtstueforordningens § 2 alene vedrører bortfald af fortrinsretten og ikke panteretten, samt at fordringen og den lovbestemte panteret for kloaktilslutningsbidraget heller ikke på andet grundlag kunne anses for bortfaldet

UfR 2000.259 ØLK

Køber skulle betale ejendomsskatterate, forfalden mellem 1. og 2. auktion, da denne blev oplyst i forbindelse med auktionen

Byretten

SKM2013.540.BR

SKAT havde anmodet om tvangsauktion for en restrestance, der alene bestod af gebyrer vedrørende fortrinsberettigede krav på ejendomsskatter og forbrugsafgifter. Fogedretten udtalte, at det er uomtvistet, at kommunalbestyrelsens gebyrer ved klar hjemmel har udpantningsret. Størrelsen af gebyrerne er ligeledes lovreguleret. Henset hertil samt til, at det vil skabe en uklar retsstilling, såfremt disse offentligretlige gebyrer - modsat andre tilfælde - ikke følger hovedkravet, blev den begærede tvangsauktion fremmet.