Indhold

Dette afsnit beskriver praksis vedrørende konkrete differencer og bortkomst af regnskabsmaterialet som støtte eller grundlag for skønsmæssig ansættelse.

Afsnittet indeholder:

Konkrete differencer i indtægtsposter og udgiftsposter
Sandsynliggjorte fradragsberettigede udgifter, der ikke kan dokumenteres
Udgifter til ”sort løn”
Konsekvenser, hvis bogførings- og regnskabsmateriale bortkommer – bortkomst skyldes den skattepligtige
Konsekvenser, hvis bogførings- og regnskabsmateriale bortkommer – bortkomst i Skatteforvaltningens varetægt
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser m.v.

Konkrete differencer i indtægtsposter og udgiftsposter

Praksis viser, at Skatteforvaltningens tilsidesættelse af regnskabsgrundlaget ikke nødvendigvis skal følges op af en skønsmæssig ansættelse, støttet af en privatforbrugsafgørelse eller et skøn over bruttoavance, men at Skatteforvaltningen kan ændre skatteansættelsen med de konkrete differencer, jf. SKM2006.216.ØLR og SKM2007.130.VLR. I sidstnævnte sag, blev regnskabsgrundlaget for en tømrer tilsidesat, men i stedet for skønsmæssig ansættelse blev ansættelserne ændret på baggrund af en konkret gennemgang og kontrol af bilagsmaterialet. Vestre Landsret fandt ikke grundlag for at tilsidesætte de konkret ændrede skatteansættelser som åbenbart urimelige eller som hvilende på et klart fejlagtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Hvis Skatteforvaltningen ved gennemgangen af den skattepligtiges regnskab finder konkrete differencer fx indtægter, der er holdt ude, eller udgifter, der er fratrukket med for store beløb, skal Skatteforvaltningen derfor tage stilling til:

Om der kun skal foretages en ændring af indkomstansættelsen med de konkrete differencer
Om der i bogførings- og regnskabsmaterialet er mangler af en sådan art og omfang, at Skatteforvaltningen kan tilsidesætte regnskabsgrundlaget og foretage en skønsmæssig ændring af indkomstansættelsen.

Hvis Skatteforvaltningen finder konkrete indtægtsdifferencer, er det som regel også påvist, at den skattepligtiges kasseregnskab ikke har været tilstrækkeligt ført og afstemt. Skatteforvaltningen kan derfor også tilsidesætte bogføringen og regnskabet som grundlag for at foretage en skønsmæssig ændring af indkomstansættelsen. Se afsnit A.C.2.1.4.4.2.1.

Eksempel 1

Konstaterede indtægtsdifferencer førte til, at regnskabsgrundlaget blev tilsidesat, og at indkomstansættelsen blev skønsmæssigt ændret. Se SKM2011.251.BR, hvor 102 fakturaer ikke var bogført, og SKM2004.310.VLR, hvor 213 indtægtsnotaer manglede i bogføringens nummerrækkefølge.

Eksempel 2

Konstaterede indtægtsdifferencer førte til, at regnskabsgrundlaget blev tilsidesat, men indkomstansættelsen blev kun forhøjet på en række konkrete punkter. Se SKM2010.258.BR og SKM2007.130.VLR.

Også udgiftsdifferencer kan - på samme vis som indtægtsdifferencer - på grund af fejl og mangler i bogføringen have et sådant omfang og karakter, at udgiftsdifferencer kan give Skatteforvaltningen tilstrækkelig anledning til at tilsidesætte regnskabsgrundlaget i dets helhed.

Eksempel 3

Om sag, hvor indgik skønsmæssig indkomstansættelse efter skøn for bruttoavance og ikke godkendt fradrag for konkrete udgifter ifølge bilag, der ikke opfyldte kravene ifølge dagældende BEK nr. 598 af 21. august 1990 § 11, stk. 4. Se SKM2001.603.VLR.

Om sager med forhøjelser med konkrete differencer på både indtægts- og udgiftssiden, og hvor de pågældende regnskabsgrundlag efter sagsreferaterne formentlig hver især kunne være tilsidesat som helhed. Se SKM2006.219.ØLR og SKM2004.6.ØLR.

Konkrete udgiftsdifferencer pga. fejl og mangler i bogføringen har ellers typisk karakter af:

Udgifter, der er bogført med større beløb end de beløb, der er dokumenteret afholdt
Udgifter af privat karakter, der er bogført helt eller delvist som driftsudgifter
Udgifter, der alene er registreret i bogføringen i form af interne bilag frem for eksterne bilag

Ved sådanne udgiftsdifferencer af konkret karakter har Skatteforvaltningen typisk kun grundlag for at ændre indkomstansættelsen med den eller de korrekte differencer.

Se eksempler på praksis:

Sandsynliggjorte fradragsberettigede udgifter, der ikke kan dokumenteres

En skattepligtig, der mener sig berettiget til et skattemæssigt fradrag, har bevisbyrden for, at udgiften er fradragsberettiget.

I sagen SKM2004·162·HR om størrelsen af et befordringsfradrag udtalte Højesteret således, at fradrag kun kan opnås for en befordring, der rent faktisk har fundet sted, og at bevisbyrden herfor som udgangspunkt påhviler skatteyderen. Det påhviler således skatteyderen at dokumentere, eller i hvert fald at sandsynliggøre, at den selvangivne befordring faktisk havde fundet sted. Videre udtalte Højesteret, at beviskravet typisk vil blive skærpet i tilfælde, hvor der foreligger omstændigheder, der kan tale imod, at befordringen har fundet sted i det selvangivne omfang, eksempelvis meget betydelige daglige rejsetider.

Kan den skattepligtige ikke fremlægge dokumentation for fradraget, nægtes dette. Hvis en skattepligtig ikke kan fremlægge dokumentation for, at den skattepligtige har afholdt udgifter til køb af varer, tjenesteydelser eller aktiver, har den skattepligtige som hovedregel ikke ret til fradrag for de pågældende udgifter. Se fx SKM2008.4.HR.

Hvis Skatteforvaltningen finder det konkret sandsynliggjort, at den skattepligtige har afholdt fradragsberettigede udgifter, men hvis størrelse er udokumenteret, kan Skatteforvaltningen foretage en skønsmæssig ansættelse af den pågældende udgift.

Hvis Skatteforvaltningen finder, at udgifterne slet ikke eller kun utilstrækkeligt er dokumenteret, har Skatteforvaltningen ikke pligt til at udøve et skøn over størrelsen af fradragsberettigede udgifter, jf. SKM2013·493·VLR, hvor den skattepligtige ikke fik medhold i en påstand om, at Skatteforvaltningens skønsmæssige ændring af indkomstansættelsen og momstilsvaret var ugyldig, fordi Skatteforvaltningen ikke havde medtaget fradragsberettigede udgifter ved skønnet.

Se eksempler på praksis:

- SKM2006.309.VLR (ikke sandsynliggjorte udgifter til kørsels- og telefonudgifter).

- SKM2013.230.BR (sandsynliggjorte udgifter til indkøb af de samme varer, som virksomheden sælger).

- SKM2013.796.BR (ikke sandsynliggjorte udgifter ifølge 6 fakturaer, hvoraf 5 var udateret, og ingen var ikke dokumenteret betalt).

- SKM2014.232.ØLR (ikke grundlag for fradrag efter et skøn for udgifter til køb af svinekroppe, idet ikke forelå fakturabilag, og idet der evt. var foretaget fradrag for de samme udgifter for et andet indkomstår).

Udgifter til ”sort løn”

Højesteret har i en sag angivet, at det var berettiget, at der alene var anerkendt udgifter til sort løn, i det omfang den pågældende medarbejder havde kunnet identificeres. Se SKM2011.209.HR. Under iagttagelse af sædvanlige dokumentationskrav for en udgift påhviler det den skattepligtige at godtgøre eller i hvert fald sandsynliggøre, at det ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan ske fradrag for påståede udgifter. Manglende identifikation af modtagere af sort løn kan således medføre, at afholdte udgifter hertil ikke kan fradrages ved indkomstopgørelsen.

Se eksempler på praksis:

- SKM2011.209.HR (ikke fradrag for "sort løn", hvis medarbejder ikke er identificeret)

- SKM2013.670.ØLR (ikke sandsynliggjort, at der ud af udeholdt omsætning var afholdt udgifter til "sort løn").

Bemærk

Det i forvejen begrænsede område for skønsmæssigt ansat fradrag under hensyn til sandsynliggørelse må anses for yderligere markant begrænset som følge af reglerne for digital betaling som betingelse for fradrag ved indkomstopgørelsen. Se afsnit A.B.4.1.3 om digital betaling og betingelser for fradrag efter ►LL § 8 Y◄.

Konsekvenser, hvis bogførings- og regnskabsmateriale bortkommer - bortkomst skyldes den skattepligtige

Bogførings- og regnskabsmateriale, der ligger til grund for det skattemæssige årsregnskab, skal opbevares i mindst 5 år efter regnskabsårets afslutning. Se mindstekravsbek. for mindre virksomheder, BEK nr 1296 af 14. november 2018 § 10, stk. 1, og mindstekravsbek. for større virksomheder BEK nr. 1295 af 14. november 2018 § 6, stk. 1.

Den skattepligtige har desuden ansvaret for at opbevare bogførings- og regnskabsmaterialet på betryggende vis i opbevaringsperioden og bærer dermed risikoen for, at hele eller dele af bogførings- og regnskabsmaterialet bortkommer. Se bogføringslovens § 10, stk. 1, 1. pkt. Dette gælder også, selv om et skattemæssigt årsregnskab, udarbejdet på grundlag af bogførings- og regnskabsmateriale, der efterfølgende viser sig at være bortkommet helt eller delvist, er revideret og påtegnet af en revisor.

Eksempel 1

Om ikke godkendt fradrag for konkrete udgifter. Se SKM2004.119.ØLR. Om ikke imødekommet genoptagelse af ansættelsen med underskud af virksomhed. Se SKM2001.389.ØLR. I begge sager var bogførings- og regnskabsmaterialet fuldstændigt bortkommet.

Eksempel 2

I en sag om skønsmæssig ansættelse kom det indehaveren af en akupunktørklinik bevismæssigt til skade, at aftalebog og regnestrimler var bortskaffet. Aftalebogen m.v. måtte anses for at være en del af regnskabsgrundlaget. Se SKM2011.520.BR. Der er herved sket en udvikling i praksis i forhold til SKM2001.107.VLR, hvor VLR tiltrådte, at skattemyndighederne havde anvendt en frisørs aftale- eller bestillingsbog, selv om en aftalebog ikke efter dagældende praksis ansås for at udgøre en del af regnskabsgrundlaget.

Konsekvenser, hvis bogførings- og regnskabsmateriale bortkommer - bortkomst i Skatteforvaltningens varetægt

En landsretsdom og en byretsdom har i forhold til en anden byretsdom forskellige udfald, når det gælder konsekvensen, hvis den skattepligtiges bogførings- og materiale bortkommer i skattemyndighedens varetægt, eller hvor der ikke er sørget for at tage de fornødne kopier af originalt materiale før tilbagesendelse:

Eksempel 1

En del af de originale bogføringsbilag, der tilhørte en sambeskattet selskabskoncern, bortkom hos SKAT. Ved sagens behandling for domstolene var der bevismæssig uenighed, om materialet bortkom før eller efter SKATs afgørelse. Landsretten fandt, at tvivlen om indholdet af det bortkomne bilagsmateriale og om tidspunktet for bortkomsten heraf måtte komme Skatteministeriet bevismæssigt til skade. Se SKM2014.232.ØLR.

Originalt materiale, der lå til grund for en skønsmæssig ansættelse, bortkom senere og var ikke længere i skattemyndighedernes sagsmateriale. Dette medførte tvivl om grundlaget for den skønsmæssigt ansatte forhøjelse, der ved ankesag over afslag på genoptagelse af sagen blev nedsat til det selvangivne. Se SKM2011.439.BR.

Eksempel 2

Den skattepligtige havde for sent ansøgt om ekstraordinær genoptagelse af indkomstansættelsen, og det forhold at den skattepligtige ikke havde modtaget bilagsmaterialet retur fra SKAT, kunne ikke føre til et andet resultat, da materialet ikke ansås for nødvendigt for at vurdere, om der var grundlag for at ansøge om ekstraordinær genoptagelse. Se SKM2012.87.BR.

Retningslinjer

Skatteforvaltningen skal returnere originalt materiale til den skattepligtige, som Skatteforvaltningen har haft indkaldt og benyttet som led i sagsbehandlingen, medmindre sagen er eller bliver oversendt til ansvarsvurdering. Som konsekvens af SKM2011.439.BR skal Skatteforvaltningen dog i alle tilfælde sørge for, at der foreligger kopier af det originale materiale, der ligger til grund for en skønsmæssig ansættelse.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser m.v.

Afgørelse samt evt. tilhørende SKM-meddelelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Højesteretsdomme
SKM2011.209.HR	I præmisserne er det angivet, at det i sagen var berettiget, at SKAT alene havde anerkendt udgifter til sort løn, i det omfang den pågældende medarbejder havde kunnet identificeres
SKM2008.4.HR	Et selskab havde udbetalt større beløb til en regnskabsassistent end de beløb, som assistenten løbende havde faktureret til selskabet. Ikke godtgjort, at de overskydende beløb kunne fratrækkes ved opgørelsen af skattepligtig indkomst og momstilsvar.	Afgørelsen må anses at lægge afgørende vægt på eksterne bilag i form af fakturaer, som er udstedt til virksomheden, frem for vægt på virksomhedens ensidige oplysninger om den nærmere sammenhæng i de regnskabsmæssige posteringer.
SKM2004.162.HR	Selvangivet fradrag for befordring mellem bopæl og to arbejdssteder oversteg det sædvanlige, og det påhvilede skatteyderen at dokumentere, eller i hvert fald sandsynliggøre, at den selvangivne befordring faktisk havde fundet sted. Denne bevisbyrde var ikke løftet alene med fremlagte lejekontrakter og erklæringer fra arbejdsgivere. Trods SKATs opfordring var det heller ikke sandsynliggjort, at der var kørt mellem arbejdsstederne i det selvangivne omfang.
Landsretsdomme
SKM2015.643.VLR	Køreskolevirksomhed, drevet i både selskabs- og enkeltmandsform. Udeholdt omsætning.	VLR stadfæstede byrettens dom i selskabets sag og også i skatteyderens sag med den ændring, at ansættelsen af den personlige indkomst og afledt moms hjemvistes til fornyet behandling.
SKM2015.125.VLR	Vederlag for deltagelse i momssvindel - personlig indkomst. SKAT havde forhøjet indkomst på baggrund af en række indsætninger og hævninger på konti direkte eller indirekte tilhørende skatteyder via selskaber, der deltog i en art momskarrusel. Retten fandt det berettiget, at anse det skøn over udeholdt indkomst, som SKAT havde foretaget, som personlig indkomst.	SKM frifundet. Stadfæstelse af byrettens dom SKM2013.665.BR
SKM2014.521.ØLR	Sagen angik alene spørgsmålet om der var grundlag for at tilsidesætte SKATs skønsmæssige forhøjelser af skat og moms. Forhøjelserne var foretaget på baggrund af et større antal afrundede kontante beløb, indsat på virksomhedens konto. Indsætningerne svarede til de foretagne forhøjelser.	Stadfæstet. Tidl. instans SKM2013.431.BR
SKM2014.260.ØLR	Skatteyderen havde drevet virksomhed i selskabsform. Selskabet gik konkurs, og umiddelbart herefter blev oprettet to britiske selskaber og danske filialer af disse selskaber. På filialernes bankkonti indgik midler fra virksomhed, som blev udført efter konkursen. De danske filialer var for kortere perioder inden for fire år registreret for moms, selskabsskat eller A-skat og AM-bidrag, mens skatteyderen ikke selv var momsregistreret for perioden, ligesom der hverken var indgivet regnskaber eller selvangivelser for selvstændig virksomhed for indkomstårene 2005-2008. Skatteyderen blev anset for at have deltage i drift af uregistreret virksomhed som interessent med en andel på 50 pct., og momstilsvar og indkomst blev efter et skøn ansat på baggrund af de faktiske indsætninger på virksomhedens bankkonti. Landsretten stadfæstede byrettens dom.	Mere udførligt referat af faktiske forhold og tidl. sagsforløb i dommen i tidl. instans: SKM2013.396.BR. Det fremgår af LSRs behandling af sagen, at SKAT havde godkendt et skønnet fradrag for driftsudgifter, herunder lønudgifter, hvorved der fremkom en bruttoavance for indkomstårene 2005 - 2007 på hver især 65,6, 57,6 og 48,2 pct. Uanset den gennemsnitlige bruttoavance i den pågældende branche (murervirksomhed) i årene 2005-2006 ifølge Danmarks Statistik havde udgjort 52,2 pct., fandt LSR ikke grundlag for at godkende yderligere fradrag for driftsudgifter. Endvidere bemærkede LSR både med hensyn til ansættelsen af indkomst og momstilsvar, at indholdskravene til faktura efter momsbekendtgørelsen (dagældende, nr. 663 af 16. juni 2006, § 40) ikke var opfyldt.
SKM2014.232.ØLR	I et større sagskompleks om en sambeskattet selskabskoncern indgik et spørgsmål om fradrag for udgifter til køb af svinekroppe for 3,42 mio. d.kr. under hensyn til sandsynliggørelse. Landsretten bemærkede, at selskabet havde erkendt, at der ikke forelå fakturabilag for udgiften. Endvidere var der tvivl, om det var det ene eller andet selskab i koncernen, der havde afholdt udgiften, og om der allerede var foretaget fradrag for udgiften for et andet indkomstår. Landsretten fandt herefter, at der ikke var tilvejebragt et grundlag for fradrag efter et skøn. Et andet aspekt af sagen var, at en del af selskabets originale bilagsmateriale var bortkommet hos SKAT. Ved sagens behandling for domstolene var der bevismæssig uenighed, om materialet bortkom før eller efter SKATs afgørelse. Landsretten fandt, at tvivlen om indholdet af de bortkomne bilag og om tidspunktet for bortkomsten heraf måtte komme Skatteministeriet bevismæssigt til skade.
SKM2013.696.ØLR	Skønsmæssig indkomstansættelse og fastsættelse af momstilsvar på baggrund af en række kontante indsættelser på skatteyderens bankkonto. Skatteyderen gjorde gældende, at indsættelserne angik betalinger for nogle entreprenører, som skatteyderen ikke havde haft noget med at gøre, og beløbene var viderebetalt til den tredjemand, der havde udført entrepriserne. Ikke fundet det bevist, at beløbene ikke tilkom skatteyderen, og at beløbene var viderebetalt. Endvidere lagt vægt, at skatteyderen ikke havde holdt sine private og forretningsmæssige indtægter adskilt.	Mere udførligt referat af faktiske forhold og tidl. sagsforløb i dommen i tidl. instans: SKM2012.568.BR.
SKM2013.670.ØLR	Taxavognmand. I virksomhedens kasseregnskab, der blev udarbejdet hver 7. dag ved vognmandens afregning med chaufførerne, anførtes alene kontante ind- og udbetalinger. Ikke ind- og udbetalinger over bankkonto. Samtidig var der store uafstemmelige kontante beholdninger både primo og ultimo indkomståret. Regnskabsgrundlag tilsidesat, og indkomst forhøjet efter et skøn på baggrund af det stedlige taxinævns gennemsnitsberegning efter gennemgang og sammenligning af trafikbøger og taxameterattester.	Mere udførligt referat af faktiske forhold og tidl. sagsforløb i dommen i tidl. instans: SKM2012.552.BR. Det var under sagens behandling hos de forskellige instanser spørgsmålet, om der skulle tages hensyn til fradrag for "sort løn" til taxachaufførerne. Byretten fandt, at det måtte "tilsidesættes som helt udokumenteret", at der var betalt løn m.v. til chaufførerne af de udeholdte indtægter. ØLR stadfæstede byrettens dom i henhold til grundene.
SKM2013.613.ØLR	Skønsmæssig indkomstansættelse og fastsættelse af momstilsvar på baggrund af indsættelser på skatteyderens bankkonto, og idet der ikke var selvangivet resultat af virksomhed eller udarbejdet regnskab for virksomheden. Skatteyderen gjorde gældende, at han ikke havde drevet virksomheden, men alene havde udlånt sin bankkonto til en bekendt, der havde drevet virksomheden, fordi den bekendte ikke selv havde adgang til at oprette en bankkonto. Skatteyderen ansås for at have erhvervet ret til indsættelserne på bankkontoen som rette indkomstmodtager.	Mere udførligt referat af faktiske forhold og tidl. sagsforløb i dommen i tidl. instans: SKM2012.458.BR. Ved indkomstansættelsen var indrømmet et skønsmæssigt fradrag for driftsomkostninger på 25 pct. Da der ikke var fremlagt dokumentation, der kunne bestyrke forklaring om, at driftsomkostningerne havde været højere, fandt byretten ikke, at der var løftet bevisbyrden for, at skattemyndighedernes skøn var udøvet på et forkert grundlag eller havde ført til et åbenbart urimeligt resultat.
SKM2013.530.VLR	Virksomhed med ydelser inden for grønt vedligehold, murerarbejde, snerydning m.v. Revisorforbehold i regnskab om, at der ikke forelå et egentligt bogholderi for ét ud af tre indkomstår, og at revisor ikke havde været i stand til at udtale sig om fuldstændigheden af regnskabet og værdiansættelsen af igangværende arbejder og debitorer. Endvidere konstaterede SKAT huller i rækkefølgen af nummererede fakturaer med 40 manglende fakturaer i ét år og 63 manglende fakturaer i et andet år. Regnskabsgrundlag tilsidesat og indkomstansættelse og momstilsvar fastsat efter et skøn, baseret på modtagne fakturaer og indbetalinger på den skattepligtiges bankkonti. Byretten fandt, at SKAT havde beregnet omsætningen for et enkelt indkomstår på et forkert grundlag, og skønnet for dette indkomstår blev hjemvist til fornyet behandling hos SKAT. VLR stadfæstede byrettens dom, idet VLR dog nedsatte forhøjelsen for et andet indkomstår på baggrund af fremlagt dokumentation for skattefri indtægt ved salg af en privatbil.	Mere udførligt referat af faktiske forhold og tidl. sagsforløb i dommen i tidl. instans: SKM2012.173.BR. Afgørelsen viser, at SKATs tilsidesættelse af regnskabsgrundlaget ikke nødvendigvis skal følges op af en skønsmæssig ansættelse, støttet af en privatforbrugsopgørelse eller et skøn over bruttoavance, men at SKAT kan ændre skatteansættelsen med de konkrete differencer. Se de mere klassiske afgørelser herom i SKM2007.130.VLR og SKM2006.219.ØLR. Dog indgår der i denne konkrete sag et større element af skøn over den reelle omsætning i forhold til en "ren" difference.
SKM2013.493.VLR	En skatteyder, der havde udeholdt indtægter fra salg af metalskrot, fik på baggrund af kontante indsættelser på bankkonto forhøjet indkomst med indtægterne uden fradrag for driftsudgifter og fik forhøjet momstilsvaret med 25 pct. af disse indtægter. Skatteyderen fik ikke medhold i, at ansættelsen var ugyldig, fordi SKAT ikke havde medtaget fradragsberettigede udgifter ved skønnet, og/eller fordi ansættelsesfristen var overskredet efter SFL § 26, stk. 1, 2. pkt. Skatteyderen fik heller ikke medhold i, at han var berettiget til fradrag for driftsudgifter, idet han hverken under SKATs eller domstolenes behandling af sagen havde oplyst om sine indtægter eller udgifter i virksomheden.	Stadfæstelse af byrettens domme SKM2012.742.BR (indkomstansættelsen) og SKM2012.743.BR (momstilsvaret).
SKM2013.125.VLR	Selvangivet underskud af bierhverv som hjemmeslagter. Indkomst og momstilsvar forhøjet under hensyn til, at 50 pct. af omsætning ansås for udeholdt. VLR fandt, at det havde formodningen mod sig, at skatteyderen kun arbejdede som hjemmeslagter af lyst og ikke for at opnå en fortjeneste. Og det forhold, at der ikke var foretaget en selvstændig opgørelse af skatteyderens privatforbrug udelukkede ikke, at der var udeholdt indtægter.	I sagen i tidl. instans SKM2011.804.BR var forhøjelsen blevet nedsat til det selvangivne på baggrund af skatteyderens partsforklaring om arbejdsformen ved hjemmeslagtning. VLRs dom indebærer således en omgørelse af byrettens dom.
SKM2010.669.ØLR	Som dokumentation for fradrag for vareindkøb hos en købmand fremlagde en restauratør månedsafregninger fra købmanden samt følgesedler og kvitteringer, der dækkede en del af købene. Bevisbyrde for fradraget ikke løftet pga. betydelige uregelmæssigheder i restauratørens bogførings- og regnskabsmateriale.	Afgørelsen kan ses som et udtryk for, at selv hvis enkeltstående bilag kan være i orden i sig selv, kan SKAT alligevel nægte fradrag ifølge disse bilag, hvis SKAT samlet set kan konstatere "betydelige uregelmæssigheder i bogførings- og regnskabsmaterialet."
SKM2007.130.VLR	Tømrer. Regnskabsgrundlaget tilsidesat, men i stedet for skønsmæssige ansættelser blev ansættelserne ændret på baggrund af en konkret gennemgang og kontrol af bilagsmaterialet. Ikke grundlag af tilsidesætte de konkret ændrede skatteansættelser som åbenbart urimelige eller som hvilende på et klart fejlagtigt eller ufuldstændigt grundlag.	Afgørelsen viser, at SKATs tilsidesættelse af regnskabsgrundlaget ikke nødvendigvis skal følges op af en skønsmæssig ansættelse, støttet af en privatforbrugsopgørelse eller et skøn over bruttoavance, men at SKAT kan ændre skatteansættelsen med de konkrete differencer. Se lignende afgørelse i SKM2006.219.ØLR.
SKM2006.309.VLR	Kørsels- og telefonudgifter ved escortservice. Der var foretaget kørsel i betydeligt omfang i forhold til indtjening pr. kundebesøg, og der var derfor et skærpet krav til bevis for, at kørslerne havde fundet sted. Da der ikke var ført kørebog eller tilvejebragt andet grundlag for et skøn over kørslens omfang, kunne der ikke opnås fradrag for kørselsudgifterne. Endvidere var der anvendt flere telefoner både ved drift af virksomhed og privat, og det påhvilede skatteyderen at bevise, hvilken del af samtalerne, der angik virksomheden, og hvilken del, der var privat. Der var ikke grundlag for at tilsidesætte SKATs skøn som foretaget på et forkert grundlag eller som åbenbart urimeligt.	Afgørelsen viser, at der formentlig alt andet lige kræves mindre for at sandsynliggøre fradragsberettigede, ikke dokumenterede udgifter til køb af de samme varer, som virksomheden sælger, hvilket var tilfældet i SKM2013.230.BR. I forhold til at sandsynliggøre udgifter til køb af varer eller generelle tjenesteydelser, der ikke har en umiddelbar nær tilknytning til forretningsområdet for den pågældende virksomhed.
SKM2006.219.ØLR	Indkomstansættelsen forhøjet under hensyn til konkrete indtægtsdifferencer, idet der var udeholdt omsætning ved blomsterhandel i form af salg gennem en forbrugsforening. Indkomstansættelsen også forhøjet under hensyn til konkrete udgiftsdifferencer i form af ikke godkendt fradrag for varekøb, idet der på bilag hverken var angivet, hvem der var sælger, eller hvad og hvor meget, der var købt. Bilagene opfyldte ikke kravene til grundbilag.	Afgørelsen viser, at SKATs tilsidesættelse af regnskabsgrundlaget ikke nødvendigvis skal følges op af en skønsmæssig ansættelse, støttet af en privatforbrugsopgørelse eller et skøn over bruttoavance, men at SKAT kan ændre skatteansættelsen med de konkrete differencer. Se lignende afgørelse i SKM2007.130.VLR.
SKM2004.310.VLR	Køreskole. Regnskabsgrundlag tilsidesat, idet der ikke var ført kasseregnskab og ikke var opbevaret den løbende bogføring. Herunder var det ved kontrol konstateret, at der manglede 213 indtægtsnotaer. Indkomst og momstilsvar forhøjet efter et skøn for bruttoavance på baggrund af oplysninger fra politiet om hvilke kørelærere, der har haft hvilke elever til prøve.	Se lignende sag: SKM2011.263.ØLR
SKM2004.119.ØLR	Bogførings- og regnskabsmateriale, der dokumenterede et selskabs selvangivne fradrag for 2 indkomstår, var bortkommet ved byfornyelsesarbejder i selskabets lokaler. Selskabet gjorde gældende, at bortkomsten var uden betydning, idet selskabets revisor som offentlighedens repræsentant havde revideret årsregnskaberne for de 2 indkomstår og erklæret, at regnskaberne efter revisorens opfattelse var retvisende. ØLR fandt, at det påhvilede selskabet at dokumentere driftsudgifter, og at selskabet bar risikoen for regnskabsmaterialets bortkomst. Revisionen kunne ikke føre til andet resultat.	Se lignende afgørelse: SKM2001.389.ØLR
SKM2004.6.ØLR	Ikke godtgjort, at en købmand i en periode på godt 1 år kunne foretage fradrag for udbetalt løn til sin søster. Kasseregnskabet var ikke ført og afstemt, og uanset at en ny revisor havde omarbejdet bogføringen og havde redegjort for forskellige uoverensstemmelser, var det ikke godtgjort, at en debitering af kontoen for varesalg ikke modsvarede udeholdt omsætning. Ej heller godtgjort, at indskud på købmandens bankkonti hidrørte fra bogførte indtægter, som købmanden tidligere havde erhvervet, uanset at købmandsforretningen i tidligere måneder havde givet større overskud end de beløb, der i disse måneder var indsat på købmandens bankkonti.	Afgørelsen bekræfter, at der gælder et skærpet krav til dokumentation og bevisbyrde ved aftaler mellem familiemedlemmer og andre nærtstående om udveksling af varer eller ydelser mod vederlag. Afgørelsen kan formentlig også ses som et udtryk for, at hvis SKAT i første omfang har konstateret, at det foreliggende bogførings- og regnskabsmateriale er mangelfuldt, skal SKAT ikke nødvendigvis lægge et efterfølgende tilrettet og udarbejdet nyt bogførings- og regnskabsmateriale til grund som et retvisende grundlag for opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Herunder uanset om en revisor medvirker ved tilretningen af bogførings- og regnskabsmaterialet.
SKM2001.389.ØLR	Takseret overskud af virksomhed, der efter revisors henvendelse blev ændret til 0 kr. Den skattepligtiges ansøgning om genoptagelse af ansættelsen med et underskud af virksomhed kunne ikke imødekommes, idet det underliggende bogførings- og regnskabsmateriale var bortkommet, og den skattepligtige måtte selv bære risikoen herfor.	Se lignende afgørelse: SKM2004.119.ØLR
Byretsdomme
SKM2015.215.BR	Forhøjelserne var begrundet i, at skatteyderen havde et uantageligt eller negativt privatforbrug. Retten lagde til grund, at SKAT ubestridt havde været berettiget til at udøve skøn, og skatteyder ikke havde ført et sikkert bevis for, at skønnet var udøvet på et forkert grundlag.	SKM frifundet.
SKM2015.183.BR	Frisørvirksomhed, hvor regnskabet alene var baseret på aftalebøger, som delvis var bortkommet. Regnskabet ikke ført på grundlag en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab. Retten fandt at regnskabsførelse ikke opfyldte kravene i bogføringsloven og mindstekravsbekendtgørelsen, hvorfor SKAT var berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse.	SKM frifundet. Sagen anket til ØLR.
SKM2015.38.BR	Ikke indsendt regnskab. Ansættelse baseret på indsætninger på bankkonto. Skatteyderen havde under sagens forberedelse fremlagt materiale, der efter skatteyderens opfattelse skulle danne grundlag, samt henvist til at der ikke var udarbejdet privatforbrugsopgørelser. Heri fik skatteyder ikke medhold.	SKM frifundet. Dommen omfatter også moms - se A.B.5.4.2
SKM2014.535.BR	Klinik. Skøn baseret på aftalekalender. Lav privat forbrug og udeholdte indtægter. Skøn var ikke udøvet på et forkert grundlag og havde heller ikke ført til åbenbart urimeligt resultat. Adgangen til patientjournaler var ikke sket i strid med PDL eller anden lovgivning om beskyttelse af personfølsomme oplysninger	Sagen anket til ØLR
SKM2014.533.BR	Handel med motorcykelreservedele. Sagen angik spørgsmål om erhvervs- mæssig virksomhed og grundlaget for skøn. Skøn var hovedsagelig baseret på konstaterede indsættelser på skatteyderens konto.	SKAT fik medhold i, at der var grundlag for en skønsmæssig ansættelse. Skønnet var dog fore-taget på et ufuldstændigt og til dels fejlagtigt grundlag. Retten hjemviste sagen til fornyet behandling.
SKM2013.796.BR	Sagen angik fradrag for indkomståret 2007 for udgifter til opførelse af ejendomme ifølge 6 fakturaer. 5 af fakturaerne var udateret, og der var ikke dokumenteret betaling for nogen af faktuaerne. Skatteyderen fandtes ikke at have ført sikkert bevis for, at udgifterne var afholdt i indkomståret 2007, eller at der var fradrag for udgifterne efter SL § 6, stk. 1, litra a, ved indkomstopgørelsen for 2007.	De 5 udaterede fakturaer angav momssatsen til 33 pct. Se om de momsretlige krav til udformning af fakturaer og om konsekvenser ved uretmæssig opkrævning af moms i afsnit A.B.3.3.1.2 Faktureringspligten og afsnit D.A.13.6 Fakturering med moms ML § 46, stk. 6.
SKM2013.230.BR	Ægtefællers ikke selvangivne indkomst ved salg af paller var skønsmæssigt ansat. LSR skønnede, at parret havde haft udgifter til køb af paller svarende til 25 pct. af indtægterne. Ved sagens behandling for byretten blev der afgivet fire skønserklæringer om priser ved køb af paller. Byretten fandt det ikke godtgjort, at LSRs skøn var åbenbart urimeligt eller hvilede på et forkert grundlag.	Afgørende præmis for, at der skulle gives fradrag for varekøb efter et skøn: Der var ubestridt indtægter ved salg af de pågældende varer.
SKM2013.143.BR	2 brødre, der var hovedanpartshavere og ulønnede medarbejdere i samme selskab med salg af møbler, ansås for at have udtaget møbler til eget private brug fra selskabet og fik efter et skøn forhøjet indkomsten med værdien af møblerne som yderligere løn. Byretten fandt det ikke godtgjort, at møblerne havde mistet deres værdi, eller at brødrene havde et krav mod selskabet til at modregne værdien af møblerne. Derimod var det godtgjort, at i hvert fald en del af møblerne blev anvendt privat, og herefter var der ikke grundlag for at tilsidesætte skønnet.
SKM2011.726.BR	Revisor, der beskattes i virksomhedsordningen. Ikke godkendt fradrag for udgifter, der ikke var dokumenteret ved bilag, udgifter, der var fratrukket 2 gange, og udgifter, der var af privat karakter.	Afgørelsen viser klassiske tilfælde på konkrete udgiftsdifferencer.
SKM2011.439.BR	Taxavognmand. Indkomst forhøjet med støtte i originale kørebøger, køresedler og dagbog, der senere bortkom, og ikke længere fandtes i skattemyndighedernes sagsmateriale. Efterfølgende blev det til for støtte for genoptagelse gjort gældende, at skønnet var åbenbart urimeligt og hvilede på et forkert grundlag, samt at der var sket sagsbehandlingsfejl i form af manglende aktindsigt og utilstrækkelig sagsoplysning. Under omstændighederne, hvor oprindeligt og originalt dokumentationsmateriale var bortkommet, kunne der - sammenholdt med karakteren og indholdet af indsigelserne - rejses berettiget tvivl om den skønsmæssige forhøjelse, der blev nedsat til det selvangivne.
SKM2011.251.BR	Autoværksted i selskabsform. Regnskabsgrundlag tilsidesat, idet regnskaberne iflg. revisors påtegning ikke opfyldte bogføringslovens krav, der manglende kasseafstemninger, og idet der ved kontrol blev fundet 102 ikke-bogførte fakturaer. Indkomst og momstilsvar forhøjet for selskabet, og hovedanpartshaver beskattet af maskeret udbytte efter skøn for bruttoavancen på baggrund af de 102 ikke-bogførte fakturaer.
SKM2009.591.BR	Et selskab havde pga. fejl i bogføringen foretaget et dobbelt fradrag for et varekøb. Ikke bevist, at fejlen var rettet ved en kreditpostering eller modregning. På selskabets varekøbskonto var bogført 2 andre varekøb, idet det blev påstået, at disse 2 varekøb var modregnet på en anden konto, og at der ikke var foretaget fradrag for varekøbene. Dette ansås ikke for dokumenteret.	Afgørelsen kan ses som et udtryk, at oplysninger om overordnede regnskabstal, overført til selvangivelsen, ikke kan anses for dokumenteret, medmindre regnskabstallene i kraft af bogføringsprincipperne om transaktionsspor og kontrolspor kan følges til de underliggende bilag.
Landsskatteretskendelser
SKM2003.441.LSR	Uanset ændringerne af bogføringsloven ved lov nr. 1006 af 23. december 1998 ansås et selskabs udgiftsbilag i form af dags dato-kvitteringer ikke for at opfylde kravene til grundbilag, og det var med rette, at der var nægtet fradrag for udgifterne.	Afgørelsen kan evt. sammenholdes med SKM2006.219.ØLR, hvori indgik spørgsmålet, om udgiftsbilag opfyldte kravene til grundbilag ifølge bogføringsreglerne, der var gældende før lov nr. 1006 af 23. december 1998.