Regel

xML §§ 67 - 68 ax har følgende ordlyd:

"§ 67. Særordningen i dette kapitel finder anvendelse på transaktioner udført af rejsebureauer, der handler i eget navn over for den rejsende, og som til rejsens gennemførelse anvender leveringer af varer og ydelser, der foretages af andre afgiftspligtige personer.

Stk. 2. Særordningen finder ikke anvendelse på rejsebureauer, der udelukkende fungerer som formidlere, og for hvem § 27, stk. 3, nr. 3, om udlæg finder anvendelse.

Stk. 3. Ved anvendelsen af dette kapitel betragtes rejsearrangører som rejsebureauer.

§ 67 a. De transaktioner, der på de betingelser, der er fastsat i § 67, stk. 1, udføres af rejsebureauet med henblik på gennemførelse af en rejse, anses som en enkelt ydelse.

§ 67 b. Leveringsstedet for enkeltydelsen, jf. § 67 a, er der, hvor rejsebureauet har etableret stedet for sin økonomiske virksomhed eller har fast forretningssted, hvorfra ydelsen leveres af bureauet.

§ 67 c. Afgiftsgrundlaget for enkeltydelsen, jf. § 67 a, er rejsebureauets fortjenstmargen, hvorved forstås forskellen mellem det samlede beløb uden afgift, der skal betales af den rejsende, og rejsebureauets faktiske omkostninger til de af andre afgiftspligtige personer foretagne leveringer af varer og ydelser, når disse leveringer direkte kommer den rejsende til gode.

§ 67 d. Hvis de transaktioner, som udføres for rejsebureauet af andre afgiftspligtige personer, gennemføres uden for EU, sidestilles bureauets ydelser med virksomhed som formidler, der handler i en andens navn og for en andens regning, og som i medfør af § 34, stk. 1, nr. 17, er fritaget for afgift.

Stk. 2. Hvis transaktionerne i henhold til stk. 1 gennemføres såvel inden for som uden for EU, skal kun den del af rejsebureauets ydelser, der vedrører transaktioner gennemført uden for EU, anses som afgiftsfri.

§ 68. De afgiftsbeløb, som andre afgiftspligtige personer fakturerer rejsebureauet for transaktioner i henhold til § 67 a, der direkte kommer den rejsende til gode, berettiger hverken til fradrag eller til godtgørelse.

§ 68 a. Faktura udstedes i henhold til § 52 a.

Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler for fakturakrav og regnskabsføring."

Momsbekendtgørelsens §§ 119-128 har følgende ordlyd:

"§ 119. Virksomheder, der udfører transaktioner omfattet af momslovens kapitel 16 A, skal efter momslovens § 68 a, jf. momslovens § 52 a, udstede en særskilt faktura over de pågældende transaktioner i overensstemmelse med reglerne i kapitel 12 i denne bekendtgørelse, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Der må ikke i fakturaen anføres et afgiftsbeløb eller anden angivelse, hvoraf afgiftsbeløbet kan udregnes.

Stk. 3. Fakturaen skal oplyse, at særordningen for rejsebureauer bliver anvendt, idet fakturaen tydeligt skal påtegnes »fortjenstmargenordning - rejsebureauer« eller »margin scheme - travel agents«.

Regnskabskrav 

§ 120. Virksomheder, der udfører transaktioner som omhandlet i momslovens § 67, stk. 1, skal føre et regnskab, der kan danne grundlag for opgørelse af virksomhedens afgiftstilsvar, således, at de afgiftsbeløb, som virksomheden ved udgangen af hver afgiftsperiode skal angive på afgiftsangivelsen, fremgår af regnskabet.

Stk. 2. For transaktioner omfattet af momslovens § 67, stk. 1, skal virksomheden i regnskabet for hver enkelt transaktion angive salgsprisen inkl. alle skatter, provisioner, omkostninger og gebyrer og værditilvækst (fortjeneste), men ekskl. afgiften i forbindelse med leveringen, samt afgiftsgrundlaget, jf. momslovens § 67 c.

Stk. 3. Virksomheden skal endvidere for hver enkelt transaktion omfattet af stk. 2 føre et regnskab, der kan danne grundlag for opgørelsen af de faktiske omkostninger til de af andre afgiftspligtige personer foretagne leveringer af varer og ydelser, der direkte kommer den rejsende til gode, jf. momslovens § 67 c.

Stk. 4. I virksomhedens regnskab anføres det beregnede afgiftsbeløb, såfremt det er positivt. Det positive afgiftsbeløb overføres til kontoen for udgående afgift, jf. § 74, stk. 1, i denne bekendtgørelse, jf. stk. 3.

§ 121. Virksomheder, der er forpligtet til at betale moms af virksomhedens fortjenstmargen for hver enkelt transaktion i overensstemmelse med momslovens § 67, stk. 1, kan vælge at opfylde denne forpligtelse ved at bruge en forenklet metode, som omhandlet i stk. 2.

Stk. 2. Hvis virksomheden vælger at anvende en forenklet regnskabsmæssig metode, kan virksomheden vælge enten muligheden i § 122 i denne bekendtgørelse (metode 1) eller i § 124 i denne bekendtgørelse (metode 2) og anvende den valgte metode for alle virksomhedens transaktioner, omfattet af fortjenstmargenordningen.

Stk. 3. Virksomhedens valg af metode, jf. §§ 122 og 124, er gældende for virksomhedens regnskabsår. Ændring af metode kan ske med virkning fra begyndelsen af virksomhedens efterfølgende regnskabsår.

Stk. 4. Virksomheder, der vælger at anvende en forenklet regnskabsmæssig metode, skal foretage og vedligeholde registreringer for fortjenstmargenordningen i regnskabet, der indeholder oplysninger om det valg og de skøn og foretagne justeringer, som er sket med henblik på anvendelsen af den forenklede regnskabsmæssige metode.

§ 122. Virksomheder, der vælger metode 1, skal ved begyndelsen af regnskabsåret udøve et skøn over virksomhedens procentuelle fortjenstmargen for de rejser, der påbegyndes i regnskabsåret, jf. § 123, stk. 1.

Stk. 2. Den skønnede procentuelle fortjenstmargen anvendes på de vederlag, som virksomheden modtager fra de rejsende, med henblik på beregning af bureauets fortjenstmargen for rejser påbegyndt i regnskabsåret.

Stk. 3. Afgiften af den beregnede fortjenstmargen afregnes løbende i henhold til rejsebureauets momsafregningsperioder, jf. dog § 126.

§ 123. Den skønnede fortjenstmargen nævnt i § 122 for de rejser, der begyndes i løbet af et regnskabsår, skal beregnes af virksomheden som forholdet udtrykt i procent mellem det af virksomheden skønnede samlede beløb vedrørende transaktioner omfattet af momslovens § 67, stk. 1, inkl. alle skatter, provisioner, omkostninger, gebyrer og værditilvækst (fortjeneste), men ekskl. afgiften af leveringen, der skal betales af den rejsende, og forskellen mellem dette beløb og det beløb, som efter virksomhedens skøn skal betales til virksomhedens leverandører for levering af varer og tjenesteydelser, som direkte kommer den rejsende til gode, dog bortset fra transaktioner omfattet af momslovens § 67 d.

Stk. 2. Virksomheden kan vælge at differentiere den skønnede fortjenstmargen nævnt i § 122 i denne bekendtgørelse på grundlag af regionale, sæsonbestemte eller andre identificerbare forhold, der gør sig gældende for bestemte kategorier af rejser. Virksomheden skal i det tilfælde fordele de i stk. 1 omhandlede beløb i overensstemmelse hermed.

Stk. 3. Det skøn over den procentuelle margen, som virksomheden udøver efter stk. 1, skal være baseret på virksomhedens faktiske og forventede bookninger for rejser, der begynder i det pågældende regnskabsår, eller på et andet grundlag, der skal aftales med SKAT.

§ 124. Virksomheder, der vælger metode 2, skal beregne en fortjenstmargen på hver enkelt rejse, der påbegyndes i en afgiftsperiode.

Stk. 2. Afgiften af den beregnede fortjenstmargen afregnes i overensstemmelse med § 122, stk. 3, jf. dog § 126.

§ 125. De beregnede fortjenstmargener nævnt i § 124 for de rejser, der begyndes i løbet af afgiftsperioden, skal beregnes af virksomheden som forskellen mellem det samlede beløb vedrørende transaktioner omfattet af momslovens § 67, stk. 1, inkl. alle skatter, provisioner, omkostninger, gebyrer og værditilvækst (fortjeneste), men ekskl. afgiften af leveringen, der skal betales af den rejsende, og det beløb, som skal betales til virksomhedens leverandører for levering af varer og tjenesteydelser, som direkte kommer den rejsende til gode, opgjort på afrejsetidspunktet, dog bortset fra transaktioner omfattet af momslovens § 67 d.

§ 126. Virksomheder, der vælger at anvende en forenklet regnskabsmæssig metode som nævnt i §§ 122 eller 124, er forpligtet til ved udgangen af regnskabsåret at regulere den angivne og betalte moms i regnskabsåret som følge af konstaterede differencer mellem den realiserede (faktiske) margen og den foreløbige margen.

Stk. 2. Med henblik på at gennemføre regulering af afgiftstilsvaret som nævnt i stk. 1 for et regnskabsår skal virksomheden beregne den realiserede fortjenstmargen for rejser, der er påbegyndt i regnskabsåret, som forskellen mellem det samlede beløb vedrørende transaktioner omfattet af momslovens § 67, stk. 1, inkl. alle skatter, provisioner, omkostninger, gebyrer og værditilvækst (fortjeneste), men ekskl. afgiften af leveringen, og som er betalt eller som virksomheden er berettiget til at modtage betaling for af den rejsende, og de faktiske omkostninger til virksomhedens leverandører for levering af varer og tjenesteydelser, som direkte kommer den rejsende til gode, vedrørende de i regnskabsåret påbegyndte rejser.

Stk. 3. Reguleringen i henhold til stk. 1 udgøres for metode 1 af forskellen mellem afgiften af den skønnede fortjenstmargen (den foreløbige afgift) for rejser påbegyndt i regnskabsåret, jf. § 122, stk. 3, i denne bekendtgørelse, og afgiftsbeløbet beregnet af den opgjorte fortjenstmargen efter stk. 2 (afgiften af den realiserede fortjenstmargen). Reguleringen i henhold til stk. 1 udgøres for metode 2 af forskellen mellem summen af den angivne afgift af de beregnede fortjenstmargener (summen af den foreløbige afgift) for de rejser, der er påbegyndt i løbet af regnskabsåret, jf. § 124, stk. 2, og afgiftsbeløbet beregnet af den opgjorte fortjenstmargen for rejserne under ét (afgiften af den realiserede fortjenstmargen) efter stk. 2. Både ved regulering efter 1. og 2. pkt. kan evt. negativ fortjenstmargen modregnes i positiv fortjenstmargen.

Stk. 4. Regulering af afgiften skal ske i den afgiftsperiode, som følger umiddelbart efter den periode, hvori den faktisk realiserede margen for hele regnskabsåret er kendt. Regulering skal dog foretages snarest efter og ikke senere end 6 måneder efter regnskabsårets afslutning.

§ 127. Når et rejsebureau udfører transaktioner for et samlet vederlag, der omfatter både transaktioner omfattet af fortjenstmargenordningen og transaktioner vedrørende andre varer og tjenesteydelser, skal virksomheden med henblik på at fastsætte værdien af de tjenesteydelser, der er omfattet af fortjenstmargenordningen, reducere det samlede vederlag for transaktionen med et beløb svarende til markedsværdien af transaktioner vedrørende andre varer og tjenesteydelser, eller hvis en sådan ikke findes, en værdi fastsat på grundlag af rejsebureauets faktiske omkostninger til disse transaktioner.

§ 128. Når et rejsebureau udfører transaktioner omfattet af fortjenstmargenordningen, der omfatter såvel køb af tjenesteydelser udført inden for EU som køb af ydelser udført uden for EU, skal virksomhedens samlede fortjenstmargen i forbindelse med fortjenstmargenordningen fordeles i forholdet mellem værdien af ydelser udført inden for EU og værdien af ydelser udført uden for EU."