Indhold
Dette afsnit indeholder en beskrivelse af de bærbare batterier og akkumulatorer, der er omfattet af reglerne om opkrævning af betaling for den markedsførte mængde.
Afsnittet indeholder:
- Bærbare batterier og akkumulatorer omfattet af indberetnings- og betalingspligten
- Undtagelser fra indberetnings- og betalingspligten.
Bærbare batterier og akkumulatorer omfattet af indberetnings- og betalingspligten
Indberetnings- og betalingspligten omfatter alle bærbare batterier og akkumulatorer. Indberetnings- og betalingspligten gælder uafhængigt af, om de sælges i løs vægt eller som en del af andet fx udstyr eller lignende. Se batteribekendtgørelsens § 3.
Eksempler på bærbare batterier og akkumulatorer er AA- og AAA-batterier og batterier, der anvendes i fx mobiltelefoner, bærbare computere, batteridrevet håndværktøj, legetøj og husholdningsapparater som fx elektriske tandbørster, barbermaskiner og håndholdte støvsugere.
Bemærk
Der er endvidere afgift på hermetisk forseglede nikkel-cadmium-akkumulatorer (lukkede nikkel-cadmium-batterier). Se E.A.7.9 og lovbekendtgørelse nr. 244 af 10. marts 2017 om afgift af hermetisk forseglede nikkel-cadmium-akkumulatorer (lukkede nikkel-cadmium-batterier) med senere ændringer.
Undtagelser fra indberetnings- og betalingspligten
Indberetnings- og betalingspligten omfatter ikke bærbare batterier og -akkumulatorer, som er indbygget i
- udstyr med tilknytning til beskyttelsen af Danmarks væsentlige sikkerhedsinteresser, våben, ammunition og andet udstyr, bortset fra produkter, der ikke er fremstillet til specifikke militære formål
- udstyr, der er beregnet til at blive sendt op i rummet.
Se batteribekendtgørelsens § 2.
El-cykelbatterier
Dansk Producentansvarssystem (DPA-System) og Miljøstyrelsen har vurderet at et El-cykelbatteri er et industrielt batteri. Et El-cykelbatteri er derfor ikke omfattet af indberetnings- og betalingspligten til Skatteforvaltningen.
Bemærk
Dansk Producentansvarssystem (DPA-System) driver et lovpligtigt producentregister for producenter og importører af alle typer af batterier og akkumulatorer. Alle typer af batterier og akkumulatorer er som udgangspunkt omfattet af producentansvaret. Indberetnings- og betalingspligten til Skatteforvaltningen omfatter kun de bærbare batterier og akkumulatorer. Se batteribekendtgørelsens § 4.
Information om, hvilke batterier der er omfattet af producentansvaret, kan fås på DPA-Systems hjemmeside eller ved at kontakte DPA-System på tlf. 39 15 51 61 eller via e-mail på info@dpa-system.dk.
DPA-system kan også træffe afgørelse om, hvorvidt markedsførte batterier eller akkumulatorer henhører under kategorien bærbare, industri- eller bilbatterier eller -akkumulatorer. Se batteribekendtgørelsens § 15.