Indhold
Dette afsnit beskriver reglerne for forholdsmæssig betaling af registreringsafgift for leasingkøretøjer.
Afsnittet indeholder:
- Definitioner
- Regel
- Betingelser
- Ansøgning om betaling af forholdsmæssig afgift
- ►Straks-ibrugtagning ◄
- Leasingaftalen
- Ændringer i en godkendt leasingaftale
- Beregning og betaling af afgift
- Afgiftsperiodens udløb
- Kontraktafbrydelse
- Varig anvendelse her i landet
- Stilstandsperioder
- Registrerede virksomheder - mulighed for at selvangive forholdsmæssig registreringsafgift
- Eksportgodtgørelse
- Standardformularer
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKM-meddelelser med videre
Definitioner
I REGAL § 3 b, og i bekendtgørelse om SKATs behandling af ansøgninger om tilladelse til betaling af forholdsmæssig registreringsafgift for leasingkøretøjer og SKATs behandling af ansøgninger om tilladelse til angivelse af forholdsmæssig registreringsafgift for leasingkøretøjer efter registreringsafgiftslovens § 14 (BEK nr. 699 af 8. juni 2016 - Leasingbekendtgørelsen ) anvendes følgende definitioner:
- Forholdsmæssig registreringsafgift: Den registreringsafgift og rente, der betales i medfør af REGAL § 3 b, stk. 2 og 3.
- En leasingaftale: En aftale om brugsret til et køretøj i en forudbestemt tidsbegrænset periode mod en løbende betaling af leasingydelser.
- En leasinggiver: En virksomhed eller et fast driftssted, der er beliggende her i landet eller i udlandet.
- En leasingtager: En fysisk eller juridisk person, der er bosiddende eller hjemmehørende her i landet, jf. §§ 6-8 i bekendtgørelse om registrering af køretøjer (bkg. nr. 1643 af 17. december 2018), og som leaser et køretøj hos en leasinggiver i henhold til en leasingaftale.
- Et leasingkøretøj: Et køretøj, der er leaset til en leasingtager i henhold til en leasingaftale med en leasinggiver.
- En standardaftale: En standardiseret leasingaftale, der er forhåndsgodkendt af Skatteforvaltningen til brug for en leasinggivers angivelse af forholdsmæssig registreringsafgift efter REGAL § 14.
- Leasingtagers egenfinansiering: Alle beløb ud over de løbende leasingydelser, som erlægges af leasingtager som følge af leasingaftalen, herunder depositum, gebyrer, ekstraordinær førstegangsbetaling, sikkerhedsstillelse, bankgaranti, stiftelsesomkostninger, eller forudbetalte leasingydelser.
- Leasinggivers investering i leasingkøretøjet: Køretøjets kostpris inklusive alle udgifter til køb, hjemtagning, registreringssyn, registreringsafgift og andre relevante udgifter, som er forbundet med anskaffelsen af leasingkøretøjet.
- Køretøjets restværdi: Køretøjets forventede handelspris på tidspunktet for leasingperiodens udløb.
Se leasingbekendtgørelsens § 2.
Regel
Motorstyrelsen kan efter ansøgning give tilladelse til, at afgiften af registreringspligtige leasingkøretøjer, der registreres med henblik på tidsbegrænset anvendelse her i landet, kun betales for den tidsbegrænsede leasingperiode, når
- køretøjet tilhører en virksomhed og
- køretøjet i en tidsbegrænset periode bliver leaset til en fysisk eller juridisk person, der er bosiddende her i landet i henhold til en skriftlig aftale.
Se REGAL § 3 b om leasingkøretøjer.
SKAT har offentliggjort styresignal SKM2017.738.SKAT om leasing efter REGAL § 3 b. I styresignalet præciserer SKAT begreberne køberet og -pligt samt anvisningsret og -pligt. SKAT ændrer ved styresignalet samtidig praksis i forhold til anvendelse af stilstandsperioder i leasingaftaler.
SKAT har i et tidligere styresignal præciseret de dagældende retningslinjer for SKATs behandling af ansøgninger om betaling af forholdsmæssig registreringsafgift. Se SKM2011.27.SKAT. Denne praksis er yderligere beskrevet i SKAT-meddelelse af 11. juni 2012 SKM2012.358.SKAT.
Bemærk
Personer og virksomheder, som udøver finansiel leasing, skal være registreret hos Finanstilsynet. Se § 48, stk. 1 i Lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven).
Hvis en udenlandsk arbejdsgiver leaser et køretøj og stiller det til rådighed for en herboende arbejdstager kan køretøjet ikke afgiftsberigtiges efter leasingreglerne, men eksempelvis efter reglerne for udenlandske firmabiler. Se afsnit I.A.1.7.1.
Ved omregistrering af eksempelvis en varebil til personbil kan afgiftsbetalingen ikke ske som forholdsmæssig afgift efter REGAL § 3 b, idet køretøjet allerede er afgiftsberigtiget efter REGAL § 5 .
Betingelser
Det er en betingelse for at opnå tilladelse til betaling af forholdsmæssig registreringsafgift, at
- Leasinggiver driver erhvervsmæssig virksomhed med leasing af motorkøretøjer.
- Leasinggiver er ejer af leasingkøretøjet.
- Der er tale om en reel leasingaftale.
Se leasingbekendtgørelsens § 5.
Leasinggiver kan sideløbende drive andet erhverv. Se SKM2012.103.LSR og SKM2012.527.LSR.
Leasingtager skal være en her i landet bosiddende fysisk eller juridisk person.
►Det er en samlet vurdering om der er tale om et reelt leasingforhold eller ej. Se SKM2019.542.HR.◄
Hvis forudsætningerne for et køretøjs hidtidige indregistrering ikke længere er til stede, må køretøjerne ikke anvendes, selvom der er indsendt ansøgning om betaling af forholdsmæssig registreringsafgift. Anvendelsen må afvente, at ansøgningen godkendes. Det kan eksempelvis være køretøjer, der hidtil har været benyttet afgiftsfrit i Danmark fx valutaudlejningskøretøjer, eller køretøjer på forholdsmæssig registreringsafgift, hvor leasingperioden er udløbet. ►Se afsnittet om straks-ibrugtagning.◄
Hvis der er opnået godkendelse og indregistrering under falske forudsætninger eller på et ufuldstændigt oplyst aftalegrundlag, bortfalder godkendelsen, og der indtræder fuld afgiftspligt i det omfang, at betingelserne herfor i REGAL § 2 samt REGAL § 1 er opfyldt. Afgiftspligten påhviler køretøjets ejer og eventuelt bruger. Se REGAL § 20 om hæftelse for registreringsafgift.
Ansøgning om tilladelse til betaling af forholdsmæssig afgift
Ansøgningen om tilladelse til betaling af forholdsmæssig registreringsafgift skal indgives til Motorstyrelsen forud for leasingperiodens begyndelse. Ansøgningen skal indgives på Motorstyrelsens ansøgningsblanket. Motorstyrelsen kan på ansøgningsblanketten anmode om oplysninger om:
- køretøjets købspris
- køretøjets aktuelle værdi, hvis denne afviger fra købsprisen, og
- køretøjets restværdi.
Ansøgningen skal som bilag have vedlagt en kopi af leasingaftalen, som skal være udformet i overensstemmelse med REGAL § 3 b, stk. 12 (tidligere stk. 10), (se nedenfor). Leasingaftalen skal være dateret og underskrevet af leasingtager og leasinggiver. Underskrivelsen af leasingaftalen kan ske ved brug af digital signatur.
Ansøgningen skal være vedlagt dokumentation for, at leasinggiver er ejer af leasingkøretøjet på tidspunktet for leasingsaftalens ikrafttræden.
Hvis leasingaftalen indgår i et samlet aftalekompleks mellem leasingtager og leasinggiver, skal kopier af de øvrige aftaler i aftalekomplekset vedlægges ansøgningen, hvis disse aftaler har økonomisk betydning for afviklingen af leasingaftalen.
Ansøgningen med tilhørende bilag skal være på dansk eller vedlagt en certificeret oversættelse til dansk. Ansøgningen med tilhørende bilag kan indleveres digitalt.
Motorstyrelsen kan anmode om supplerende oplysninger til brug for udstedelsen af tilladelse.
Se leasingbekendtgørelsens § 3.
Det er leasinggiverens ansvar, at alle relevante oplysninger til brug for udstedelsen af tilladelsen fremlægges for Motorstyrelsen.
Hvis leasingtager ønsker at tage leasingkøretøjet i brug her i landet, før sagsbehandlingen er afsluttet, kan leasinggiver ved indgivelsen af ansøgningen foretage en indbetaling af fuld registreringsafgift. Hvis tilladelsen til at betale forholdsmæssig afgift efterfølgende gives, tilbagebetales differencen mellem den fulde registreringsafgift, og den forholdsmæssige registreringsafgift. Afslår Motorstyrelsen ansøgningen, sker der ikke tilbagebetaling af afgift, idet køretøjet er taget i brug. Se SKM2012.86.LSR.
Se leasingbekendtgørelsens § 4.
►Straks-ibrugtagning◄
►Køretøjer, hvor leasinggiver har søgt om tilladelse efter REGAL § 3 b, stk. 1, til betaling af forholdsmæssig registreringsafgift, kan på visse betingelserne tages i brug før Motorstyrelsen har givet tilladelse hertil (straks-ibrugtagning).
Straks-ibrugtagning forudsætter, at ansøgeren opfylder kravene til at anvende ordningen med forholdsmæssig registreringsafgift i REGAL § 3 b, og at ansøgeren, hvis det efterfølgende måtte vise sig ikke at have været tilfældet, i øvrigt var i god tro herom.
Straks-ibrugtagning er betinget af at:
- Køretøjet er registreret i Køretøjsregisteret. Betingelsen følger hovedreglen i registreringsafgiftsloven, hvorefter et køretøj skal registreres, før det tages i anvendelse på færdselslovens område. Herunder forudsættes det, at køretøjet er udstyret med faste nummerplader m.v.
- Der er indgivet en skriftlig erklæring om straks-ibrugtagning til Motorstyrelsen. Erklæringen skal indeholde oplysninger, som er tilstrækkelige til som minimum at identificere køretøjet entydigt, at identificere ejeren og en eventuel registreret bruger entydigt og at identificere den indgivne ansøgning om betaling af forholdsmæssig registreringsafgift.
- Der er sket betaling af afgiften og forrentning efter REGAL § 3 b, stk. 2 og 3 beregnet på baggrund af en af leasinggiver oplyst afgiftspligtig værdi for køretøjet. Den forholdsmæssige registreringsafgift og forrentningen efter REGAL § 3 b, stk. 2 og 3, skal være indbetalt inden ibrugtagningen. Den forholdsmæssige registreringsafgift og forrentningen beregnes på baggrund af en af leasinggiver oplyst afgiftspligtig værdi for køretøjet. Værdien oplyses i erklæringen om straks-ibrugtagning. Leasinggiver er ansvarlig for, at den afgiftspligtige værdi er korrekt angivet, og at afgiften er beregnet korrekt på baggrund heraf i forbindelse med indbetalingen.
- Motorstyrelsen har ikke tidligere givet afslag eller truffet afgørelse om, at kriterierne for at betale afgift efter denne bestemmelse ikke var opfyldt, på baggrund af en ansøgning efter REGAL § 3 b, stk. 1, fra samme ansøger for det samme køretøj, som tidligere har været ibrugtaget efter denne bestemmelse. Efter denne betingelse vil køretøjer kun kunne tages i anvendelse forud for opnåelse af tilladelse efter REGAL § 3 b, stk. 1, hvis Motorstyrelsen ikke tidligere har givet afslag på en ansøgning efter REGAL § 3 b, stk. 1, fra samme ansøger for det samme køretøj, som tidligere har været ibrugtaget efter denne bestemmelse (straks-ibrugtaget). Formålet med betingelsen er at modvirke, at en leasinggiver gentagne gange skal kunne tage et køretøj i brug i tilfælde, hvor Motorstyrelsen tidligere har konstateret, at kriterierne for at anvende ordningen og betale forholdsmæssig afgift efter REGAL § 3 b ikke var opfyldt.
Se REGAL § 3 b, stk. 4. Bestemmelsen træder ikraft den 1. januar 2020. Se lov nr. 1126 af 19. november 2019.
Efteropkrævning eller tilbagebetaling
Hvis den af leasinggiver oplyste afgiftspligtige værdi afviger fra den afgiftspligtige værdi opgjort efter REGAL § 8, § 9 eller § 10 reguleres afgiftsbeløbet, og Skatteforvaltningen efter opkræver eller tilbagebetaler differencen. Se REGAL § 3 b, stk. 5, 1. pkt., som indsat ved lov nr. 1126 af 19. november 2019.
Afslag mv. på betaling af forholdsmæssig afgift og straks-brugtagning
Opnår leasingtageren ikke tilladelse til betaling af forholdsmæssig registreringsafgift efter REGAL § 3 b, stk. 1 for et straks-ibrugtaget køretøj, skal køretøjets nummerplader afleveres straks og køretøjet skal afmeldes i Køretøjsregisteret straks efter meddelelsen af afslag på eller afvisning af ansøgningen eller straks efter tilbagetrækning, bortfald eller lignende af ansøgningen. Se REGAL § 3 b, stk. 5, 2. pkt.,som indsat ved lov nr. 1126 af 19. november 2019.
Ved straks forstås i denne sammenhæng umiddelbart efter, dvs. at et køretøj vil skulle afmeldes m.v. samme dag, og ikke må anvendes efter afslag, afvisning m.v. er meddelt.
Hvis et køretøj i enkelte tilfælde ikke afmeldes samme dag, vil der skulle foretages en konkret vurdering af, om leasinggiver alligevel har opfyldt sin forpligtelse til at afmelde køretøjet uden ugrundet ophold.
Ved meddelt forstås, at afslag m.v. er kommet frem, hvilket typisk vil ske næsten øjeblikkeligt, idet kommunikationen i forbindelse med sagsbehandlingen altovervejende foregår elektronisk. Leasinggiver vil derfor i alle tilfælde være forpligtet til at gøre sig betydelige bestræbelser på at bringe leasingtagers anvendelse af køretøjet til ophør inden for et ganske kort tidsrum.
Ved force majeure eller lignende tilstande vil anvendelsen skulle ophøre uden ugrundet ophold, dvs. så snart, det er fysisk, faktisk muligt. Leasingtagers konkrete anvendelse af køretøjet, herunder f.eks. ferie i udlandet, vil ikke kunne begrunde en sådan udsættelse af afmelding m.v.
Fortsat anvendelse af køretøjet efter afslag, afvisning m.v. om straks-ibrugtagning er meddelt vil kunne medføre, at den fulde registreringsafgift for køretøjet, efter REGAL § 1, stk. 1, opgjort efter REGAL §§ 4-5 e, forfalder. For så vidt angår, at aflevering af nummerplader m.v. vil skulle ske straks efter meddelelse af afvisning eller afslag, er det bærende hensyn, at et køretøj, som er taget i brug i medfør af reglerne om straks-ibrugtagning, og hvor tilladelse ikke opnås, reelt har været taget i brug i strid med de generelle regler for betaling af forholdsmæssig registreringsafgift, og at brugen derfor skal ophøre så hurtigt som muligt, efter at leasinggiver er blevet eller har haft mulighed for at blive bekendt hermed.
Hvis køretøjets nummerplader ikke afleveres rettidigt, skal nummerpladerne inddrages ved politiets foranstaltning efter anmodning fra Motorstyrelsen. Se REGAL § 3 b, stk. 5, 3. pkt., som indsat ved lov nr. 1126 af 19. november 2019.
Tilbagetrækning mv. af ansøgning om betaling af forholdsmæssig registreringsafgift for et straks-ibrugtaget køretøj
Ved tilbagetrækning, bortfald eller lignende af ansøgningen træffer Motorstyrelsen afgørelse om kriterierne for forholdsmæssig betaling af registreringsafgift var opfyldte eller ej for den periode, hvor køretøjet var taget i brug, straks-ibrugtaget, dvs. om køretøjet har været anvendt i strid med reglerne om betaling af forholdsmæssig registreringsafgift. Se REGAL § 3 b, stk. 5, 4. pkt., som indsat ved lov nr. 1126 af 19. november 2019.
Tilbagebetaling af forholdsmæssig registreringsafgift, hvis der ikke opnås tilladelse
Skatteforvaltningen tilbagebetaler eventuelle forudbetalte beløb, som vedrører den del af afgiftsperioden opgjort som hele måneder, jf. REGAL § 3 b, stk. 2 og 3, som ligger efter tidspunktet for enten afslaget på ansøgningen eller bortfald el.lign. af ansøgningen, med fradrag af 15 pct., dog fradrag på mindst 8.500 kr. Se REGAL § 3 b, stk. 5, 5. pkt., som indsat ved lov nr. 1126 af 19. november 2019.
Det vil sige, at der vil skulle betales afgift for den periode, hvor køretøjet har været anvendt. En sådan tilbagebetaling vil først skulle ske, når eventuel regulering af afgiftsbeløbet, er foretaget. Det vil medføre, at den afgift, der betales for den periode køretøjet er anvendt, er korrekt. Det lægges desuden til grund, at der eventuelt kan foretages modregning heri forud for tilbagebetaling af resterende afgiftsbeløb. Se eksemplet nedenfor◄
Dato for leasingaftalens start |
1. januar 2020 |
|
Registreringsafgift efter leasinggivers værdiansættelse |
100.000 kr. |
|
Registreringsafgift efter Motorstyrelsens værdifastsættelse |
150.000 kr. |
|
Leasingperiode |
12 måneder |
|
Alder ved start |
5 måneder |
|
Påbegyndte måneder ved afslag |
2 måneder |
|
Leasing rentesats |
2,3 pct. p.a. |
|
|
|
|
Beregning for hele leasingperioden |
Straks-ibrugtaget |
Motorstyrelsens værdifastsættelse |
Forudsat værditab |
12 pct. |
12 pct. |
Registreringsafgift af forudsat værditab |
12.000 kr. |
18.000 kr. |
Restafgift ved udløb |
88.000 kr. |
132.000 kr. |
Rente restafgift |
2.024 kr. |
3.036 kr. |
Forholdsmæssig registreringsafgift |
14.024 kr. |
21.036 kr. |
Regulering |
7.012 kr. |
|
|
|
|
Afbrudt / afslået aftale |
Motorstyrelsens værdiansættelse |
|
Forudsat værditab |
2 pct. |
|
Registreringsafgift af forudsat værditab |
3.000 kr. |
|
Restafgift ved udløb |
147.000 kr. |
|
Rente af restafgift, 2,3 pct. p.a. |
564 kr. |
|
Forholdsmæssig afgift, 2 måneder |
3.564 kr. |
|
|
|
|
Regulering som følge af Motorstyrelsens værdifastsættelse |
-7.012 kr. |
|
Tilbagebetaling som følge af afbrydelse |
17.472 kr. |
|
Fradrag, 15 % af den forholdsmæssige afgift for de resterende 10 måneder, dog mindst 8.500 kr. |
-8.500 kr. |
|
Nettobeløb, der skal betales til leasinggiver |
1.960 kr. |
|
Leasingaftalen
Leasingaftalen skal forelægges Motorstyrelsen ved ansøgningen om tilladelse til betaling af forholdsmæssig afgift. Alle leasingaftaler skal indeholde følgende oplysninger:
- Oplysninger, hvorved leasingvirksomheden kan identificeres.
- Oplysninger, hvorved leasingtageren kan identificeres.
- Oplysninger, hvorved køretøjet kan identificeres.
- En specifikation af køretøjets beskaffenhed og udstyr.
- Oplysning om størrelsen af leasingydelsen og eventuelle andre ydelser, der udveksles mellem leasingtager og leasingvirksomheden som følge af leasingaftalen.
- Oplysning om leasingperiodens starttidspunkt og varighed.
- Oplysning om afgiftsperiodens starttidspunkt og varighed, hvis afgiftsperioden er længere end leasingperioden.
- Oplysninger om vilkår ved leasingaftalens udløb, herunder en aftalt køberet, købepligt, anvisningsret eller anvisningspligt og betingelserne herfor, hvis en sådan ret eller pligt er aftalt.
- Oplysning om vilkår for førtidigt ophør af leasingaftalen, herunder vilkår ved misligholdelse og vilkår, hvis leasingaftalen kan opsiges i løbet af leasingperioden.
- Angivelse og beskrivelse af andre aftaler, som har betydning for den økonomiske afvikling af leasingaftalen.
Se REGAL § 3 b, stk. 12 (tidligere stk. 10).
Leasingperioden skal i kontrakten være angivet enten fra dato og til dato eller med et antal måneder fra registrering af det leasede køretøj i Motorregistret.
Leasinggiveren skal betale forholdsmæssig registreringsafgift for hele den kontraktfastsatte leasingperiode, hvor køretøjet er indregistreret.
Registreringspligten og derved afgiftspligten indtræder den dato, hvor køretøjet bliver taget i anvendelse her i landet af en herboende person.
Se REGAL § 3 b, stk. 2.
Motorstyrelsen kan tillade, at der betales registreringsafgift for en længere periode end leasingperioden, dog maksimalt yderligere en måned, med henblik på at lette ulemper ved typiske småforsinkelser ved afleveringen af køretøjet og give leasingselskabet tid til at håndtere tilbageleveringen rettidigt i forhold til SKAT. Se REGAL § 3 b, stk. 2, 4. pkt., jf. lov nr. 650 af 8. juni 2016 .
Leasingkøretøjer skal altid indregistreres på danske nummerplader. Det betyder, at der skal betales vægtafgift eller grøn ejerafgift mv. efter gældende regler.
Køberet, købepligt, anvisningsret og anvisningspligt
SKAT har i styresignal SKM2017.738.SKAT fastslået hvorledes begreberne køberet, købepligt, anvisningsret og anvisningspligt skal forstås og anvendes. Det er SKATs opfattelse, at en generel anvisningsret eller -pligt for leasingtager til at anvise en efterfølgende køber af køretøjet, giver mulighed for både at anvise en 3. mand samt leasingtager selv som køber af køretøjet. En køberet eller købepligt er derimod begrænset til udelukkende at omfatte leasingtager selv.
Efter leasingbekendtgørelsens § 12 kan Motorstyrelsen afslå at godkende en standardaftale, som indeholde vilkår om en køberet og/eller købepligt. Hensigten med § 12 er således, at en standardaftale som udgangspunkt ikke kan give leasingtager ret eller pligt til selv at købe køretøjet efter endt leasingperiode. Et sådant forhold kan have betydning for en vurdering af leasingaftalens realitet og køretøjets faktiske ejerskab, hvorfor Motorstyrelsen som udgangspunkt altid på forhånd skal godkende sådanne leasingaftaler.
SKATs fortolkning af leasingbekendtgørelsens § 12 medfører således, at standardaftaler kan afslås, såfremt de indeholder en faktisk køberet og/eller –pligt, eller hvis en anvisningsret og/eller –pligt ikke udtrykkeligt er begrænset til at gælde 3. mand, og derfor ligeledes kan vedrøre leasingtager selv. Ved ansøgning om godkendelse af standardaftaler, som indeholder en sådan køberet og/eller –pligt, foretager Motorstyrelsen bl.a. en vurdering af, om denne ret og/eller pligt har betydning for køretøjets reelle ejerforhold eller leasingforholdets realitet. Hvis det fx fremgår af standardaftalen, at det er køretøjets reelle markedspris på udløbstidspunktet der benyttes ved anvendelse af en køberet og/eller –pligt, vil standardaftalen som udgangspunkt kunne godkendes.
Godkendte standardaftaler, som indeholder en generel anvisningsret eller –pligt, kan fortsat anvendes af leasinggiverne således, at leasingtager kan anvise både 3. mand eller sig selv som køber af køretøjet.
Ændringer i en godkendt leasingaftale
Hvis leasingvirksomheden og leasingtageren efter indbyrdes aftale ændrer indholdet af en kontrakt, som Motorstyrelsen har godkendt, bortfalder godkendelsen. Det samme gælder, hvis det leasede køretøj udskiftes med et andet køretøj eller mister sin afgiftsmæssige identitet. Hvis leasingaftalen på den måde afbrydes, skal nummerpladerne afleveres, og køretøjet skal afmeldes fra Motorregistret. Skatteforvaltningen tilbagebetaler afgift og rente, der eventuelt er betalt for meget for afgiftsperioden.
Følgende ændringer af en godkendt leasingaftale kan dog accepteres uden fornyet godkendelse, forudsat at ændringen ikke fører til omberegning af den betalte afgift, med mindre afgiften genberegnes efter REGAL § 9 a, og at de øvrige betingelser for betaling af forholdsmæssig afgift fortsat er opfyldt:
- Et skifte af leasingtager, hvorved leasingtageren udtræder af leasingaftalen og en anden samtidig indtræder som ny leasingtager i leasingaftalen på uændrede vilkår. Leasingvirksomheden skal meddele identiteten af denne nye leasingtager og tidspunktet for skiftet af leasingtager til Motorstyrelsen, inden skiftet sker.
- Et skifte af leasinggiver, når en portefølje af leasingaftaler overdrages som led i en omstrukturering eller et helt eller delvist salg af leasingvirksomheden og Motorstyrelsen giver tilladelse til, at overdragelsen ikke tillægges virkning efter 1. pkt. Vilkårene i leasingaftalerne skal i øvrigt forblive uændrede.
- En ændring af et maksimum for det samlede kilometerantal, som køretøjet kan benyttes. Aftalen skal indeholde en nøjagtig beskrivelse af den foretagne ændring og de økonomiske konsekvenser heraf for leasingaftalen.
- En forhøjelse af leasingydelsen og ændring af en fastsat restværdi i henhold til leasingaftalens vilkår og som direkte følge af en ændring af afgiftsgrundlaget i medfør af REGAL § 9 a, når ændringerne sker samtidig med en forhøjelse af registreringsafgiften. Aftalen skal indeholde en nøjagtig beskrivelse af de foretagne ændringer og de økonomiske konsekvenser heraf for leasingaftalenn ændring i form af en tilføjelse, en ændring eller et fravalg af en serviceydelse eller udstyr, der eftermonteres på køretøjet. Aftalen skal indeholde en nøjagtig beskrivelse af serviceydelsen eller udstyret og de økonomiske konsekvenser heraf for leasingaftalen.
- ►En ændring, som er uden betydning for opnåelse af tilladelse efter REGAL § 3 b, stk. 1.◄
Se ►REGAL § 3 b, stk. 8, som ændret ved § 1 i lov nr. 1126 af 19. november 2019◄.
Hvis leasinggiver og leasingtager ønsker at foretage en ændring af leasingaftalen som nævnt under nr. 3, skal der udformes en aftale, der nøjagtigt beskriver den foretagne ændring og ændringens økonomiske konsekvenser for leasingaftalen, herunder de resterende leasingydelsers størrelse, eventuelle andre økonomiske konsekvenser for leasingaftalen og tidspunktet for ændringens ikrafttræden. Denne aftale skal forelægges for Motorstyrelsen efter anmodning.
Hvis den foretagne ændring fører til en fornyet beregning af køretøjets restværdi, skal den ændrede restværdi beregnes og oplyses over for Motorstyrelsen efter anmodning.
Se leasingbekendtgørelsens § 6
►Ændres leasingaftalen i andre end ovenstående opregnede tilfælde, uden at de ønskede ændringer til aftalen indsendes til godkendelse hos Motorstyrelsen, forfalder den fulde registreringsafgift på køretøjet. Den fulde registreringsafgift forfalder dog alene, såfremt forpligtigelserne efter REGAL § 3 b, stk. 8 (som ændret ved § 1 i lov nr. 1126 af 19. november 2019) ikke er overholdt, og køretøjet fortsat anvendes på færdselslovens område efter ændringen af aftalen. Registreringsafgiften forfalder på tidspunktet for ændringen af aftalen og opgjort efter REGAL §§ 4-5 e.
Se REGAL § 3 b, stk. 11 (som ændret ved § 1 i lov nr. 1126 af 19. november 2019).◄
Motorstyrelsen finder dog, at følgende ændringer som udgangspunkt vil være ændringer, som er uden betydning for tilladelsen herunder for afgiftsberegningen, og som derfor kan ske uden fornyet godkendelse:
- Ændring af servicepartner
- Ændring af aftale om dækskifte, herunder kriterier for hvornår dæk skal skiftes
- Ændring af hvor et køretøj skal afleveres efter endt leasing
- Varslingsperiode ved misligholdelse
- Betalingsvilkår i form af bestemt fakturasystem eller elektronisk fakturering
- Tilføjelse af fortrolighedserklæring
- Tilføjelse af klausul om oplysninger til tredjemand, fx oplysninger til Skatteforvaltningen
- Tilføjelse af klausul om anvendelse af e-mail.
Ovenstående liste er ikke udtømmende.x
Bemærk
►Højesteret har ved dom af 19. december 2017 taget stilling til spørgsmålet om bortfald af leasingkontrakt, som følge af ikke godkendte ændringer af aftalen, med heraf følgende konsekvens, at der opkræve fuld registreringsafgift. Registreringsafgiftsloven er ved lov 1126 af 19. november 2019 ændret i overensstemmelse med Højesterets dom. Se SKM2018.77.HR og SKM2019.455.MOTORST.◄
Beregning og betaling af afgift
Den forholdsmæssige registreringsafgift bliver opkrævet forud for hele kontraktperiodens varighed. Afgiften beregnes på grundlag af køretøjets afgiftspligtige værdi, der fastsættes ved vurdering efter lovgivningens almindelige bestemmelser. Se dog afsnit om ”Genberegning af den afgiftspligtige værdi for køretøjer udtaget til eget brug, herunder demobiler, leasingkøretøjer mv.” i afsnit I.A.1.5.2.
Afgiften udgør for
- køretøjer, der er mellem 0 og 3 måneder gamle regnet fra første registrerings- eller ibrugtagningstidspunkt, uanset om det er i Danmark eller udlandet, 2 pct. af den beregnede registreringsafgift pr. påbegyndt måned efter første registrerings- eller ibrugtagningstidspunkt i de første 3 måneder
- køretøjer, der ved registreringspligtens indtræden er ældre end 3 måneder regnet fra første registrerings- eller ibrugtagningstidspunkt, uanset om det er i Danmark eller udlandet, 1 pct. af den beregnede registreringsafgift pr. påbegyndt måned i de efterfølgende 33 måneder
- køretøjer, der ved registreringspligtens indtræden er ældre end 36 måneder regnet fra første registrerings- eller ibrugtagningstidspunkt, uanset om det er i Danmark eller udlandet, 1/2 pct. af den beregnede registreringsafgift pr. påbegyndt måned i de efterfølgende måneder.
"Pr. påbegyndt måned" skal opgøres med udgangspunkt i leasingkontraktens startdato. Dette gælder også, når den afviger fra den 1. i en måned. Der er ikke tale om en opgørelse baseret på kalendermåneder.
Se REGAL § 3 b, stk. 2.
Forrentning
Ved betaling bliver der også tillagt en forrentning af den del af den beregnede registreringsafgift, der resterer efter betaling af den forholdsmæssige registreringsafgift. Forrentningen sker på tidspunktet for afgiftsberegningen med den senest offentliggjorte, gennemsnitlige udlånsrente fra pengeinstitutter til ikke-finansielle selskaber, der foreligger pr. 1. januar, henholdsvis pr. 1. juli. Renten offentliggøres af Danmarks Statistik.
Se REGAL § 3 b, stk. 3.
Hæftelse
Det er leasingvirksomheden, der hæfter for betaling af afgiften. En fører eller bruger af køretøjet hæfter også for betaling af afgiften, hvis den pågældende bruger køretøjet med viden om, at der ikke er betalt korrekt afgift af køretøjet. Se REGAL § 20, stk. 5
►Se SKM2019.542.HR hvor leasingtager blev anset for at hæfte for registreringsafgiften.◄
Afgiftsperiodens udløb
Ved afgiftsperiodens udløb er der ikke længere betalt registreringsafgift af køretøjet, og køretøjet skal derfor afmeldes fra registrering i Motorregistret, og nummerpladerne skal afleveres til Motorstyrelsen eller en nummerpladeoperatør.
Leasinggiveren har følgende valgmuligheder, når en leasingkontrakt udløber:
- forlængelse af leasingperioden
- ny vurdering og betaling af fuld afgift
- regulering af betalt afgift
- afmelding af køretøjet
Ved udløbet af den periode, der er betalt afgift for, skal køretøjets nummerplader afleveres og køretøjet afmeldes fra Motorregisteret.
Hvis køretøjets nummerplader ved afgiftsperiodens udløb ikke afleveres rettidigt, skal køretøjets nummerplader efter anmodning fra Motorstyrelsen snarest inddrages ved politiets foranstaltning. I tilfælde heraf, skal der efterfølgende betales afgift og rente for den periode, der forløber fra afgiftsperiodens udløb til køretøjets nummerplader indleveres eller fjernes. Dette gælder dog alene i de tilfælde og i den periode, hvor leasingvirksomheden på grund af leasingtagers forhold ikke kan skaffe sig fysisk rådighed over køretøjets nummerplader ved afgiftsperiodens udløb. Se REGAL § 3 b, stk. 10 (tidligere REGAL § 3 b, stk. 8).
Hvis leasingvirksomheden derimod har haft mulighed for at skaffe sig fysisk rådighed over køretøjets nummerplader ved afgiftsperiodens udløb, men ikke afleverer dem og afmelder køretøjet fra Motorregistret, og køretøjet fortsat benyttes her i landet, skal der afregnes fuld registreringsafgift af køretøjet.
Der henvises til bestemmelsens forarbejder (L 150 af 30. marts 2016) , jf. de specielle bemærkninger til nr. 12, hvorefter: "Muligheden for at benytte sig af reglerne om betaling af forholdsmæssig registreringsafgift efter stk. 2 og 3 ved leasingaftalens ordinære ophør udgør en undtagelse til registreringsafgiftslovens udgangspunkt om, at der skal betales fuld registreringsafgift for registreringsafgiftspligtige køretøjer, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1, hvis køretøjet fortsat bruges her i landet.
Det foreslås derfor, at muligheden for fortsat at betale forholdsmæssig registreringsafgift efter stk. 2 og 3 efter tilladelsens ophør, begrænses alene til at finde anvendelse i de situationer, hvor leasingvirksomheden på grund af leasingtagers forhold ikke kan skaffe sig fysisk rådighed over køretøjets nummerplader ved afgiftsperiodens udløb. Det foreslås endvidere, at anvendelsen af stk. 2 og 3 begrænses til alene at finde anvendelse til og med det tidspunkt, hvor leasingvirksomheden igen har mulighed for at skaffe sig fysisk rådighed over køretøjets nummerplader."
Forlængelse af leasingperioden
I tilfælde, hvor parterne ønsker at forlænge den kontraktaftalte leasingperiode, skal ansøgning om periodeforlængelse sendes til Motorstyrelsen senest 14 dage før den med leasingtager kontraktaftalte leasingperiode udløber. Der skal på ansøgningstidspunktet eksistere en skriftlig aftale mellem den herboende bruger og leasingvirksomheden. Aftalen skal indeholde oplysninger om den præcise tidsperiode, som kontrakten ønskes forlænget med. Se REGAL § 3 b, stk. 7 (tidligere stk. 5).
Motorstyrelsen kræver ikke begrundelse for forlængelsen. Der kan gentagne gange søges om forlængelse for samme kontraktforhold.
Den forlængede leasingaftale skal opfylde betingelserne for betaling af forholdsmæssig registreringsafgift, som de fremgår af REGAL § 3 b. Se SKM2012.527.LSR.
Forlængelsen skal ske på samme vilkår som den oprindelige kontrakt eller på de særlige forlængelsesvilkår, som er aftalt mellem parterne i den oprindelige kontrakt og godkendt af Motorstyrelsen.
Hvis der gives afslag på en forlængelse, fordi vilkårene for forlængelse ikke kan godkendes, skal køretøjet afmeldes og nummerpladerne afleveres ved leasingperiodens udløb. Det er Motorstyrelsens opfattelse, at fortsat brug af køretøjet vil medføre krav om betaling af fuld afgift efter registreringsafgiftslovens almindelige regler.
I denne situation er det en ny leasingkontrakt, som skal behandles efter de ovenfor beskrevne regler for indsendelse af kontrakter og godkendelse heraf. Hvis en ny, godkendt leasingperiode ligger i umiddelbar forlængelse af en foregående leasingperiode, kan køretøjet omregistreres i Motorregistret, uden at der kræves afmeldelse og aflevering af nummerpladerne.
Ny vurdering og betaling af fuld afgift
Overgår et køretøj til varig anvendelse her i landet, berigtiges afgiften af køretøjet efter reglerne i REGAL §§ 4-5 e.
Køretøjet værdifastsættes ud fra den handelspris, som køretøjet har på tidspunktet for overgang til "fuld afgiftsberigtigelse."
Hvis der bliver betalt registreringsafgift ved leasingperiodens udløb, vil køretøjet kunne omregistreres i Motorregisteret uden, at køretøjet afmeldes og uden aflevering af nummerplader.
Se REGAL § 3 b, stk. 13 (tidligere stk. 11).
Regulering af betalt afgift
Ved ophør af kontraktperioden, eller på tidspunktet for genberegning af afgiften jf. REGAL § 9 a, kan leasinggiver vælge at søge om en ny vurdering af køretøjet med henblik på at få reguleret den forholdsmæssige afgift, der allerede er betalt for den aktuelle leasingperiode.
Der skal søges ved kontraktens udløb eller straks derefter (1. arbejdsdag efter udløb). Senere ansøgninger kan ikke imødekommes. Se REGAL § 3 b, stk. 9 (tidligere stk. 7), samt § 9 a, stk. 3.
Ved vurderingen beregnes det aktuelle afgiftsindhold i køretøjet. Beregningen sker ved at køretøjets aktuelle handelspris opsplittes i afgiftspligtig værdi og afgift. Udregningen sker med de afgiftssatser, der er gældende på tidspunktet for regulering af den forholdsmæssige afgift, altså uden hensyntagen til de afgiftssatser der har været anvendt ved leasingperiodens start. Aktuelt afgiftsindhold kan dog ikke beregnes af en højere afgiftspligtig værdi end den, der var gældende for køretøjet ved første indregistrering.
Det beregnede afgiftsindhold fratrækkes i den oprindelige beregnede registreringsafgift for at finde forbrugt afgift i leasingperioden. Reguleringsbeløbet beregnes herefter som forskellen mellem det estimerede afgiftsforbrug ved leasingperiodens start og det faktisk beregnede forbrug. Beløbet opkræves ved eller tilbagebetales til leasinggiveren.
Det er kun leasinggiveren, der kan søge om regulering af den forholdsmæssige afgift, og ansøgningen er bindende - også selv om den medfører en efterbetaling af afgift.
Kontraktafbrydelse
En kontraktafbrydelse forudsætter, at der foreligger et førtidigt ophør af aftaleforholdet mellem parterne.
Hvis en leasingkontrakt afbrydes, skal nummerpladerne afleveres til Motorstyrelsen eller en nummerpladeoperatør og køretøjet skal afmeldes fra Motorregistret. Efter ansøgning fra leasingvirksomheden tilbagebetaler Skattestyrelsen den forholdsmæssige registreringsafgift og rente, der eventuelt er betalt for meget for leasingperioden.
En aflevering af nummerpladerne uden et førtidigt ophør af aftaleforholdet udgør ikke en afbrydelse i relation til REGAL § 3 b, stk. 8 (tidligere stk. 6).
Det anses derfor ikke for en afbrydelse, at leasingtager i overensstemmelse med leasingaftalen afleverer køretøjet indtil 1 måned før udløb af afgiftsperioden, selvom leasingtager samtidig afmelder køretøjet.
I denne situation udgår køretøjet af ordningen ved ordinært udløb af den aftalte leasingperiode.
Hvis kontrakten afbrydes eller køretøjet udgår af ordningen midt i en måned, skal der betales afgift for hele ophørsmåneden (ikke kalendermåneden).
Motorstyrelsen kræver ikke redegørelse eller begrundelse for afbrydelsen.
Et leasingforhold anses for ophørt, hvis køretøjet bliver stjålet eller totalskadet. Det er i begge situationer en forudsætning, at køretøjet er afmeldt i Motorregistret. Tilsvarende gælder ved udskiftning af køretøjet med et andet køretøj.
Varig anvendelse her i landet
Hvis et køretøj overgår til varig anvendelse her i landet ved salg eller anden overdragelse, afgiftsberigtiges køretøjet efter registreringsafgiftslovens REGAL §§ 4-5 e.
Se REGAL § 3 b, stk. 13 (tidligere stk. 11).
Stilstandsperioder
SKAT har tidligere tilladt, at der i en leasingaftale om betaling af forholdsmæssig registreringsafgift efter REGAL § 3 b, kunne indgå stilstandsperioder. En stilstandsperiode er en periode af den samlede leasingaftale, hvor køretøjet afmeldes fra registrering og dermed ikke kan benyttes, men fortsat er i leasingtagers besiddelse. Der betales ikke forholdsmæssig registreringsafgift for stilstandsperioden. Forholdet kendes typisk fra leasing af sæsonbetonede køretøjer såsom motorcykler og cabrioleter.
SKAT har ved styresignal SKM2017.738.SKAT ændret praksis i forhold til anvendelse af stilstandsperioder i leasingaftaler i medfør af REGAL § 3 b.
Der er efter Motorstyrelsens opfattelse ikke hjemmel til, at leasingaftaler efter REGAL § 3 b kan indeholde stilstandsperioder. Det fremgår af REGAL § 3 b, stk. 2, at afgiftspligten indtræder den dato, hvor køretøjet tages i anvendelse her i landet, og afgiften opkræves for hele den kontraktfastsatte leasingperiodes varighed. Når leasingperioden udløber, skal køretøjets nummerplader afleveres og køretøjet afmeldes fra Køretøjsregistret, jf. REGAL § 3 b, stk. 10 (tidligere stk. 8). Leasingperiodens starttidspunkt samt varighed skal desuden fremgå af leasingaftalen, jf. REGAL § 3 b, stk. 12, nr. 6 (tidligere stk. 10).
En leasingaftale skal således indeholde oplysning om leasingperiodens varighed, og der skal ved afgiftspligtens indtræden afregnes forholdsmæssig afgift for hele leasingperioden. Der er dermed ikke mulighed for, at der i aftalens varighed indgår perioder, for hvilke der ikke betales forholdsmæssig afgift. Ved udgangen af leasingperioden skal der desuden foretages en reel afslutning og opgørelse i forhold til leasingaftalen, herunder fx yderligere betaling for overkørte kilometer, tilbagelevering af køretøjet til leasinggiver, opfyldelse af anvisningspligt mv.
Der skal derfor for hver aktive leasingperiode foreligge en ny godkendt leasingaftale, som ved udgangen af leasingperioden faktisk afsluttes og opgøres.
Motorstyrelsen vil derfor ikke fremover godkende leasingaftaler eller standardaftaler med stilstandsperioder.
Leasingaftaler med stilstandsperioder, som er indgået før offentliggørelse af styresignalet, eller som indgås op til tre måneder efter offentliggørelsen af styresignalet, kan dog fortsat afvikles uagtet ændring af praksis.
Det fremgår af styresignalet, at Motorstyrelsen på baggrund heraf udsender brev til alle selvangivere om opsigelse af de dele af godkendte standardaftaler, som omhandler stilstand. Opsigelsen sker med 3 måneders varsel. Selvangiverne pålægges inden for de tre måneder at slette de dele af standardaftaler, der omhandler stilstand, således at standardaftalerne kan anses som godkendte og fortsat kan anvendes.
Når muligheden for brug af én samlet leasingaftale, som indeholder stilstandsperioder, ophører, er det muligt for leasingtager, som en selvstændig aftale, der tydeligt er afgrænset fra leasingaftalen efter REGAL § 3 b, at lease køretøjet fra leasinggiver, i en forudgående eller efterfølgende periode. Tidspunktet for indgåelse af disse aftaler er ikke afgørende. Passive leasingaftaler kan således indgås samtidig med en aktiv leasingaftale. Køretøjet er ikke registreret eller afgiftsberigtiget i denne leasingperiode, og leasingaftalen er ikke omfattet af registreringsafgiftslovens bestemmelser om forholdsmæssig registreringsafgift.
Da det er en betingelse for at opnå tilladelse til betaling af forholdsmæssig registreringsafgift, at leasinggiver er ejer af køretøjet, og at der er tale om en reel leasingaftale, vurderer Motorstyrelsen, at sådanne leasingaftaler for passive periode indgår som en del af vurderingsgrundlaget for, om disse betingelser er opfyldt. Passive leasingaftaler skal derfor opbevares af leasinggiver som dokumentation og vedlægges ansøgning om betaling af forholdsmæssig registreringsafgift, såfremt den passive leasingaftale er indgået på dette tidspunkt.
Registrerede virksomheder - mulighed for at selvangive forholdsmæssig registreringsafgift
Se afsnit I.A.1.9 om registrerede virksomheder.
Motorstyrelsen kan efter anmodning give en leasinggiver tilladelse til selv at angive forholdsmæssig registreringsafgift for leasingkøretøjer. Leasinggiver vil herefter kunne angive forholdsmæssig registreringsafgift for leasingkøretøjer uden, at der skal søges om tilladelse for hvert enkelt leasingkøretøj.
En tilladelse til at angive forholdsmæssig registreringsafgift for leasingkøretøjer giver også leasinggiver mulighed for at forlænge leasingperioden, foretage debitorskifte, angive værditabsberegning for leasingskøretøjet, og angive restafgift.
Ansøgningen om tilladelse efter stk. 1, med tilhørende bilag skal være på dansk eller vedlagt en certificeret oversættelse til dansk. Ansøgningen med tilhørende bilag kan indleveres digitalt.
Se REGAL § 3 b, stk. 14 og 15. Se endvidere leasingbekendtgørelsens § 7.
Betingelser for tilladelse til at selvangive forholdsmæssig afgift
En tilladelse til at angive forholdsmæssig registreringsafgift for leasingkøretøjer forudsætter, at leasinggiver har en tilslutningsaftale til Motorregistret, og at leasinggiver er en registreret virksomhed, jf. REGAL §§ 14-15 .
Hvis der er rimelig grund til at antage, at der er fare for misbrug af ordningen, vil anmodningen om tilladelse blive afslået. I den forbindelse lægges særligt vægt på, om leasinggivers håndtering af leasingaftalerne er tilrettelagt på en sådan måde, at det ud fra hensynet til Skatteforvaltningens kontrol og til at sikre leasingaftalernes realitet skønnes, at leasinggivers virksomhed er egnet til selv at angive forholdsmæssig registreringsafgift for leasingkøretøjer.
Ved behandlingen af ansøgningen, kan Motorstyrelsen bede om supplerende oplysninger fra virksomheden.
En tilladelse til, at en leasinggiver selv kan angive forholdsmæssig registreringsafgift for leasingkøretøjer efter REGAL § 14, bortfalder som følge af leasinggiverens misbrug af ordningen, eller hvis leasinggiver ikke længere opfylder betingelserne for at indgå i ordningen.
Motorstyrelsen kan fastsætte særlige vilkår for en tilladelse til, at en leasinggiver selv kan angive forholdsmæssig registreringsafgift for leasingkøretøjer, herunder om
- overholdelse af Motorstyrelsens procedurer for anvendelse af ordningen og for brugen af Motorregistret,
- om opbevaring af nærmere angivne oplysninger af betydning for tilladelsen
- om pligten til at meddele kontaktoplysninger på virksomheden, samt om
- indsendelse af månedsregnskaber.
Skatteforvaltningen kan med øjeblikkelig virkning tilbagekalde eller suspendere en tilladelse til, at en leasinggiver selv kan angive forholdsmæssig registreringsafgift, hvis der er rimelig grund til at antage, at der er fare for misbrug af ordningen. I denne forbindelse lægges særligt vægt på, om leasingvirksomheden har udvist en adfærd, så det ud fra hensynet til Skatteforvaltningens kontrol og til at sikre leasingforholdets realitet skønnes, at leasinggivers virksomhed ikke længere er egnet til selv at angive forholdsmæssig registreringsafgift for leasingkøretøjer.
Skatteforvaltningen kan ved en manglende efterlevelse af et eller flere vilkår for tilladelsen med øjeblikkelig virkning tilbagekalde eller suspendere leasinggivers tilladelse til selv at angive forholdsmæssig registreringsafgift for leasingkøretøjer.
Se leasingbekendtgørelsens § 10.
Godkendelse af standardaftaler
En leasinggiver, der har fået tilladelse til at angive forholdsmæssig registreringsafgift, kan alene angive forholdsmæssig registreringsafgift for leasingkøretøjer i henhold til en leasingaftale, hvis aftalevilkår er identiske med aftalevilkårene i en godkendt standardaftale.
Leasinggiveren kan få godkendt en række forskellige standardaftaler.
Ved anmodning om godkendelse af standardaftaler, er det leasinggivers ansvar, at alle relevante oplysninger fremlægges for Motorstyrelsen. Motorstyrelsen kan kræve supplerende oplysninger til brug for godkendelsen.
Der kan i en godkendt standardaftale foretages de ændringer, der er opregnet i ►REGAL § 3 b, stk. 8, nr. 1-5 som ændret ved lov 1126 af 19. november 2019◄ uden krav om en fornyet godkendelse af standardaftalen, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Hvis der foretages en sådan ændring, skal en nærmere beskrivelse af ændringen og dens konsekvenser for standardaftalens økonomiske vilkår forelægges for Motorstyrelsen efter anmodning.
Motorstyrelsen kan afslå at godkende en standardaftale, hvis der er rimelig grund til at antage, at standardaftalen ikke egner sig til at danne grundlag for, at leasinggiveren selv kan angive forholdsmæssig registreringsafgift for leasingkøretøjer. I denne forbindelse lægges særligt vægt på, om standardaftalen indeholder klart afgrænsede vilkår, og at standardaftalen ikke indeholder vilkår om en købepligt og/eller køberet.
En standardaftale skal til enhver tid opfylde betingelserne for at opnå tilladelse til betaling af forholdsmæssig registreringsafgift i REGAL § 3 b. Hvis en standardaftale ikke længere opfylder disse betingelser, kan standardaftalen ikke anvendes til angivelse af forholdsmæssig registreringsafgift.
Situationer, hvor der ikke kan selvangives forholdsmæssig registreringsafgift
Leasinggiver kan ikke selvangive forholdsmæssig registreringsafgift
- hvis aftalevilkårene i leasingaftalen afviger fra de aftalevilkår, som er fastlagt i en godkendt standardaftale.
- hvis leasingtagers egenfinansiering efter leasingaftalen udgør mere end 30 pct. af leasinggivers investering i leasingkøretøjet
- hvis køretøjet er en brugt bus eller autocamper, eller hvis der er tale om et veterankøretøj.
Bemærk, at selvom Motorstyrelsen afslår at godkende en standardaftale, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at aftalen ikke vil kunne godkendes som en konkret leasingaftale.
Eksportgodtgørelse
Der er en generel mulighed for at få godtgjort den registreringsafgift, som er indeholdt i køretøjer, der eksporteres. Afgiftsgodtgørelsen kan ikke overstige den registreringsafgift, som oprindeligt er betalt, med fradrag af 15 pct. Se REGAL § 7 b , stk. 5 og afsnit I.A.1.6.
For leasingkøretøjer kan der kun udbetales eksportgodtgørelse, hvis køretøjet på et senere tidspunkt er blevet afgiftsberigtiget på normal vis efter REGAL §§ 4-5d.
Hvis der kun er betalt den forholdsmæssige afgift efter REGAL § 3 b , kan der ikke udbetales eksportgodtgørelse, idet køretøjet ikke anses for at være afgiftsberigtiget på normal vis efter REGAL §§ 4-5d, hvilket er en forudsætning for at udbetale eksportgodtgørelse. Se REGAL § 7 b.
Standardformularer
Ved lov nr. 1195 af 14. november 2017 ændret ved lov nr. 1431 af 5. december 2018, blev der i REGAL § 3 b, stk. 9 indført, at told- og skatteforvaltningen offentliggør standardformularer, som virksomheder hjemmehørende i Danmark skal anvende ved indgåelse af leasingaftaler. I henhold til lov nr. 1195, § 3, stk. 6, ændret ved § 14 i lov nr. 1431 af 5.december 2018 offentliggør Motorstyrelsen disse standardformularer senest den 1. januar 2020. Der fastsættes samtidig det tidspunkt hvorfra standardformularerne skal anvendes, dog tidligst seks kalendermåneder efter offentliggørelsen, og senest den 1. juli 2020.
►Ved lov nr. 1126 af 19. november 2019 blev bestemmelsen om standardformularer ophævet.◄
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKM-meddelelser med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
Højesteretsdomme
|
►SKM2019.542.HR◄
|
►Sagen angik dels om en leasingaftale opfyldte betingelserne i REGAL § 3 b og om hæftelse i REGAL § 20. Se SKM2018.412.ØLR nedenfor.◄ |
►Stadfæstelse af SKM2018.412.ØLR◄
|
SKM2018.77.HR |
Et leasingselskab havde leaset en bil til en person og havde i den forbindelse indhentet SKATs tilladelse til at betale forholdsmæssig registreringsafgift af bilen. Efter opnåelse af tilladelsen havde selskabet fortaget en række ændringer i leasingaftalen. Da ændringerne ikke var godkendt af SKAT, anså SKAT tilladelsen for bortfaldet og opkrævede fuld registreringsafgift af leasingselskabet.
Ændringerne af leasingaftalen havde ikke betydning for hverken beregningen af den forholdsmæssige registreringsafgift eller aftalens realitet.
Højesteret vurderede herefter, at der ikke var hjemmel i registreringsafgiftsloven til at anse tilladelsen til forholdsmæssig registreringsafgift for bortfaldet og frifandt derfor leasingselskabet.
|
►Se SKM2019.455.MOTORST◄.
Dommen ændrer SKM2017.245.VLR.
|
Landsretsdomme
|
|
SKM2018.412.ØLR
|
Sagen handlede om, hvorvidt en leasingtager skulle hæfte for betaling af køretøjets fulde registreringsafgift.
Østre Landsret fandt det godtgjort, at leasingforholdet var uden realitet, og at ejendomsretten til køretøjet ikke reelt blev overdraget til leasingvirksomheden.
Landsretten lagde i den forbindelse vægt på, at der ikke var udarbejdet en købsaftale, at købesummen ikke var betalt og på vilkårene i leasingaftalen, hvorefter leasingvirksomheden ikke havde nogen økonomisk risiko. Landsretten lagde desuden vægt på, at leasingtageren i det hele havde optrådt som ejer af køretøjet, herunder foretaget istandsættelse af køretøjet, ligesom han ikke har villet aflevere køretøjet til SKAT, selv om det var beslaglagt.
På den baggrund fandt landsretten det godtgjort, at leasingtageren var klar over, at bilen ikke reelt tilhørte leasingvirksomheden, og at der ikke var tale om et reelt leasingforhold.
Leasingtageren havde derfor viden om, at der ikke var betalt den korrekte registreringsafgift af køretøjet, og han hæftede derfor for den fulde afgift.
|
Se SKM2019.542.HR
|
SKM2017.245.VLR
|
SKAT havde godkendt en aftale om forholdsmæssig betaling af registreringsafgift, jf. registreringsafgiftslovens § 3 b (leasing).
Efter godkendelsen ændrede parterne kontraktens angivelse af købspris, skønnet restværdi og leasingydelse for køretøjet. Leasingtager benyttede fortsat køretøjet.
Efter registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 6, skal nummerpladerne afleveres og køretøjet afmeldes fra Køretøjsregisteret, hvis leasingkontrakten ændres.
Det var ubestridt, at de foretagne ændringer hverken havde betydning for opgørelsen af den forholdsmæssige registreringsafgift, som umiddelbart skulle svares til SKAT, eller for SKATs fastsættelse af køretøjets almindelige registreringsafgift. Det var også ubestridt, at SKAT ville have godkendt kontrakten, hvis de nævnte ændringer allerede fra starten havde været en del af kontrakten, og at SKAT ville have godkendt en ny kontrakt med nævnte ændringer, hvis en sådan var forelagt SKAT.
SKAT traf afgørelse om, at der skulle svares fuld registreringsafgift grundet ændringerne.
Landsskatteretten fandt med dissens derimod, at der ikke kunne opkræves registreringsafgift i denne situation.
Ministeriet indbragte sagen for domstolene, og sagen blev grundet sin principielle karakter henvist til landsretten i 1. instans.
Landsretten gav ministeriet medhold. Herved udtalte landsretten bl.a., at der under hensyn til lovens klare ordlyd og lovens forarbejder ikke er holdepunkter for at antage, at der - bortset fra de særlige tilfælde nævnt i § 3 b, stk. 6 - er adgang til at foretage ændringer i leasingkontrakten, uden at det fører til, at nummerpladerne skal afleveres, og køretøjet skal afmeldes. På den baggrund fandt landsretten, at tilladelse til forholdsmæssig registreringsafgift var bortfaldet, og der skulle svares fuld registreringsafgift. Landsretten bemærkede desuden, at der ikke var grundlag for at statuere, at opkrævningen af registreringsafgiften ville være i strid med EU-retten.
|
Dommen er ændret af Højesteret - SKM2018.77.HR |
SKM2015.430.ØLR
|
Østre Landsret afsagde kendelse om at forelægge en række principielle spørgsmål for EU-domstolen:
Spørgsmålene vedrører to fællesbehandlede sager, der verserer for landsretten.
Hovedspørgsmålet i den ene sag er, om sagsøgerne (A med bopæl i Danmark og det i Tyskland hjemmehørende selskab H1 GmbH, herefter H1) havde krav på, at A som leasingtager af en af selskabet udleaset Bentley kunne tage det omhandlede køretøj i brug med det samme mod indbetaling af den af sagsøgerne beregnede forholdsmæssige registreringsafgift af køretøjet, mens sagsøgerne afventede de danske afgiftsmyndigheders (SKATs) behandling af en ansøgning af 9. juni 2010 om afgiftsberigtigelse af køretøjet efter registreringsafgiftslovens § 3 b.
Landsretten bestemte at forelægge følgende præjudicielle spørgsmål for EU-domstolen
1. Er det i overensstemmelse med EU-retten, herunder TEUF artikel 56, at et køretøj, som er omfattet af en leasingaftale mellem et leasingselskab hjemhørende i en medlemsstat og en leasingtager bosat eller hjemhørende i en anden medlemsstat, som udgangspunkt (jf. nedenfor under spørgsmål 2) ikke kan tages i brug på den sidstnævnte medlemsstats vejnet, mens myndighederne behandler en ansøgning om tilladelse til betaling af forholdsmæssig registreringsafgift af køretøjet for den periode, som køretøjet ønskes benyttet i medlemsstaten?
2. Er det foreneligt med EU-retten, herunder TEUF artikel 56, at en national foranstaltning som forudsætning for indregistrering/forholdsmæssig afgiftsberigtigelse af et køretøj til kun midlertidig og ikke varig anvendelse kræver forhåndsgodkendelse eller indebærer, at
(i)
|
myndighederne som forudsætning for øjeblikkelig ibrugtagning kræver hele den danske registreringsafgift betalt, og at forskellen mellem den fulde afgift og den beregnede forholdsmæssige afgift tilbagebetales med renter, såfremt tilladelsen efterfølgende meddeles, og/eller at
|
(ii)
|
myndighederne som forudsætning for øjeblikkelig ibrugtagning kræver hele registreringsafgiften betalt, og denne ikke reguleres, og det overskydende ikke tilbagebetales, når den midlertidige anvendelse ophører, såfremt tilladelsen ikke meddeles?
|
|
|
SKM2011.512.ØLR
|
Sagsøgeren, der har hjemsted i et andet EU-land og er udbyder af leasingbiler, gjorde gældende, at beregningen af forholdsmæssig registreringsafgift i henhold til den dagældende registreringsafgiftslovs § 3 b, stk. 2, udgjorde en restriktion i strid med TEUF artikel 56. Sagsøgeren gjorde endvidere gældende, at betaling af omkostningsudligningstillæg efter samme bestemmelse var i strid med TEUF artiklerne 56 og 110. Sagsøgeren påstod i forlængelse heraf, at Skatteministeriet skulle tilbagebetale de opkrævede beløb vedrørende den konkrete leasingbil.
Landsretten fandt, at TEUF artikel 110 ikke var relevant i denne situation. Landsretten fastslog herefter, at den dagældende registreringsafgiftslovs § 3 b , stk. 2, måtte anses for at være i strid med TEUF artikel 56 i de tilfælde, hvor anvendelsen af bestemmelsen samlet medførte en konkret afgiftsmæssig forskelsbehandling. På baggrund af et af Skatteministeriet fremlagt hjælpebilag fandt retten, at afgiftsberegningen på baggrund af den dagældende registreringsafgiftslov § 3 b, stk. 2, samlet set konkret havde medført en økonomisk fordel for sagsøgeren i forhold til en sammenlignelig dansk-baseret leasinggiver.
Retten lagde vedrørende omkostningsudligningstillægget vægt på, at sagsøgerens tab i forhold til en sammenlignelig dansk-baseret leasinggiver var mindre end den økonomiske fordel ved beregningen af den forholdsmæssige registreringsafgift. Retten fandt herefter, at sagsøgeren ikke konkret var blevet udsat for en restriktion i strid med TEUF artikel 56.
|
Registreringsafgiftsloven § 3 b, stk. 2 (dagældende) Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde artikel 56
|
Byretsdomme
|
SKM2018.88.BR
|
Sagen angik leasingkøretøjer, hvor leasingkontrakten blev afbrudt før leasingperiodens udløb. Leasingselskabet havde ansøgt SKAT om værdiansættelse af de omhandlede leasingkøretøjer og regulering af den betalte afgift i henhold til registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 7. SKAT havde nægtet at imødekomme den af leasingselskabet indsendte ansøgning, da ansøgningen for alle køretøjernes vedkommende var indgivet for sent. Ansøgningen var indgivet mellem 5 måneder og 2 år efter de enkelte ophørstidspunkter for leasingkontrakterne.
Retten bemærkede, at uanset at en vurdering af den residuale afgift kan medføre tilbagebetaling af registreringsafgift, hvis det viser sig, at der oprindeligt er betalt for meget, er der ikke ved ordningen tale om en ændring af et afgiftstilsvar eller godtgørelse af allerede betalt afgift, for hvilke der i medfør af skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, gælder en 3-årig frist. Bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, er således ikke til hinder for, at der fastsættes en kortere frist for indsendelse af ansøgning i henhold til registreringsafgiftslovens§ 3 b, stk. 7.
Retten bemærkede videre, at det følger af bestemmelsen i registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 7, at det er køretøjets aktuelle værdi efter § 10 på det tidspunkt, hvor leasingkontrakten afbrydes eller køretøjet udgår af ordningen, der danner grundlag for beregningen. Efter § 10, stk. 1, 2. pkt., fastsættes prisen for brugte køretøjer efter salg til bruger her i landet i den stand, hvori køretøjet skal registreres. Efter ordlyden af bestemmelsen i § 3 b, stk. 7, og dennes sammenhæng med bestemmelsen i § 10, samt henset til formålet med ordningen med forholdsmæssig betaling af registreringsafgift og til de hensyn, der ligger til grund for SKATs mulighed for at vurdere køretøjerne, fandt retten, at bestemmelsen i § 3 b, stk. 7, må fortolkes således, at ansøgningen skal indleveres samtidig med, at køretøjet udgår af ordningen.
Retten tilføjede, at dette også følger af SKATs praksis, hvorefter ansøgning i henhold til registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 7, skal indgives senest 1 arbejdsdag efter leasingkontraktens ophør, ligesom der udtrykkeligt var gjort opmærksom på fristen i leasingselskabets storkundeaftale med SKAT. SKAT havde endvidere på leasingselskabets forespørgsel oplyst om fristen kort efter indgåelsen af storkundeaftalen.
Retten bemærkede videre, at leasingselskabet ikke havde krav på ”eksportgodtgørelse” af køretøjerne efter registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 1, eftersom køretøjerne havde været afgiftsberigtiget med forholdsmæssig afgift efter undtagelsesreglen i lovens § 3 b og ikke med fuld afgift efter lovens almindelige regler (§ 4 m.fl.), hvortil § 7 b, stk. 1, henviser. Leasingselskabet kunne ikke støtte ret på et tidligere udsagn i Punktafgiftsvejledningen og senere Den juridiske vejledning om, at der ”principielt” kunne udbetales godtgørelse af afgift efter § 7 b af leasingkøretøjer afgiftsberigtiget efter § 3 b, eftersom dette udsagn var i åbenbar strid med loven.
|
Dommen er anket til Østre Landsret |
SKM2017.546.BR
|
Sagen angik et leasingselskab, som havde en såkaldt storkundeaftale med SKAT. Selskabet havde ikke overholdt kravet ifølge bilaget til aftalen om, at der skulle ske elektronisk annullering af afbrudte leasingkontrakter i DMR, når selskabet anmodede om tilbagebetaling af for meget betalt afgift af det pågældende leasingkøretøj i henhold til registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 6. Annullering af afbrudte leasingkontrakter kunne fra og med etableringen af DMR pr. 7. juni 2012 alene ske i DMR og ikke længere via de ”manuelle” månedsangivelser af afgiften. Leasingselskabet havde ubestridt ikke foretaget elektronisk annullering af leasingkontrakterne, men havde fortsat efter indførelsen af DMR givet SKAT meddelelse om annulleringen ved manuelle rettelser på sine månedsangivelser. SKAT havde efteropkrævet et beløb på ca. 3 mio. kr., som var opstået i en periode på ca. 1 år som restance på leasingselskabets afgiftsregnskab med SKAT som følge af den manglende systemmæssige annullering af igangværende leasingkontrakter i DMR.
Leasingselskabet påstod det efteropkrævede beløb tilbagebetalt. Til støtte herfor gjorde selskabet i første række gældende, at selskabet havde givet SKAT meddelelse om afbrydelserne af kontrakterne via månedsangivelserne, og at selskabet derfor materielt havde krav på ved sine månedlige angivelser af afgift at kunne modregne for meget betalt afgift af afbrudte leasingkontrakter i henhold til registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 6. Selskabet gjorde gældende, at SKATs krav om annullering i DMR ikke havde hjemmel. I anden række påberåbte selskabet sig, at SKAT konkret over for selskabet havde accepteret, at selskabet kunne fortsætte med at give meddelelse om afbrudte leasingkontrakter ved manuelle rettelser på månedsangivelserne, og at SKAT i øvrigt også havde givet andre leasingselskaber lov til at foretage manuelle rettelser af månedsregnskaberne ved afbrydelse af leasingkontrakter.
Retten gav Skatteministeriet medhold i, at SKATs krav om, at der skulle ske annullering af afbrudte leasingkontrakter i DMR, havde hjemmel i registreringsafgiftslovens § 3 b. Videre bemærkede retten, at leasingselskabet som udgangspunkt var bundet til at følge kravet om elektronisk annullering, der klart fremgik af bilaget til storkundeaftalen. Retten lagde dog efter bevisførelsen til grund, at stort set samtlige leasingselskaber i perioden efter indførelsen af DMR, bl.a. som følge af systemfejl, havde vanskeligheder med de nye procedurer. Retten lagde videre vægt på det konkrete forløb i sagen, herunder at selskabets dialog med SKAT i en længere periode fra indførelsen af DMR, havde ført til, at kravet var akkumuleret. Retten lagde endelig efter bevisførelsen navnlig efter forklaringen fra en medarbejder i SKAT Motor, som særligt havde varetaget storkundeordningen og storkundernes overholdelse af procedurerne i det nye DMR – til grund, at SKAT i andre tilfælde i overgangsperioden efter indførelsen af det nye system tillod rettelse på baggrund af månedsangivelser ved afbrydelse af leasingkontrakter. Under de foreliggende omstændigheder burde SKAT efter rettens opfattelse også have tilladt sådanne rettelser for så vidt angik det omhandlede leasingselskab. Retten gav derfor selskabet medhold i tilbagebetalingskravet.
|
|
Landsskatteretskendelser
|
SKM2017.273.LSR
|
Da en klager måtte anses for at have positiv viden om, at der ikke var tale om et reelt leasingforhold, fandtes han at hæfte for registreringsafgiften jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5.
|
|
SKM2017.65.SANST
|
Skatteankestyrelsen stadfæstede SKATs afslag på selskabets ansøgning om betaling af forholdsmæssig registreringsafgift for leasingperioden efter registreringsafgiftslovens § 3b, idet selskabet ikke fandtes at have etableret leasingvirksomhed eller øvrig virksomhed.
|
|
SKM2013.192.LSR
|
Efter den fremlagte faktura blev det lagt til grund, at denne pris udgjorde markedsprisen.
Da selskabet desuden ved aftalen fik en rimelig forrentning af den investerede kapital, var der ikke grundlag for at anse leasingkontrakten for indgået på ikke-markedsmæssige vilkår.
Da aftalen imidlertid ikke var dateret, og da det ikke fremgik af leasingaftalen, hvilke brugere der var af den omhandlede bil, ansås betingelserne for tilladelse til betaling af forholdsmæssig registreringsafgift ikke for opfyldt.
|
Registreringsafgiftsloven § 3b |
SKM2012.527.LSR
|
Landsskatteretten stadfæstede SKATs afslag på et selskabs ansøgning om tilladelse til betaling af forholdsmæssig registreringsafgift efter registreringsafgiftslovens § 3b, idet selskabet ikke ansås for at have etableret en leasingvirksomhed, og den pågældende leasingaftale ikke ansås for indgået på markedsmæssige vilkår.
Klager nedlagde påstand om, at aftalen i sin helhed tidligere var godkendt af SKAT med samme leasingydelse som ville have været gældende under forlængelsen, at et selskab pr. difinition er erhvervsdrivende, og at selskabets leasing til interesseforbundne parter måtte anses for at være uden betydning.
Landsskatteretten anså, at selskabet ved indgåelse af leasingaftaler med selskabets eneaktionær, hans samlever og hans mor ikke havde etableret en leasingvirksomhed. Der henvises til Landsskatterettens afgørelse af 16. november 2011, offentliggjort i SKM2012.103.LSR .
Landsskatteretten anførte derudover, at det forhold at SKAT tidligere havde givet selskabet tilladelsetil betaling af forholdsmæssig registreringsafgift ikke skabte en retsbeskyttet forventning om, at senere ansøgninger om periodeforlængelser ville blive imødekommet. Dette skyldtes blandt andet, at det må være forudsat, at den forlængede leasingaftale opfylder betingelserne for betaling af forholdsmæssig registreringsafgift, som de fremgår af registreringsafgiftslovens § 3b og styresignalet. En tilkendegivelse fra SKAT skal have haft indflydelse på eller motiveret skatteyderens handlinger for at kunne føre til en retsbeskyttet forventning.
|
Registreringsafgiftsloven § 3b |
SKM2012.103.LSR
|
SKAT gav afslag på anmodning om betaling af forholdsmæssig registreringsafgift, idet aftalen ikke ansås at være indgået på markedsmæssige vilkår. Aftalen var indgået mellem selskaber, hvor interesseforbundne personer optrådte som ejere og/eller bestyrelsesmedlemmer.
Klager nedlagde påstand om, at leasingaftalen var indgået på sædvanlige markedsvilkår, at det ikke var et sædvanligt og ufravigeligt krav til en leasingaftale, at der betales et depositum eller en engangsydelse, og at personsammenfaldet var irrelevant. Klager anførte desuden, at leasingaftalen ville tilføre et tilstrækkeligt overskud til lønsom drift, når virksomheden blev udvidet med et større antal biler.
Landskatteretten anså at selskabet ved indgåelse af aftalen ikke havde etableret en leasingvirksomhed. Der blev blandt andet lagt vægt på, at der i situationer, hvor leasingaftalen er indgået mellem interesseforbundne parter, må stilles skærpede krav til dokumentationen for, at aftalen er indgået på normale forretningsmæssige vilkår, at virksomheden foretager leasingaktiviteten med det formål at tjene penge til virksomheden, og at driften er begrundet i sædvanlige forretningsmæssige og driftsmæssige hensyn, herunder ønsket om en rimelig forrentning af den investerede kapital.
Landskatteretten bemærkede også, at det ikke var godtgjort, at det egentlige formål med de indgåede aftaler ikke har været at opnå besparelse i registreringsafgiften.
|
Registreringsafgiftsloven § 3b |
SKM2012.86.LSR
|
SKAT gav afslag på anmodning om betaling af forholdsmæssig registreringsafgift, idet det pågældende køretøj allerede var fuldt afgiftsberigtiget.
Klager nedlagde påstand om, at den fremsendte leasingkontrakt var identisk i form og indhold i forhold til 3 leasingkontrakter, som SKAT havde godkendt (hvorfor denne kontrakt således også forventedes godkendt), at den fulde afgift udelukkende blev betalt, fordi selskabet ikke længere kunne afvente SKATs sagsbehandling, og mod berettiget forventning om at få afgiften tilbagebetalt i forbindelse med godkendelse, samt at der ikke var tale om en ny ansøgning, men om en korrektion til den kontrakt SKAT efter indbetaling af den fulde afgift havde meddelt afslag.
Landsskatteretten anså selskabets senest indsendte ansøgning for at være en ny ansøgning indgivet efter betaling af den fulde afgift og bemærkede, at der i registreringsafgiftsloven ikke er hjemmel til tilbagebetaling af den fulde registreringsafgift i en sådan situation.
|
Registreringsafgiftsloven § 3b |
Bindende svar fra Skatterådet
|
SKM2010.429.SR
|
Skatterådet har udstedt et bindende svar, hvoraf det fremgår, at når et leasingforhold er indgået mellem ikke uafhængige parter, stilles der skærpede krav til dokumentationen.
Aftalen skal være på normale forretningsmæssige vilkår, hvor virksomheden foretager leasingaktiviteten med det formål at tjene penge til virksomheden.
Herunder at driften er begrundet i sædvanlige forretningsmæssige og driftsmæssige hensyn, herunder ønsket om en rimelig forrentning af den investerede egenkapital.
|
Registreringsafgiftsloven § 3b
|
Skatteforvaltningen
|
SKM2019.455.MOTORST
|
Genoptagelse - praksisændring som følge af Højesterets dom SKM2018.77.HR - om ikke godkendte ændringer i en leasingaftale - som er uden betydning for tilladelsen
|
Registreringsafgiftslovens § 3b
|
SKM2017.738.SKAT
|
SKAT præciserer i dette styresignal begreberne køberet og -pligt samt anvisningsret og -pligt i forbindelse med leasing af køretøjer og anvendelse af reglerne om forholdsmæssig registreringsafgift. Endvidere ændres praksis for så vidt angår leasingselskabers brug af stilstandsperioder.
|
Registreringsafgiftslovens § 3 b
|
SKM2012.358.SKAT
|
I styresignal SKM2011.27.SKAT af 13. januar 2011 blev betingelserne for at få tilladelse til at betale forholdsmæssig registreringsafgift efter registreringsafgiftslovens § 3b præciseret.
Formålet med styresignalet var at ændre den hidtidige praksis og samtidig præcisere betingelserne for at anvende reglerne.
Meddelelsen beskriver den nuværende praksis efter styresignalet og den vurdering, SKAT foretager af ansøgninger om tilladelse til betaling af forholdsmæssig registreringsafgift.
|
Registreringsafgiftsloven § 3b
|
SKM2011.27.SKAT
|
SKAT har i styresignalet præciseret retningslinierne for SKATs behandling af ansøgninger om betaling af forholdsmæssig registreringsafgift.
Styresignalet erstatter SKM2010.748.SKAT . Med ændringen lempes krav om oplysninger i selve leasingaftalen.
Styresignalet indeholder de vigtigste formelle og materielle krav til en leasingaftale, der kan danne grundlag for en tilladelse efter registreringsafgiftslovens § 3b .
|
Registreringsafgiftsloven § 3b
|