Indhold

Dette afsnit beskriver fastlæggelsen af leveringsstedet ved salg af varer, der installeres eller monteres af sælger. Se Momssystemdirektivets artikel 36 og xML § 14x, stk. 1, nr. 3.

Afsnittet indeholder:

  • Leveringsstedet ved installering eller montering
  • Installering eller montering ved levering til en afgiftspligtig person
  • Installering eller montering i mere end et land
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv

Leveringsstedet ved installering eller montering

Leveringsstedet er ikke her i landet, når varen installeres eller monteres i udlandet af leverandøren eller for dennes regning. Leveringsstedet er i dette tilfælde det sted, hvor varen installeres eller monteres.

Hvis en udenlandsk leverandør sender eller transporterer varer her til landet og installerer eller monterer varerne her i landet, eller dette sker for den udenlandske leverandørs regning, er leveringsstedet her i landet.

Omfattet af begrebet "installering eller montering" er eksempelvis salg af en maskine, der skal installeres i en fabrikshal her i landet. Installering og montering omfatter typisk, at:

  • indrette
  • anbringe i
  • indbygge
  • indlægge eller
  • opsætte.

Installering og montering ved levering til en afgiftspligtig person

Hvis en afgiftspligtig person får leveret, installeret eller monteret varer her i landet af en virksomhed, der er etableret i udlandet, eller for dennes regning, er den afgiftspligtige køber betalingspligtig for momsen, jf. xML § 46x, stk. 1, nr. 2. Se afsnit D.A.13.2.2.2 om installering og montering.

Installering eller montering i mere end et land

EU-domstolen har taget stilling til den momsmæssige behandling af et kabel, der installeres i mere end et land.

Det fremgår af dommen, at beskatningskompetencen i relation til levering og udlægning af et fiberoptisk kabel mellem to EU-lande, som delvis er nedlagt uden for EU's momsområde, tilkommer hvert EU-land pro rata i forhold til kablets længde på dens område. Dette gælder både for så vidt angår prisen for kablet selv og det øvrige materiel som for udgifterne til de tjenesteydelser, der er forbundet med udlægningen af kablet. Se sag C-111/05, NN.

Levering og udlægning af et fiberoptisk kabel mellem to medlemsstater er ikke momspligtig for den del af transaktionen, der udføres i den eksklusive økonomiske zone, på kontinentalsoklen og på åbent hav.

Se også omtalen af dommen C-111/05 i afsnit D.A.2.2 om EU´s momsområde.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

C-111/05, NN

Beskatningskompetencen i relation til levering og udlægning af et fiberoptisk kabel mellem to EU-lande, som delvis er nedlagt uden for EU's momsområde, tilkommer hvert EU-land pro rata i forhold til kablets længde på dens område. Dette gælder både for så vidt angår prisen for kablet selv og det øvrige materiel som for udgifterne til de tjenesteydelser, der er forbundet med udlægningen af kablet.

 

Skatterådet

SKM2017.306.SR

Skatterådet bekræfter, at leveringen af et kabel mellem Danmark og et andet EU-land skal betragtes som levering af en vare med installation og montering. Skatterådet bekræfter, at den del af kablet som installeres (udlægges) på dansk territorium, skal betragtes som leveret i sin helhed til den dansk etablerede medejer af kablet. Skatterådet bekræfter, at den moms, som skal betales for den del af kablet, der er installeret på dansk territorium, skal afregnes af den danske medejer i henhold til reglerne om omvendt betalingspligt.

SKM2016.307.SR

Skatterådet bekræfter, at spørgers levering og installering/montering af lyselementer og reklameudstyr mv. momsmæssigt udgør en samlet leverance, som er en vareleverance. At installeringen/monteringen efter det oplyste udgør ca. 60 pct. af den samlede værdi af leverancen medfører ikke et andet resultat. Da spørger ikke er etableret i Danmark, er spørgers kunde derfor betalingspligtig for momsen på leverancen efter reglerne om levering og installering/montering af varer. Demontering og fjernelse af eksisterende elementer kan ligeledes anses for en del af vareleverancen.