Indhold

Afsnittet handler om lønprivilegiet, som visse lønmodtagerkrav har. 

Afsnittet indeholder:

• Regel
• Løn og andet vederlag
• Erstatning for afbrydelse af arbejdsforholdet
• Godtgørelse for afbrydelse af arbejdsforholdet
• Feriegodtgørelse
• Skyldnerens forhaling af udbetaling af løn mv.
• Skyldnerens nærstående
• A-skat og arbejdsmarkedsbidrag
• Lønindeholdelse ved arbejdsgiverens konkurs
• Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

Efter de sekundære massekrav i KL § 94 betales i lige forhold: 

• Krav på løn og andet vederlag for arbejde i skyldnerens tjeneste, som er forfaldet i tidsrummet fra seks måneder før fristdagen indtil konkursdekretets afsigelse. Tilsvarende gælder krav ifølge en uforrentet opsparingsordning (frit valg-ordning), se KL § 95, stk. 3, der kræves udbetalt i samme tidsrum, eller som, selv om kravet er optjent før konkursdekretets afsigelse, først kræves udbetalt efter dette tidsrum (KL § 95, stk. 1, nr. 1).
• Krav på erstatning for at afbryde arbejdsforholdet, men dog ikke erstatning for krav på løn og andet vederlag, som ville være forfaldet mere end seks måneder før fristdagen (KL § 95, stk. 1, nr. 2).
• Krav på godtgørelse, hvis opsigelsen eller afbrydelsen af arbejdsforholdet har fundet sted inden for de sidste seks måneder før fristdagen (KL § 95, stk. 1, nr. 3).
• Krav på feriegodtgørelse (KL § 95, stk. 1, nr. 4).
• Krav som nævnt i KL § 95, stk1, nr. 1-3 for længere tid tilbage end angivet i disse bestemmelser, hvis fordringshaveren efter skifterettens skøn har søgt kravet gennemført uden ugrundet ophold, men ikke har kunnet nå at foretage et udlæg, der opretholdes i forhold til konkursboet (KL § 95, stk. 1, nr. 5).

Løn og andet vederlag

Bestemmelsen skal fortolkes i overensstemmelse med funktionærloven og ferieloven. 

Privilegiet omfatter ikke selvstændige erhvervsdrivendes vederlagskrav mod skyldneren. Der skal foreligge et lønmodtagerforhold, og de kriterier, der afgør, om et vederlagskrav for udført arbejde er A- eller B-indkomst, er derfor vejledende. Der skal derfor bl.a. tages hensyn til, om personen er undergivet arbejdsgiverens instruktion.

Stillingsbetegnelsen er ikke afgørende. Det er arbejdets reelle indhold, det kommer an på. 

Administrerende direktører anses ikke for at være i skyldnerens tjeneste, også selv om de siges op inden konkursen. Se UfR 2000.982 ØLD. 

En direktør kan dog opnå privilegium, hvis denne ikke havde nogen selvstændig bemyndigelse til at handle på selskabets vegne. Se UfR 1984.14 HD. 

Hvis fristdagen fx er 1. december, omfatter privilegiet derfor løn, der forfaldt i perioden fra og med 1. juni og indtil konkursdekretet. 

Privilegiet gælder løn og andet vederlag. Herunder falder ikke kun løn, der udbetales som penge, men også fri bolig og kost, som omsættes til pengekrav (se KL § 40, stk. 1), ferietillæg, engangshonorar, optjente overarbejdspenge, overskudsandel, tantieme, provision og diæter, som ikke blot skal dække positive udgifter, samt formentlig gratiale, som udbetales regelmæssigt og fast, og endelig efterløn.

Afgørende er forfaldstiden for lønkravet. Indtjeningstiden spiller derfor ingen rolle.

Frit valg-ordning

Bestemmelsen blev ændret ved lov nr. 1265 af 16. december 2009, Behandlingen i konkurs af indeståender på frit valg-ordninger. Lønmodtagere kan opspare op til 7,5 pct. af lønnen på en Fritvalgs Lønkonto/særlig opsparing. Indestående på en sådan konto kan lønmodtagere under særlige betingelser enten få udbetalt i form af løn eller overført til pension. Det følger derfor af de pågældende overenskomster, at lønmodtagerne kan vælge at få udbetalt indestående fra Fritvalgs Lønkontoen/den særlige opsparing, når de holder fri i forbindelse med ferie, søgnehelligdage, feriefridage eller overenskomstmæssige fridage. Ved medarbejderens fratrædelse udbetales et eventuelt indestående i forbindelse med sidste lønudbetaling. 

Med tilføjelsen i KL § 95, stk. 1, nr. 1, præciseres det, at lønprivilegiet omfatter krav på Fritvalgs Lønkonti/særlig opsparing og lignende ordninger, der kræves udbetalt i tidsrummet fra seks måneder før fristdagen indtil konkursdekretets afsigelse. Desuden omfattes beløb, der, selvom beløbet er optjent før konkursdekretets afsigelse, først kræves udbetalt efter dette tidsrum. Forfaldstidspunktet er derfor ikke afgørende. 

Erstatning for afbrydelse af arbejdsforholdet

Bestemmelsen omfatter både en afbrydelse før konkursen og en afbrydelse, der sker ved, at boet undlader at indtræde i arbejdsaftalen. Kravet er massekrav, hvis boet er indtrådt i kontrakten og senere misligholder denne. Der er intet erstatningskrav, hvis forholdet lovligt ophæves som følge af lønmodtagerens misligholdelse. 

Godtgørelse for afbrydelse af arbejdsforholdet

Bestemmelsen omfatter både afskedigelse før konkursen og boets undladelse af at indtræde i et løbende arbejdsforhold. Funktionærlovens § 2 b, stk. 1, stiller krav om godtgørelse, hvis opsigelse af en funktionær, som har været uafbrudt beskæftiget i den pågældende virksomhed i mindst et år før opsigelsen, ikke kan anses for rimeligt begrundet i funktionærens eller virksomhedens forhold. Bestemmelsen har i praksis kun en begrænset betydning, fordi arbejdsgiverens økonomiske vanskeligheder som regel vil ligge bag afskedigelsen, og sådanne vanskeligheder er en gyldig afskedigelsesgrund. 

Feriegodtgørelse

Feriegodtgørelse skal forstås i overensstemmelse med ferieloven, hvor der sondres mellem

• feriegodtgørelse
• løn under ferie
• ferietillæg.

Derfor er ferietillæg ikke omfattet af KL § 95, stk. 1, nr. 4, men af KL § 95, stk. 1, nr. 1. 

Skyldnerens forhaling af udbetaling af løn mv.

Bestemmelsen kan anvendes, hvor den ansatte har foretaget, hvad der med rimelighed kan forventes for at få den skyldige løn mv. betalt. Bestemmelsen omfatter derfor bl.a. krav, som skyldneren har forhalet. 

Skyldnerens nærstående

Skifteretten kan nægte skyldnerens nærstående fortrinsret, hvis denne under hensyn til løn- og arbejdsvilkår, til ydelse af henstand samt til evt. økonomisk interesse i virksomhedens drift ikke findes rimeligt begrundet. Se KL § 95, stk. 2.

Skifteretten kan nægte fortrinsret til skyldnerens nærstående, når

• kravet skyldes, at fordringshaver er nærstående (begunstigelseskriteriet)
• fordringshaver har ladet sin løn indgå i virksomheden (kreditgivningskriteriet)
• undladelse af lønudbetaling har medført, at driften har kunnet fortsætte til skade for de øvrige fordringer (skadelighedskriteriet). 

A-skat og arbejdsmarkedsbidrag

Stiftelse af kravet

Krav på A-skat stiftes på tidspunktet for udbetalingen af den A-indkomst, hvori der skal indeholdes A-skat. Se KSL § 46, stk. 2, 1. pkt. 

Har udbetaling ikke fundet sted på et tidspunkt, der ligger seks måneder efter, at indkomstmodtageren har erhvervet endelig ret til den pågældende indkomst, skal indeholdelse dog foretages på dette tidspunkt. Se KSL § 46, stk. 2, 2. pkt. 

KSL § 46 finder også anvendelse på arbejdsmarkedsbidrag, der skal indeholdes. Se KSL § 49 B, stk. 1, 2. pkt. 

A-skat i konkursboet

Kravet på A-skat kan placeres tre forskellige steder i konkursordenen, alt afhængigt af situationen.

1. Kravet på A-skat er en simpel fordring, hvis skyldneren inden sin konkurs har udbetalt løn uden at afregne indeholdt A-skat. Se KL § 97. Det er kun den indeholdelsespligtige arbejdsgiver, der hæfter for indeholdt A-skat. Se KSL § 69, stk. 2. 
2. Kravet på A-skat følger lønmodtagerkravet efter KL § 95, hvis skyldner ikke har udbetalt løn til de ansatte. Lønmodtagerne har her anmeldt deres lønkrav efter KL § 95. Lønmodtagernes Garantifond, LG, træder i lønmodtagerens krav og udbetaler nettolønnen til lønmodtagerne. Ved LG’s anmeldelse i konkursboet anmeldes både nettolønnen og den afledte A-skat. A-skatten har her status efter KL § 95.
3. Hvis konkursboet driver den konkursramte virksomhed videre, vil kravet på A-skat have status af massekrav efter KL § 93, idet kravet er opstået som led i konkursboets behandling. 

A-skat af lønkrav, som opnår status som privilegeret krav efter KL § 95, skal ikke anmeldes i boet, da boet ved udlodning af lønkrav selv skal sørge for beregning og indbetaling af A-skatten. 

I en sag fra Østre Landsret fik et forlig om lønkrav, som blev indgået efter konkursen, ikke A-skatten af den omhandlede løn til at blive massekrav eller omfattet af KL § 95. Se TfS 2001.381.

Boet skal indeholde og afregne dividende af skattebeløbene efter KSL § 83, hvis Lønmodtagernes Garantifond er indtrådt i lønmodtagernes krav mod arbejdsgiveren efter Lov om Lønmodtagernes Garantifond § 7. 

A-skat af lønkrav, hvor Lønmodtagernes Garantifond er indtrådt i lønmodtagerens krav mod arbejdsgiveren, skal normalt ikke anmeldes af RIM, da skattekravet fremgår af anmeldelsen fra Lønmodtagernes Garantifond. Hvis det ved en kontrol af virksomhedens regnskaber viser sig, at A-skatten ikke er korrekt medtaget i anmeldelserne fra Lønmodtagernes Garantifond, skal RIM anmelde det korrekte beløb og samtidig gøre kurator opmærksom på forholdet. Se afsnit G.A.3.4.1.4.8.7 A-skat i konkursordenen om Lønmodtagernes Garantifond. Den indeholdelsespligtige hæfter for (den udækkede del af) A-skatten vedrørende kravet fra Lønmodtagernes Garantifond.

Lønindeholdelse ved arbejdsgiverens konkurs

Beløb, der er lønindeholdt efter INDOG § 10, men som ikke er indbetalt af arbejdsgiveren, anses for privilegeret i samme omfang som løn. Se KL § 95. Det medfører, at restancer af beløb, der er lønindeholdt efter INDOG § 10 i tidsrummet fra seks måneder før fristdagen til datoen for arbejdsgiverens konkursdekret, kan anmeldes som privilegerede krav. 

Det er normalt RIM, der foretager anmeldelsen og underretter den inddrivelsesafdeling, der har begæret indeholdelsen. Derimod foretages almindeligvis ikke anmeldelse af krav efter INDOG § 10, når indeholdelse ikke har fundet sted. Sådanne krav skulle i givet fald anmeldes som simple krav. Se UfR 1976.805 SHD. 

Under forudsætning af, at rekonstruktøren ved, at der er begæret lønindeholdelse efter INDOG § 10, må det forudsættes, at beløb indeholdt i en rekonstruktionsbehandling bliver stillet som fortrinsberettigede krav efter KL § 94, nr. 2. 

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv. 

Skemaet viser relevante afgørelser på området: 

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Højesteretsdomme
UfR.1984.14 HD	En direktør, hvis arbejde primært bestod i at fremskaffe tilbud på levering af varer til selskabets aktionærer, og som ikke i øvrigt var bemyndiget til at handle på selskabets vegne, fandtes ikke reelt i selskabet at have indtaget en stilling, der afskar ham fra at opnå fortrinsret for sit krav på løn mv. Kravet var derfor omfattet af KL § 95.	Hvis en direktør ikke har haft reelle ledelsesbeføjelser over et selskab, afskære titlen som direktør ham ikke fra at få anerkendt et lønkrav som § 95-krav. Højesteret udtaler bl.a. at ansættelsen som direktør hverken medførte ændringer i løn eller ansættelsesvilkår og at direktøren ikke havde nogen bemyndigelse på egen hånd eller selvstændig stilling i forhold til bestyrelsen.
Landsretsdomme
TfS.2001.381 ØLD	Et forlig om lønkrav indgået efter konkursen gjorde ikke A-skatten af den omhandlede løn til et massekrav eller et krav omfattet af KL § 95. Retten fastslog, at indeholdelsespligten fastlægges efter KSL § 46, stk. 2, og at pligten til at indeholde A-skat skulle have været opfyldt senest seks måneder efter, at skatteyderen havde opnået ret til lønnen, hvilket lå før konkursens indtræden.	I sagen burde A-skattekravet være indeholdt senest 6 måneder efter, at lønmodtager havde erhvervet ret til A-indkomsten. Denne dag lå før konkursens indtræden, hvorfor kravet var et simpelt krav efter KL § 97.
UfR.2000.982 ØLD	Der var ikke fortrinsret efter KL § 95 for en administrerende direktørs løn efter selskabets konkurs. Direktøren var en del af den øverste ledelse, selv om han forinden var opsagt. Kravet på løn, pension, løntillæg og feriepenge var i stedet omfattet af KL § 97.	En administrerende direktørs evt. krav på løn m.v. er ikke et krav efter KL § 95, hvis direktøren må anses for at have haft instruktionsbeføjelser og været en del af selskabet ledelse.
Sø- og Handelsretsdomme
UfR.1976.805 SHD	Med henvisning til ændringen af konkursordenen i 1969, hvor fortrinsstillingen for skattekrav blev ophævet, bemærkede retten, at der ved de samtidig foretagne ændringer i kildeskatteloven ikke blev taget stilling til, om den hidtil antagne fortrinsret for skat, der var inddrevet gennem lønindeholdelse i KSL § 73 (nu INDOG § 10), skulle bortfalde. Denne fortrinsret var begrundet i civilretlige regler om indtræden i et krav, som her er et privilegeret krav. Retten fastslog, at ændringen i fortrinsstillingen for skattekrav i almindelighed ikke kan antages at have medført, at skattevæsenets krav, som var opstået ved lønindeholdelse efter KSL § 73 (nu INDOG § 10), ikke længere skulle betragtes som privilegeret på samme måde som lønkrav.