Indhold

Dette afsnit handler om de fem transfer pricing-metoder, som OECD anbefaler. Afsnittet giver en introduktion til metoderne.

Afsnittet indeholder:

• OECD's anbefalinger
• De traditionelle transaktionsbaserede metoder
• De transaktionsbestemte nettoavancemetoder
• Andre metoder
• Supplerende vejledning om prisfastsættelse af særlige transaktioner.

Se også afsnit C.D.11.5.6 om valg af transfer pricing-metode, PLI og testet part.

OECD's anbefalinger

Der er fem transfer pricing-metoder, som kan anvendes ved fastsættelse af armslængdepriser for kontrollerede transaktioner.

Metoderne er:

• CUP-metoden (Comparable Uncontrolled Price Method)
• RPM (Resale Price Method)
• Cost plus-metoden (Cost Plus Method)
• TNMM (Transactional Net Margin Method)
• Profit Split-metoden 

Som udgangspunkt virker transfer pricing-metoderne ved, at armslængdepriser og vilkår for den kontrollerede transaktion fastsættes på baggrund af de priser og vilkår, der er aftalt mellem uafhængige parter for sammenlignelige transaktioner (sammenligningsgrundlaget).

De sammenlignelige transaktioner findes med udgangspunkt i fem sammenlignelighedsfaktorer:

• Vilkår for transaktionen i henhold til kontrakten
• Funktions- og risikoanalysen
• Produktet eller ydelsens karakteristika og egenskaber
• Økonomiske omstændigheder
• Forretningsstrategier.

Se også afsnit C.D.11.5.3.

Behovet for at finde sammenlignelige transaktioner, og kravene til de enkelte sammenlignelighedsfaktorer, afhænger af den konkrete transaktion og den valgte metode.

Ved CUP-metoden anvendes selve prisen for de sammenlignelige transaktioner. Ved TNMM, Cost plus-metoden og RPM anvendes henholdsvis brutto- og nettoavancen for de sammenlignelige transaktioner.

Når prisfastsættelsen foretages ved en sammenligning med transaktioner mellem uafhængige parter, skal alle fem sammenlignelighedsfaktorer tages i betragtning. Men vægtningen af faktorerne afhænger af den konkrete transaktion og den anvendte metode.

Ved CUP-metoden er egenskaber ved produktet og kontraktvilkår de primære sammenlignelighedsfaktorer. Ved TNMM, Cost plus-metoden og RPM er parternes funktioner, aktiver og risici (funktions- og risikoanalysen) den primære sammenlignelighedsfaktor. Funktions- og risikoanalysen danner typisk også grundlag for prisfastsættelsen, når Profit Split-metoden anvendes, men her er det i stedet som baggrund for analysen af parternes forholdsmæssige bidrag til transaktionen i form af funktioner, aktiver og risici.

Når Profit Split-metoden anvendes, er der mulighed for, at indtjeningsallokeringen mellem parterne helt eller delvis baseres på andre økonomiske analyser. Det kan eksempelvis være en analyse af den forholdsmæssige værdi af parternes unikke og værdifulde bidrag til transaktionen, parternes forhandlingsstyrke m.v. Her er prisfastsættelsen således i stedet baseret på den fordeling af profitten, der må antages at ville være blevet aftalt mellem parterne, hvis transaktionen ikke havde været kontrolleret. Se herom TPG 2.124.

Valget af den mest egnede metode i forhold til den konkrete transaktion afhænger af 

• styrker og svagheder ved de enkelte transfer pricing-metoder
• metodens anvendelighed i forhold til den konkrete transaktion vurderet på baggrund af særligt funktions- og risikoanalysen 
• datatilgængelighed og -pålidelighed
• graden af sammenlignelighed mellem den kontrollerede og de(n) ukontrollerede transaktioner, herunder pålideligheden af eventuelle justeringer.

Se også afsnit C.D.11.5.6.

Målet ved metodevalget er altid at finde den mest egnede metode til at fastsætte armslængdeprisen for den konkrete kontrollerede transaktion, sådan som denne er identificeret, fastlagt og anerkendt under vejledningen i TPG kap. I. Se afsnit C.D.11.3.

De traditionelle transaktionsbaserede metoder foretrækkes i de tilfælde, hvor en traditionel transaktionsbaseret metode og en transaktionsbestemt nettoavancemetode er lige egnede til at prisfastsætte den konkrete transaktion. Tilsvarende for CUP-metoden i relation til Cost plus-metoden og RPM.

Prisfastsættelsesmetoder, der er baseret på sammenligning med andre transaktioner, er typisk ikke de mest egnede, når begge parter yder unikke og værdifulde bidrag til den kontrollerede transaktion; unikke (DEMPE) funktioner eller unikke (immaterielle) aktiver samt kontrol over risikoen herved. Men når det kun er den ene af parterne, der yder unikke og værdifulde bidrag til transaktionen, så kan metoderne godt anvendes, når blot den anden part vælges som testet part.

Når prisfastsættelsesmetoder, der er baseret på sammenligning, oftest ikke er egnede, når begge parter yder unikke og værdifulde bidrag, så skyldes det, at unikke bidrag ikke kan sammenlignes med andre bidrag.

Yder begge parter unikke og værdifulde bidrag til transaktionen, er Profit Split-metoden derfor den mest egnede metode. Se TPG 2.4 og 2.65 og 2.69, 2.130-2.132 og 3.20, 3.22, 6.112, 6.113, 6.141.

Metoderne inddeles også i henholdsvis ensidige metoder (TNMM, Cost plus-metoden og RPM) og tosidede metoder (Profit Split-metoden). At en metode betegnes som ensidig betyder ikke, at der kun skal laves en funktions- og risikoanalyse for den ene af parterne i transaktionen. Valget af den mest egnede metode i forhold til den konkrete transaktion og valget af den testede part kræver altid en analyse af begge parters funktioner, aktiver og risici. Se TPG 2.69 og 3.20 – 3.23. Og når en ensidig metode anvendes, må det også stadig anses for god praksis, at der ved implementeringen af prisfastsættelsen foretages en overordnet vurdering af, om den samlede allokering af indkomsten fra transaktionen mellem parterne forekommer rimelig under hensyntagen til analysen af parternes funktioner, aktiver og risici.

Principperne om, at en transaktion grundlæggende skal være økonomisk og forretningsmæssig rationel for begge parter, og at transaktionen skal være bedre end begge parters realistiske alternativer, jf. C.D.11.3.2.1, gælder også, når transaktionen prisfastsættes ved anvendelse af en ensidig transfer pricing-metode. En ensidig metode kan således ikke diktere en pris, der for den ene af parterne er forretningsmæssig irrationel eller mindre favorable end de realistiske alternativer. Et sådant resultat kan enten skyldes at sammenlignelighedsanalysen, funktions- og risikoanalysen, eller metodevalget er forkert, og at prisfastsættelsen derfor også er forkert, eller at transaktionen udelukkende er gennemført for at opnå skattemæssige fordele og derfor savner et forretningsmæssigt rationale. Se herom TPG 1.38, 1.40, 1.52 samt 1.119 – 1.124.

De traditionelle transaktionsbaserede metoder

De tre første metoder betegnes som de traditionelle transaktionsbaserede metoder og er beskrevet i TPG kap. II, del II. Ved de traditionelle transaktionsbaserede metoder er der en direkte sammenhæng mellem priserne for de sammenlignelige transaktioner og den pris, der fastsættes for den kontrollerede transaktion. Derfor betragtes de traditionelle transaktionsbaserede metoder som de mest direkte metoder.

Dette skal ses i forhold til de transaktionsbestemte nettoavancemetoder, hvor der ved prisfastsættelsen af den kontrollerede transaktion, også indgår driftsomkostninger/ kapacitetsomkostninger i relation til den forretningsmæssige aktivitet, selvom disse omkostninger ikke direkte kan henføres til transaktionerne.

Ved CUP-metoden anvendes prisen på de sammenlignelige transaktioner til at fastsætte armslængde-prisen på den kontrollerede transaktion. Ved RPM og Cost plus-metoden anvendes bruttoavancer på sammenlignelige transaktioner til at fastsætte prisen på den kontrollerede transaktion.

De transaktionsbestemte nettoavancemetoder

TNMM og Profit Split-metoden betegnes de transaktionsbestemte nettoavancemetoder og er beskrevet i TPG kap. II, del III.

Når TNMM anvendes, sammenlignes indtjeningen fra transaktionen på nettoavanceniveau, dvs. indtjeningen efter at både variable omkostninger og kapacitetsomkostninger/ driftsomkostninger er fratrukket, med den indtjening uafhængige opnår ved sammenlignelige transaktioner.

Når profit split metoden anvendes, er det normalt også profit på nettoavanceniveau, der deles. Men afhængig af den konkrete transaktion og navnlig risikoanalysen, så kan det også være profit på eksempelvis bruttoavanceniveau, der deles mellem parterne, jf. TPG 2.162.

Andre metoder og flere metoder anvendt i kombination med hinanden

OECD's fem transfer pricing-metoder er ikke udtømmende. Andre metoder kan ifølge TPG 2.9 anvendes, så længe de er i overensstemmelse med armslængdeprincippet.

Flere af metoderne kan også anvendes sammen, når det i forhold til den konkrete transaktion giver et mere retvisende resultat. Eksempelvis i situationer, hvor anvendelsen af en metode giver et meget usikkert resultat (bredt interval), eller hvor resultatet, der findes ved anvendelse af en metode, afviger væsentligt fra andre prisindikationer.

I nogle situationer kan andre metoder også bruges til at verificere eller bestyrke den prisfastsættelse, der er fundet ved anvendelse af den valgte metode. Se herom også afsnit C.D.11.4.1.4 om valg af PLI og brug af flere nøgletal til at bekræfte resultatet (diagnostic ratios).

Af TPG 1.40 og 2.10 fremgår det, at branchegennemsnit og tommelfingerregler ikke kan bruges ved prisfastsættelsen af kontrollerede transaktioner og altså ikke kan erstatte den konkrete sammenlignelighedsanalyse og/eller den funktions- og risikoanalyse, der skal foretages efter TPG kap. I-III.

Supplerende vejledning om prisfastsættelse af særlige transaktioner

I TPG kap. I er der givet supplerende vejledning om kontrollerede transaktioner, hvor den ene af transaktionsparterne ikke har bidraget med hverken funktioner eller kontrol over risikoen ved transaktionen. Denne særvejledning erstatter ikke vejledningen om prisfastsættelsesmetoderne, og transaktionen skal i disse situationer stadig prisfastsættes i overensstemmelse med vejledningen herom. Den supplerende vejledning handler kun om den efterfølgende allokeringen af indtjeningen i situationer, hvor den ene af parterne reelt ikke har bidraget til værdiskabelsen ved transaktionen. I disse situationer, skal indtjeningen fra transaktionen allokeres til den eller de parter, der reelt har bidraget til den samlede værdiskabelse, mens den kontraktpart, der reelt ikke har bidraget til værdiskabelsen eller kontrol over risikoen, alene skal have en risikojusteret-, risikofri- eller slet ingen forrentning af den investerede kapital (beroende på resultatet af den konkrete funktions- og risikoanalyse).

I TPG kap. VI er der givet supplerende vejledning om valg og anvendelse af prisfastsættelsesmetoder ved transaktioner omfattende immaterielle aktiver. Det anføres her, at de mest egnede metoder til prisfastsættelse af transaktioner, hvori der indgår immaterielle aktiver, er CUP-metoden og Profit Split-metoden. Det anføres også, at værdiansættelsesteknikker kan bruges i sammenhæng med disse metoder. Se TPG kap VI, sektion D.2.6. Se om værdiansættelsesteknikker i virksomhedsvejledning E238.

Der er også givet supplerende og særlig vejledning om prisfastsættelse af transaktioner, der omfatter immaterielle aktiver, som er svære at værdiansætte (HTVI). Ved transaktioner omfattet af denne vejledning, kan der ved prisfastsættelsen henses til den profit parterne har realiseret efter transaktionen, og prisfastsættelsen kan efter overdragelsen justeres, hvis de faktiske resultater afviger væsentligt fra de forventede resultater, der blev lagt til grund ved den oprindelige prisfastsættelse på aftaletidspunktet. Denne særlige adgang til at foretage efterfølgende justeringer i prisfastsættelsen finder kun anvendelse, når de konstaterede afvigelser mellem den forventede og realiserede indtjening ikke kan henregnes til specifikke uventede hændelser, der påviseligt fandt sted efter overdragelsen. Vejledningen har til formål at hindre udnyttelse af asymmetrisk information til skatteoptimering.

I TPG kap. VII er der givet supplerende vejledning om valg og anvendelse af transfer pricing metoder ved transaktioner vedrørende serviceydelser. Der gives i kapitlet også særlig vejledning om prisfastsættelse af serviceydelser af lav værdi, LVAS, som gælder under nogle nærmere angivne betingelser.

I TPG kap. VIII er der givet supplerende vejledning om prisfastsættelse af de transaktioner, der finder sted under aftaler om deling af omkostninger og aftaler om fælles udviklingsaktiviteter (CCA'er). De almindelige principper om prisfastsættelse af transaktionerne fraviges ikke, når der er indgået en CCA, men vejledningen beskriver nogle at de særlige forhold, som skal tages i betragtning ved prisfastsættelsen i sådanne situationer.

I OECD arbejdes der i øjeblikket på et nyt kapitel i TPG om finansielle transaktioner. I det nye kapitel, som forventes færdiggjort i 2019, vil der også være supplerende vejledning om prisfastsættelsen af finansielle transaktioner.