Indhold

Dette afsnit beskriver kort nogle kravtyper, som ikke er behandlet i et særskilt afsnit, men som dog alligevel på et eller flere punkter har særlige regler i forbindelse med inddrivelse.

Afsnittet indeholder:

  • Bo- og gaveafgifter (►Afgifter der pålægges arv og gaver)◄
  • Børne- og ungeydelse ►(en ydelse der gives til personer med børn i alderen 0-17 år)◄
  • Kommunale forsyningsselskabers fordringer ►(Udeståender med forsyningsselskaber eks, vandværker og varmeværker, der ejes af kommunen)◄
  • Skadesforsikringsafgift (►afgifter der pålægges forsikringer)◄
  • Erstatningskrav omfattet af en straffedom (►Erstatning en skyldig kan blive dømt til at give til ofret)◄
  • Boligstøtte (►Tilskud til huslejen)◄
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Se også

  • Afsnit G.A.3.7.1 om gæld opstået ved strafbare forhold
  • Afsnit G.A.3.7.2 om ejendomsskatter og andre fortrinsberettigede krav
  • Afsnit G.A.3.7.3 om civilretlige fordringer
  • Afsnit G.A.3.7.4 om børnebidrag og øvrige underholdsbidrag.

Bo- og gaveafgifter (Afgifter der pålægges arv og gaver)

Sagen kan sendes til inddrivelse hos RIM, hvis bo- eller gaveafgiften ikke er betalt inden 3 uger efter betalingsfristens udløb. Se BAL § 39.

RIM kan inddrive skyldig boafgift med tillæg af renter og omkostninger hos arvinger og legatarer efter reglerne i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Se BAL § 39, stk. 2.

RIM kan inddrive skyldig gaveafgift med tillæg af renter og omkostninger hos gavemodtager eller gavegiver efter reglerne i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Se BAL § 39, stk. 3.

Forsikringsselskaber, pengeinstitutter, pensionskasser og repræsentanter for udenlandske forsikringsselskaber hæfter for afgifterne af afgiftspligtige forsikringsbeløb mv., som de udbetaler til en begunstiget. Se BAL § 20, stk. 6. Afgiftsbeløb, der ikke betales, kan inddrives efter reglerne i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Se BAL § 40, stk. 1.

Børne- og ungeydelse (Ydelser, der gives til personer med børn i alderen 0-17 år)

For børn under 15 år udbetales en skattefri børneydelse og for børn mellem 15 og 17 år udbetales en skattefri ungeydelse. Udgifterne til børne- og ungeydelsen afholdes af statskassen. Se BØUNGL § 9.

xModtager man børne- eller ungeydelse med kendskab til, at man ikke har ret til pengene, men uden at oplyse herom, kan staten rette krav om tilbagebetaling (tilbagebetalingskrav)x Se BØUNGL § 5, stk. 5.

Modregning

Udbetaling Danmark kan modregne følgende i hele ydelsen:

  • Restancer vedrørende betaling for dag- og klubtilbud samt skolefritidsordninger
  • Tilbagebetalingskrav for skyldig børne- og ungeydelse efter BØUNGL § 5, stk. 5.

Se BØUNGL § 11, stk. 2.

Derudover kan ydelsen ikke anvendes til modregning.

xEn ægtefælle kan ikke hæfte for den anden ægtefælles gæld til det offentlige vedrørende børne- og ungeydelserx jf. BØUNGL § 5, stk. 5.

Bemærk

Krav på tilbagebetaling af børne- eller ungeydelse er krav, der tilfalder staten. Der kan derfor foretages modregning i skyldnerens krav på overskydende skat, overskydende moms mv. til dækning af tilbagebetalingskrav for skyldig børne- og ungeydelse efter BØUNGL § 5, stk. 5.

Kommunale forsyningsselskabers fordringer (Udeståender med forsyningsselskaber eks. vandværker, varmeværker etc., der ejes af kommunen)

Forsyningsselskaber, der er udskilt fra den kommunale forvaltning i selvstændige selskaber mv. i form af fx aktieselskaber, anpartsselskaber eller interessentskaber, anses som at være offentlige selskaber, hvis de er 100 % ejet af kommunen eller af flere kommuner. Forsyningsselskaber, der er 100 % kommunalt ejet, er derfor som udgangspunkt omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, og restancer skal inddrives af RIM.

Ved lov nr. 1574 af 27. december 2019 § 1 og med virkning fra 1. januar 2020 er Gældsinddrivelsesloven ændret således, at kommunale forsyningsselskaber nu selv kan stå for inddrivelse af egne restancer. Der er tale om et fravalg, hvor der skal gives besked til RIM senest den 1. juli 2020, hvis forsyningsselskabet ønsker at overgå til privat inddrivelse. Forsyningsselskabet er derefter bundet af fravalget i 3 år, og RIM kan i denne periode ikke stå for inddrivelsen af forsyningsselskabets fordringer. ◄

xHvis et forsyningsselskab ejes af private forbrugere eller af selskaber (privatejede), kan RIM ikke foretage inddrivelse af disse krav.x

Skadesforsikringsafgift (afgifter der pålægges forsikringer)

Skadesforsikringsafgift er tillagt udpantningsret og inddrives efter det almindelige regelsæt i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Følgende juridiske og fysiske personer hæfter for afgiften:

  1. Forsikringsvirksomheden, ►hvis den har forretningssted i et andet EU-land ◄og en herboende repræsentant omfattet af SKADL § 6, stk. 3, hæfter solidarisk for betaling af afgiften.
  2. En forsikringstager hæfter for afgiften af afgiftspligtige forsikringspræmier, hvis den afgiftspligtige forsikringsvirksomhed har forretningssted uden for EU og er omfattet af registreringspligten i SKADL § 6, stk. 3, men har undladt at registrere sig.

Se SKADL § 12.

Erstatningskrav omfattet af en straffedom (Erstatning en skyldig kan blive dømt til at betale til ofret)

Under behandling af en straffesag, kan der tillægges en privatperson en erstatning for den skade, som en forbrydelse har voldt. Se RPL § 991. Politidirektøren skal hjælpe med at inddrive disse private erstatningskrav, når den forurettede anmoder om det. Se RPL § 997, stk. 1.

I INDOG bilag 1 nævnes "Krav på erstatning. Denne bestemmelse vedrører kun erstatning, som staten, en region eller en kommune får krav på, og gælder både erstatningskrav indenfor og udenfor kontraktforhold. Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige finder ikke anvendelse på erstatningskrav, der er tillagt en privatperson under en straffesag.

Erstatningskrav, der efter RPL § 997, stk. 1, er tilkendt under en straffesag, inddrives efter reglerne i den borgerlige retspleje og tvangsfuldbyrdes via fogedretten. Se RPL § 478, stk. 1, nr. 1. Se RPL § 997, stk. 2.

I de tilfælde, hvor det offentlige er den forurettede part og dermed har krav på erstatning, vil der være udpantningshjemmel for erstatningskravet efter INDOG bilag 1.

Boligstøtte (Tilskud til huslejen)

I lovbekendtgørelse nr. 48 af 16. januar 2019 om individuel boligstøtte, boligstøtteloven, sondres der mellem følgende:

  • Boligsikring, dvs. boligstøtte til lejere, der ikke er pensionister
  • Boligydelse, dvs. boligstøtte til pensionister, der er lejere, ejere, andelshavere mv.
  • Lån eller garanti på boligstøtteområdet.

Krav på boligstøtte kan ikke gøres til genstand for arrest, eksekution eller anden retsforfølgning. Se boligstøttelovens § 49, stk. 2.

For meget udbetalt boligstøtte kan kræves tilbagebetalt. Se boligstøttelovens § 46 og § 47. Alle husstandsmedlemmer over 18 år hæfter solidarisk for et tilbagebetalingskrav. Se boligstøttelovens § 48b.

Modregning

Krav på tilbagebetaling af for meget udbetalt boligsikring og boligydelse og tilbagebetalingskrav vedrørende forfaldne boligstøttelån og beboerindskudslån, kan modregnes i følgende:

  • Fremtidig boligsikring eller boligydelse. Se boligstøttelovens § 49, stk. 1.
  • Udbetalinger fra staten. Se INDOG § 8, stk. 1.

Følgende krav kan modregnes: 

  • Krav på tilbagebetaling af boligstøtte kan modregnes i fremtidig boligsikring eller boligydelse. Se boligstøttelovens § 49.
  • For modtagere af social pension fra Udbetaling Danmark kan for meget udbetalt pension modregnes i boligydelse og boligsikring. Se boligstøttelovens § 50.

Der kan derimod ikke modregnes i fremtidige beboerindskudslån

Særligt vedrørende beboerindskudslån

Kommunen kan yde lån til betaling af beboerindskud i almene boliger og ældreboliger. Se boligstøttelovens §§ 54 - 64.

Udgangspunktet er, at lån til betaling af beboerindskud i lejligheder er rente- og afdragsfri i 5 år. Herefter tilbagebetales lånet i løbet af 10 år og forrentes med 4,5 pct. af den til enhver tid værende restgæld.

Lån til betaling af beboerindskud i enkeltværelser, i kollektive bofællesskaber og til unge, som i fællesskab lejer en lejlighed er rente- og afdragsfri i 5 år. Herefter tilbagebetales lånet i løbet af højst 5 år og forrentes med 4,5 pct. af den til enhver tid værende restgæld.

Se boligstøttelovens § 58.

Når kommunalbestyrelsen har ydet lån eller garanteret for lån til betaling af beboerindskud, kan indskuddet kun overdrages, pantsættes eller gøres til genstand for retsforfølgning med respekt af långivers (kommunens) tilgodehavender ifølge lånedokumentet. Se boligstøttelovens § 61, stk. 2.

Ved lejemålets ophør forfalder lånet med påløbne renter.

Når lejemålet er ophørt, indbetaler boligorganisationen låntagerens tilgodehavende hos organisationen til långiveren (kommunen), som herefter afregner lånet med låntageren.

Se boligstøttelovens § 61, stk. 3.

Eftergivelse af beboerindskudslån

Beboerindskudslån skal være forfaldne, og skyldneren skal være i restance med tilbagebetalingen, før de skal medtages i en eftergivelsessag. Se SKM2007.606.SKAT.

Hvis skyldner får eftergivet gæld, og denne eftergivelse omfatter beboerindskudslån, som skyldneren er i restance med, og hvor lejemålet ikke er fraflyttet, skal RIM tage forbehold for, at eventuelle tilbagebetalingsbeløb fra boligorganisationen kan anvendes til dækning af de restancer, der var på lånet, inden det blev eftergivet.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelser

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretskendelser

UfR 1998.353 ØLK

Landsretten anførte, at efter karakteren af lånet, der ved lejeforholdets ophør skulle udbetales til K efter fradrag af eventuelle modregningsberettigede krav, jf. § 61, stk. 3 i boligstøtteloven, fandtes lånet, efter en analogi af konkurslovens § 199, stk. 2, ikke omfattet af gældssaneringen i det omfang, den pantelignende sikkerhed strakte til. Beboerindskudslånet omfattedes derfor ikke af gældssaneringen.

Landsskatteretten

SKM2007.619.LSR

På baggrund af en udtalelse fra Socialministeriet anså Landsskatteretten RIM for berettiget til at tage stilling til, om restgæld på et beboerindskudslån kunne eftergives. På grund af gældens størrelse, og da klageren havde en vis betalingsevne, kunne gælden ikke eftergives.

SKM-meddelelser

SKM2010.86.SKAT

Fordringer, som tilhører kommunale forsyningsvirksomheder, skal inddrives af RIM.

SKM2007.606.SKAT

Beboerindskudslån kan eftergives med hjemmel i boligstøttelovens § 51, stk. 2, jf. opkrævningslovens § 15. Beboerindskudslån er imidlertid rente- og afdragsfri i en periode på 5 år, hvorefter de tilbagebetales over en årrække efter en tilbagebetalingsplan fastsat i boligstøtteloven. Opmærksomheden henledes derfor på, at beboerindskudslån skal være forfaldne og skyldneren skal være i restance med tilbagebetalingen, før de skal medtages i en eftergivelsessag.