Indhold
Dette afsnit beskriver definitionen på blandt andet elektricitet, et el-produktionsanlægs kapacitet, en kWh (kilowatt-time), et aftagenummer og en elhandelsvirksomhed mv.
Afsnittet indeholder:
- Definition: Elektricitet
- Definition: Et el-produktionsanlægs kapacitet
- Definition: Effekt
- Definition: KWh (kilowatt-time)
- Definition: Aftagenummer
- Definition: Elmåler
- Definition: Datahub
- Definition: Elhandelsvirksomhed
- Definition: Netvirksomhed
- Definition: Transmissionsvirksomhed
- Definition: Kollektivt elforsyningsnet.
Definition: Elektricitet
Elektrisk energi er energien i et elektrisk system, som ændres ved bevægelse af elektrisk ladning.
Definition: Et el-produktionsanlægs kapacitet
Ved et produktionsanlægs kapacitet forstås det antal kW (enhed, der anvendes i elafgiftsloven), som anlægget maksimalt kan yde vedvarende.
Definition: Effekt
Effekten er omsat energi pr. tid. I SKM2012.506.SKAT er det præciseret, at der ved effekt forstås den effekt et anlæg har i sig selv uden hjælpemidler. Dette uanset at anlægget ikke kan fungere uden forbindelser til el mv.
Definition: KWh (kilowatt-time)
En kilowatt-time er en enhed for elektrisk energi lig 1.000 W anvendt i 1 time = 1 kWh.
KWh er den energienhed, som normalt bruges til at måle elforbruget med, og er derfor også den energienhed, som er anvendt i elafgiftsloven.
1 kWh er også = 3,6 MJ. Se nedenstående beregning:
1 J = 1 Wattsekund.
1 kWh er dermed = 1.000 W * 1 time = 1000 W *60 *60 s = 3,6 MJ.
Definition: Aftagenummer
Et aftagenummer er et nummer, som entydigt identificerer et målepunkt, som er omfattet af en netvirksomheds pligt til at måle levering og aftag af el. Begrebet dækker udelukkende over de såkaldte hovedmålere, som anvendes til afregningsformål.
De såkaldte bimålere, der anvendes til individuel forbrugsmåling i visse boligforeninger eller lignende, hvor boligforeningens forbrug afregnes samlet, er ikke omfattet af definitionen af aftagenummer. I sådanne boligforeninger eller lignende er det alene hovedmåleren, som måler elektriciteten til samlet afregning, som er omfattet af begrebet aftagenummer.
Se ELAL § 1 a, stk. 1, nr. 1.
Definition: Elmåler
En elmåler er et måleinstrument til afregning af elektrisk energi. Elmåleren er samtidig grundlaget for beregning af afgiften på elektricitet, som skal betales til statskassen.
Måling af elforbruget sker med en integreret måler, som måler den effekt (kW), der tilgår en el-installation.
Til måling af almindeligt husholdningsforbrug har der tidligere hovedsageligt været anvendt en mekanisk måler.
Elektroniske målere vil efterhånden helt fortrænge den mekaniske elmåler. De elektroniske målere vil blive fjernaflæst. På sigt vil elektroniske målere også måle elforbruget på timebasis.
Der er udstedt en bekendtgørelse fra Sikkerhedsstyrelsen, bekendtgørelse nr. 582 af 28. maj 2018 om anvendelse af måleinstrumenter til måling af forbrug af vand, gas, el eller varme.
Se også
Se også afsnit E.A.4.6.14.5 om krav til målere af energiforbrug (elforbrugsmålere).
Definition: Datahub
En datahub er en it-platform, der ejes og drives af Energinet, som håndterer måledata, stamdata, nødvendige transaktioner samt kommunikation mellem elmarkedets aktører i Danmark.
Datahubben varetager en central funktion i relation til elafgifter under engrosmodellen.
Se ELAL § 1 a, stk. 2.
Definition: Elhandelsvirksomhed
En elhandelsvirksomhed er en virksomhed, der sælger elektricitet til den, der omfattes af et aftagenummer, og som er registreret for denne aktivitet i datahubben.
Ved den, der omfattes af et aftagenummer, forstås den, der hæfter for betalingen for leverancen af el til et aftagenummer.
Det er ikke alle virksomheder, der handler med elektricitet, som omfattes af definitionen. Fx omfatter definitionen ikke udlejere af lejemål, som køber elektricitet via en hovedmåler og sælger elektriciteten videre til lejerne på basis af fx målt forbrug på bimålere.
En elhandelsvirksomhed er populært sagt el-detailhandleren i forhold til de elkunder, som har et aftagenummer.
Se ELAL § 1 a, stk. 1, nr. 3.
Bemærk
En elhandelsvirksomhed benævnes som en elleverandør af branchen, herunder også af Energinet.
Definition: Netvirksomhed
En netvirksomhed er en virksomhed med bevilling efter elforsyningslovens § 19, der driver distributionsnet.
Definition: Transmissionsvirksomhed
En transmissionsvirksomhed er en virksomhed med bevilling efter elforsyningslovens § 19 eller elforsyningsvirksomhed, som varetages af Energinet eller denne virksomheds helejede datterselskaber i medfør af § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet, der driver transmissionsnet.
Definition: Kollektivt elforsyningsnet
Et kollektivt elforsyningsnet er et transmissions- og distributionsnet, som på offentligt regulerede vilkår har til formål at transportere elektricitet for en ubestemt kreds af elleverandører og elforbrugere.