Beløb, der udloddes fra en andelsboligforening til andelshaverne, skal ikke medregnes ved indkomstopgørelsen i det omfang, beløbet stammer fra et tilskud efter dagældende byfornyelses- og boligforbedringslovens § 56, stk. 1, nu LBK nr. 1228 af 3. oktober 2016, dagældende saneringslovs § 64 c og dagældende lov om byfornyelse § 161, stk. 1. Se LL § 7G.
Ved lov nr. 133 i 1998 blev der foretaget en konsekvensændring af, at lov om byfornyelse og boligforbedring, lov om privat byfornyelse og saneringsloven blev ophævet pr. 1. januar 1998 og erstattet af lov nr. 381 af 10. juni 1997.
På trods af ophævelsen af de nævnte love finder reglerne om skattefritagelse anvendelse for tilsagn, der er givet før den 1. januar 1998.
Efter byfornyelses- og boligforbedringslovens § 56, stk. 1, og den tilsvarende bestemmelse i lov om sanering, § 64 c, blev der ydet tilskud til ejere af fast ejendom, hvis ejendommen i forbindelse med kondemnering afstås helt eller delvis.
Lov om sanering blev ophævet den 31. december 1984, men bl.a. § 64 c bevarede sin gyldighed for så vidt angik saneringsplaner, der var vedtaget inden denne dato, og senere ændringer i eller tillæg til disse planer.
Tilskud af den nævnte art anses for et tillæg til den ekspropriationserstatning, der udredes i forbindelse med afståelsen af ejendommen. Når en andelsboligforening afstår foreningens ejendom i forbindelse med kondemnering, er tilskuddet derfor efter de gældende regler skattefrit for andelsboligforeningen. Se § 11 i lov om beskatning af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom. Det er forudsat i de pågældende lovbestemmelser, at andelsboligforeningen afregner med de enkelte andelshavere.
Efter bestemmelsen i LL § 7 G er denne udlodning af erstatningssummen i alle tilfælde skattefri for andelshaverne.