Indhold

Dette afsnit handler om delvis fradragsret for moms af indkøb af varer og ydelser, som både benyttes til virksomhedens fradragsberettigede formål efter xML § 37x, og til virksomheden uvedkommende formål, fx til aktiviteter, som falder uden for momslovens anvendelsesområde, til private formål eller til formål, hvor der ikke er fradragsret efter xML § 42x, stk. 1.

Afsnittet indeholder:

• Lovgrundlag
• Regel xML § 38x, stk. 2
• Aktiviteter, som falder uden for lovens anvendelsesområde
• Private formål
• To eksempler fra Landsskatterettens praksis
• Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Lovgrundlag

xML § 38x, stk. 2, har følgende ordlyd:

"For varer og ydelser, som af en virksomhed registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a benyttes både til fradragsberettigede formål efter § 37 og til virksomheden uvedkommende formål, kan der udelukkende foretages fradrag for den del af afgiften, der skønsmæssigt svarer til de pågældende varer og ydelsers brug i den registreringspligtige virksomhed."

Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i momssystemdirektivet, men trods det er bestemmelsen i overensstemmelse med direktivets bestemmelser om fradragsret. Se sag C-437/06, Securenta, og sag C-496/11, Portugal Telecom SGPS SA.

Regel

Virksomheder, der er momsregistreret efter xML §§ 47x, x49x, x51x eller x§ 51 ax, har delvis fradragsret for momsen af virksomhedens indkøb af varer og ydelser, der benyttes både til virksomhedens momspligtige leverancer og til virksomhedens uvedkommende formål. Momsen kan fratrækkes med den del, der skønsmæssigt svarer til de pågældende varer og ydelsers brug i den momsregistrerede virksomhed. Se xML § 38x, stk. 2.

Det er ikke afgørende for fradragsretten, om virksomheden rent faktisk skal betale moms af sine momspligtige leverancer. Momspligtige leverancer omfatter derfor også eksport eller andre leverancer mv. til 0-sats efter reglerne ix ML §§ 14 - 21 dx og x34x.

"Virksomheden uvedkommende formål" omfatter:

• Aktiviteter, som falder uden for momslovens anvendelsesområde.
• Ikke-økonomisk virksomhed.
• Private formål for virksomhedens indehaver eller personale.
• Formål, hvor der ikke er fradragsret efter xML § 42x, stk. 1. Se afsnit D.A.11.5 om ingen eller begrænset fradragsret.
• Leverancer efter de særlige regler om leverancer inden for samme ministerområde, region eller kommune efter xML § 9x.

Aktiviteter, som falder uden for momslovens anvendelsesområde

Hvis en virksomhed har aktiviteter, der kan betegnes som ikke-økonomisk virksomhed, falder aktiviteten uden for momslovens anvendelsesområde.

Som eksempler på aktiviteter, der kan betegnes som ikke-økonomisk virksomhed, kan nævnes:

• Holdingselskabers aktivitet, som består i at eje kapitalandele i andre selskaber, typisk i datterselskaber. Se TfS1999, 908TSS og SKM2015.711.SKAT.
• Gymnasier, hvis undervisningsaktivitet er finansieret af offentlige tilskud. Se SKM2012.367.LSR.
• Andre virksomheder, der modtager tilskud fra fx det offentlige, hvor aktiviteten kan udskilles som en ikke-økonomisk aktivitet. Se TfS2000, 828LSR.
• Ydelser, som leveres af menighedsråd i deres egenskab af begravelsesmyndighed, og som ikke leveres i konkurrence med erhvervsvirksomheder, fx udstedelse af gravstedsbreve, gravkastning og nedsætning af urner. Se SKM2009.423.SKAT.
• De leverancer, der er omfattet af ML § 9 anses ikke for at være afgiftspligtige transaktioner i momslovens forstand. Se SKM2009.574.LSR.

Bemærk

I daglig tale benævnes de indtægter, der knytter sig til disse aktiviteter, som "indtægter, der falder uden for momslovens anvendelsesområde".

En virksomhed kan godt have indtægter, der falder uden for lovens anvendelsesområde, uden at det påvirker virksomhedens momsfradragsret. Det skyldes, at indtægten har en sådan tilknytning til virksomhedens øvrige økonomiske virksomhed, at der ikke er grundlag for at udskille dem som ikke-økonomisk virksomhed. Som eksempel kan nævnes:

• Præmier, som fx et arkitektfirma modtager ved deltagelse i en åben arkitektkonkurrence. Se SKM2003.527.LSR.
• Rykkergebyrer, der betragtes som en godtgørelse af omkostninger, der kan kræves for tab ved ikke at modtage et pengebeløb til den aftalte tid, såsom udgifter til iværksættelse af rykkerproceduren. Se SKM2003.541.LSR.
• Ikke-momspligtige tilskud vedrørende aktiviteter, som ikke kan karakteriseres som ikke-økonomisk virksomhed. Se afsnit D.A.8.1.1.7 om gaver eller vederlag/tilskud ►samt SKM2019.596.SR◄.
• Udlæg, der opfylder betingelserne i xML § 27x, stk. 3, nr. 3. Se afsnit D.A.8.1.1.3.3 om udlæg på udlægskonto.

Private formål

Som typiske eksempler på indkøb til delvis privat anvendelse for virksomhedens indehaver kan nævnes telefon, el og varme, når virksomhed og privatbolig er beliggende på samme adresse, fx landbrugsvirksomheder.

Ved vurderingen af, om den skønsmæssige fordeling af momsen på virksomheden og på indehaverens private forbrug er foretaget på rimelig måde, vil den fordeling, som er godkendt i forbindelse med skatteansættelsen normalt blive lagt til grund. Hvis der ikke ved skatteansættelsen er foretaget særskilt fordeling af udgifter til de omhandlede varer og ydelser, kan den fordeling, som ligningsmyndigheden normalt anvender, lægges til grund. Se momsbekendtgørelsens § 18, SKM2018.593.SKTST og afsnit C.C.2.1.4.1 om privat forbrug af virksomhedens varer og privat andel af øvrige forbrugsomkostninger.

Som typiske eksempler på indkøb til delvis privat anvendelse for virksomhedens ansatte kan nævnes

• pc´ere, der opstilles privat hos virksomhedens medarbejdere, og som anvendes blandet privat/erhvervsmæssigt
• multimedier, fx arbejdsmobiltelefon, bærbare pc´ere og ADSL-forbindelse, der stilles til rådighed for virksomhedens medarbejdere og som bruges blandet privat/erhvervsmæssigt.

Der er fradrag for den del af momsen, der skønsmæssigt svarer til den fradragsberettigede brug i den registreringspligtige virksomhed.

Bemærk

ISDN-forbindelser anses for udgifter vedrørende anskaffelse og drift af telefoner som omfattet af xML § 40x, stk. 2. Se afsnit D.A.11.4.3.2 om medarbejdertelefoner.

To eksempler fra Landsskatterettens praksis

Landsskatterettens afgørelse fra september 2017

Sagen omhandlede en humanitær organisation, der havde til formål at hjælpe mennesker i udviklingslandene. Formålet blev opfyldt ved at foretage vederlagsfrie leverancer i udviklingslandene.

Organisationens aktiviteter blev primært finansieret af tilskud, gaver og bidrag. Herudover solgte organisationen en række forskellige former for reklameydelser mod vederlag til virksomheder.

Landsskatteretten bemærkede i præmisserne, at organisationens aktiviteter med at hjælpe mennesker i udviklingslandene faldt uden for momslovens anvendelsesområde, idet aktiviteten ikke udgjorde økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3 og § 4, stk. 1.

Videre konstaterede retten, at organisationens levering af reklameydelser derimod måtte anses for økonomisk virksomhed, idet disse blev leveret mod vederlag og med henblik på at opnå indtægter af en vis varig karakter, jf. momslovens § 3 og § 4, stk. 1.

Landsskatteretten udtalte herefter, at uanset organisationens aktivitet med at hjælpe mennesker i udviklingslande måtte anses for grundlaget for, at organisationen havde økonomisk virksomhed med levering af reklameydelser, var der ikke grundlag for, at organisationen kunne fradrage momsen af indkøb til aktiviteten med at hjælpe mennesker i udviklingslande, jf. momslovens § 37, stk. 1.

Aktiviteten med at hjælpe mennesker i udviklingslande måtte anses for at være en selvstændig aktivitet, der faldt uden for momslovens anvendelsesområde, og de til aktiviteten afholdte direkte omkostninger måtte anses for uvedkommende i forhold til levering af den momspligtige reklame. Retten henviste herved til EU-domstolens domme i sagerne C-437/06, Securenta, præmis 30, og C-496/11, Portugal Telecom, præmis 47.

SKM2018.411.LSR

Sagen omhandlede en internetavis, som blev udgivet vederlagsfrit. Udgivelsen af internetavisen blev primært finansieret af momspligtige annonce- og reklameindtægter, samt af rene støttebetalinger (gaver).

Landsskatteretten bemærkede indledende, at internetavisen måtte anses for at drive momspligtig virksomhed med salg af annoncer mv., som var at finde i internetavisens udgivelser.

Ud fra en samlet konkret vurdering udtalte retten, at der ikke – som følge af den vederlagsfrie udgivelse af internetavisen – var tilstrækkeligt grundlag for at begrænse internetavisens momsfradragsret i medfør af momslovens § 38, stk. 2.

Landsskatteretten henviste herved bl.a. til, at internetavisen blev drevet på kommercielle vilkår, samt at det som udgangspunkt måtte formodes, at omkostningerne til internetavisen også knyttede sig direkte og umiddelbart til de momspligtige leverancer af annonce- og reklameydelser.

Retten anså herved internetavisen for at drive én samlet økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3 og § 4, stk. 1, og internetavisen havde derfor fuld momsfradragsret efter momslovens § 37, stk. 1.

Skattestyrelsens vurdering af sagerne

Skattestyrelsen bemærker, at de to sager fra Landsskatteretten har det grundlæggende fællestræk, at både organisationen og internetavisen foretog vederlagsfrie leverancer, og disse leverancer var i begge tilfælde en afgørende forudsætning for, at organisationen og internetavisen kunne oppebære momspligtige indtægter i form af salg af annoncer/reklamer.

Både organisationen og internetavisen nedlagde for Landsskatteretten påstand om fuld momsfradragsret efter momslovens § 37, stk. 1, for henholdsvis omkostningerne til arbejdet i udviklingslandene og udgivelsen af internetavisen.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at sagerne imidlertid indeholder enkelte afgørende forskelle, som rettelig medførte, at internetavisen opnåede fuld momsfradragsret efter momslovens § 37, stk. 1, mens organisationen alene opnåede delvis momsfradragsret efter momslovens § 38, stk. 2, for fællesomkostningerne.

Hovedspørgsmålet i sagerne

Både udgivelsen af internetavisen og organisationens hjælp til mennesker i udviklingslandene var gratis for modtagerne, og ydelserne blev dermed – isoleret set – ikke leveret mod vederlag. Hovedspørgsmålet var derfor, om disse aktiviteter kunne anses for selvstændige aktiviteter, der falder uden for momslovens anvendelsesområde. Dette henset til, at økonomisk virksomhed i momslovens forstand – og den heraf afledte momsfradragsret – grundlæggende forudsætter, at der sker levering af varer eller ydelser mod vederlag, jf. eksempelvis præmis 10-13 i EU-domstolens dom i sagen C-89/91, Hong-Kong Trade.

Det bemærkes, at det ikke i sig selv er afgørende for spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om økonomisk virksomhed eller ej, om en aktivitet indebærer en gratis levering af ydelser eller varer, som isoleret betragtet ikke er levering mod vederlag. Har den vederlagsfrie aktivitet således den fornødne direkte sammenhæng med en eller flere andre udøvede aktiviteter, som udgør økonomisk virksomhed, så anses de vederlagsfrie leverancer for at være en del af disse aktiviteter.

Afgørende er derimod, om den vederlagsfrie aktivitet gennemføres af hensyn til den afgiftspligtiges økonomiske virksomhed og med henblik på at generere indtægter af en vis varig karakter i denne del af virksomheden, jf. eksempelvis EU-domstolens dom i sagen C-126/14, Sveda, præmis 20 og 22.

Om internetavisens og organisationens vederlagsfrie aktiviteter skal kvalificeres som økonomisk virksomhed beror derfor på en konkret vurdering af, om de vederlagsfrie aktiviteter tilsigter opnåelse af indtægter af en vis varig karakter – i de konkrete sager nærmere bestemt momspligtige reklame-/annonceindtægter.

Sagen om internetavisen

Formålet med at udgive internetavisen var i denne sag efter Skattestyrelsens opfattelse ikke at stille denne vederlagsfrit til rådighed, men derimod at udøve virksomhed ved at udgive en internetavis, som drives kommercielt ved salg af annoncer. Omkostningerne til udgivelsen af internetavisen må derfor siges at være afholdt med henblik på opnåelse af indtægter fra annoncer og reklamer, som vises på internetavisen.

Det må derfor lægges til grund, at de omkostninger, der er knyttet til driften af den gratis internetavis, i sidste ende er beregnet til udøvelsen af internetavisens virksomhed med momspligtigt salg af annoncer, idet internetavisen er et middel til at sælge annoncerne, jf. også præmis 22 i EU-domstolens dom i sagen C-126/14, Sveda.

Hermed må det konkluderes, at den vederlagsfrie aktivitet er blevet iværksat med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter, og at aktiviteten dermed er udøvelse af økonomisk virksomhed i momslovens forstand.

Ifølge EU-domstolens praksis kræves det, at en erklæret hensigt om, at formålet med en aktivitet er opnåelsen af indtægter af en vis varig karakter, er bestyrket af objektive momenter, jf. eksempelvis præmis 24 i sagen C-230/94, Renate Enkler.

At hensigten med udgivelsen af internetavisen var at tjene penge på annoncer understøttes i den konkrete sag bl.a. af, at

• annonceindtægterne forudsatte udgivelse af internetavisen, hvor annoncerne kunne vises, ligesom antallet af læsere af internetavisen havde afgørende betydning for størrelsen af annonceindtægterne
• driften af internetavisen var tilrettelagt på en professionel måde, og der blev anvendt samme kommercielle forretningsmodel, som eksempelvis etablerede gratisaviser
• der var indgået aftale med et mediebureau om maksimering af annonceindtægterne
• internetavisen havde et erhvervsmæssigt formål, og blev udgivet regelmæssigt med vekslende redaktionelt indhold
• annonceindtægterne udgjorde – bortset fra i opstartsfasen – en væsentlig del af internetavisens indtægter.

Det bemærkes endeligt, at internetavisen deltog på et marked for netbaserede medier, som alle ønsker at sælge annonceplads til annoncerende virksomheder. Dermed bør internetavisen stilles på samme måde momsmæssigt, som andre netmedier, der finansierer deres drift ved annoncesalg, jf. EU-domstolens faste praksis om det momsretlige neutralitetsprincip.

Det er på denne baggrund Skattestyrelsens konklusion, at internetavisen uanset de vederlagsfrie leverancer driver én selvstændig økonomisk virksomhed, og internetavisen kan på denne baggrund fradrage momsen af sine omkostninger fuldt ud, jf. momslovens § 37, stk. 1.

Sagen om organisationen

Formålet med at stille hjælpen vederlagsfrit til rådighed for menneskene i udviklingslandene var ikke at oppebære momspligtige annonce- og reklameindtægter.

Landsskatteretten lagde således til grund, at organisationens aktiviteter med at hjælpe mennesker i udviklingslandene udelukkende havde et humanitært formål, jf. tilsvarende i TfS2000.828.LSR, hvor den omhandlede fonds aktiviteter med udvikling af kulturaktiviteter antageligt ikke havde til formål at opnå indtægter, men derimod at udvikle kulturaktiviteter.

Hermed må det konkluderes, at den vederlagsfrie aktivitet ikke blev iværksat med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter, og aktiviteten er dermed ikke udøvelse af økonomisk virksomhed i momslovens forstand.

En eventuel hensigt om, at de vederlagsfrie aktiviteter skulle være iværksat med det formål at opnå momspligtige reklameindtægter, synes heller ikke at være understøttet af objektive momenter på samme måde som i sagen vedrørende internetavisen.

Der er herved bl.a. henset til, at der ikke var påvist noget erhvervsmæssigt formål med de vederlagsfrie aktiviteter, der var ikke påvist nogen økonomisk sammenhæng mellem omfanget af den vederlagsfrie aktivitet og størrelsen af reklameindtægterne, samt at reklameindtægterne kun udgjorde en mindre del af organisationens indtægter.

Konklusion

Der er på baggrund heraf forskel på den situation, hvor en virksomhed har en aktivitet, som indebærer levering af gratisydelser, men hvor aktiviteten udøves med henblik på at opnå indtægter via andre aktiviteter (situationen med internetavisen), og så den situation, hvor formålet med en ”gratisaktivitet” ikke er at opnå indtægter, men hvor virksomheden sideløbende har en indtægtsskabende aktivitet, som medgår til at finansiere den førstnævnte aktivitet (situationen med organisationen).

Hvorvidt der er tale om den ene eller anden situation beror på en konkret vurdering af, om formålet med den ikke-indtægtsskabende aktivitet er at opnå indtægter af en vis varig karakter via andre aktiviteter i samme virksomhed, jf. også præmis 31 i EU-domstolens dom i sagen C-132/16, Iberdrola.

Det er efter Skattestyrelsens opfattelse ikke i sig selv afgørende, om den ene aktivitet er grundlag for den anden aktivitet. Såfremt det er tilfældet, skal der foretages en nærmere vurdering af, om denne ene aktivitet i sidste ende drives med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter, f.eks. ved at være et middel til at gennemføre momspligtige transaktioner i en anden del af virksomheden.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
EU-domme
C-320/17 - Marle Participations	Omkostninger forbundet med erhvervelsen af andele i datterselskaber, der er afholdt af et holdingselskab, som alene deltager i administrationen af visse af datterselskaberne, og som med hensyn til de øvrige datterselskaber derimod ikke udøver en økonomisk virksomhed, skal alene antages delvist at vedrøre holdingselskabets generelle omkostninger, og momsen på disse omkostninger kan følgelig kun fradrages forholdsmæssigt for et beløb, der svarer til de omkostninger, der vedrører økonomisk virksomhed i henhold til de kriterier for fordeling, som er fastsat af medlemsstaterne, der ved udøvelsen af denne beføjelse skal tage hensyn til momsdirektivets formål og opbygning og herved fastsætte en beregningsmetode, som objektivt afspejler, hvilken del af de forudgående udgifter der reelt skal henføres til økonomisk virksomhed og til ikke-økonomisk virksomhed, hvilket det tilkommer den nationale ret at fastslå.
C-28/16 MVM Magyar Villamos Müvek Zrt.	Et holdingselskab, der griber ind i administrationen af sine datterselskaber, kan ikke anses for at udøve en "økonomisk virksomhed" i momssystemdirektivets forstand, når det hverken fakturerer disse selskaber for de ydelser, det har erhvervet i hele koncernens interesse, eller momsen i denne henseende, og et sådant holdingselskab har ikke ret til at fradrage den indgående moms, der er betalt for de erhvervede tjenesteydelser, for så vidt som disse tjenesteydelser vedrører transaktioner, der ikke er omfattet af direktivets anvendelsesområde.
C-108/14 (Larentia + Minerva) og C-109/14 (Marenave)	Artikel 17, stk. 2 og 5, i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter - Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag, som ændret ved Rådets direktiv 2006/69/EF af 24. juli 2006, skal fortolkes således, at: omkostninger forbundet med erhvervelsen af andele i datterselskaber, der er afholdt af et holdingselskab, som deltager i administrationen af datterselskaberne, og som i forbindelse hermed udøver økonomisk virksomhed, skal antages at vedrøre holdingselskabets generelle omkostninger, og merværdiafgiften erlagt i forbindelse med disse omkostninger skal i princippet fradrages fuldt ud, medmindre visse udgående økonomiske transaktioner er fritaget for moms i medfør af sjette direktiv 77/388, som ændret ved direktiv 2006/69/EF; i så fald kan der kun ske fradrag på grundlag af metoden fastsat i samme direktivs artikel 17, stk. 5 omkostninger forbundet med erhvervelsen af andele i datterselskaber, der er afholdt af et holdingselskab, som alene deltager i administrationen af visse af datterselskaberne, og som med hensyn til de øvrige datterselskaber derimod ikke udøver en økonomisk virksomhed, skal alene antages delvist at vedrøre holdingselskabets generelle omkostninger, og merværdiafgiften erlagt i forbindelse med disse omkostninger kan følgelig kun fradrages forholdsmæssigt for et beløb, der svarer til de omkostninger, der vedrører økonomisk virksomhed i henhold til de kriterier for fordeling, som er fastsat af medlemsstaterne, der ved udøvelsen af denne beføjelse skal tage hensyn til sjette direktivs formål og opbygning - hvilket det tilkommer den nationale ret at efterprøve - og herved fastsætte en beregningsmetode, som objektivt afspejler, hvilken del af de forudgående udgifter der reelt skal henføres til økonomisk virksomhed og til ikke-økonomisk virksomhed.	Se også styresignal SKM2015.711.SKAT om, at dommen ændrer praksis for holdingselskabers fradragsret.
C-437/06, Securenta	EF-domstolen udtalte, at indgående moms på udgifter afholdt af en afgiftspligtig person ikke kan give fradragsret i det omfang, den vedrører virksomhed, som henset til dens ikke-økonomiske karakter ikke falder inden for sjette direktivs anvendelsesområde. Domstolen udtalte derefter, at når en afgiftspligtig person udøver økonomisk, afgiftspligtig eller afgiftsfritaget virksomhed og ikke-økonomisk virksomhed, som ikke er omfattet af sjette direktivs anvendelsesområde, kan der kun foretages fradrag af moms, der er blevet pålagt udgifter forbundet med udstedelsen af aktier og særlige passive kapitalandele, i det omfang disse udgifter kan henføres til den afgiftspligtige persons økonomiske virksomhed.	Om dommen, se også afsnit D.A.11.1.3.2.3 om selskabsandele. Se evt. også C-496/11, Portugal Telecom SGPS SA, omtalt i afsnit D.A.11.1.3.1.3
Landsretsdomme
SKM2018.443.LSR	SKAT havde efter et skøn over den erhvervsmæssige og den private anvendelse af hestebokse fastsat, at virksomheden havde 62 pct. fradragsret for købsmoms, jf. momslovens § 38, stk. 2. Landsskatteretten prøvede dette skøn og fandt blandt andet under henvisning til, at 8 ud af 10 hestebokse var udlejet eller søgt udlejet, at skønnet skulle ændres således, at fradragsprocenten skulle fastsættes til 80 pct.
SKM2007.125.VLR	Et holdingselskab havde ikke fradragsret for moms af udgifter til rådgivere i forbindelse med selskabets stiftelse og dets køb af en række datterselskaber, fordi de pågældende udgifter var afholdt af tredjemand (en aktionær i holdingselskabet) og ikke af holdingselskabet selv. For de øvrige involverede rådgivningsomkostningers vedkommende, som holdingselskabet selv havde afholdt, havde holdingselskabet kun delvis fradragsret i henhold til ML § 38, stk. 2.
SKM2005.474.VLR	Vestre Landsret har afsagt dom om, at et holdingselskab kun har fradragsret efter ML § 38, stk. 2. Spørgsmålet var, om holdingselskabet havde fuld fradragsret for moms af fællesomkostninger efter ML § 37, eller om der kun var delvis fradragsret efter ML § 38. Landsskatteretten havde fundet, at holdingselskabets aktiviteter med administration og ledelse af datterselskaberne i koncernen uden iværksættelse af momsbelagte transaktioner måtte anses for en aktivitet, der ikke kunne betegnes som en økonomisk virksomhed, men måtte anses for at være et udslag af selskabets ejerbeføjelser i de enkelte selskaber. Da selskabet derfor både havde momspligtige og ikke-økonomiske aktiviteter, skulle fradragsretten for moms af fællesudgifterne opgøres efter ML § 38, stk. 2.
Byretsdomme
SKM2018.196.BR	Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøger havde ret til fuldt fradrag for købsmoms af virksomhedens generelle omkostninger. Sagsøger, der var gået konkurs, var blandt andet baseret på en ”bedragerisk forretningsmodel” i form af leasing af fiktivt software. Her ud over havde sagsøger haft en mindre aktivitet med udvikling af software. Retten afviste, at de generelle omkostninger udelukkende var afholdt som led i sagsøgers momspligtige aktivitet. Retten fandt derimod, at udgifterne ligeledes vedrørte den såkaldt ”bedrageriske forretningsmodel” i form af leasingkarruseller, der ifølge kurator udgjorde 99 % af sagsøgers samlede omsætning. Retten fandt derfor ikke, at udgifterne udelukkende var benyttet i virksomhedens momspligtige leverancer og afslog som følge heraf fuldt momsfradrag. Retten fandt heller ikke grundlag for at tilsidesætte SKATs skøn over sagsøgers delvise fradrag fastlagt til 1 % - bortset fra et af Skatteministeriet anerkendt beløb - idet retten ganske enkelt anså det for urealistisk, at sagsøger havde afholdt omkostninger på 83.752.588 ekskl. moms, når henses til at selskabets reelle omsætning i samme periode alene udgjorde kr. 12.191.000. Sagsøger havde her ud over nedlagt påstand om, at opgørelsen over sagsøgers fiktive omsætning skulle reduceres med den konsekvens, at købsmomsen vedrørende selskabets reelle leverancer skulle forhøjes tilsvarende. Bortset fra et af Skatteministeriet anerkendt beløb fandt retten ikke, at sagsøger havde dokumenteret, at var tale om reelt afholdte udgifter.	Se evt. D.A.11.1.4.2 for en beskrivelse af betingelsen om, at momsen skal være korrekt opkrævet, og D.A.11.1.5.2 om fradrag og svig.
Landsskatteretsafgørelser
SKM2018.411.LSR	Levering af en gratis internetavis kunne ikke anses som ikke-økonomisk virksomhed. Efter SKATs afgørelse skulle levering af en gratis internetavis anses om ikke-økonomisk virksomhed, og momsen af udgifter vedrørende både momspligtige leverancer af annonce- og reklameydelser og den ikke-økonomiske aktivitet, kunne derfor kun fratrækkes efter et skøn, jf. momslovens § 38, stk. 2. Ud fra en samlet konkret vurdering fandt Landsskatteretten, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at begrænse fradragsretten i medfør af momslovens § 38, stk. 2, som følge af den gratis levering af internetavisen. Landsskatteretten henser herved bl.a. til det oplyste om, at internetavisen drives på kommercielle vilkår, og til, at det som udgangspunkt må formodes, at udgifterne til internetavisen også knytter sig direkte og umiddelbart til de momspligtige leverancer af annonce- og reklameydelser.
SKM2012.367.LSR	Landsskatteretten fandt, at gymnasiets undervisningsaktivitet, der i det hele blev leveret vederlagsfrit, ikke var omfattet af momslovens anvendelsesområde. Ved opgørelsen af tilbagebetaling af el-afgift efter ELAL § 11, stk. 6, skulle der derfor ske korrektion efter ML § 38, stk. 2, ved opgørelse af gymnasiets fradragsret for moms af udgifter til elektricitet. Gymnasiet kunne ikke støtte ret på SKM2009.338.LSR, der vedrørte en tidligere periode, og Landsskatteretten havde ved den afgørelse ubestridt lagt til grund, at den delvise fradragsret skulle opgøres efter ML § 38, stk. 1.	Se også SKM2012.368.LSR vedrørende samme problemstilling.
SKM2010.788.LSR	Landsskatteretten fandt, at et gymnasiums undervisningsaktivitet, der i det hele taget blev leveret vederlagsfrit, ikke var omfattet af momslovens anvendelsesområde. Det var derfor med rette, at skattecentret på baggrund af undervisningsaktiviteten havde foretaget korrektion efter ML § 38, stk. 2, ved opgørelse af skolens fradragsret for moms af fællesomkostninger.
SKM2009.338.LSR	Landsskatteretten fandt, at en gymnasieskoles udgifter til elektricitet til belysning, drift af edb-udstyr, køkkenmaskiner mm. var fællesomkostninger, der berettigede til delvis momsfradragsret efter ML § 38, stk. 1, og dermed godtgørelse af elafgift mv.	I SKM2009.491.DEP kommenterede Skatteministeriet kendelsen. Den er i strid med SKATs faste praksis om, at fradragsretten skal opgøres skønsmæssigt efter ML § 38, stk. 2. Se også SKM2012.367.LSR, hvor skolen ikke kan støtte ret på SKM2009.338.LSR.
SKM2004.442.LSR	Landsskatteretten har taget stilling til spørgsmålet om et selskabs fradragsret for momsen af selskabets hjemme-pc-ordninger, hvor pc´en anvendes både erhvervsmæssigt og privat. PC-ordningen blev startet i 1999 med indkøbte pc´ere og de medarbejdere, der ønskede at indtræde i ordningen, accepterede en nedgang i bruttolønnen for rådigheden over udstyret. På baggrund af sagens oplysninger om betalingsprocent og den erhvervsmæssige anvendelse fandt Landsskatteretten, at selskabet var berettiget til et skønsmæssigt momsfradrag på 50 pct. efter ML § 38, stk. 2.	Se også SKM2004.440.LSR vedrørende samme problemstilling, hvor Landsskatteretten fandt, at selskabet var berettiget til et skønsmæssigt momsfradrag på 40 pct.
SKM2003.43.LSR	Landsskatteretten har fastslået, at en købmandsskole, der modtog tilskud fra Undervisningsministeriet med hjemmel i erhvervsskoleloven, ikke skulle medregne tilskuddene ved opgørelse af den delvise fradragsret efter ML § 38, stk. 1, da de omhandlede tilskud ikke kunne anses som vederlag for levering for skolens levering af ydelser til Undervisningsministeriet eller til skolens elever. Landsskatteretten fandt desuden ikke grundlag for at anvende reglerne om opgørelse af den delvise fradragsret efter ML § 38, stk. 2, da aktiviteterne med undervisning må anses som én integreret aktivitet, der efter ML § 3, stk. 1, jf. 6. momsdirektivs artikel 4, må karakteriseres som økonomisk virksomhed, og at der derfor ikke er grundlag for at udskille den del af undervisningen, for hvilken skolen ikke modtager deltagerbetaling, som en særskilt aktivitet, der kan betragtes som ikke-økonomisk virksomhed.
SKM2002.232.LSR	Landsskatteretten har truffet afgørelse om, at et selskabs fradragsret for købsmoms på udgifter anvendt både til aktiviteter, der faldt inden for momslovens anvendelsesområde, og til aktiviteter, der faldt uden for momslovens anvendelsesområde (passiv kapitalanbringelse), skulle opgøres efter ML § 38, stk. 2, som beskrevet i TfS1999, 908TSS.
TfS2000, 828LSR	En fond, hvis formål var udvikling af fælles kulturaktiviteter over landegrænsen, drev momspligtig virksomhed ved levering af reklameydelser samt modtog offentlige tilskud, der faldt uden for momslovens anvendelsesområde. Udgifter, der direkte kunne henføres til de momspligtige reklameydelser, kunne fratrækkes efter ML § 37, stk. 1. Udgifter, der direkte relaterede sig til ikke-momspligtige aktiviteter (udvikling af fælles kulturaktiviteter, kunne ikke fradrages). Udgifter vedrørende både momspligtig og ikke-momspligtige aktiviteter kunne fradrages efter et skøn efter ML § 38, stk. 2.
Skatterådet
►SKM2019.596.SR◄	►Spørger modtog tilskud til sine aktiviteter med markedsføring og branding.  Skatterådet kunne ikke bekræfte, at der var tale om momspligtige tilskud, idet de ikke udgjorde vederlag for en leverance, jf. momsloven § 27, stk. 1. Skatterådet bekræftede dog, at tilskuddene ikke påvirkede Spørgers fradragsret, da Spørgers aktiviteter måtte anses som én integreret aktivitet, der måtte karakteriseres som økonomisk virksomhed.◄
SKM2017.727.SR	Skatterådet vurderede, at Spørger udøver to aktiviteter, dels ikke-momspligtig virksomhed i form afholdelsen af et arrangement i Danmark, dels momspligtig reklamevirksomhed. Som konsekvens af, at Spørger udøver to aktiviteter, kunne Skatterådet ikke bekræfte, at Spørger var berettiget til fuldt momsfradrag for sine omkostninger.
SKM2017.640.SR	Skatterådet bekræftede, at et tilskud til gennemførelse af et udviklingsprojekt, som spørger modtog fra Miljøstyrelsen i henhold til lovgivningen om Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram, faldt uden for momslovens anvendelsesområde, hvorfor spørger ikke skulle afregne moms af tilskuddet. Skatterådet bekræftede endvidere, at spørger kunne fradrage moms på omkostninger til gennemførelse af projektet.
SKM2017.258.SR	Skatterådet kan bekræfte, at spørger ikke skal afregne moms af tilskud fra XX Kommune, som spørger modtager til brug for renovering af en ishockeyhal. Det fremgik ikke, at bevillingen af anlægstilskuddet var betinget af, at spørger leverede en momspligtig ydelse (eller vare) hverken til kommunen eller til 3. mand. Allerede af den grund fandt Skatterådet ikke, at tilskuddet var momspligtigt. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at tilskudsgiver var en kommune eller af at spørger havde oplyst, at der afregnes moms af det årlige driftstilskud. Skatterådet kan endvidere bekræfte, at spørger har fuldt momsfradrag for byggeudgifter m.v. i forbindelse med renovering af hallen, selv om der ikke skal afregnes moms af det kommunale tilskud.
SKM2016.150.SR	Skatterådet bekræfter, at Spørger ikke skal afregne moms af tilskud fra xy-Fond, jf. udkast til tilsagn om tilskud/gavebrev, som Spørger modtager til opførelse af ny bygning, når Spørger lader sig omfatte af en frivillig momsregistrering for udlejning af fast ejendom. Skatterådet bekræfter endvidere, at Spørger har adgang til fuldt momsfradrag for udgifter til projektering og opførelsen, når Spørger lader sig omfatte af en frivillig momsregistrering for udlejning af fast ejendom, uagtet at der ikke skal afregnes moms af tilskuddene. Endeligt bekræfter Skatterådet, at Spørger vil have adgang til fuldt momsfradrag for udgifter til forberedende undersøgelser til etablering af en ny bygning, jf. momslovens § 37, hvis projektet ikke realiseres på grund af manglende finansiering.
SKM2013.703.SR	Skatterådet bekræfter, at et selskab har fuld fradragsret for moms af indkøb, der vedrører leverancer til en kommune m.fl., selv om selskabskapitalen i selskabet  finansierer drift af selskabet samt projekteringen af pladser og vej og dele af anlægsarbejdet. Det forhold, at selskabskapitalen i selskabet finansierer drift af selskabet samt projekteringen af vej og dele af anlægsarbejdet medfører ikke, at selskabet har aktiviteter, der falder uden for momslovens anvendelsesområde, jf. ML § 38, stk. 2.
SKM2012.50.SR	Skatterådet bekræftede, at momsfradraget skal beregnes skønsmæssigt efter ML § 38, stk. 2, af leasede multimedier, der er opstillet hos en kommunes medarbejdere, der er omfattet af en kontantlønnedgangsordning, når multimedierne anvendes både privat og erhvervsmæssigt, og de pågældende medarbejdere er beskæftiget med momspligtige aktiviteter.
SKM2007.133.SR	Skatterådet bekræftede, at en fond, der modtager afkast fra investeringer i værdipapirer mv., ikke leverer momsfri finansielle ydelser mod vederlag, og at fonden derfor ikke er afgiftspligtig efter lønsumsafgiftslovens bestemmelser. Da fonden også har momspligtige aktiviteter, skal den delvise fradragsret for moms af fællesudgifter opgøres skønsmæssigt efter reglerne i ML § 38, stk. 2.