Indhold
Virksomheder kan ikke fradrage moms af indkøb mv., som vedrører kost til virksomhedens indehaver og personale.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Kaffe og te
- Jubilæum, juleafslutning og lignende
- Begrænset fradragsret for restaurationsydelser af strengt erhvervsmæssig karakter
- Kantinedrift
- Fradragsret for servering under møder i virksomheden
- Overarbejde
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Se også
- Afsnit D.A.4.3.3 om virksomheder med virksomhedsdrevne kantiner, hvor der er varer både til salg i kantinen og til formål omfattet af xML § 42x, stk. 1, nr. 1 og 5 .
- Afsnit D.A.8.1.3 om fradragsret i forbindelse med de administrative forenklede ordninger for kantineydelser i forbindelse med reglerne om momsgrundlaget ved handel mellem interesseforbundne parter.
Regel
Der er ikke fradragsret for moms af indkøb af kost til virksomhedens indehaver og personale. Se xML § 42x, stk. 1, nr. 1.
Baggrunden for reglerne er, at sådanne indkøb betragtes som indkøb til endeligt forbrug. Dette skyldes at personalet - hvis der i stedet for kost blev givet højere pengeløn - måtte betale moms ved køb af disse varer. Se bemærkningerne til lov nr. 102 af 31. marts 1967.
Der er dog begrænset fradragsret for restaurationsydelser af strengt erhvervsmæssig karakter. Se xML § 42x, stk. 1, nr. 5 og ML § 42, stk. 2. Se afsnit D.A.11.5.7.2 om begrænset fradragsret for restaurationsydelser.
Kaffe og te
Momslovens kostbegreb omfatter også kaffe og te. Der er dermed ikke fradragsret for moms af indkøb af kaffe og te, som stilles gratis til rådighed for virksomhedens personale under personalets arbejde. Se TfS1998, 631MNA og TfS2000, 101LSR.
Jubilæum, juleafslutning og lignende
Udgifter til indkøb af mad til brug ved jubilæum og juleafslutning er udgifter vedrørende kost til personale. Der er derfor ikke adgang til momsfradrag, jf. xML § 42x, stk. 1, nr. 1. Se SKM2004.400.LSR.
Begrænset fradragsret for restaurationsydelser af strengt erhvervsmæssig karakter
Restaurationsydelser til indehaver og personale er ikke omfattet af bestemmelsen om fradrag for kost til virksomhedens indehaver og personale i xML § 42x, stk. 1, nr. 1. Som følge heraf er bespisning af ansatte som udgangspunkt omfattet af fradragsmuligheden i ML § 42, stk. 2. Der er dermed fradragsret for restaurationsudgifter til virksomhedens indehaver eller ansatte, når udgifterne afholdes som led i virksomhedens momspligtige aktiviteter, og udgifterne er af streng erhvervsmæssig karakter. Se TfS1995, 630TSS. Se afsnit D.A.11.5.7.2 om begrænset fradragsret for restaurationsydelser i xML § 42x, stk. 1, nr. 5 og ML § 42, stk. 2.
Kantinedrift
Om kantinedrift (kantineydelser), se D.A.4.3.3 og D.A.4.3.4.
Fradragsret for servering under møder i virksomheden
Der er på visse betingelser fradragsret for moms af udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden. Se afsnit D.A.4.3.3 om SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT.
Overarbejde
Der er fradragsret for moms ved bespisning af medarbejdere i forbindelse med konkret (uvarslet) beordret overarbejde. Se afsnit D.A.4.3.3 om SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT.
Filmoptagelser
Et filmselskab har ikke fradragsret for moms af udgifter til bespisning af skuespillere, statister og ansatte i forbindelse med filmproduktion, når dette sker af hensyn til selskabets behov for den mest hensigtsmæssige afvikling af filmproduktionen og sker på arealer, som selskabet midlertidigt råder over. Se afsnit D.A.4.3.3 og SKM2017.648.SR.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
Landsskatteretsafgørelser
|
SKM2014.609.LSR
|
En revisions- og rådgivningsvirksomhed har ikke fradragsret for moms af udgifter til bespisning af ansatte i forbindelse med overarbejde. Overarbejdet kunne ikke karakteriseres som konkret uvarslet beordret overarbejde.
|
|
SKM2014.388.LSR
|
Overarbejde på et skibsværft kunne ikke karakteriseres som konkret uvarslet, og der var derfor ikke adgang til tilbagebetaling af indgående afgift ved bespisning af ansatte i forbindelse med overarbejdet.
|
|
SKM2004.400.LSR
|
Sagen handlede om udgifter til indkøb af mad til brug ved jubilæum og juleafslutning. Retten fandt ikke, at der var tale om restaurationsydelser. Retten havde herved bl.a. henset til, at maden var leveret til og indtaget i klagerens lokaler. Retten fandt, at disse udgifter måtte anses for udgifter vedrørende kost til personale. Der var derfor ikke momsfradrag herfor, jf. ML § 42, stk. 1, nr. 1.
|
|
TfS2000, 101LSR
|
Retten fandt, at kaffe og te måtte anses at være omfattet af kostbegrebet. Der kunne derfor ikke godkendes fradrag for momsen af indkøb af kaffe og te til personale, jf. ML § 42, stk. 1.
|
|
TfS1998, 631MNA
|
Et revisionsfirmas indkøb af kaffe og te, som blev stillet gratis til rådighed for personalet, var omfattet af ML § 42, stk. 1, nr. 1, om kost til virksomhedens indehaver og personale. Nævnet fandt således, at momslovens kostbegreb også omfattede kaffe og te.
|
|