For ikke-EU-varer, der er henført under proceduren for aktiv forædling eller toldoplag, kan der opstå behov for mindre former for behandling, som tjener følgende formål:
- Sikre varernes bevarelse
- Forbedre varernes udseende eller handelskvalitet
- Forberede varernes distribution eller videresalg.
Der er fastsat en række former for sædvanlige behandlinger, der kan foretages på et toldoplag eller under en forædlingsprocedure.
Se EUTK art. 220.
Hvis en eller flere sædvanlige behandlinger skal gennemføres på et toldoplag, skal der som udgangspunkt gives særskilt tilladelse hertil i bevillingen. Se afsnit F.A.21.4 for nærmere information om sædvanlige behandlinger på et toldoplag.
Hvis en eller flere sædvanlige behandlinger skal gennemføres under en forædlingsprocedure, angives disse behandlinger som de ønskede forædlingsprocesser i bevillingsansøgningen. Se afsnit F.A.25 for nærmere information om ansøgning om sædvanlige behandlinger under aktiv forædling.
Bevillingshaver skal være opmærksom på, om den ønskede behandling kan indeholdes i de nedennævnte sædvanlige behandlinger. Overholdes betingelserne for den sædvanlige behandling ikke, anses det som udgangspunkt for en manglende overholdelse af betingelserne for proceduren, som kan medføre, at der opstår toldskyld for de fejlagtigt behandlede varer. Se EUTK art. 79.
Tilladte sædvanlige behandlinger
En sædvanlig behandling må, medmindre andet er fastsat, ikke bevirke en ændring af den ottecifrede KN-kode. I det omfang en sædvanlig behandling indebærer en tilladt ændret tarifering af varen, skal denne ændring fremgå af bevillingsregnskabet. Se DF art. 178, stk. 1, litra g).
Der er tale om følgende tilladte behandlinger:
- Ventilering, spredning, tørring, afstøvning, simple rensningsforanstaltninger, udbedring af emballage, udbedringer af skader opstået under transport og oplagring, såfremt der er tale om simple foranstaltninger, påføring eller aftagelse af beskyttende lag med henblik på transport.
- Rekonstruktion af varer efter transport.
- Lageropgørelse, prøveudtagning, sortering, sigtning, mekanisk filtrering og vejning af varerne.
- Fjernelse af beskadigede eller forurenede dele.
- Konservering ved pasteurisering, sterilisering, bestråling eller tilsætning af konserveringsmidler.
- Behandling mod snyltere.
- Antirustbehandling.
- Behandling, også selv om det fører til en ændring af den ottecifrede kode:
- alene ved temperaturforøgelse uden yderligere behandling eller destillation, eller
- alene ved temperatursænkning,
- Elektrostatisk behandling til udglatning eller strygning af tekstilvarer.
- Behandling bestående af:
- afstilkning og/eller udstening af frugter, snitning og findeling af tørrede frugter eller grøntsager, rehydrering af frugter, eller
- dehydrering af frugter, også selv om det fører til en ændring af den ottecifrede KN-kode.
- Afsaltning, rensning og kruponering (tilskæring) af huder.
- Tilsætning af varer eller tilsætning eller ombytning af tilbehørsdele, for så vidt denne tilsætning eller ombytning er af ringe omfang eller har til formål at sikre overensstemmelse med tekniske standarder og ikke ændrer de oprindelige varers art eller forbedrer dem, også selv om det fører til en ændring af den ottecifrede KN-kode for de tilsatte varer eller ombytningsvarerne.
- Fortynding eller koncentration af væsker uden yderligere behandling eller destillation, også selv om det fører til en ændring af den ottecifrede KN-kode.
- Blanding af varer af samme art, men af forskellig kvalitet, for at opnå en konstant kvalitet eller en kvalitet, som kunden ønsker, uden at varens beskaffenhed ændres.
- Blanding af gasolier eller brændselsolier uden indhold af biodiesel med gasolier eller brændselsolier med indhold af biodiesel, der henhører under kapitel 27 i KN, for at opnå en konstant kvalitet eller en kvalitet, som kunden ønsker, uden at varens beskaffenhed ændres, også selv om det fører til en ændring af den ottecifrede KN-kode.
- Blanding af gasolier eller brændselsolier med biodiesel, således at den opnåede blanding indeholder mindre end 0,5 rumfangsprocent biodiesel, og blanding af biodiesel med gasolier eller brændselsolier, således at den opnåede blanding indeholder mindre end 0,5 rumfangsprocent gasolier eller brændselsolier.
- Opdeling eller tilskæring af varer, såfremt der er tale om simple foranstaltninger.
- Indpakning, ompakning og udpakning, dekantering eller simpel omhældning på beholdere, også selv om det fører til en ændring af den ottecifrede KN-kode; påsætning, fjernelse og ændring af mærker, segl, etiketter, prissedler eller andre tilsvarende mærkesedler.
- Afprøvning, justering, regulering og klargøring af maskiner, apparater og køretøjer, især for at kontrollere, at de er i overensstemmelse med tekniske standarder, såfremt der er tale om simple foranstaltninger.
- Mattering af rørfittings for at forberede dem til bestemte markeder.
- Denaturering, også selv om det fører til en ændring af den ottecifrede KN-kode.
- Alle sædvanlige behandlinger — ud over de ovenfor nævnte — der tjener til at forbedre importvarernes udseende eller handelskvalitet eller til at forberede deres distribution eller videresalg, når blot disse processer ikke ændrer de oprindelige varers beskaffenhed eller forbedrer deres ydeevne.
Se DF bilag 71-03.