Indførsel af postforsendelser sker her i landet i praksis via Post Danmark.
Varer, der indføres af en godkendt postvirksomhed, kan viderebefordres til registrering ved et postkontor, hvor der foretages registrering (summarisk angivelse, når systemerne er klar) overfor Toldstyrelsen, jf. EUTK art. 127.
Postforsendelser kan forsendes fra et sted til et andet inden for EU's toldområde uden særlige toldformaliteter.
I Post Danmarks regi kan varer videretransporteres til registrering ved et posthus, hvor der kan foretages registrering overfor Toldstyrelsen.
Postforsendelser, der ankommer med fly fra lande uden for EU eller med fly fra andre EU-lande, og er sendt efter den forenklede flyforsendelsesprocedure, losses og ligger i lufthavnen under midlertidig opbevaring (dvs. at varerne er under Toldstyrelsens tilsyn. Se afsnit F.A.20.7 om forenklede procedurer).
Postforsendelser kan om nødvendigt transporteres fra lufthavnen til Post Danmarks lokaler andetsteds med Post Danmarks biler uden særlige toldformaliteter.
Postforsendelser, der kommer ind med bil (privat vognmand) via andre EU-lande, skal være transporteret under ekstern fællesskabsforsendelsesprocedure. Når Post Danmark (eller anden statslig godkendt postvirksomhed) ikke selv transporterer postforsendelserne, kan bestemmelsen ikke anvendes. Postforsendelser, der er sendt med privat vognmand, skal derfor behandles under proceduren for ekstern fællesskabsforsendelse.
Postforsendelser fra lande uden for EU, der indføres i plomberede containere pr. bane til dansk destination og videretransporteres til Post Danmark i Post Danmarks egne vogne, kan videretransporteres uden yderligere toldformaliteter.
Post, der ankommer med rutebåd og efter losning videretransporteres til Post Danmark med Post Danmarks egne vogne, kan transporteres uden toldformaliteter. Hvis transporten fra ankomsthavn til Post Danmark sker med privat vognmand, skal transporten ske efter reglerne for ekstern fællesskabsforsendelse.