Ved ekspresforsendelser forstås breve og pakker, der transporteres af kurérvirksomheder.
Det er kendetegnende for ekspresforsendelser, at der er tale om:
- Små varemængder
- Høj fragt i forhold til varens værdi
- Varen skal hurtigt kunne tages i brug hos varemodtager
- Kurervirksomheden er både ekspeditør og speditør (klarerer).
Ekspresforsendelser indføres i stort omfang med fly til Københavns og Billunds lufthavne.
I lufthavne foretages en registrering eller notering overfor Toldstyrelsen efter reglerne i afsnit om fortoldning. Dette kan ske som samlesendinger uden specifikation af indhold i kurerpostsække eller i brevpakker. Varerne ligger i lufthavnen under Toldstyrelsens tilsyn. (Se afsnit om midlertidig opbevaring). Varerne kan herefter angives til fortoldning, inden de forlader lufthavnen.
Hvis varerne skal fraføres lufthavnen uden at være registreret i toldsystemet, følges denne procedure:
- Kurérfirmaerne afhenter i en række tilfælde forsendelserne i egne vogne for at transportere ekspresforsendelserne til kurerfirmaernes ekspeditionsfaciliteter uden for lufthavnens område.
- Transport af ekspresforsendelser mellem lufthavne og kurerpostcentre skal finde sted efter den eksterne fællesskabsforsendelsesprocedure.
Som godkendt afsender i lufthavne og godkendt modtager på lokaliteten for kurérpostfirmaets ekspeditionscenter kan forsendelsen ske efter den forenklede forsendelsesprocedure, sådan:
- En forsendelsesangivelse vedlagt en specifikation over de enkelte ekspresforsendelser (med anførsel af oplysninger om afsender, modtager, bruttovægt, indholdets art (summarisk varebetegnelse) og værdi).
- Der skal stilles sikkerhed efter reglerne for fællesskabsforsendelse (samlet sikkerhedsstillelse).
For at den forenklede forsendelsesprocedure skal kunne fungere hensigtsmæssigt, skal kurérpostfirmaerne være godkendt som afsender i den pågældende lufthavn, respektive som modtager på modtagerstedet.
Der aftales nærmere med Toldstyrelsen om daglig praksis for kontrol mv. i overensstemmelse med de regler der gælder for godkendte modtagere.