Der kan gives bevilling til at benytte proceduren for aktiv forædling, når bevillingsansøger har til hensigt at importere ikke-EU-varer til EU's toldområde med henblik på at anvende disse varer i en eller flere forædlingsprocesser hos en EU-virksomhed.
Tilladte forædlingsprocesser
Følgende processer anses for at udgøre en tilladt forædlingsproces:
- Bearbejdning af varer, herunder montage og samling samt tilpasning til andre varer
- Forarbejdning af varer
- Tilintetgørelse af varer, medmindre tilintetgørelsen foretages af eller under tilsyn af toldmyndighederne
- Reparation af varer, herunder istandsættelse og justering
- Anvendelse af varer, som ikke indgår i forædlingsprodukter, men som muliggør eller letter fremstillingen af disse produkter, selv om varerne ved deres anvendelse forbruges helt eller delvis (hjælpestoffer).
Endvidere kan følgende behandlinger foretages under proceduren for aktiv forædling:
- Behandling af varer for at sikre, at de er i overensstemmelse med tekniske krav for deres overgang til fri omsætning
- Sædvanlige former for behandling, som tjener til at sikre varernes bevarelse eller til at forbedre varernes udseende eller handelskvalitet eller til at forberede deres distribution eller videresalg.
Se EUTK art. 5, nr. 37), og art. 256, stk. 3.
Består forædlingsprocessen i enten bearbejdning eller forarbejdning, skal de varer, der henføres under proceduren for aktiv forædling kunne identificeres i forædlingsprodukterne. Se EUTK art. 256, stk. 2.
Identifikationen kan fx ske ved en af følgende metoder:
- Registrering af fabrikationsnumre eller særlige kendetegn
- Plomber, segl, kontrolmærker eller andre særlige mærker
- Prøveudtagning, illustrationer eller tekniske beskrivelser
- Analyser.
Ved forædlingsprodukter forstås de varer, der fremkommer ved en forædlingsproces. Se EUTK art. 5, nr. 30.
Undtagelser
Der kan ikke gives bevilling til aktiv forædling, hvis forædlingsprocessen består i anvendelse af hjælpestoffer, og hjælpestofferne er et eller flere af følgende produkter:
- Brændstoffer og energikilder, undtagen dem, som er nødvendige til afprøvning af forædlingsprodukter eller til konstatering af fejl ved varer, der er henført under proceduren, og som skal repareres
- Smøremidler, undtagen smøremidler, som er nødvendige til afprøvning, justering eller udtagning af forædlingsprodukter
- Materiel og værktøj.
Se D art. 240, stk. 2.
Se også
Se også afsnit F.A.19.7 for en nærmere gennemgang af tilladte sædvanlige former for behandlinger.