Indhold
Dette afsnit handler om indberetningspligten for ydelse eller formidling af lån, samt renter ved for sen betaling.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Oversigt over ændringer i forhold til den tidligere skattekontrollov
- Indberetningen
- Hvem skal indberette
- Indberetning af oplysninger om det enkelte låneforhold
- Undtaget fra indberetningspligt - veksler, renter mv.
- Undtaget indberetningspligt- pantebreve i depot
- Bemyndigelse
- Bekendtgørelse om skatteindberetning mv.
Regel
Efter SIL § 13, stk. 1, skal den, der som led i sin virksomhed yder eller formidler lån, årligt indberette til Skatteforvaltningen herom. Det samme gælder renter ved for sen betaling, der er fastsat efter gebyrloven. Bestemmelsen i stk. 1 er en videreførelse af den tidligere SKL § 8 P, stk. 1.
Efter SIL § 13, stk. 2 skal indberetningen indeholde oplysninger til identifikation af hver enkelt låntager og oplysninger om konto- og låneforholdet. Bestemmelsen er en videreførelse af den tidligere SKL § 8 P, stk. 2, i skattekontrolloven.
Efter SIL § 13, stk. 3, er veksler og lån, hvoraf renten efter LL § 17 A ikke kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, undtaget fra indberetningspligt.
SIL § 13, stk. 4, indebærer, at indberetningspligten efter SIL § 13, stk. 1 ikke gælder, hvis betalinger vedrører udlån forvaltet af en indberetningspligtig efter SIL§ 14 om pantebreve i depot. Bestemmelsen er en videreførelse af den tidligere SKL 8 P, stk. 5.
Efter SIL § 13, stk. 5, kan skatteministeren fastsætte nærmere regler for indberetning af renter efter § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, ligesom skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om de oplysninger, der skal indberettes. Bestemmelsen er en videreførelse af den tidligere SKL § 8 P, stk. 3, 2. pkt., og bemyndigelsen i § 8 P, stk. 4, 1. pkt., til at fastsætte nærmere regler om de oplysninger, der skal indberettes.
Oversigt over ændringer i forhold til den tidligere skattekontrollov
Tidligere SKL
|
Gældende SIL
|
Indholdet af ændringer
|
§ 8 P, stk. 1
|
§ 13, stk. 1
|
Bestemmelsen er en videreførelse af nuværende lovgivning.
Efter bestemmelsen, skal den, der som led i sin virksomhed yder eller formidler lån, årligt indberette til Skatteforvaltningen herom.
Det samme gælder renter ved for sen betaling, der er fastsat efter gebyrloven.
|
§ 8 P, stk. 2, nr. 1-13
|
§ 13, stk. 2, nr. 1-12
|
Bestemmelsen er en videreførelse af nuværende lovgivning.
Efter bestemmelsen skal indberetningen indeholde oplysninger til identifikation af hver enkelt låntager og oplysninger om konto- og låneforholdet.
Det nye ved bestemmelsen er, at indberetningerne ikke blot skal indeholde oplysninger om det enkelte låneforhold, men tillige om hver enkelt låntager, således at de enkelte låntageres andel af gælden, renterne og yderligere indberetningspligtige beløb indberettes.
Bestemmelsen udvides derudover således, at indberetningspligten skal indeholde oplysninger om datoen for ydelsen eller formidlingen af lånet, afhængigt af om der er tale om en ydelse af eller formidling af lånet, og for ophørte lån, datoen for ophøret af lånet.
For det enkelte låneforhold og de enkelte låntagere skal oplyses:
- Lånetype, hvilken valuta, lånet er ført i, og datoen for ydelsen eller formidlingen af lånet. Er lånet ophørt, skal datoen for ophøret også oplyses
- tilskrevne og forfaldne renter og den beregnede renteindtægt efter kursgevinstlovens § 22 A. Bestemmelsen bygger på et forfaldsprincip.
- markering for renter i låneforhold, hvor der er ubetalte forfaldne renter vedrørende det kalenderår, der går forud for det kalenderår, hvorom der i øvrigt foretages indberetning. Markeringen er en følge af fradragsbegrænsningen i ligningslovens § 5, stk. 8, hvorefter der alene kan opnås fradrag for betalte renter i tilfælde, hvor der er forfaldne, ubetalte renter fra tidligere år.
- markering for renter i låneforhold, hvor der er sket eftergivelse af gæld i det år, hvorom indberetningen foretages, eller i tidligere år.
- løbende provisioner vedrørende gæld eller løbende ydelser vedrørende kaution. Indberetningspligten hænger sammen med, at de pågældende provisioner og ydelser er fradragsberettigede.
- reservefonds- og administrationsbidrag til realkreditinstitutter, (de pågældende bidrag er fradragsberettigede efter ligningslovens § 15 J, og indberetningen sikrer, at oplysningerne kan indgå ved skatteansættelsen).
- størrelsen af skattepligtige udlodninger fra realkreditinstitutters reservefonde. Indberetningen skal alene foretages, hvis udlodningen skal indtægtsføres af modtageren i udbetalingsåret.
- gæld pr. 31. december. Det bemærkes, at gæld pr. 31. december alene skal indberettes i relation til lån omfattet af bestemmelsens § 13, stk. 1, 1. pkt. Dette skyldes, at bestemmelsens § 13, stk. 1, 2. pkt., alene omhandler indberetning af renter og dermed ikke selve gældsposten.
- kursværdien af gæld pr. 31. december, når lånet er ydet på grundlag af børsnoterede obligationer.
- realkreditinstitutter skal indberette om kontantlån, hvor der foretages ekstraordinær indfrielse, som nævnt i kursgevinstloven. Indberetningsordningen omfatter alle tilfælde af ekstraordinær indfrielse af kontantlån, der resulterer i en kursgevinst, uanset om denne er skattepligtig for debitor eller ej. Der skal dog kun indberettes om indfrielser, der medfører en kursgevinst for debitor.
- fradragsberettigede beløb efter ligningslovens § 6, som hidrører fra kurstab ved indfrielse af kontantlån, der er optaget inden den 19. maj 1993.
- ejendommens nummer i BBR-registeret vedrørende den faste ejendom, hvori lån ydet eller formidlet af et realkreditinstitut har pant.
|
Udmøntning af § 8 P, stk. 4, 2. pkt.
|
§ 13, stk. 3
|
Efter bestemmelsen, er veksler og lån, hvoraf renten efter ligningslovens § 17 A ikke kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, undtaget fra indberetningspligt.
Bestemmelsen er en videreførelse af gældende lovgivning.
Bestemmelsen er ikke materielt ændret, men blot indskrevet i loven fremfor i bekendtgørelsen.
|
§ 8 P, stk. 3, 2. pkt.
|
§ 13, stk. 5
|
Bestemmelsen er en videreførelse af nuværende lovgivning.
Efter bestemmelsen, kan skatteministeren fastsætte nærmere regler for indberetning af renter efter § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, ligesom skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om de oplysninger, der skal indberettes.
§ 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, omhandler forrentning af fordringer, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, med undtagelse af bøder. Bestemmelsen giver således skatteministeren bemyndigelse til at pålægge restanceinddrivelsesmyndigheden indberetningspligt vedrørende disse renter.
|
§ 8 P, stk. 5
|
§ 13, stk. 4
|
Bestemmelsen er en videreførelse af nuværende lovgivning.
Bestemmelsen indebærer, at indberetningspligten efter stk. 1 ikke gælder, hvis betalinger vedrører udlån forvaltet af en indberetningspligtig efter bestemmelsens § 14 om pantebreve i depot.
|
Indberetningen
Efter SIL § 13, stk. 1, skal den, der som led i sin virksomhed yder eller formidler lån, årligt indberette til Skatteforvaltningen.
Det samme gælder renter ved for sen betaling, der er fastsat efter gebyrloven.
Bestemmelsen omfatter låneforhold, uanset hvordan disse benævnes, herunder kontokortordninger, kassekreditter og overtræk på konti. For at understrege dette omtales såvel konto- som låneforhold i bestemmelsen.
Bestemmelsen omfatter såvel lån med positiv rente, 0-rentelån som lån med negativ rente. Ved låneforhold, der både kan gå i debet og kredit, er saldoen ultimo det pågældende år afgørende for, om der skal indberettes efter SIL § 12 eller SIL § 13 om henholdsvis indlån og udlån.
Det er afgørende for, om der foreligger indberetningspligt, om der efter aftale med kunden er etableret et låneforhold, og at dette sker som led i udlånerens eller formidlerens virksomhed. Indberetningspligten omfatter således også kreditgivning og erhvervelse af kreditorrettigheder.
Bemærk
Det bemærkes, at inkassoomkostninger ikke kan anses som værende en del af selve lånet og dermed ikke en del af den restgæld, der skal indberettes. Dette understreges særligt i den situation, hvor to debitorer hæfter for lånet. Debitor B hæfter som udgangspunkt ikke for inkassoomkostninger, der er pålagt debitor A.
Inkassoomkostningerne er i denne situation et selvstændigt krav, der ikke kan kategoriseres som et lån eller som værende en del at et eksisterende lån. Inkassoomkostninger er således ikke omfattet af indberetningspligten.
Hvem skal indberette
Efter bestemmelsen vil alle långivere, herunder også statslige myndigheder, kommuner og regioner, skulle indberette til Skatteforvaltningen om deres udlån.
Indberetning af oplysninger om det enkelte låneforhold
Efter SIL § 13 stk. 2, skal indberetningen indeholde oplysninger til identifikation af hver enkelt låntager og oplysninger om konto- og låneforholdet.
Indberetningerne skal ikke blot indeholde oplysninger om det enkelte låneforhold, men tillige om hver enkelt låntager, således at de enkelte låntageres andel af gælden, renterne og yderligere indberetningspligtige beløb indberettes.
Det fremgår af SIL § 13, stk. 2, nr. 1-12, at for det enkelte låneforhold og den enkelte låntager vil der skulle oplyses følgende:
-
Nr. 1 - Oplysninger om låntype. Ved indberetningen sondres dels mellem lån med og lån uden sikkerhed i fast ejendom, prioritetslån m.v. Ved hjælp af koder angives det, om der er tale om en eller flere debitorer, om debitor er en juridisk person, udlænding eller en eller flere personer med midlertidig opholdstilladelse. Bestemmelsen er udvidet, således oplysninger der skal indberettes om vedrørende kontoens art tillige skal indeholde oplysninger om, hvilken valuta lånet er ført i. Det foreslås derudover at udvide indberetningspligten med oplysninger om datoen for ydelsen eller formidlingen af lånet, afhængigt af om der er tale om en ydelse af eller formidling af lånet, og for ophørte lån, datoen for ophøret af lånet. Ved ophør af lånet forstås ikke blot, at lånet afvikles, men også når et lån overtages, eller hvor en af flere låntagere udtræder af lånet - f.eks. ved skilsmisse.
-
Nr. 2 - Oplysninger om tilskrevne og forfaldne renter og den beregnede renteindtægt efter kursgevinstlovens § 22 A. Bestemmelsen bygger på et forfaldsprincip. Lønmodtagere kan således ikke få adgang til at selvangive rentefradrag efter et lagerprincip, da dette vil vanskeliggøre kontrollen med rentefradragene. Morarenter skal indberettes det år, hvor der sker debitering af kontoen. I bestemmelsen er det blevet præciseret, at indberetningen for det år, hvor et lån ophører, skal indeholde oplysning om tilskrevne og forfaldne renter og den beregnede renteindtægt efter kursgevinstlovens § 22 A frem til lånets ophør. I tilfælde, hvor en af flere låntagere udtræder af et lån, skal der for den udtrædende låntager indberettes efter nr. 2 om renter frem til udtrædelsestidspunktet, mens der for den fortsættende låntager skal indberettes om renter for hele året.
-
Nr. 3 - Markering for renter i låneforhold, hvor der er ubetalte forfaldne renter vedrørende det kalenderår, der går forud for det kalenderår, hvorom der i øvrigt foretages indberetning. Markeringen er en følge af fradragsbegrænsningen i ligningslovens § 5, stk. 8, hvorefter der alene kan opnås fradrag for betalte renter i tilfælde, hvor der er forfaldne, ubetalte renter fra tidligere år.
-
Nr. 4 - Markering for renter i låneforhold, hvor der er sket eftergivelse af gæld i det år, hvorom indberetningen foretages, eller i tidligere år. Bestemmelsen indebærer, at der i forbindelse med den ordinære renteindberetning skal benyttes en særlig markering (kode), der angiver, at der er sket gældseftergivelse i låneforholdet, hvis der er ubetalte forfaldne renter. Markering skal foretages årligt i lånets restløbetid.
-
Nr. 5 - Løbende provisioner vedrørende gæld eller løbende ydelser vedrørende kaution. Indberetningspligten hænger sammen med, at de pågældende provisioner og ydelser er fradragsberettigede. Indberetningen sikrer, at oplysningerne kan indgå ved skatteansættelsen.
-
Nr. 6 - Reservefonds- og administrationsbidrag til realkreditinstitutter. Indberetnings-pligten hænger sammen med, at de pågældende bidrag er fradragsberettigede efter LL § 15 J, og indberetningen sikrer, at oplysningerne kan indgå ved skatteansættelsen.
-
Nr. 7 - Oplysninger om størrelsen af skattepligtige udlodninger fra realkreditinstitutters reservefonde. Indberetningen skal alene foretages, hvis udlodningen skal indtægtsføres af modtageren i udbetalingsåret. Indberetningen sikrer, at oplysningerne kan indgå ved skatteansættelsen. Indberetningspligten omfatter ikke efterbetalte udlodninger, der skal indtægtsføres af modtageren i et tidligere indkomstår.
-
Nr. 8 - Oplysninger om gæld pr. 31. december. Det bemærkes, at gæld pr. 31. december alene skal indberettes i relation til lån omfattet af forslagets § 13, stk. 1, 1. pkt. Dette skyldes, at det foreslåede § 13, stk. 1, 2. pkt., alene omhandler indberetning af renter og dermed ikke selve gældsposten. Er restgælden 0 pr. 31. december, indberettes gælden med 0. Restgælden skal indberettes, selv om der ikke er forfaldet eller tilskrevet renter i årets løb.
-
Nr. 9 - Oplysning om kursværdien af gæld pr. 31. december, når lånet er ydet på grundlag af børsnoterede obligationer. Indberetningen sker af hensyn til kontrollen med kursgevinster, der er skattepligtige. Hidtil har reglen endvidere indeholdt en bemyndigelse til, at skatteministeren kan fastsætte regler om kursværdien for andre lån. Bemyndigelsen er ikke udnyttet, og da der ikke er aktuelle planer herom, foreslås det at bemyndigelsen ikke videreføres.
-
Nr. 10 - Realkreditinstitutter skal indberette om kontantlån, hvor der foretages ekstraordinær indfrielse, som nævnt i kursgevinstloven. Dette gælder, uanset om debitor er en fysisk eller juridisk person. Indberetningen foretages ved markering om indfrielsen. På denne baggrund har SKatteforvaltningen mulighed for at sikre, at en eventuel skattepligtig gevinst, der opstår ved indfrielsen, kommer til beskatning. Indberetningsordningen omfatter alle tilfælde af ekstraordinær indfrielse af kontantlån, der resulterer i en kursgevinst, uanset om denne er skattepligtig for debitor eller ej. Der skal dog kun indberettes om indfrielser, der medfører en kursgevinst for debitor. Der henvises i bestemmelsen således kun til kursgevinstlovens § 22, stk. 3, 1. pkt., som omhandler gevinster.
-
Nr. 11 - Realkreditinstitutter kan pålægges en pligt til at indberette beløb, der er fradragsberettigede efter ligningslovens § 6, om kurstab ved indfrielse af kontantlån, der er optaget inden den 19. maj 1993. Efter ligningslovens § 6 er fradragsretten betinget af, at der er optaget et nyt realkreditlån til indfrielse af lånet. Det realkreditinstitut, hvor et lån, der giver ret til kurstabsfradrag som nævnt i ligningslovens § 6, er indfriet, skal give det realkreditinstitut, som yder det nye lån, alle de oplysninger om det indfriede lån, der er nødvendige til opfyldelse af indberetningspligten.
-
Nr. 12 - Oplysninger om ejendommens nummer i BBR-registeret vedrørende den faste ejendom, hvori lån ydet eller formidlet af et realkreditinstitut har pant. Formålet hermed er at undgå forkerte debitoridentiteter på lån med pant i fast ejendom. Efter den tidligere SKL § 8 P, stk. 2, nr. 8, skal der tillige ske indberetning af datoen for rentetilskrivningen m.v. Denne oplysning er ikke af betydning for Skatteforvaltningen, og derfor indberettes den i praksis ikke. Reglen om indberetning af datoen for rentetilskrivning m.v. videreføres ikke.
Undtaget fra indberetningspligt - veksler, renter mv.
Efter SIL § 13, stk. 3, er veksler og lån, hvoraf renten efter LL § 17 A ikke kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, undtaget fra indberetningspligt. At veksler er undtaget, skyldes at en indberetningspligt vedrørende veksler vil være vanskelig at håndhæve, henset til vekslernes karakter som let omsættelige gældsbreve.
Lån, hvoraf renten efter LL § 17 A (renter af visse skattebeløb m.v.) ikke kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, er efter bestemmelsen ligeledes undtaget fra indberetningspligt, da en indberetning herom ikke vil være relevant i forhold til skatteansættelsen.
Undtaget indberetningspligt - pantebreve i depot
SIL § 13, stk. 4, indebærer, at indberetningspligten efter SIL § 13, stk. 1 ikke gælder, hvis betalinger vedrører udlån forvaltet af en indberetningspligtig efter SIL § 14 om pantebreve i depot.
Bestemmelsen sikrer, at der ikke sker dobbeltindberetning af de samme oplysninger efter flere af lovens bestemmelser.
Bemyndigelse
Efter SIL § 13, stk. 5, kan skatteministeren fastsætte nærmere regler for indberetning af renter efter § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, ligesom skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om de oplysninger, der skal indberettes.
Bemyndigelsen er udnyttet i §§ 28 - 29 i skatteindberetningsbekendtgørelsen (SIB), jf. bekendtgørelse nr. 927 af 26. juni 2018 om skatteindberetning mv. Bekendtgørelsen er ændret ved bekendtgørelse nr. 730 af 2. juli 2019.
Bekendtgørelse om skatteindberetning mv.
I SIB § 28 fremgår det, at Skatteforvaltningen efter SIL § 13 skal indberette renter efter § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
I SIB § 29 fremgår det, at indberetning af den valuta, lånet er ført i, jf. SIL § 13, stk. 2, nr. 1, skal ske ved indberetning af ISO-valutakode.