Indhold

Afsnittet handler om hæftelse i de tilfælde, hvor hæftelsen ikke er fastlagt i loven

Afsnittet indeholder:

• Generelt om nulstilling og erstatningsansvar
• Nulstilling
• Erstatning
• Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser m.v.

Generelt om nulstilling og erstatningsansvar

Når en indeholdelsespligtig virksomhed med begrænset ansvar, fx et aktie- eller anpartsselskab ophører som insolvent med restancer til det offentlige vedrørende A-skat, AM-bidrag og udbytteskat, vil det offentlige næsten altid lide tab, fordi der kun betales dividende af restancen.

Det offentlige har derfor anlagt en række sager ved domstolene og fået medhold i, at personer, der har været særligt nært knyttet til den fallerede virksomhed, under visse betingelser pålægges nulstilling eller erstatningsansvar for selskabets restancer.

Grundlaget for sagerne har været culpareglen, der er et grundprincip i dansk ret. Ifølge culpareglen er man forpligtet til at erstatte et økonomisk tab, som man på uansvarlig vis har påført en anden.

Efter culpareglen skal den skadegørende handling eller undladelse kunne tilregnes skadevolderen som forsætlig eller uagtsom. Det betyder, at han enten har haft til hensigt at udføre den skadegørende handling eller undladelse, eller at han burde have vidst, at hans handling eller undladelse ville medføre at skaden ville ske.

Herudover er det en betingelse, at den ansvarspådragende adfærd har været årsag til det lidte tab, og at denne årsagssammenhæng har stået skadevolderen klart. (kausalitet = årsagssammenhæng og adækvans = påregnelighed). Se UfR1976.241.

I en sag blev en advokat frifundet, fordi det ikke var godtgjort, at der var sammenhæng mellem den ansvarspådragende adfærd og underbalancen i et konkursbo. Se TfS2000.975.

Hæftelsessager vedrørende indeholdt, men ikke indbetalt A-skat, AM-bidrag og udbytteskat mv. kan opdeles i to grupper:

• Restancer bestående af A-skat, AM-bidrag og udbytteskat mv. vedrørende udbetalinger til selskabets ledelse og disses nærtstående. Nulstilling

• Restancer bestående af A-skat, AM-bidrag og udbytteskat mv. vedrørende udbetalinger til selskabets øvrige ansatte. Erstatning

Nulstilling

Nulstilling betyder, at Skatteforvaltningen ser bort fra, at der er bogført A-skat, AM-bidrag og udbytteskat mv., og dermed ikke godskriver indkomstmodtageren beløbene i årsopgørelsen.

Nulstillingen hindrer altså, at en skatteyder ved hjælp af indeholdelsesreglerne opnår en fyldestgørelse, som ikke vil kunne opnås i selskabet eller gennem insolvensbehandling af selskabet.

Praksis vedrørende nulstilling er dannet på grundlag af en højesteretsdom. Se UfR1981.473. Højesteret har med denne dom accepteret, at Skatteforvaltningen under visse betingelser kan undlade at modregne ikke-indbetalt, indeholdt A-skat mv. i personens slutskat. Se KSL § 60, stk. 1. Se mere om betingelserne nedenfor.

Når skattebeløbene ikke godskrives, vil personen komme til at hæfte for beløbet enten i form af en restskat eller ved, at en eventuel overskydende skat bliver mindre.

I ovennævnte retssag blev selskabets direktør kendt erstatningsansvarlig for tabet af den A-skat mv., der stammede fra lønudbetalingen til de øvrige ansatte, mens erstatningsansvaret for A-skat mv. af direktørens egen løn kunne udmøntes i et hæftelsesansvar opnået gennem manglende godskrivning i slutskatten. Direktøren vidste, at der ikke var realitet i den formelle indeholdelse af A-skatten, og derfor kunne Skatteforvaltningen på tilsvarende vis se bort fra direktørens krav på modregning/godskrivning af A-skatten i slutskatten.

Højesteret har i SKM2013.294.HR afgjort, at der også kan ske nulstilling af udbytteskat, der korrekt er blevet indeholdt, men ikke afregnet. Højesteret fandt endvidere, at der kunne statueres identitet mellem de to ægtefæller, så nulstilling kunne ske over for selskabets direktørs hustru.

Østre Landsret nåede i en anden sag til det resultat, at en person vidste eller burde vide, at der ikke var økonomisk realitet bag de indeholdte A-skatter mv. og fandt betingelserne for nulstilling opfyldt. Se SKM2007.346.ØLR.

Betingelser for nulstilling

Der er følgende betingelser for nulstilling:

1. Den indeholdelsespligtige skal være en virksomhed med begrænset ansvar, typisk et aktie- eller anpartsselskab.
2. Virksomhedens insolvens skal være konstateret ved ophør, konkurs eller lignende.
3. Den indeholdelsespligtige skal have restancer af A-skat, AM-bidrag eller udbytteskat mv. vedrørende de perioder, hvor selskabet har godskrevet skattebeløb mv. for personer, som er omfattet af punkt d. Perioderne behøver ikke være sammenhængende.
4. Nulstilling kan som hovedregel kun ske for personer, der har en væsentlig økonomisk interesse i virksomheden, og som kan disponere enerådende i virksomhedens anliggender samt for disses nærtstående.
5. Nulstilling forudsætter, at de pågældende i kraft af deres tilknytning til virksomheden vidste eller burde have vidst, at der ikke var økonomisk realitet bag de formelle indeholdelser, og dermed at de bogførte A-skatter mv. ikke ville kunne afregnes til forfaldstid.

Ad a 

Hvis den indeholdelsespligtige ikke er et selskab med begrænset ansvar, er der ikke behov for nulstilling, fordi den indeholdelsespligtige da hæfter umiddelbart for skattebeløbene.

Ad b

Nulstillingen forudsætter, at der er konstateret et endeligt økonomisk tab.

I SKM2018.465.LSR havde SKAT nulstillet indeholdt ikke-indbetalt A-skat og AM-bidrag vedrørende lønnen til en direktør i et selskab, der var gået konkurs. Landsskatteretten fandt at de almindelige forældelsesregler fandt anvendelse vedrørende nulstilling, idet der i nulstilling ikke er tale om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat.

Det var landskatterettens opfattelse at den konstaterede insolvens på tidspunktet for konkursdekretet efter en konkret vurdering i sagen var det tidligste tidspunkt SKAT kunne kræve betaling, da det er en betingelse for nulstilling af virksomheden, at insolvens skal være konstateret ved ophør, konkurs eller lignende. Da SKATs behandling af sagen lå mere end 3 år efter afsigelse af dekret var kravet på A-skat og AM-bidrag forældet.

Landsskatteretten annullerede derfor nulstilling.

Ad c

Nulstilling kan kun finde sted for perioder, hvor selskabet stadig har restance med indeholdte A-skatter, AM-bidrag og udbytteskatter. Det er kun ubetalte A-skatter mv., der kan nulstilles.  Perioderne behøver ikke være sammenhængende. Dvs. at betaling af enkelte måneders tilsvar ikke udelukker, at tidligere måneders tilsvar eller mellemliggende måneders tilsvar nulstilles.

Det er en forudsætning, at der i de skyldige tilsvar for de enkelte perioder indgår bogførte indeholdte A-skatter, AM-bidrag og/eller udbytteskatter for personer omfattet af personkredsen nævnt i punkt d.

En direktør kan ikke hindre nulstilling ved at påstå, at en delvis betaling fortrinsvis skal dække A-skatten og AM-bidragene af hans egen løn.

Omvendt kan der ikke nulstilles over for en direktør, hvis selskabet ikke er i restance med A-skat mv. og/eller udbytteskat i de perioder, hvor hans A-skat og udbytteskat er bogført. Medmindre Skatteforvaltningen har grundlag for at antage, at selskabet i forbindelse med bogføringen af de pågældende skatter bevidst har forsøgt at hindre nulstilling.

Hvis restancen på et senere tidspunkt betales helt eller delvist, skal nulstillingen ophæves eller reduceres tilsvarende. Afdrag, der ikke kan dække hele månedens tilsvar, skal primært afskrives på de beløb, der ikke kan nulstilles.

Ad d

Den personkreds, der kan nulstilles overfor, er primært personer, der har en væsentlig økonomisk interesse i virksomheden og som kan disponere enerådende i virksomhedens anliggender.

Det vil typisk dreje sig om personer, hvor de selv eller hvor deres nærtstående direkte eller indirekte ejer en væsentlig del af selskabets kapital. Vestre Landsret har i en ikke offentliggjort afgørelse nulstillet direktørens samlevers skatter med baggrund i, at de havde fælles husholdning, og samleveren vidste, at selskabet ikke havde penge til at afregne A-skatter mv.

For så vidt angår personer uden for kredsen af en virksomheds egentlige ledelse og ledelsens nærtstående, kan nulstilling ske i særlige tilfælde, hvis vedkommende har haft en særstilling i virksomheden med hensyn til løn- og arbejdsvilkår eller en væsentlig økonomisk interesse i virksomhedens drift.

Ad e

Nulstilling forudsætter, at der er udvist culpa. Det vil være tilfældet, hvis personen, som er omfattet af personkredsen i punkt d, kan bebrejdes, at udbetaling af løn og godskrivning af skatter til ham selv eller hans nærtstående er fortsat på et tidspunkt, hvor han vidste eller burde have vidst, at selskabet ikke havde økonomisk evne til at indbetale de indeholdte A-skatter og AM-bidrag.

Der vil også være culpa, hvis han fortsætter lønudbetalingerne til sig selv på et tidspunkt, hvor han vidste eller burde have vidst, at der var en væsentlig risiko for, at beløbene ikke kunne betales til forfaldstid. Det kan fx være tilfældet, hvis en direktør fortsat udbetaler løn til sig selv uden at afregne A-skat og AM-bidrag i situationer, hvor der er opstået økonomiske problemer på grund af en stor debitors uventede konkurs, eller hvor en vigtig handelspartner ikke længere ønsker at aftage selskabets produkter. Det kan også være tilfældet, hvis selskabet vidste eller burde have haft en bestyrket formodning om, at en samhandelspartner eller debitor ikke ville kunne opfylde sine forpligtelser over for selskabet, idet den erhvervsmæssige risiko for tab i disse situationer skal bæres af den omhandlede personkreds og ikke af staten.

Culpa vil også være til stede, hvis den person, der er enerådende i selskabet, vidste, at indeholdt A-skat, AM-bidrag og udbytteskat mv. ikke ville blive afregnet, fordi selskabets aktiviteter ville blive videreført i et nyt selskab, mens det indeholdelsespligtige selskab kan imødese en sandsynlig konkurs.

Østre Landsret har i en sag opretholdt en nulstilling, foretaget overfor en direktør og eneanpartshaver A, i selskabet B for de indeholdte, men ikke afregnede A-skatter mv. for andet halvår af 2002 og for marts måned 2003. Selskabet B gik konkurs i februar 2004. Landsretten lagde til grund, at A havde stiftet et nyt selskab, C, med et næsten identisk navn som en direkte følge af, at B ved dom var blevet pålagt at betale en betydelig erstatning. B's aktiviteter blev efter dommen straks overført til C. Ifølge Landsretten måtte A på tidspunktet for stiftelsen af C have været klar over, at B ikke ville kunne overholde sine økonomiske forpligtelser. Desuden havde B i strid med sandheden oplyst, at der ikke var indeholdt A-skat og AM-bidrag for A i andet halvår af 2002. Nulstillingen ansås derfor for at være sket med rette. Se SKM2007.475.ØLR.

I en anden sag afgjorde landsretten, at betingelserne for nulstilling af A-skat mv. for juli 2001 til februar 2002 var opfyldt. Sagsøgeren havde fra september 1999 været anpartshaver i et anpartsselskab, der blev taget under konkursbehandling i maj 2003. Landsretten lagde efter bevisførelsen til grund, at sagsøgeren efter den 8. juni 2001 ejede 60 % af anparterne i anpartsselskabet og dermed var majoritetsanpartshaver i den relevante periode. Sagsøgeren var ikke registreret som direktør i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i den omhandlede periode, men da sagsøger i selskabets regnskaber blev betegnet som direktør, og da sagsøgeren i november 2001 førte selvstændige forhandlinger med selskabets revisor og SKAT om væsentlige økonomiske spørgsmål, fandt landsretten det godtgjort, at sagsøgeren havde haft en bestemmende indflydelse i selskabet og derved kunne disponere enerådende. Retten nåede derfor til det resultat, at sagsøgeren ikke var uvidende om, at der ikke var økonomisk realitet bag selskabets bogføring vedrørende indeholdt A-skat mv. Nulstillingen var derfor sket med rette. Se SKM2008.103.ØLR.

I en tredje sag afgjorde byretten, at det var med rette, at SKAT for indkomstårene 2008 og 2009 havde foretaget nulstilling af A-skat og AM-bidrag af løn udbetalt fra et selskab til selskabets direktør, som samtidig var hovedanpartshaver. Retten fandt endvidere, at nulstilling af indeholdt A-skat og AM-bidrag for indkomståret 2009 for løn udbetalt til direktørens ægtefælle var foretaget med rette. For så vidt angik direktøren lagde retten bl.a. vægt på, at selskabet i 2008 opbyggede restancer til det offentlige i størrelsesordenen ca. 2 mio. kr., at uanset om der i efteråret 2008 blev indskudt ca. 1,5 mio. kr. i selskabet, blev der fortsat ikke afregnet restancer til det offentlige, og at direktøren ikke havde godtgjort, at der overhovedet var foretaget indeholdelse af A-skat og AM-bidrag af hans løn. Uanset om der var foretaget indeholdelse, fandtes direktøren derfor at have været i ond tro om, at der ikke var økonomisk realitet bag indeholdelserne på det tidspunkt, hvor de måtte være foretaget. For så vidt angik direktørens ægtefælle lagde retten bl.a. vægt på, at hun som følge af sin bestyrelsespost i selskabet samt sit ægteskab med direktøren måtte have været bekendt med selskabets alvorlige økonomiske situation. Se SKM2015.561.BR 

Culpøs adfærd kan også forekomme, hvis parterne i et retsforhold har nær tilknytning til hinanden, fx i familieforhold, eller i forhold, hvor et aktieselskab beherskes af en enkelt eller af en snæver gruppe af kapitalindskydere, og hvor de tilrettelægger indeholdelsen på en sådan måde, at det offentlige får mindre provenu. Skatteforvaltningen skal i sådanne tilfælde vurdere, om der er tale om en lovlig udnyttelse af skattelovgivningens muligheder, eller om der er tale om dispositioner, som Skatteforvaltningen ikke skal respektere.

Efter en samlet bedømmelse af sagen kan nulstilling undlades, hvis lønnen til direktøren mv. har været ubetydelig i forhold til virksomhedens samlede omsætning.

Gennemførelse af nulstilling

Fastsættelse af de beløb, der nulstilles, sker ved, at Skatteforvaltningen tæller de A-skatter, AM-bidrag og udbytteskatter, som selskabet har redegjort for i restanceperioden vedrørende den ovenfor nævnte personkreds sammen. Betalte beløb, herunder eventuel dividende fra konkursbehandling, skal trækkes fra.

Skatteforvaltningen laver rettelsesindberetninger, hvori de tidligere indberettede indeholdte A-skatter, AM-bidrag og udbytteskatter nedskrives med de nulstillede beløb.  

Indkomstmodtageren har ikke fradragsret for nulstillede beløb ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Dette skyldes, at Skatteforvaltningen ikke kan tilsidesætte selve lønaftalen mellem indkomstmodtageren og arbejdsgiveren. Lønmodtageren kan anmelde det nulstillede beløb som en fordring i selskabets eventuelle konkursbo. Se TfS1996.165lsr.

Nulstillede beløb skal reguleres over årsopgørelsen. Beløbene må ikke opkræves særskilt. Den afdeling, der står for ligningen, skal derfor have besked om afgørelsen om nulstilling.

Skatteforvaltningen skal skriftligt underrette indkomstmodtageren og selskabet om nulstillingen. Afgørelsen skal være begrundet og indeholde oplysning om, at afgørelsen kan påklages.

Erstatning

Hvis betingelserne for at nulstille eller for at anvende de lovfæstede hæftelsesbestemmelser ikke er opfyldt, bør Skatteforvaltningen undersøge, om der er grundlag for at kræve erstatning efter de almindelige erstatningsretlige regler.

Nedenfor følger en række domme, som har taget stilling til erstatningsansvar:

• Højesteret har i en række domme pålagt personligt erstatningsansvar for et selskabs ikke-afregnede A-skatter mv., hvor den erstatningspligtige ved sin handlemåde har påført det offentlige tab. Den erstatningspligtige har typisk været en leder af et aktie- eller anpartsselskab. Se UfR 1981,473 og UfR 1995,43.

• Højesteret har også pålagt bestyrelsen for et aktieselskab erstatningsansvar for tab ved fortsat drift af selskabet efter at bestyrelsen burde have indset, at selskabet ikke kunne videreføres uden yderligere tab. Se UfR 1998,1137.

• I en sag blev det anset for ansvarspådragende for en tilsynsførende advokat i et betalingsstandsningsbo, at han ikke bragte betalingsstandsningen til ophør efter, at det kunne konstateres, at den likviditetsmæssiges situation var forværret. Advokaten blev dog frifundet, fordi det ikke blev bevist, at den ansvarspådragende adfærd var årsag til underbalancen i det senere konkursbo. Se TfS 2000,975

• Højesteret har i en sag idømt en bank med kendskab til selskabets økonomiske situation erstatningsansvar for at have disponeret over selskabets aktiver, så selskabet blev ude af stand til at opfylde sine forpligtelser til at betale salgsmoms. Se UfR 2002,139

• Højesteret har i en sag pålagt en advokat, der fungerede som tilsyn i betalingsstandsning, personlig hæftelse efter OPKL § 10 for momstilsvar fra et selskab, der skulle videreføre driften.

Betalingsstandsningen, hvor advokaten var tilsyn, vedrørte en personligt drevet virksomhed. Der blev afsagt konkursdekret cirka 14 dage senere. Se SKM2005.456.HR.

Den konkursramte virksomhed blev videreført i et selskab, der fakturerede moms for 66.069 kr. Dette selskab blev imidlertid hverken registreret hos SKAT eller hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, og derfor blev både fallenten og advokaten anset for at hæfte for beløbet ud fra interessentskabslignende betragtninger. Advokaten indbetalte beløbet under protest og indbragte afgørelsen for Told- og Skattestyrelsen, hvor han også gjorde gældende, at han skulle have momsfradrag for indgående moms.

I sin afgørelse af 25. juli 2003 afviste Told- og Skattestyrelsen advokatens anbringender og udtalte, at advokaten havde pådraget sig et erstatningsansvar ved at have ladet et selskab, han kontrollerede, yde et lån til at sikre den videre drift i et selskab under stiftelse. Til sikkerhed for lånet havde advokaten modtaget en transport på fakturafordringerne. Beløbene herfra skulle indbetales på hans klientkonto. Da han var bekendt med fallentens økonomiske forhold, var han klar over, at momsbeløbet, som var indberegnet i fakturafordringerne, ikke ville blive afregnet. Herved havde advokaten efter Told og Skattestyrelsens opfattelse pådraget sig et erstatningsansvar.

Landsretten nåede til det resultat, at advokaten hæftede direkte for momsbeløbet efter OPKL § 10 og ML § 3. Højesteret stadfæstede dommen, men med samme begrundelse som Told- og Skattestyrelsen:

"Højesteret finder ikke grundlag for at fastslå, at A har deltaget som interessent i den nye virksomhed, som blev etableret efter SNs konkurs den 7. december 200. Højesteret finder heller ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte A's forklaring om, at han ikke vidste, at denne virksomhed blev drevet under navnet G1 A/S under stiftelse. A hæfter derfor hverken efter momslovens § 3 eller efter aktieselskabslovens § 12, stk. 2 for momsbeløbets betaling.

Efter indholdet af A's brev af 7. december 200 til konkursboets kurator må det imidlertid lægges til grund, at A var bekendt med, at SN i umiddelbar forlængelse af konkursen havde begyndt en ny virksomhed, og at dette skete på grundlag af de indkøb i Italien, der var betalt af A med midler fra selskabet H1 ApS. Dette selskab havde i forbindelse hermed fået transport i salgssummerne, som i deres helhed blev betalt til As klientkonto. A måtte indse, at SN som fallent ikke havde andre midler til at betale momsen af salgssummerne. Under disse omstændigheder burde A, som havde påtaget sig at være SN behjælpelig med etablering af en ny virksomhed, have sikret sig, at virksomheden blev momsregistreret, og at der blev afsat midler til betaling af moms. Ved at have forsømt dette har A pådraget sig erstatningsansvar, og han kan derfor ikke kræve momsbeløbet tilbagebetalt."

Betingelser for at kræve erstatning

Der er følgende betingelser for at kræve erstatning:

• Der skal være tale om en virksomhed med begrænset ansvar, typisk et aktie- eller anpartsselskab
• Det offentlige skal have lidt et tab som følge af culpøs adfærd
• Virksomheden skal være ophørt som insolvent med restancer til Skatteforvaltningen, fx A-skat, AM-bidrag, moms eller punktafgifter. Tabet kan også være konstateret i forbindelse med akkord eller lignende
• Den erstatningspligtige skal have haft en væsentlig økonomisk interesse og/eller bestemmende indflydelse i selskabets anliggender. Dette gælder også, hvor disse forudsætninger samtidig er opfyldt af flere personer. Det er ikke afgørende, om de pågældende helt eller delvist ejede selskabets kapital.

Domstolene stiller strenge krav til bevisførelsen, og bedømmelsen af, om der har foreligget culpa er strengere ved erstatning end ved nulstilling.

Der lægges vægt på, hvornår det regnskab, der udviste det dårlige resultat, har foreligget for selskabets ledelse, og om ledelsen på trods af dette har haft berettiget grund til at tro på, at igangværende forhandlinger om overdragelse af virksomheden eller om tilførsel af ny kapital ville kunne have forhindret virksomhedens økonomiske sammenbrud. Se UfR1985.377.

Hvis der slet ikke foreligger regnskab, vil dette som udgangspunkt blive anset som culpøs adfærd fra ledelsens side.

Domstolene lægger endvidere vægt på, om selskabet har været pålagt forkortet afregning, og om opkrævningen har været effektiv. Se UfR1985.209

Gennemførelse af erstatningssag

Skatteforvaltningen har bevisbyrden for, at der er handlet culpøst.

Ved bedømmelsen, af om der er grundlag for at rejse erstatningssag, indgår følgende:

• Opgørelse af restancen ekskl. renter og påkravsgebyrer fordelt på tilsvarsmåneder
• Redegørelse for tvangsinddrivelsens forløb, herunder oplysning om udlæg eller anden sikkerhed. Det skal fremgå, på hvilke tidspunkter RIM har været i forbindelse med de ansvarlige
• Den indeholdelsespligtiges skriftlige forklaring på årsagen til restancens opståen. Afgives forklaringen mundtligt i forbindelse med sagsbehandlingen, skal referatet af bevismæssige grunde så vidt muligt være underskrevet af den indeholdelsespligtige.
• Eventuelle rapporter fra kontrolbesøg i virksomheden i den periode, hvor restancen er opstået
• Regnskabsmateriale, dvs. virksomhedens regnskaber for de 3 seneste indkomstår, bekræftede udskrifter af bestyrelsens forhandlingsprotokol og revisionsprotokoller vedrørende forhold, der har betydning for sagen samt statusoversigt og kuratorindberetninger.
• Oplysning om personlige skatterestancer
• Oplysningsskemaer for de seneste 3 år for de personer, der ønskes pålagt erstatningspligt. Oplysningsskemaerne skal sammen med eventuelle andre personlige, økonomiske oplysninger bruges til at vurdere, om et eventuelt erstatningsbeløb vil kunne inddrives hos den erstatningspligtige.

Erstatningskravet kan også rejses som et adhæsionskrav efter RPL § 991 i forbindelse med en kildeskattestraffesag efter KSL § 74, stk. 2. Hvis erstatningssagen kræver væsentligt større bevisbedømmelse end straffesagen, vil domstolene dog som oftest henvise erstatningssagen til civilt søgsmål.

Hvis straffesagen afsluttes administrativt, kan Skatteforvaltningen indgå et forlig om erstatningsansvar.

Inddrivelse af erstatning og renter

Erstatningen pålægges efter almindelige erstatningsretlige regler.

Erstatningen kan ikke inddrives efter inddrivelsesloven. Hvis erstatningskravet er fastslået ved dom, kan kravet søges inddrevet gennem den judicielle foged/fogedretten. 

Kravet kan ikke tillægges renter efter KSL, men kun procesrenter.

Erstatningskrav kan inddrives ved modregning, og kravet skal derfor indsættes i CFR.

Skatteforvaltningen skal skriftligt underrette den erstatningspligtige før et erstatningskrav indsættes i CFR. 

Erstatningskrav, der ikke er fastslået ved dom, forælder 3 år efter, at Skatteforvaltningen blev bekendt med tabet. Hvis kravet er fastslået ved dom, er forældelsesfristen 10 år.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser m.v.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Højesteretsdomme
SKM2013.294.HR	Dommen drejede sig om, hvorvidt SKAT kunne foretage nulstilling af indeholdt, men ikke afregnet udbytteskat til den ægtefælle, der ejede selskabet - manden. Dommen drejede sig endvidere om, hvorvidt der kunne foretages nulstilling af den indeholdte, men ikke afregnede A-skat af løn til hustruen, der var ansat i selskabet. Højesteret fastslog, at de hensyn, der begrunder nulstillingspraksis for A-skatter, jf. UfR 1981.473.H, gør sig tilsvarende gældende for udbytteskat. Bevismæssig lagde Højesteret til grund, at manden på udbyttetidspunkterne vidste eller burde vide, at selskabet ikke ville kunne opfylde forpligtelsen til at betale indeholdt udbytteskat, og der heller ikke var udsigt til, at selskabet senere ville kunne dække forpligtelsen. Højesteret fandt endvidere, at der kunne foretages nulstilling over for hustruen for så vidt angik hendes indeholdte, men ikke betalte A-skatter. På baggrund af det oplyste om ægtefællernes forhold fandt Højesteret, at mandens viden på tidspunktet for lønudbetalingen måtte føre til, at SKAT med rette havde bortset fra de indeholdte, men ikke betalte A-skatter.
SKM2005.456.HR	Højesteret pålagde en tilsynsførende advokat erstatningsansvar for en klients momstilsvar. Advokaten måtte indse, at klienten ikke havde penge til at betale momsen. Advokaten, som havde hjulpet klienten med at etablere ny virksomhed, burde have sikret sig, at virksomheden blev momsregistreret, og at der blev afsat midler til betaling af momsen. Ved at have forsømt dette, havde advokaten pådraget sig erstatningsansvar.
UfR 2002.139	Højesteret pålagde en bank, med kendskab til selskabets økonomiske situation, erstatningsansvar for at have disponeret over selskabets aktiver, så selskabet blev ude af stand til at opfylde sine forpligtelser.
TfS2000.975	Højesteret fastslog, at en tilsynsførende advokat i et betalingsstandsningsbo havde handlet ansvarspådragende. Advokaten blev frifundet for erstatningskravet, fordi der ikke var godtgjort en sammenhæng mellem den ansvarspådragende adfærd og underbalancen i konkursboet.	Østre Landsrets afgørelse TfS1999,251
UfR 1998.1137	Højesteret fastslog, at bestyrelsen havde pådraget sig erstatningsansvar ved uforsvarligt at fortsætte selskabets drift. Bestyrelsen burde have indset, at det ikke var muligt at videreføre selskabet uden yderligere tab. Bestyrelsen havde derfor handlet uforsvarligt ved at fortsætte driften
UfR1995.43	Højesteret fastslog en direktør og eneejers erstatningsansvar for ikke-betalte A-skatter. Han burde have indset, at det ikke var muligt at videreføre selskabet.
UfR 1985.377	To direktører, der begge ejede 25 %, og som sammen med en søster og en svigerinde udgjorde bestyrelsen, blev ikke anset for erstatningsansvarlige. Direktørerne forklarede, at driften var blevet fortsat, fordi de vurderede, at dette ville give kreditorerne en gunstigere stilling. Højesteret mente ikke, at direktørerne måtte indse, at videreførelse af selskabet ville medføre tab.
UfR 1985.209	Højesteret fandt ikke at ledelsen måtte indse, at videreførelse af selskabet ville medføre tab for kreditorerne. De havde derfor ikke handlet uforsvarligt og var derfor ikke erstatningsansvarlige.
UfR 1981.473	Der blev gennemført nulstilling i forhold til en direktør og hovedaktionær, der var enerådende i et selskab. Han måtte vide, at selskabet hverken havde penge til  at kunne indbetale A-skatten af hans eller de øvrige ansattes løn. Han blev også erstatningsansvarlig for de ansattes A-skatter
Landsretsdomme
SKM2019.304.ØLR	Sagen handlede om, hvorvidt skattemyndighederne med rette havde nulstillet A-skat og AM-bidrag over for en skatteyder, der var direktør i og ultimativ ejer af et selskab. Selskabet havde udbetalt løn og feriepenge til skatteyderen på et tidspunkt, hvor selskabet var under afvikling grundet store økonomiske vanskeligheder. Selskabet gik efterfølgende konkurs. Landsretten fandt det godtgjort, skatteyderen vidste eller burde have vidst, at der ved udbetalingen af løn og feriepenge var en væsentlig risiko for, at den indeholdte A-skat og AM-bidrag ikke ville kunne betales af selskabet til forfaldstid. Det var derfor med rette, at skattemyndighederne havde nulstillet A-skat og AM-bidrag over for skatteyderen.	Tidligere instans SKM2018.489.BR
SKM2019.107.ØLR	Sagen handlede om, hvorvidt skattemyndighederne med rette havde nulstillet A-skat og AM-bidrag over for hovedaktionæren og dennes ægtefælle, som var ansat i selskabet. Byretten fandt, at betingelserne for nulstilling var opfyldt. Landsretten fandt derimod, at hovedaktionæren og dennes ægtefælle på indeholdelsestids-punkterne havde anledning til at tro, at virksomhedens vanskeligheder var midlertidige, og at de kunne overvindes. Landsretten fandt således ikke, at betingelserne for nulstilling var opfyldt.	Tidligere instans SKM2018.229.BR
SKM2008.103.ØLR	Landsretten stadfæstede nulstilling i forhold til en anpartshaver, der ikke var anmeldt som direktør i selskabet. Anpartshaveren ejede 60% af anparterne og blev betegnet som direktør i regnskabet. Desuden førte han selvstændige forhandlinger med selskabets revisor og med skattevæsenet. Landsretten fandt derfor, at han havde en bestemmende indflydelse og kunne disponere enerådende.
SKM2007.475.ØLR	Landsretten stadfæstede nulstilling i forhold til en direktør og eneanpartshaver. Landsretten fastslog, at da aktiviteterne i forbindelse med en erstatningssag straks blev overført til et nyt selskab, havde direktøren forudset at selskabet ikke kunne betale.
SKM2007.346.ØLR	Landsretten stadfæstede nulstilling i forhold til en direktør og bestyrelsesmedlem i et selskab. Landsretten lagde vægt på, at direktøren kunne disponere enerådende, samtidig med at han selv havde besluttet at indeholde A-skatterne. Landsretten afgjorde, at direktøren vidste eller burde have vidst, at der ikke var økonomisk realitet bag de indeholdte A-skatter.
UfR 1976.241	Direktør, daglig leder og hovedaktionær blev fundet ansvarlig for at have undladt rettidigt at angive og indbetale A-skat. Direktøren fik en bøde og blev dømt til at betale erstatning.
Byretsdomme
►SKM2019.592.BR◄	►Skattemyndighederne havde foretaget nulstilling af A-skat og AM-bidrag over for to personer, der kontrollerede et selskab, som var taget under konkursbehandling med en betydelig momsgæld. Under retssagen kom det frem, at arbejdsgiverselskabet faktisk havde betalt de beløb, som var indeholdt i A-skat og AM-bidrag til forfaldstid. Da selskabet havde en momsrestance og dermed en debetsaldo på skattekontoen, var beløbene gået til dækning af den ældre restance efter FIFO-princippet i opkrævningslovens §§ 16 og 16 a. Retten fandt, at der var en sådan økonomisk realitet bag de formelle indeholdelser, at betingelserne for at foretage nulstilling ikke var opfyldt. Retten lagde herved bl.a. vægt på, at indførelsen af reglerne om én skattekonto og FIFO-princippet ikke havde haft til hensigt at stille skattepligtige ringere.◄
SKM2018.489.BR	Sagen drejede sig om, hvorvidt skattemyndighederne havde været berettiget til at foretage nulstilling, så skatteyderen kunne nægtes godskrivning af indeholdte A-skatter og AM-bidrag vedrørende sin løn og feriepenge fra et aktieselskab. Skatteyderen var direktør i og ultimativ ejer af selskabet. Selskabet udbetalte løn og feriepenge til skatteyderen, hvoraf der blev indeholdt men ikke afregnet A-skat og AM-bidrag. Udbetalingen skete på et tidspunkt, hvor selskabet var under kontrolleret afvikling grundet store økonomiske vanskeligheder. Selskabet gik efterfølgende konkurs. Afregningen til SKAT af den indeholdte A-skat og AM-bidrag afhang i det hele af en afviklingsaftale med en engelsk hovedleverandør. Retten fandt, at skatteyderen som direktør i selskabet var berettiget til at tegne selskabet alene på tidspunktet for de omhandlede udbetalinger af løn og feriegodtgørelse. Derudover var han gennem et holdingselskab eneejer af selskabet og havde dermed bestemmende indflydelse og kunne disponere enerådende i selskabet. Herudover fandt retten, at skatteyderen havde grund til at anse afviklingsaftalen med den engelske hovedleverandør som usikker, og skatteyderen derfor burde have vidst, at der ikke var økonomisk realitet bag indeholdelserne, og at afregning ikke ville kunne ske til forfaldstid. På den baggrund blev Skatteministeriet frifundet.	Stadfæstet af Østre Landsret.  Se SKM2019.304.ØLR
SKM2015.561.BR	Byretten fandt, at det var med rette, at SKAT for indkomstårene 2008 og 2009 havde foretaget nulstilling af A-skat og AM-bidrag af løn udbetalt fra et selskab til selskabets direktør, som samtidig var hovedanpartshaver. Retten fandt endvidere, at nulstilling af indeholdt A-skat og AM-bidrag for indkomståret 2009 for løn udbetalt til direktørens ægtefælle var foretaget med rette. For så vidt angik direktøren lagde retten bl.a. vægt på, at selskabet i 2008 opbyggede restancer til det offentlige i størrelsesordenen ca. 2 mio. kr., at uanset om der i efteråret 2008 blev indskudt ca. 1,5 mio. kr. i selskabet, blev der fortsat ikke afregnet restancer til det offentlige, og at direktøren ikke havde godtgjort, at der overhovedet var foretaget indeholdelse af A-skat og AM-bidrag af hans løn. Uanset om der var foretaget indeholdelse, fandtes direktøren derfor at have været i ond tro om, at der ikke var økonomisk realitet bag indeholdelserne på det tidspunkt, hvor de måtte være foretaget. For så vidt angik direktørens ægtefælle lagde retten bl.a. vægt på, at hun som følge af sin bestyrelsespost i selskabet samt sit ægteskab med direktøren måtte have været bekendt med selskabets alvorlige økonomiske situation. Byretten fandt endvidere under henvisning til, at sagsøgerne havde anmodet SKAT om at træffe afgørelser på de foreliggende grundlag med henblik på påklage, samt at Skatteankestyrelsen havde begrundet sine afgørelser i sagen, at begrundelsesmanglerne ved SKATs oprindelige afgørelser ikke kunne medføre ugyldighed.
Landsskatteretskendelser
SKM2018.465.LSR	SKAT havde nulstillet indeholdt ikke-indbetalt A-skat og AM-bidrag vedrørende lønnen til en direktør i et selskab, der var gået konkurs. Landsskatteretten fandt at de almindelige forældelsesregler fandt anvendelse vedrørende nulstilling, idet der i nulstilling ikke er tale om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat. Det var landsskatterettens opfattelse at den konstaterede insolvens på tidspunktet for konkursdekretet efter en konkret vurdering i sagen var det tidligste tidspunkt SKAT kunne kræve betaling, da det er en betingelse for nulstilling af virksomheden, at insolvens skal være konstateret ved ophør, konkurs eller lignende. Da SKATs behandling af sagen lå mere end 3 år efter afsigelse af dekret var kravet på A-skat og AM-bidrag forældet. Landsskatteretten annullerede derfor nulstilling.
TfS1996.165	Lønmodtageren kan anmelde det nulstillede beløb som en fordring i selskabets eventuelle konkursbo.