I SEL § 8 C, stk. 1, nr. 4, 1. pkt., defineres begrebet dobbelt fradrag, der er et mismatchresultat.

Ved dobbelt fradrag forstås et fradrag af samme betaling, udgifter eller tab i den jurisdiktion, hvor betalingen har sit udspring, udgifterne er pådraget, eller tabene er lidt (betalerens jurisdiktion), og i en anden jurisdiktion (investorens jurisdiktion).

Der er et mismatchresultat med dobbelt fradrag, når fradraget sker i mere end én jurisdiktion.

Efter SEL § 8 C, stk. 1, nr. 4, 2. pkt., følger, at i forbindelse med en betaling fra en hybrid enhed eller et fast driftssted er betalerens jurisdiktion den jurisdiktion, hvor den hybride enhed eller det faste driftssted er etableret eller beliggende.

Dobbelt fradrag skal forstås bredt og omfatter således ikke kun fradrag for faktiske betalinger, men kan også forekomme i forbindelse med andre fradrag som f.eks. afskrivninger.

Et dobbelt fradrag kan give anledning til et hybridt mismatch efter SEL § 8 C, stk. 1, nr. 1, litra g, når betingelserne for et hybridt mismatch i øvrigt er opfyldt.

Der er dog kun en situation med et hybridt mismatch, i det omfang fradraget sker i indkomst, som ikke er dobbelt medregnet indkomst. Se SEL § 8 C, stk. 3.

Et hybridt mismatch, omfattet af SEL § 8 C, nr. 1, litra g, der indeholder et dobbelt fradrag, skal neutraliseres efter reglerne i SEL § 8 D, stk. 1.

Se også