I SEL § 8 C, stk. 1, nr. 8, defineres begrebet dobbelt medregnet indkomst.
Ved dobbelt medregnet indkomst forstås enhver indkomst, der er omfattet af lovgivningen i begge de jurisdiktioner, hvor mismatchresultatet er opstået.
Begrebet dobbelt medregnet indkomst anvendes ved vurdering af hybride mismatch omfattet af SEL § 8 C, stk. 1, nr. 1, litra e-g, samt når sådanne hybride mismatch neutraliseres efter SEL § 8 D. Begrebet dobbelt medregnet indkomst anvendes endvidere i SEL § 8 E.
Hvis et dansk ultimativt moderselskab vælger international sambeskatning efter SEL § 31 A, medregnes udenlandske datterselskabers indkomst i moderselskabets indkomstopgørelse. Der vil således være tale om dobbelt medregnet indkomst, idet datterselskabets indkomst medregnes både i det land, hvor det er beliggende, og i Danmark. Det er dobbelt medregnet indkomst, uanset om datterselskabets lokale selskabsskat giver anledning til skattenedslag i Danmark.
Der vil bl.a. også være tale om dobbelt medregnet indkomst, hvis et udenlandsk datterselskabs indkomst medregnes i moderselskabet i Danmark, fordi datterselskabet omfattes af CFC-reglerne i SEL § 32.
Se også