Dato for udgivelse
18 dec 2007 13:36
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
31 okt 2007 12:36
SKM-nummer
SKM2007.909.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-5-1853-0342
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Virksomheder + Fradrag og afskrivninger
Emneord
Fradrag for garantibeløb, andelsselskab, eksklusion
Resumé

En mælkeproducent fik ikke godkendt fradrag for garantibeløb betalt til et andelsselskab ved eksklusion og udgift til advokatbistand i forbindelse hermed. Eksklusionen skyldtes, at der var konstateret rester af antibiotika i mælken, hvilket kunne have været undgået ved tilstrækkelig agtpågivenhed fra klagers side.

Reference(r)

Statsskatteloven § 6, litra a

Henvisning
Ligningsvejledningen 2007-4 E.B.5.3.1
Henvisning
Ligningsvejledningen 2007-4 E.B.5.5

Klagen vedrører ikke godkendt fradrag for garantibeløb betalt til et andelsselskab ved eksklusion og udgifter til advokatbistand afholdt i forbindelse dermed.

Landsskatterettens afgørelse
Personlig indkomst

Skatteankenævnet har ikke godkendt fradrag for garantibeløb betalt til B amba i

forbindelse med eksklusion, selvangivet med 128.800 kr.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

Skatteankenævnet har godkendt fradrag for udgifter til advokatbistand med 31.478 kr., men har nægtet fradrag for den resterende del af de selvangivne udgifter på i alt 47.500 kr.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

Sagens oplysninger

Klageren driver et konventionelt landbrug med 300 malkekøer og ca. 205 ha. jord. Ejendommen drives med hjælp fra klagerens kæreste og ved brug af vikar.

Klageren blev den 8. december 2004 ekskluderet som andelshaver i B amba som følge af, at klageren havde misligholdt aftalen om salg og levering af mælk. Af B ambas skrivelse til klageren af samme dato fremgår bl.a.:

"Vedrørende eksklusion, bod og erstatning

Jeg kan hermed oplyse, at bestyrelsen i B amba har truffet beslutning om, at I/S C ved A og D som følge af gentagen ulovlig brug af antibiotika i medfør af vedtægternes § 3, stk. 6 ekskluderes med virkning pr. dags dato som andelshaver i B amba.

Som en konsekvens heraf forfalder det i vedtægternes § 5, stk. 1 nævnte garantibeløb til betaling, idet en eksklusion sidestilles med ulovlig udtræden, jf. § 5, stk. 6. Garantibeløbet udgør kr. 128.800,00 udregnet på baggrund af de sidste 5 års leverance af 6.4 mio. kg. mælk.

Bestyrelsen i B amba har endvidere besluttet - som følge af målt frysepunkt betydeligt over den tilladte grænseværdi - at idømme I/S C ved A og D at betale en bod stor kr. 208.000, jfr. vedtægternes § 7, stk. 5.

B amba vil i forbindelse med konstatering af ovennævnte overtrædelser kræve en del af sine direkte omkostninger til ekstra analysearbejde og individuel afhentning i de foregående måneder erstattet med kr. 45.000,-.

Nævnte beløb på i alt kr. 381.800 forfalder til betaling straks og vil blive modregnet i førstkommende mælkeafregninger/efterbetaling samt andre tilgodehavender, som andelshaveren måtte have i B amba."

Eksklusionsbeslutningen blev truffet af B ambas bestyrelse i medfør af vedtægternes § 3, stk. 6, der lyder som følger:

§ 3

...

(6)

De i stk. (1) nævnte andelshavere, der ikke overholder Selskabets vedtægter eller andre forpligtelser overfor Selskabet, som virker til skade for Selskabet eller dettes formål, eller som modarbejder Selskabets interesser eller målsætning, kan af bestyrelsen ekskluderes. Således ekskluderede andelshavere, som ikke accepterer eksklusionen, kan henvise spørgsmålet herom til repræsentantskabet til dettes efterprøvning. Anmodning herom skal under rettens fortabelse være bestyrelsen i hænde senest een måned efter afsendelsen af meddelelsen om eksklusionen til det pågældende medlem.

Garantibeløbet på 128.800 kr. forfaldt herefter til betaling i medfør af vedtægternes § 5, stk. 6. Af vedtægternes § 5 fremgår følgende:

Ophør af medlemskab

§ 5

(1)

Ved ejerskifte, bortforpagtning eller forpagtningsophør indtræder den nye bruger (ejer eller forpagter) som andelshaver i den tidligeres sted, når der til Selskabet indgives en af begge parter underskrevet erklæring herom. Når en sådan erklæring foreligger, har Selskabet i alle forhold at holde sig til den indtrådte andelshaver. Den tidligere bruger er i forhold til Selskabet ansvarlig for, at erklæringen foreligger inden den anførte frist.

(2)

Foreligger en sådan erklæring ikke i løbet af en måned efter brugerskiftet, er den tidligere brugers medlemskab ophørt på tidspunktet for brugerskiftet, og den pågældende betragtes som udtrådt på dette tidspunkt med lovligt varsel i henhold til reglen i stk. (5).

(3)

Har en andelshaver uden at krænke leveringspligten i henhold til § 6 ikke i et regnskabsår leveret mælk til Selskabet i mindst seks måneder, er vedkommendes medlemskab ophørt med udgangen af det pågældende regnskabsår, og den pågældende betragtes som udtrådt med lovligt varsel i henhold til reglen i stk. (5).

(4)

Udtræden med lovligt varsel herudover kan kun finde sted ved skriftlig meddelelse, som skal være Selskabet ihænde senest 31. august med virkning fra regnskabsårets udløb. Opsigelsesvarslet kan dog aldrig overstige 12 måneder.

(5)

Når et medlemskab bringes til ophør med lovligt varsel under omstændigheder, som beskrevet i stk. (2), (3) og (4), og den pågældende har berigtiget alle økonomiske mellemværender med Selskabet er den pågældende løst fra samtlige forpligtelser over for Selskabet.

(6)

Bringes en andelshavers medlemskab til ophør på anden måde end omhandlet i stk. (1), (2), (3) og (4), anses den pågældende for at være ulovlig udtrådt og er da pligtig til Selskabet at indbetale et beløb, som til enhver tid for bedrifter beliggende i det danske valgområde udgør DKK 20,- og for bedrifter beliggende i det svenske valgområde SEK 23,- pr. påbegyndt 1.000 kg. mælk leveret fra den pågældende ejendom i de sidste 5 regnskabsår, uanset om andelshaveren har været ejer heraf i denne periode og til hvem mælkeleverancen er sket. Såfremt der ikke kan fremskaffes nødvendig dokumentation for mælkeleverancen, fastsættes denne af bestyrelsen med bindende virkning for den pågældende andelshaver. Beløbet forfalder til betaling 14 dage efter Selskabets påkrav. Den pågældende skal endvidere berigtige eventuelle økonomiske mellemværender med Selskabet og er først herefter løst fra samtlige forpligtelser over for Selskabet. Selskabet kan modregne beløbet og mellemværender som anført i andelshaverens evt. krav mod Selskabet, uanset om forfaldstiden for sådanne krav er indtrådt.

Klageren har i forbindelse med sagen afholdt advokatudgifter for 47.500 kr.

Skatteankenævn Tønders afgørelse

Skatteankenævnet har ikke godkendt fradrag for garantibeløb betalt til andelsselskabet i forbindelse med eksklusion, selvangivet med 128.800 kr.

Klageren har handlet retsstridigt overfor andelsselskabet og har dermed påført sig selv en udgift. Det betalte beløb er ikke udslag af en driftsrisiko, der er naturligt forbundet med erhvervsudøvelsen. Et sådant beløb vil kunne være fradragsberettiget, hvilket typisk vil være tilfældet, hvis andelshaverens udtræden er driftsøkonomisk begrundet, f.eks. hvor boden eller gebyret kan anses for betalt for at erhverve en højere indkomst efter udtræden af selskabet. Betalingsforpligtelsen må anses for at være en enkeltstående disposition, der ikke er et tilbagevendende led i driften af virksomheden, ligesom betalingsforpligtelsen ikke kan anses for at være et led i den egentlige virksomhedsudøvelse. Boden er ikke en forudsætning for driften af landbruget og dermed ikke en driftsomkostning omfattet af statsskattelovens § 6, litra a.

Skatteankenævnet har godkendt fradrag for advokatudgifter med 31.478 kr., selvangivet med 47.500 kr. Det godkendte fradrag er fastsat forholdsmæssigt, idet der er godkendt fradrag for den del af de samlede advokatudgifter, der efter et skøn kan henføres til den erhvervsmæssige drift.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at udgiften til garantibeløbet på 128.800 kr. og den resterende del af udgifterne til advokatbistand, kr. 16.022 kr., godkendes fradraget.

Klageren er pålagt at betale erstatning til andelsselskabet som følge af, at han har begået kontraktbrud i henhold til andelsselskabets vedtægter, og derfor er anset for at være ulovlig udtrådt af andelsselskabet. Der er derimod ikke tale om retsstridige handlinger.

Eksklusionen skyldes, at andelsselskabet i 4 tilfælde har fundet spor af antibiotika i den mælk, som klageren leverede til andelsselskabet, men der er ikke tale om ulovligt brug af antibiotika efter civilretten, men alene om overtrædelse af klagerens leveringspligt, da mælken ikke opfyldte den aftalte kvalitet.

Arbejdsgangen i klagerens landbrug var, at besætningen gik i løsdriftsstald (dvs. samtlige 300 dyr gik løst omkring), og der var ingen separate pladser til dyr i behandling. I stedet var de som reglerne foreskriver, mærket. Når dyrene skulle malkes blev de i flokke af 20 dyr gennet ind i malkestalden, hvor personerne, der malkede, skulle se til, at malkning af dyr i behandling skete separat, og at mælken ikke blev leveret til mejeriet.

Erstatningspligten er et udslag af en normal driftsrisiko ved udøvelse af landbrugsvirksomhed med levering af mælk, særligt når der henses til, at der er tale om en besætning på 300 malkekøer, som passes af flere forskellige personer, hvorfor fejl uvilkårligt vil opstå. Udgiften til erstatningen som følge af kontraktbruddet er fradragsberettiget som en driftsomkostning i henhold til statsskattelovens § 6, litra a, da erstatningen ikke har pønal karakter, men er en erstatning for andelsselskabets indtægtstab.

Skatteankenævnet har henvist til SKM2004.71.HR, hvoraf fremgår, at der ikke er fradrag for konventionalbod, da boden er af pønal karakter. Erstatningsstørrelsen er i denne sag fastsat på baggrund af den leverede mængde mælk, og er udtryk for det indtægtstab som andelsselskabet led i forbindelse med eksklusionen. Erstatningen er således ikke af pønal karakter. Dette underbygges af, at andelsselskabet beregner den samme erstatning, når en andelshaver skifter til et andet mejeri uden normal opsigelse, for herigennem at opnå en bedre pris på sin mælk. I sådanne tilfælde vil erstatningen være driftsmæssigt begrundet.

Der henvises til ligningsvejledningens afsnit E.B.3.9 for så vidt angår de i forbindelse med erstatningssagen afholdte advokatudgifter. Repræsentanten har desuden vedlagt en erklæring udarbejdet af en dyrlæge, vedrørende anvendelse af antibiotika i husdyrproduktion.

Endvidere kan udgiften ikke sidestilles med en bod pådraget ved overtrædelse af en konkurrenceklausul e.l.

SKATs udtalelse

Det fremgår af betænkning til lov nr. 311 af 25. maj 1987, at beskatning af afståelse af andelsbeviser efter dagældende praksis skete efter ligningslovens § 16 B, stk. 1. Det fremgår videre, at hvis andelshaveren i forbindelse med sin udtræden af selskabet skal indbetale et beløb, der overstiger de administrative omkostninger forbundet med udmeldelsen, eventuelt i form af en bod for ulovlig udtræden, vil dette beløb ikke være omfattet af ligningslovens § 16 B, stk. 1.

Efter omstændighederne kan et sådant beløb være fradragsberettiget som en driftsudgift i medfør af statsskattelovens § 6, litra a. Det vil typisk være tilfældet, hvor andelshaverens udtræden er driftsøkonomisk begrundet, f.eks. hvor boden eller gebyret kan anses for betalt for at erhverve en højere indkomst efter udtræden af selskabet. Som et eksempel på, at der kan være fradragsret ved udtræden kan henvises til ligningsrådets afgørelse i TfS 1987, 416 LR.

I denne sag er udgiften til garantibeløbet derimod ikke driftsmæssigt begrundet, hvorfor der ikke er fradrag efter statsskattelovens § 6, litra a.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Det fremgår af statsskattelovens § 6, litra a, at en skatteyder ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, kan fradrage udgifter, der i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten.

Det fremgår af B ambas skrivelse af 8. november 2004, at klageren som følge af "gentagen ulovlig brug af antibiotika" blev ekskluderet som andelshaver i B amba i medfør af vedtægternes § 3, stk. 6. Da klageren herefter ansås for at være ulovlig udtrådt af andelsselskabet, forfaldt garantibeløbet på 128.800 kr. til betaling.

Retten finder, at udgiften, der er af pønal karakter, ikke har en direkte og naturlig sammenhæng med driften af klagerens virksomhed. Det må efter det oplyste kunne lægges til grund, at klageren ikke har udvist tilstrækkelig agtpågivenhed ved kontrol af de behandlede dyr, og at det må lægges klageren til last, at der er sket eksklusion som anført. Herefter findes garantibeløbet og advokatudgifterne, som klageren afholdt i forbindelse med eksklusionen, ikke at være fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6, litra a.

Landsskatteretten stadfæster herefter skatteankenævnets afgørelse.